Et Aar - 1

Total number of words is 4973
Total number of unique words is 1650
36.5 of words are in the 2000 most common words
53.3 of words are in the 5000 most common words
61.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

ET AAR


ANTON NIELSEN
ET AAR
FORLAGT AF H. ASCHEHOUG & CO.
KJØBENHAVN · MDCCCCXIX


KØBENHAVN -- GRÆBES BOGTRYKKERI


_Til
Min Far og Mor._


Hele Aftenen har jeg gaaet rundt for at skyde en Buk.
Lidt før Solnedgang gik jeg ud. Ved alle Engene har jeg været, og
hver eneste Lysning har jeg gennemsøgt; men ingen Steder fandt jeg
det, jeg søgte. De fleste er flyet fra Skoven ud paa Markerne.
Nu er det blevet for mørkt til længere at skyde. Kærv, Sigtekorn og
Bøsseløb flyder ud i eet. Jeg driver om paa Maa og Faa. --
Et eneste Sted troede jeg, at Lykken havde rakt mig Haanden. Jeg
listede uden om et Hjørne af Smaagraner. Foran mig laa en lille, sid
Eng, hvor Græsset groede tæt. Over Blomsterne flimrede Guldsmedene,
og Fluesnappere slog hvert Øjeblik ned fra Grenene og hang stille i
Luften paa flattrende Vinger for at kaste sig over de lysende Fluer,
som ustandseligt skød ud og ind imellem hinanden. Jeg trykkede mig op
mod en Bøgestamme og saa udover.
Paa en Grøftekant stod en Seksender med hele Bredsiden til og nappede
roligt Tot efter Tot i sig. Sollyset, som faldt skraat ind paa ham,
tændte Ild i hans rustrøde Pels. Nu og da rejste han Hovedet i Vejret
og saa sig omkring; men Vinden var lige ind imod mig, og fra den
anden Side bares kun Lugten af Skovbundens Mylder ham i Møde.
Grøften var hvid af Vandranunkler, og nedover mig dryssede
Knopskællene fra alle de nyløvede Grene.
I det Øjeblik han igen bøjede Hovedet ned mod Jorden og gik et Par
Skridt frem for at faa fat i en rigtig saftig Tot, havde jeg Bøssen
mod Kinden, Sigtekornets blanke Knop skjulte allerede hele Bladet, og
min Finger krummede sig om Aftrækkeren, men saa .....
Der knækkede nogle Grene lige ved Siden af mig, Løvet raslede, og jeg
maatte se mig om. Holdet mistede jeg. En lille Spidsbuk kom listende
frem. Ogsaa den anden lod Græs være Græs og saa lige mod den
kommende. Han stod i sin fulde Rejsning med Hovedet højt hævet og
Klovene fast i Jorden. Jeg kunde høre ham snøfte af Arrigskab.
Endnu var der Tid. Spidsbukken gik frem. Han havde intet set. Den
anden maalte Afstanden. Jeg gjorde mig klar; men saa sprang han paa.
Mulden røg dem fra Klovene, og de jog ind gennem Højskoven.
Saadan een havde godt af at føle et Par spidse Takker mellem
Ribbenene, saa det sang i Vommen.
Det er snart Brunsttiden, og ingen Storbuk taaler, at en aargammel
Knægt bryder ind i hans Hjord. De jager dem allesammen langt bort fra
Skovene.
Langsomt fulgte jeg efter. Græsset, som lige var traadt ned, rejste
sig igen Straa efter Straa. En Blaaklokkeblomst svippede op og stod
rank som et Lys med alle Klokkerne ringlende af Fryd. --
Ved en Granvej stod jeg og saa Solen gaa ned. Det knitrede af Ild
mellem Grenenes Fletværk. --
Timer er gaaet siden da. Jeg har været Skoven rundt flere Gange.
Mellem Granernes sorte Toppe spinder Maanen sit hvide Spind, og ind
mellem Træernes Stammer glider Skygge ved Skygge. De jager som
Underlands Folk fra Busk til Busk. Hist i en Lysning staar de stille
og kryber sammen til det bare ingenting.
Vejen er smal, hvor jeg gaar. Om mine Kinder og Øjne brister
Spindelvævets tynde Traade. Midt paa en nøgen Træstub gløder en Sankt
Hans Orm.
Høje er Bøgene. Slanke deres Stammer, glider i eet med Mørket om dem.
Kronerne staar som malet mod den blegblaa Nathimmel. Som Silke rasler
deres Løv. Og inde i Granernes Mørke pusler Natvinden, hvisker fra
Gren til Gren og stiger i en hed, sanselig Knurren mod Himlens kølige
Blaa. Over sølvhvide Enge flakker deres Skygger.
Alle Blomsterne sover. Hvert enkelt Kronblad har lukket sig tyst om
Dybet, hvor Myriader af blinde Kim slumrer i ubevidst Higen. Kun
Aftenpragtstjernen lyser i betagende Hvidhed. Natsværmernes blinde
Øjne trækkes mod dens Lys.
Inde under Purrerne i et lille Hak midt i det højeste Græs ligger to
Mennesker Side om Side. Stiens Mos sluger mine Skridt, og jeg kommer
saa tæt, at kun nogle Grene er imellem os. Det er en Mand og en
Kvinde. Hun ligger paa Ryggen med Lemmerne strakt fra sig i Hvile,
han har kantet sig op paa Armen, saa han kan se hendes Ansigt, der er
hvidt i Mørket. Tyst glider jeg ned bag en Busk. Endnu har de ikke
hørt mig. De ligger stadig i den samme Stilling. Jeg borer mig et
lille Hul mellem Bladene, saa jeg rigtig kan se dem. Lige bag mig
slaar en Nattergal, og et Stykke længere borte svarer en anden. Alle
Smaabøgene lyser som Perlemor.
-- Du sier ekk novet, bitte Frærik.
-- Hæ æ saa masendes smukt, Fie.
-- Hm, søns du osse de', Frærik.
-- Jov, de' har jæ da savt dig saa tit. Du skue tae o lægg lidt beder
Mærk' te', hvae jæ saaen goer o sier dig.
-- Jæ har ekk skreven de' op, o de' æ ekk saaen o saa house alt.
-- Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Præst. Jæ har sæl skreven
i den: To Drosler .....
-- Jæ ved ekk, hvor min Poesibov æ bleven av.
Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhul
og puster velbehageligt Røgen langt ud fra sig.
-- De' æ de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie. Saa tit, naar jæ har
liggen her ene o grubliseret, har jæ drømt, a' vi havde bygget vort
lell Hus herude, o du var bleven min Kone o hver Avten stoe ude paa
Trappestenen o toe imod mig me' den mindste paa Armen.
-- Du har da vel Raad te' o køve Huset ner ved Aaen, Frærik?
Hun drejer sig raskt om paa Siden, rejser sig halvt op paa Albuen og
ser ham stift ind i Øjnene.
-- Min egen lell Fiemor. Han haler møjsommeligt Piben ud af Munden og
forsøger at dikke hende under Hagen med Spidsen.
-- Lae vær me' de' Svineri, sier jæ, de' æ alvorligt nok, Frærik.
Hun slaar til Piben saa den falder fra ham og al Tobakken ruller ud
af Hovedet.
-- Min dyrebare Tobak. Dæ fik du den spildt. Et Par Fingre borer sig
ned mellem Græsstraaene og forsøger at redde, hvad reddes kan.
-- Se paa mæ, Frærik. Har du Raad eller har du ekk? Jensens Fie løver
ekk me' Snak o Per Hansens Adolf ...
-- Bak ... bak ... bak ... uhm. Han har revet en Tændstik og forsøger
at tænde Ild i Resterne. Hun har lagt sig om paa Maven, revet et
Straa ud af en Blok med Hjærtegræs og gumler eftertænksomt paa det.
--
Imellem to høje Græsstraa har en graadig Korsedderkop spændt sit
Fangnet ud. Det hænger der og svajer i Takt med Straaene og glimter,
som var det oversaaet med Diamantstøv. Et stort, klodset Møl svirrer
frem fra et Blad. Som ejer det hele Verden buser det afsted, tumler
imod Blade og Blomster og ... Straaene bøjer sig næsten helt ned mod
Jorden, men Nettet holder. Ud fra Fangboligen kommer et sort Uhyre
farende paa lange, tynde Ben. En kort Kamp og den dumme Mølfugl er
kun et ranglende Skelet. --
-- Kae dutte smie den dumme Pive fra dæ', mens vi snakker.
-- Jæ ryer paa Myggerne, Fie.
-- Hvor manne Penge har du for Resten paa din Bov, Frærik?
Hun spytter Græsstraaet ud og vender sig om paa Siden.
-- Dikke ... dikke ... dik ... Puttehøne. De' ved vi itte.
Pibespidsen er igen i Aktivitet helt henne under hendes Hage. -- De'
ved vitte, men helt nøgne behøver vi da heller ekk a komme te o goe,
o Huset faar vi smens nok.
-- Lelle Frærik ... Hun nærmer sit Ansigt tæt til hans. -- Skae vi
saa lægg Piven, Skat. Den snorker lieveller.
-- Saa er'et vel fordi a den æ søvnig.
-- Hi ... hi ... hi ... hihi ... En hel Masse gurglende Lyde baner
sig Vej op igennem hendes Strube.
-- Du kae da sie de', saa man kae le a'et, Frærik ... hi.
-- Hæ ... hæ ... hæhæ--hæ ... Søe Fie, jæ kae sie de' meget sjovere,
naar vi blir givte.
Han lægger Piben fra sig og stryger hende kærtegnende hen over
Ryggen, som han er vant til det med sine Plovheste.
-- Stikker Myggerne dig, min Tøs. Væk mæ jær I Asener ells skae
Frærik Søren danse mæ ... Han slaar bredt ud med Haanden.
-- Husjh ... husjh, kae I humme jær.
-- Uh, hvor de stikker over hele Kroppen, Frærik. De sier lie saa
tykk som Sand.
Hendes Ansigt er nu ganske tæt ved hans, og hans Arm hviler fast om
hendes Midje. Han skubber en Smule paa sig og næppe hørligt hvisker
han.
-- Skae jæ jave dem væk, Fie?
-- Jæ tror du æ tovlig, Frærik. Jæ skae nok sæl flytte, hvae dæ skae
flyttes. Vi æ dante givte.
-- Vi har i allenfals Ringen, Fie. Han gør et krampagtig Forsøg paa
at holde hende fast og finde hendes Mund; men hun smutter ud af hans
Arm. Ærgelig giver han sig til at lede efter sin Pibe. --
Ganske stille bøjes Grenene lidt til Side, og en Ræv stikker sin
spidse Hoved frem for at "sikre". Øjnene lyser som Fosfor, og Læberne
er trukket lidt til Side, saa de hvide, graadige Tænder skimtes. En
Solsort, som har siddet i Busken lige over den, gnevrer op. En anden
svarer forskrækket ligesom i Søvne og snart er hele Tykningen et
eneste gnevrende Kor. Arrigt drejer den Hovedet om efter dem, saa
trækker den sig tilbage lige saa forsigtigt, som den er kommet. --
-- Dæ var bestemt nowet, som rørte sæ, Frærik.
-- De' var en Myg, dæ' summede, Fie.
-- Du me' dine Mygger. Hun dunker ham overgivent i Siden og kravler
ind i hans Favn igen. -- De' kae du lie, hvae?
-- Fie, jæ har køvt Huset, saa dæ kae lyses hvae Søndav, de' skae
være.
-- Æ' de' sandt, Frærik? Kys mæ, hvis de' æ regte verkle.
-- Lelle goe Engel. Han tørrer omhyggeligt Munden af med sit
Trøjeærme.
Midt under Kyssene, som bliver længere og længere, holder hun ham
pludselig et Øjeblik for Munden og siger:
-- Du spajer dante Frisuren, Frærik?
Hun slipper ham et Øjeblik, saa er hun der igen med Haanden.
-- Frærik, de' æ vel regte bastemt, de' me' Huset o saa Lysningen.
Hun trækker Hovedet langt tilbage og slipper, for at han kan komme
til at svare.
Tre røde Fingre hæver sig i Vejret.
-- Naar løj Frærik spør jæ Fie Jensen?
Hun ser ham stift ind i Øjnene.
-- Ja een faar tro dæ. Karlfolket æ nu ells ekk saaen i vorses Dave.
Og idet hun atter nærmer sit Ansigt tæt til hans, tier hun et Øjeblik
som for at bringe sine Tanker i Orden, før hun føjer til:
-- De' æ altsaa paa næste Søndav, a dæ lyses første Gang, o te
November æ vi givte ... Uh, du kae ekk tænk' dæ, hvor de tovlige
Mygger dov osse skae bide. -- -- --
En Raa kommer langsomt vandrende over Stien. Som en Silhuet tegner
dens Billede sig mod de lyse Bøgepurrer. Uroligt virrer den med
Ørerne og kaster Hovedet frem og tilbage, mens den piber -- lange,
kaldende, fløjtende Lyde, som bliver borte mellem Stammerne.
Ud fra en Holm med Brændenælder kommer i det samme et Par løjerlige
smaa Skikkelser til Syne. Spændte staar de og lytter. Gaar forsigtig
ligesom prøvende et Par Skridt frem, lytter igen og giver sig
pludselig til at springe afsted med korte, kluntede Hop. Hej, der
snublede den ene over en Gren, og der tumlede den anden over en Tue.
Benene er nok ikke tilstrækkelig stærke endnu til at bære solidt og
Øjet for svagt til at beregne et Spring. Men Længslen efter Mor ...
Nu borer to ivrige, fløjelsbløde Snuder sig Vej til Dellet, og den
varme Mælk faar Muskelspillet paa to slanke, fine Halse til at virke
som Stempler. Med højt hævet Hoved og hver Sans spændt til det
yderste holder hun Vagt, mens de drikker.
-- Hrew ... hrew ...
Hun gaar et Skridt frem og hugger Klovene haardt i Jorden. De
tørstige Munde forsøger at holde fast.
Hrew ... hrew ... hrew ...
Der var noget, som rørte sig et Sted inde i Tykningen. I lange Spring
forsvinder hun henimod Holmen. De smaa tumler efter. Snart har
Brændenældernes haarede Blade skjult dem igen og Græssernes Hvisken
og Tisken dysset dem i Søvn. Selv lister hun som en Skygge omkring i
Nærheden og vogter paa sin Skat. --
-- Huh, Frærik alt æ levendes om vos.
-- Stell din lell' Skarnstøs, de' æ kuns Dyrene o saa Natten. --
En Ugle svæver paa lydløse Vinger fra Træ til Træ. Den skriger og
klager sig som et Menneske i Nød. Højt over Grantoppene glider
Maanen. Dens gul-hvide Fjæs er stivnet i en komisk Grimace, og
Stjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej. Et Sted langt inde i Mørket
knager en Eg sine Eventyr for Puslingerne, som frækt skyder op om
dens Fod, og ud og ind mellem dens Grene svirrer Flagermusene i en
evigt hvirvlende Dans. I en Tveje har en Maar lagt sig paa Lur. Dens
grønne Katteøjne følger de flagrende Dansere. -- -- --
Der steg Nattergalens Trille saa højt, at den brast. -- -- --
-- -- --
Stille, som jeg kom, gaar jeg bort.
Andre Stier og andre Veje tager mine Skridt. Over mig lukker Grenene
sig sammen, og til Siderne kan jeg kun se et lille Stykke ind. Det er
som at vandre mellem Skygger, der bestandig viger.
Det er langt ud paa Natten. I min Hytte bag Skoven gør min Hund af
Længsel efter mig -- Glam efter Glam, som giver Genlyd viden om.
Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab end
Mørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle
Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal
skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den.
Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een -- en utydelig
Skikkelse mod alt det mørke.
Jeg gaar tæt hen og hilser.
-- Hvor De gjorde mig bange. Det er en Kvinde. Hun vender sig om imod
mig. En hed Bølge af Glæde skyller ind over mig, og jeg bliver
staaende med Hatten i Haanden. Hun smiler, jeg ser de hvide Tænder,
og hendes Øjne straaler.
-- Hvad hedder De?
-- Jeg hedder Elizabeth -- eller Lis, føjer hun til.
-- Jeg kender Dem ikke.
-- Nej, men jeg kender Dem. De er Jægeren. Altid naar vi er ude i
Marken, og vi pludselig hører et Skud, siger de allesammen. -- Det
var ham, der skød. Forøvrigt bor De alene omme i Huset ved
Rødledsvejen.
-- Ja, det er mit Hjem. Hvor bor De?
-- Hos min Onkel og Tante nede paa "Sofies Minde".
Jeg sætter mig ved Siden af hende og lægger Hatten fra mig. --
Over Stammen kryber en Skovsnegl. Vi kan høre den suge sig fast til
Barken og igen give Slip for at skubbe sig længere frem. En Lysstrime
rammer den, og den glinser af Slim. Før det gryr, skal den være paa
den anden Side, hvor Løvet kan skjule den for Solen. Den strækker sig
langt frem og kiler paa. --
Som hun sidder, ser jeg hendes Mund. Læberne er tykke og krænger sig
ud, som vilde de kysse hvert eneste Aandedrag. Min Haand ligger tæt
ved hendes ... nu rører de ved hinanden. Huden er blød og varm, og
jeg kan mærke Blodet banke helt ud i hendes Fingre. Hun vender
Ansigtet om imod mig ...
Sneglen er naaet til Overkanten af Stammen og begynder forsigtigt at
krybe nedover. -- -- --
Længe bliver vi siddende. Tungt aander Jorden. Den stiger og synker
som et Bryst, der er fyldt af en frydefuld Længsel -- favnes af
Dagens Sollys.
Natravnen Flakker os tæt forbi, graa som en Skygge, jagende Mølfugl,
der lige har puppet sig ud ... Stille ... stille ... dens Vingeslag
høres ikke ...
Vore Hænder mødes -- et Kærtegn -- født af Øjeblikkets Stemning.
Hvorfra ... Hvorhen ... Jeg ved det ikke. Ved blot, at jeg maa være
god imod dig.
-- Lis! Er du min?
-- Jeg var din, før jeg saa dig.
Du giver mig begge dine Hænder. De er faste, næsten lidt haarde. Du
er vant til at slide ...
Vi glider ind i hinanden, Øjenlaagene slukker Pupillernes Kærter --
din Mund brænder ... Du giver mig Kysset igen. -- --
Vi gaar ud over Markerne. Om os Sædens lysende Graa. Hvide ligger
Vejene. Inde paa Græsmarkerne brummer Køerne i overmæt Velvære. Deres
Yvre spændes med Mælk. --
Ved Havegærdet rækker du mig Haanden til Farvel.
Jeg beholder den i min, bliver staaende og ser paa dig. Du slipper
ikke mit Blik. Dit Ansigt er lyst, spejler den mindste Glæde. Jeg
tror, dit Sind er enkelt som Klokkeblomsten langs Vejkanten, der
ringer sin Fryd ud for hele Jorden, blot Vinden aander paa den ...
Dine Øjne ejer Vandets Dybde, der samler hele Himmelhvælvet i sig og
gnistrer af Solstænk. Og dit Bryst er bredt, kan rumme al Jordens
Lykke. Du er stærk, der staar en sund Kraft af din Krop ...
Længe -- længe bliver jeg staaende og ser op ad Havegangen, hvor du
gik.


Det lyser langs Sivbræmmerne. Brudelysenes røde Koralrev glimter, og
Sværdliljernes Guld lyner. --
Dér letter en Hejre fra en Tue. Stille som et Skib glider den bort i
Taagerne over Bøgenes rolige Hav. Hvor den har staaet, ligger endnu
dens varme Gødning, og Fluerne samles om den. Deres Summen høres helt
ind til Land. --
Jeg rejser mig. Et Øjeblik har jeg sovet, siddende med Ryggen mod en
Træstamme, jeg fryser og er vaad af Dug.
Blaasort ligger Mosevandet. En hvid Taage stiger fra dets Dyb. Det
ser ud, som om det kogte. Hvide Vandperler skruer sig langsomt i
Vejret og brister en efter en med smaa Smæld, som var de af Glas.
Inde i Skoven bag mig tændes Solpletterne, som Blomster springer de
frem af Skovbunden og hør, Morgenvinden letter. Sagte kommer den
susende, kruser knapt Vandets Flade og rangler bort mellem Sivene.
Alle de dunede Blade skutter sig mod Lyset.
Inde bag Granerne kurrer de første Duer.
Ad Stien ud til Engen kommer en gammel Kælling langsomt rokkende.
Hvert Øjeblik standser hun og snøfter, som om hun vilde vejre. Hendes
krogede Haand er krampagtigt knyttet om en Krykkestok, og hele
hendes Overkrop er pakket ind i et stort Sjal. Jeg kan ikke se hendes
Ansigt, der er indrammet af en bredflæset Kyse.
Hvor Tørvestakkenes kegleformede Smaahuse sløret af Nattens
Spindelvæv gror frem af Jordsmonet, standser hun. En lille Mus, som
er fremme for at se, hvad Dagen lover, gaar hovedkulds til Bunds
igen, og nogle jordgraa Firben, der gør Jagt paa Myg, piler ind
mellem Tørvene og stikker nysgerrigt Hovederne frem.
Længe staar hun og ser sig omkring, skygger med Haanden for Øjnene og
drejer sig rundt mod alle Verdens Hjørner. Alt er roligt. Kun en
enlig Spinder er drattet ud af sit Net og hænger langs et Græsstraa
og svajer.
Stadig lytter hun. Engtaagen letter, forsigtigt løses dens Flige fra
Straaene, nu staar den skarp som en Sky i Luften ... nu glider den
foldet sammen i en Strime op mod Lyset, og nu -- gnistrer den som
Solstøv.
To Sommerfugle jager forbi -- kaster sig ud og ind i Leg -- tæt ved
og langt borte. En lille Ærenpris strækker Hals og ser længselsfuldt
til. Liljekonvallernes Bjælder ringer Dagen ind.
Kællingen har revet Sjalet til Side. Krykkestokken har hun ladet
falde og staar strunk endda. En stor Spaankurv kommer til Syne. Der
er ikke engang den mindste Smule Gigt i Lemmerne, hun hopper fra Stak
til Stak og slaar ned over alle Toptørvene. Hendes Fingre griber som
Klør om Byttet.
I rasende Fart er Kurven fuld. Ikke et Øjeblik har der været Tid til
at hoste. Hvem er vel heller kort for Brystet en tidlig Morgen, før
andre endnu har drukket Luften ind.
Tilbage over Engen med højt løftede Skjørter og uden et mindste Hvil.
Krykkestokken er lagt helt op under Armhulen for ikke at genere
Gangen. --
"Halløj Mette" nu slap du ind paa Skovstien. Sjalet dækker igen, og
Krykkestokken støtter de værkende Arme. Et Par Blomster faar du Tid
til at plukke dig, dem bærer du synligt. Møder du nogen, har du været
ude at søge Urter til at køle de brændende Saar, som Dagslidet giver.
Men denne Færd skal du komme til at betale med Kaffe. Vi mødes ved
din Dør. Jeg gaar udenom og skal nok hjælpe dig med at puste til
Ilden. Og saa har du et dejligt Spil Kort fedtet af Aars Gransken.
Jeg vil vide, om der ikke ligger en rød Pige til mig, for Lis har
røde Fletninger og Fregner i Huden.
Jeg ser dig skyde Kortene ud og ind imellem hinanden, og hvert
Øjeblik betragter du mig.
Jo, Gue ligger der en rød Pige til mig ... Vi ser hinanden dybt ind i
Øjnene og forstaar hinanden. Tørverøgen fylder Køkkenet. --
-- Lae mig se ... jov, min Sæl og Saliehed, hæ ligger hun sgu osse, o
hun æ rød som de' pureste Guld. -- --
Solpletterne er store som Roser og Fluesværmen tæt over Mosen. Snart
kommer Landsbyens Arbejdere. Deres Skraal og Banden vil jage hver
fredfyldt Plet som Solstrejf til Skovens Dyb. --
Kaffe med hvidt Brød og gult Smør, vil jeg have, og vi tier stille
... Og saa den røde Pige. --
Den Smule Omvej gaar i et Par Spring.
-- Guds Fred. Har du en Drik til en tørstig Sjæl, som har jaget i
Nat?


Græsset hedder en Mark lige uden for Skoven. I mange Aar har den
ligget udyrket hen, for at Fasanerne skulde have et Sted, hvor de
kunde ruge i Fred. Hist og her er der plantet smaa Holme med Bjergfyr
og Gyvel. Naar Hønsehøgen kommer susende og vil til at slaa ned, er
det godt for en Høne at kunne rende i Skruk. Ogsaa mange
Harekillinger har fundet Ly under de buskede Grene.
Paa en bar Plet, hvor Solen har hedet Sandet, ligger nogle Fasanhøns
og baltrer sig, saa Støvet staar i Sky om dem. Døsigt ligger de paa
Siden og puster sig op, ryster med Nakkerne og kurer sig rigtig ned.
En Hane gaar rundt og gør Kur. Foran hver enkelt standser han,
skraber ud og stritter med Vingerne. Kroen vider Halshuden ud, og han
klukker dybt nede i Maven -- ho ... hoho ... ho ... ho ... Hans
Øjenlapper er røde som Blod, og Halen fejer efter ham. Men alle
Hønsene gaber af Døsighed og basker sig, saa han maa springe til Side
for ikke at faa plettet sin Dragt.
Det er en gammel Fyr med blanke Sporer og sirligt Traad, han danser
næsten foran dem.
En anden kommer frem fra en Busk. Han er ikke saa pyntet at se paa,
Dragten er lurvet, et Par af Halefjerene mangler, og han ejer ikke
saa lange Sporer. Det er første Aar, han er med i de voksnes Lag. Et
Øjeblik staar han og ser sig omkring, saa faar han Øje paa Hønsene og
springer straks i Toppen paa en af dem.
Den gamle standser i et dybt Buk, ryster sig og slaar med Vingerne,
saa det dundrer i Jorden.
Küh ... kühh! Lavt flyver han bort og slaar ned et Sted ovre ved en
af Holmene, hvor han har set en tyk Madam forsvinde under en Dusk
Gyvel.
Alle Hønsene har rejst sig. De kagler i Munden paa hinanden; mens
Hanen er krøbet ned i et af Baldrehullerne. Velbehageligt skyller han
Støv ind over Ryggen. Og nu er det dem, der danser for ham. --
Solen brænder fra en skyløs Himmel. Her findes ingen anden Skygge end
Græssets. Lis og jeg ligger i en Høstak, som Moseper har revet sammen
til Vinterfoder for sin Ged. Vi har boret os ned og døser i sløv
Ubevidsthed.
Høstakken fylder vore Sanser med deres døvende Duft af soltørret Liv,
Kløverbladene knitrer under os af Tørke, og Tidslerne stikker vore
Hænder. Et Øjeblik lukker vi Øjnene i for ikke at blændes af Lyset,
og vi føler, hvor vi glider langt bort. --
Jeg traf Lis inde i Skoven, hvor hun gik og ledte efter Jordbær, og
jeg fortalte hende, at herude paa Gærdet luede de frem mellem hvert
eneste Græsstraa hede af Solbranden. Vi har spist os mætte. Saften
tørkner paa vore Læber.
En Græshoppe springer op paa hendes Ansigt. Hun skubber til mig, og
jeg ser op. Et Øjeblik bliver den staaende paa hendes Pande og
springer saa videre. Smaa sorte Edderkopper løber allevegne.
Hendes tynde Kjole ligger i Brus om hende, og Lemmerne hviler i tryg
Yppighed. Regelmæssigt stiger og falder hendes Bryst. Af og til
brummer en Humlebi over os. Ellers kun Solens Straaler, der brænder
vore Ansigter, og Høet, der synker sammen under vor Vægt.
-- Du, siger hun. Længe har vi ligget tavse og set ud over alle de
gabende Blomstermunde, som titter frem alle Vegne rundt omkring os.
Gule Honningfluer flokkes om dem, og Luften sittrer under blanke
Vingers Surren. Varmen bølger ind over os. -- Hvis jeg var gift,
vilde jeg have hele Hytten fuld af Børn. Vi er saa mange Søskende
hjemme, og vi har altid haft det saa morsomt. --
I en Busk lige ved Siden af os faar vi Øje paa en Fuglerede. Et Hoved
rager op over dens Kant, og to sorte Øjne skinner imod os. Nu ser vi
ogsaa en lille graa Krop, der breder sig ud og skjuler hele Fanget.
Lyset blænder, vi ser kun de straalende Øjne, og det er, som kan vi
høre et Hjærte, der banker ... Sommerens skælvende Hjærte mod Livet.
--
Ovre paa Sandpletten danser de stadig for den hvilende Pascha ...
Jeg lukker mine Arme om Lis.


Selv Duerne er stille.
Tunge sidder de mellem Granernes Grene og døser. I Rederne ligger de
dunede Unger og gaber efter Føde.
En liden Mejse har travlt med en fjorgammel Kogle. Ivrigt hugger den
med Næbet i de brune Skæl, saa Støvet staar om den. Dens rastløse
Pikken bryder Stilheden.
Henover Naaletæppet glider en lang Væsel. Øjnene lyser af Mordlyst.
Det er knapt, at de tørre Naale bevæger sig under dens Traad. I et
eneste Spring er den over Mejsen. Et halvkvalt Pip og dens sprøde
Hjærneskal knaser mellem Røverens sylspidse Tænder. En Due, som har
siddet paa en af de nederste Grene og set til, strækker Hals. De
grønblaa Øjne spærres vidt op, og den lægger Hovedet helt ned paa
Siden.
-- Uh ... uh ... Den forsøger at kurre og kaster sig klapprende ud
mellem Grenene. Væselen piler afsted og lader Mejsen ligge. Et enkelt
Dun sejler i Luften over Valpladsen. I et Musehul under nogle
Trærødder smutter den ned; men et Øjeblik efter kommer den til Syne
igen og skal spejde ud. Den fangede en Lyd før, da den løb bort, som
den ikke fik hørt, hvorfra kom. Den spejder og spejder ... Hele
Overkroppen gaar paa den.
Stille ... I tunge Drag aander Skoven Fred. Henad en væltet
Fyrrestamme snor en Snog sig ud mod en sollys Plet. Bugskællene
kradser mod Barken. Brune Tusindben og skimlede Bænkebidere titter
forskrækket frem ved Støjen. Stivnet af Rædsel følger de den lange,
bugtende Krop. Smaa kulørte Edderkopper -- ikke større end
Knappenaalshoveder -- drysser som ormædt Støv ned mod Jorden.
Rundt om, hvor Solen en eneste Time af Dagen kan sende en Strime af
Lys ned imellem Grenenes Mørke, knoppes frostblege Syreblomster
mellem Ris og skabede Nælder. --
Forsigtig lister jeg afsted. Ikke en eneste Gren maa knække. Det er
Duerne, det gælder. Vel er det forbudt at skyde dem nu for Ungernes
Skyld; men man kan altid pille Hannerne ud. De er alene om Kurringen.
Og jeg skal have Fest i min Hytte. Lis vil komme.
Naar jeg nu blot faar den, jeg har kigget efter saa længe og een
til ...
Jeg skal skynde mig hjem og have skrubbet og skuret. Gulvet skal være
hvidt, hvor hun skal sætte sine Fødder. Og Fluesnavset skal gnides af
Spejlet, saa hendes Ansigt ikke plettes, hvis hun vil se sine egne
Øjne tindre af Fryd.
Ja, Gud ved, hvad jeg naar! Maaske bliver det kun til at sidde i en
Krog og længes.
Endnu er det bare blevet til at liste omkring. Hvergang jeg har været
lige ved at faa Skud, har den fordømte Frakke hængt i en Gren og ikke
været til at faa løs, før Byttet var over alle Bjærge, eller Foden
er blevet sat op i en Bunke Kvas, som det var ganske umuligt at komme
udenom.
Hele Skoven har jeg været igennem. Hver Gran har jeg staaet under og
spejdet op i Grenenes Virvar, til mine Øjne er løbet fulde af Vand.
Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bøgene ned ad
Kærlighedsstien.
Det er som at komme fra en kold Kælder op i Dagslyset. Den lune Varme
slaar mig i Møde, og Øjnene maa først vænnes til, før de kan se alt
klart.
Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbærkrat imellem. De
modne Bær hænger helt ud til Stien.
Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld. Rundt om mig leger
spraglede Sommerfugle, og store Guldsmede sidder paa Tidslernes Toppe
og lader Solen flimre i deres gyldne Ham. Tunge Bier brumler hidsigt
afsted, hildet i Blomsternes Sødme. Jaget -- det store Jag -- en
Solsommerdag for Føde og Parring. Hist svæver en Døgnflue som et
søgrønt Silkefnug fra Jorden op i Hvælvet, her kryber en Humlebi som
en Skattegraver næsegrus ned i en Døvnælde.
Inde bag Krattet ligger Paradisengen. Gøgeurterne blomstrer, og langs
en Grøft staar Kabbelejerne med tykke Frugtknuder. Mellem stridt Græs
snor Snerlen sig til Tops og skriger Sommeren ud med Raaber for Mund.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Et Aar - 2
  • Parts
  • Et Aar - 1
    Total number of words is 4973
    Total number of unique words is 1650
    36.5 of words are in the 2000 most common words
    53.3 of words are in the 5000 most common words
    61.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 2
    Total number of words is 4987
    Total number of unique words is 1557
    40.4 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    65.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 3
    Total number of words is 5093
    Total number of unique words is 1524
    38.3 of words are in the 2000 most common words
    54.7 of words are in the 5000 most common words
    62.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 4
    Total number of words is 5139
    Total number of unique words is 1540
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 5
    Total number of words is 5159
    Total number of unique words is 1592
    41.7 of words are in the 2000 most common words
    58.0 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 6
    Total number of words is 5136
    Total number of unique words is 1549
    40.1 of words are in the 2000 most common words
    55.7 of words are in the 5000 most common words
    64.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 7
    Total number of words is 5147
    Total number of unique words is 1592
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    56.0 of words are in the 5000 most common words
    64.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 8
    Total number of words is 1349
    Total number of unique words is 515
    63.5 of words are in the 2000 most common words
    75.8 of words are in the 5000 most common words
    84.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.