Eneboerne - 3

Natten. Hun sov ikke, men laa ganske stille, han følte, at dette var en
forfærdelig Krise. Da han nu kunde faa Ilden til at brænde, kogte han
Vand og lavede Te til hende. Han begyndte at frygte, at denne Nat ingen
Ende vilde tage, da farvede Dagningen Himlen rød, Dagen brød frem og det
højtbevægede Hav var vidunderlig skønt i den røde Sols Lys. Da han
vendte sig til hende fra Vinduet, laa hun med lukkede Øjne, han gik hen
til hende, hun sov. – Da hun vaagnede, skinnede Solen, men Stormen
larmede endnu højt som før. Eugène sad i en Stol ved Vinduet og sov,
hans Ansigt var ligblegt, han havde gennemgaaet som en svag Afskygning
af hendes Kamp i denne Nat. Endnu var hun forfærdelig mat som før, men
ved Tanken om, at han var saa nær og ved at føle sig levende endnu,
smilte hun og følte som den første svage Straale af en stærk, dyb Glæde.
Hun var som et Menneske i Dødsfare, paa det Punkt, da hans Tanker
begynder at sige: Maaske er der Haab, og skønt de ikke tør vove sig til
at tro det, føler Glæde blot ved at vide, at den Mulighed er der. Hun
var saa uvant med at føle Glæde, at dette Øjeblik var som en ny dyb
Fryd. Hun saa paa Ilden, den var ved at gaa ud, men hun vilde ikke vække
ham, og hun følte sig saa svag, at hun ikke kunde staa op og passe den.
Der begyndte at komme Tanker i hendes Hoved, som om de kom langt borte
fra. Hun lyttede til Stormens Røst, og der var saa megen Kraft i hende,
at hun kunde tænke: den kan bæres, thi til saa megen Klarhed var hun
endnu ikke naaet, at hun kunde tænke: den kan høre op. Ligesom svage
Dønninger af Tanker og Indtryk fra hendes Hjem og hendes Barndom hjemme
begyndte at skylle over hendes Hjerne. Indtrykket af noget venligt,
venskabeligt kom og forundrede hende meget, Indtrykket ogsaa af Fred og
en ordnet, farefri Tilværelse, og hun prøvede at fastholde det. Hun saa
tilbage over sit hele Liv med sin svage, forvirrede Hjerne. Hun saa hen
paa sin Mand, længe og stift, og tænkte: han er saa træt, fordi han har
vaaget over mig, han elsker mig.
Indtryk fra deres Forlovelsestid, fra den Tid, han bejlede til hende,
dukkede op, ganske svagt, en Melodi hun havde sunget for ham, Duften af
Blomsterhavens Latyrus, Farven, Mønstret af en Kjole, hun dengang havde
haft paa. – Og som med eet glidende tilbage i Tiden, laa der et helt
Væld af Indtryk, fra hendes Barndom, længst forglemte Tonefald af
Sætninger, udtalt af længst forglemte Mennesker, en bestemt Leg paa en
bestemt Plet, Følelser, hun aldrig før havde erindret, og i denne
Barndom laa noget ganske hjemligt med eet og betragtede hende, ganske
blidt, barnligt, legende, fjernt, det kom nærmere, alle Ting blev saa
store, ligesom de havde været dengang.
Alle Indtryk af Stuen blev nu stærkere, hun saa Himlen ganske tydeligt,
Vinduet, Eugènes mørke Hoved, og hun mærkede, at hun frøs og ønskede, at
nogen vilde trække Tæppet op om hende og tænde Ilden op igen. Der var en
svag Støj derhenne, og hun saa derhen. Et Barn laa paa Knæ foran
Ildstedet, lagde Pindene til Rette og pustede til Ilden, det var et
blegt, spinkelt Barn, men meget fordybet i sit Arbejde og inderlig
velfornøjet med, at det gik saa godt. Han satte begge Hænderne op for
Munden og blæste igennem dem, hans Hænder var helt blaa af Kulde.
Indtrykket af, at hun kendte ham godt, og at han var en Slags Ven, gled
gennem hendes Hoved, hun blev ved at ligge og se paa ham. Han bar sig
ganske forsigtigt ad for ikke at vække hende, og hans Bevægelser var
næsten lydløse, da han var færdig og det brændte, vendte han sig om og
saa paa hende. Deres Øjne mødtes, hans var store og opspilede, og han
smilede, hun kendte ham godt, men det varede noget, inden hun vidste,
hvem det var, han gjorde en svag Bevægelse med sine Hænder, lagde den
ene inden i den anden for at varme dem og kom lidt nærmere – det var
Joseph, deres lille Tjener, som var styrtet ned fra Klippen den første
Dag, de var paa Øen. –
* * * * *
Ligesom den begyndte, saaledes ender denne min Historie om Eneboerne med
et Brev:
D. 27. Dec. 1779.
Min Ven og Velgører.
Jeg havde troet, at naar jeg ventede, skulde mine Tanker lade sig
samle bedre, derfor skriver jeg dette saa sent, men det synes
ikke at skulle blive saadan. Lucie, Deres elskelige, yndige
Datter, min ulykkelige unge Hustru, er død, og det er mig, som
ved min grænseløse Egoisme er Skyld i hendes Død. Det er allerede
fire Dage siden, under en forfærdelig Storm, som først holdt op i
Gaar. Jeg ved ikke, hvad der voldte hendes Død, jeg fandt hende i
denne Stue uden Bevidsthed, fra det Øjeblik var hun sikkert ikke
klar, og hun døde næste Morgen, ganske tidlig. Hun kunde ikke
holde dette Liv ud. Det dyrebareste levende Væsen, jeg kendte, er
blevet taget bort, og jeg ved ikke, skønt mine Tanker bestandig
søger dertil, mere om Døden, og hvad der findes bag den, nu; har
heller ikke et eneste Ord at sige til Dem, hvis Tanker søger som
mine. Jeg beder Dem ikke om Deres Tilgivelse, thi da vil De ikke
kunne nægte mig den, og jeg ved, at jeg aldrig vil være i Stand
til at modtage den. Jeg har begravet Lucie her paa Øen, det vilde
være umuligt at føre hende tilbage. Hvad mig selv angaar, da
kommer jeg næppe tilbage snart. Efter at jeg har ofret alt for
det Værk, jeg nu er i Færd med, maa jeg fuldende det, muligvis
vil jeg kunne give tilbage til Verden noget af det, der er blevet
ofret for det, men jeg ved ikke, om det nogen Sinde skal blive
færdigt, thi mine Tanker er saa forvirrede og saa vanskelige at
samle, at jeg undertiden tror, jeg er Vanviddet nær. Skulde det
blive Tilfældet, at jeg mister min Forstand, eller at jeg paa
nogen anden Maade ikke kommer til at fuldende min Bog, beder jeg
Dem om at udgive, hvad der er skrevet, jeg vil give Fiskerne
Besked derom. Dette er der dog ingen Grund til at tro. Jeg beder
Dem, at det ikke maa være Dem nogen Smerte at vide, at jeg, der
er skyldig, sørger sammen med Dem, og at mine bittre Taarer
falder paa Deres højtelskedes Grav.
Bestandig Deres _Eugène Vandamm_.

OSCEOLA.