Eneboerne - 2

Vinduet og saa ind, med begge sine Hænder knuget sammen under Tørklædet,
men ganske rolig, hørte sine Tanker sige, saa tydeligt, som om de havde
talt højt: „Det er Sørøverskibet „Andalusias“ Folk, som forliste her for
40 Aar siden paa de Skær, de kalder Galgebakken.“
I det samme, mens hun stod saaledes, gik Døren op, og hendes Mand kom
ind med et Lys i Haanden. Han saa Lysene paa Bordet, men Folkene saa han
ikke, han gik lige forbi og hen til Kaminen for at se efter noget der.
De standsede Spillet, drejede sig og fulgte ham med Øjnene, men han
havde ingen Anelse om, at de var der, han gav sig god Tid til at lede og
blev staaende et Øjeblik foran Ildstedet, strøg sig med Haanden over
Øjnene og tænkte sig om. Maaske fandt han Luften i Stuen kold, han lagde
et Stykke Træ paa Ilden og varmede sine Hænder over den. Da han havde
fundet den Bog, han søgte, gik han tilbage, og idet han gik forbi en af
Mændene ved Bordet, en lille Mand med et blaat Tørklæde om Hovedet og et
Saar i Ansigtet, strøg han saa tæt forbi ham, at Sørøveren hastig
flyttede sig til Side, og da lyste med eet op i hans Ansigt et voldsomt
Udtryk af Raseri, Triumf og Foragt, mens han stirrede op i Eugène
Vandamms Ansigt. Vandamm maatte føle noget deraf, thi han saa hastig til
Side, men saa intet, og lagde sin anden Haand oven paa den, der holdt
Lyset, som om han frøs. Saa gik han. – Og i dette Øjeblik syntes Lucie,
der stirrede paa dem begge, at hun følte mer Rædsel for ham end for den
anden. Hun trak sit Tørklæde tættere sammen og gik bort fra Vinduet om
til Gavlen af Huset og blev staaende der, op ad Væggen. Hun strøg Haaret
bort fra sit Ansigt og blev staaende længe der. Da hun vendte sit Hoved
til sidst, saa hun, at Lyset i Dagligstuen var slukket, og da famlede
hun sig hen langs Muren og gik ind og tændte dem igen.
* * * * *
Det næste, der hændte i denne min Historie om Eneboerne, var to
forfærdelige Storme. Den første af dem varede i 7 Dage og lod begge Øens
Beboere forstaa for første Gang, hvad en Storm var; desuden fyldte den
Huset med Røg og Dag og Nat med det vilde Havs Stemme, en Larm saa
øredøvende, at den til sidst værkede i deres Hoveder. I syv Døgn brølede
det store Oceans vældige Vandmasser omkring Øen, i en kridhvid,
hvirvlende Brænding, og kastede flyvende Fnug af Skum højere op, end de
havde troet det muligt, ligesom i en Slags rasende og vildt Overmod for
at vise, at der var ingen Grænser for dets Magt.
Ligesom Børn i Mørke søgte Eneboerne tættere sammen, mens denne Storm
stod paa. Han kunde ikke samle sine Tanker til at skrive, mens den
varede, lige saa lidt som et nogenlunde følsomt Menneske vilde have
kunnet gøre det under et Slag, eller imens han hørte Julius Thornberg
spille Bruchs Koncert. Men der var i dens Vildhed noget, der greb ham
dybt, og i dens rasende Kraft og Lidenskab Blod af den Lidenskab, hvori
hans Sjæl havde dvælet og arbejdet. Han kom og sad hos hende og hun
havde aldrig set ham saa fuld af Liv, heller ikke hans Væsen saa
gnistrende af Energi, som i disse 7 Dages tvungne Hvile. Her kunde han
sidde og fortælle hende i Timevis om sin Bogs Ideer, henrykt over at
have en Tilhører, og det havde hun aldrig set ham gøre før. Derfor sad
hun og lyttede opmærksomt til ham og gjorde undertiden Nar ad ham og fik
ham til at le. Men da Stormen blev ved, Nat efter Dag og Dag efter Nat,
begyndte hun at blive saa besynderlig tung om Hjertet, thi der var for
hende et saadant Udtryk i alle Ting, at Stormen ikke var en Storm alene;
dens Larm var uhyggelig at høre paa, thi den betød Uvenskab, Uvilje, og
nu forstod hun, at det stille graa Vejr i de første Dage havde betydet
Mistro. Hans Sind, der stormede af Sted uden Tøjle og Tømme, forfærdede
hende hver Gang paa ny, og hun havde en Følelse af, at hun maatte advare
ham og dog var ingen Advarsel mulig. Paa den syvende Dag stilnede
Stormen af, ligesom om den var tilfreds med, hvad den havde udrettet, og
Luften blev mere stille igen, men Havet blev ved at gaa højt. Den næste
Dags Aften, da Mørket faldt paa, blev hun draget ud for at se paa dette
skønne og uendelige Hav.
Det var næsten mørkt, men i dette Mørke havde alt endnu stærke Farver,
den uendelige mørke Sø var blaa og man kunde gennem Skumringen skimte
dens vældige Bevægelse; i Vest var Himlen over Horisonten gloende rød og
meget mørke Skyer tegnede lige i Synsranden fantastiske Former ligesom
ny Øer, der var dukkede op. Luften var meget kold og fuld af hele det
Havs salte Aande, som den kom flyvende over, og idet den, endnu ikke
træt og utøjlet som før ilede frem paa sine egne Veje, fór Stormen
højtsyngende over og om hende, mod hendes spinkle Legeme, en svag
Hindring paa dens Vej, og slyngede, idet den forfulgte sit fjerne Maal,
et Øjeblik sine vældige Vinger, snoede hendes Kjole om hende og kastede
Haaret og det store Tørklæde, hun havde taget om Hovedet, tilbage,
ligesom om den, midt i sit vilde Stormløb, havde et Øjeblik tilovers for
en Spøg. Hendes Hænder var iskolde og den skarpe salte Fugtighed, som
Havet førte op mod Klippen, gennemtrængte hele hendes Legeme med sin
Kulde, men dog blev hun staaende, det vidunderlige og storslaaede Syn
holdt hende fast og fyldte hende. Hun stod ubevægelig og tavs, men at
staa ganske stille her var med Stormens voldsomme Styrke som en stærk
Bevægelse, og til Svar paa Havets, Luftens, Farvernes og Kuldens Tale
sang hendes Tanker højt.
Jorden er det menneskelige mellem Elementerne, Luften det guddommelige,
Havet Satan. Jorden er foranderlig og forandret, ny Planter voksede op,
ny Jordlag blev dannede, de gamle Skove faldt og ny voksede op, Jorden
blev dyrket, udhugget, inddelt og gav sig under Menneskenes Haand.
Himlen og Havet er evige og uforanderlige, vore Spor over Bølgerne er i
næste Nu udslettede og i denne Morgen ligger Havet som i Livets første
Dage, da Taagerne lettede. I sin evige, høje Klarhed er Luften Symbolet
paa alt forklaret, rent, saligt, i sin evige Uro er Havet det
udelukkedes, det higende, dæmoniske, evig ustadiges Symbol og Udtryk.
Jordens Storhed aabenbarer sig som Mangfoldighed, Havets og Luftens som
Enhed, men Luftens synes at være bundløs Fred, Havets bundløs og
uendelig Uro. I den Verden, hvori vi gaar, er Himlen, Jorden og Havet
Brødre, udelelige, en og dog tre, blandede i en evig og guddommelig
Harmoni, men undertiden i Sommeraftener og høje klare Foraarsdage
klinger Luftens Stemme gennem de andres, og Havets og Jordens synes at
være Undertoner i dens himmelske Melodier; i Sommerdage, i Høstaftener
hører vi Jordens Sange, i stormfulde Solnedgange drager Havet sine
Brødre Jordens og Luftens Stemmer ind i sin, og vi lytter bævende til
dets mægtige Hjertes Musik. –
Bølge efter Bølge i næsten forfærdende Vælde kom løbende imod Øen, i
Mørket lyste Havets hvide Bræmme om den og lød dets evige Sjæls evige
Klage højt.
Længe, længe stod hun og saa derpaa, da hun vendte sig for at gaa ind,
stod en Mand lænet til Klippen og betragtede hende, hun løftede begge
Hænder mod Hjertet, ligesom han selv havde gjort, da han den første
Aften spurgte hende om nyt fra sit Hjem, stirrede et Øjeblik paa ham og
kendte ham igen. „Godaften,“ sagde hun blidt, men han svarede ikke.
„Hvor smukt her er,“ sagde hun igen og hendes Sjæls store Grebethed
bævede i hendes Stemme. – Han svarede ikke straks, skønt han blev ved at
se paa hende, men sagde saa: „Lad mig følge Dem hjem,“ og begyndte at
gaa langsomt ved Siden af hende: „De fryser,“ sagde han, „hvorfor kom De
dog herud. – Javist, her er smukt, men det er ikke nogen Skønhed for
Dem. For Dem er Deres Hjems Rosenhave. Naar rejser De herfra?“ Hun saa
op paa ham. „Det ved jeg ikke,“ sagde hun. „Ved De det ikke,“ sagde han,
„har De da ikke forstaaet? – hvorfor vil De dog blive?“ De var nu kommet
hen til Huset, men blev staaende og talte sammen uden for. „Hør mig nu,“
sagde han, „jeg beder Dem oprigtig, Fru Vandamm, som Deres, – ja som
Deres Ven, De maa rejse bort herfra, – De kan ikke holde det ud i disse
Storme, og langt mindre i de Vintermaaneder, der nu kommer. Rejs dog
bort, mens der er Tid.“ „Hvorfor?“ sagde hun. „De bliver jo bundet
hertil, uden at De ved af det, men det maa ikke ske, De skal rejse bort.
Endnu kan De forlade det.“ Hun saa rundt og følte selv, med hvilken
uforklarlig Magt hun var bundet til dette Sted. „Er denne Kulde,“ sagde
han ganske langsomt og uden at se paa hende, „er disse Storme for Dem,
er de døde og fordømte Sørøveres Nærhed for Dem, er jeg for Dem. – O,“
han lukkede Øjnene, „er dette evig, evig forbandede Sted for Dem.“ Han
drejede Hovedet imod hende og sagde: „Hvorfor kom De nogen Sinde?“ Lucie
græd. „Skæbnen har føjet det saaledes,“ sagde hun, „beklag mig ikke.“
„O, min Gud, min Gud,“ sagde han, „hvorfor er De dog kommen hertil. Hav
Barmhjertighed. O dette evig evig tabte Liv.“ Han slog begge sine Hænder
for sit Ansigt og vuggede sit Hoved frem og tilbage i forfærdelig
Smerte. „Se, jeg kan tale igen, jeg kan finde Ordene for, hvad jeg vil
sige; kan De, der selv har vakt dem, ane, hvilke Følelser, hvilke
uudholdelige Bevægelser De har givet mig tilbage? O, og til ingen, ingen
Nytte uden denne Kval. Jeg er død alt for ung,“ sagde han og rev igen
Hænderne fra sit hvide Ansigt, der var fortrukket af Smerte, „jeg har
ikke sluppet Livet og er gaaet bort derfra, men jeg blev taget, da jeg
elskede det mest. De, der lever, kan ikke forstaa denne Kval; saaledes
jamrede jeg ikke, mens jeg levede, men nu, hvad er der nu for mig uden
den?“ „Al den Medlidenhed, jeg kan give Dem,“ sagde Lucie og græd
bitterlig, „er intet, men tro mig, mit Hjerte er fuldt deraf.“
„O, tusind Gange bitrere,“ sagde han, „bliver min Kval, fordi De ynker
mig og fordi jeg elsker Dem. – Hav Medlidenhed med mig,“ sagde han og
faldt ned for hende, „spot mig ikke.“ Hun støttede sig mod Muren og
stønnede svagt. Han rejste sig op. „Se,“ sagde han, „ogsaa Dem har jeg
bragt Smerte og saaledes, som det nu er, kan jeg ikke skænke andet. Lad
mig gaa, lad mig gaa. Gaa selv bort herfra. Jeg ønsker Dem alt godt.“
„Nej,“ sagde hun, „gaa ikke.“ Han blev staaende og saa paa hende, endnu
stod hun støttet til Væggen, og hendes Ansigt var i Mørket næsten lige
saa hvidt som hans. Omkring dem hylede og larmede Stormen. „Hvis jeg har
vakt i Dem,“ sagde hun, „Minder og Følelser, som har voldt Dem Smerte,
saa tilgiv mig. Jeg ved ikke, hvorledes alt dette er, og i min uendelige
Svaghed kan jeg intet forandre, men hvis jeg meget, meget mod min Vilje
og uden at vide det har føjet nogen ny Smerte til Deres bitre Kval, saa
tilgiv mig og lad os ikke skilles saadan. Naar mit inderlige, inderlige
Ønske,“ hun brast igen i Graad, „ikke kan tage noget af Deres Sorg bort
og min inderlige Medlidenhed kun føje ny Smerte til den, saa lad os
skilles, men lad os ikke skilles saaledes. Lad mig sige Dem først, at
jeg af hele mit Hjerte, at jeg af hele min Sjæl velsigner Dem og ønsker
Dem,“ – hun tav, thi hvad skulde hun sige, – „og giv mig Deres Sorger,
lad mig faa Del i Deres Smerte. Tal til mig igen,“ sagde hun og brast
atter i Graad og skjulte Ansigtet i sine Hænder. „For hvert Øjeblik, jeg
er sammen med Dem,“ sagde han, „elsker jeg Dem højere. Naar De vil have,
at jeg skal tale til Dem nu, inden jeg gaar, saa lad mig sige Dem det.
Se jeg giver Dem min Velsignelse tilbage, Skæbnen være Dem naadig og
lade Dem glemme alt dette. Hvad mere skal jeg nu sige Dem? Hvis jeg
havde levet, vilde der have været Brug for mit Hjerte og jeg vilde have
haft mange Ting at elske, et Hjem, et Land, Venner og Slægt, jeg vilde
have haft Arbejde at udføre og Maal at stræbe imod. Alt, alt dette er nu
min Kærlighed til Dem. O, den er lige saa øde og unyttig som denne golde
Ø, som Søfuglene kredser om. Maatte De glemme den igen.“ Et Øjeblik stod
de tavse, og det var, som om Vinden ventede paa, at deres svage Stemmer
i den store og uigennemtrængelige Nat skulde forstumme, for selv at
synge højt og vældigt. „Havet,“ sagde han, „skyllede mig over Bord her
fra mit Skib,“ han tænkte sig om, „Bellona, en Novemberdag for mange Aar
siden, inden De blev født, maaske. O, hvis jeg havde levet og hvis jeg
havde inddrukket hele det Liv, som var bestemt for mig, og prøvet det,
vilde jeg være død nu som en gammel Mand og have sluppet Livet med et
glad Hjerte. Men nu standser min Længsel aldrig. Sørøverne, „Andalusias“
Besætning, hvis usalige Aander er fordømte med mig til denne Ø, førte
deres Skatte med sig, og deres Hjerter er lænkede til dem, midt i deres
Elendighed volder deres Guld dem Glæde. Men hvor er det, jeg længes
efter – det er ikke til. Den unge Pige, der tog mig i sine Arme, –
rummer hendes Hjerte nu i en rolig og blid Alderdom Svar paa min
brændende Længsel? De Venner, hvis Venskab delte mine Sorger – kan jeg
forstaa deres Bekymringer nu? For dem, der forstod mig, der elskede mig,
som jeg elskede højere end mig selv, har alt forandret sig, hvorledes
skulde min evige, fortabte Ungdom kunne forstaa det? Nu tænker jeg ofte
paa en lille Broder, jeg havde, der døde som Barn. Vi elskede hinanden
meget højt. Har hans blege Skygge, – o, ikke blegere, o, ikke mer
skyggeagtig, end jeg er nu – undertiden kredset om vore Senge for at
finde sit gamle Legetøj, der nu var hensmuldret, ligesom hans Lege var
glemte? O, saaledes kredser mine Tanker om de Steder, hvor mit Liv, der
blev røvet fra mig, skulde have været levet. Og imens den Tanke er
forfærdelig, at de sørger over os, og deres Taarer brænder vore
taareløse Hjerter, higer vi dog i vor vanvittige Længsel efter at faa
Del i deres Liv. Ingen trofast Elsket skulde hilse mig ved min Hjemkomst
fra min lange Rejse og ikke noget Gensyns Glæde varme mit eget evig
kolde Hjerte – men vil de, der hilses saaledes, tænke paa mig, vil der
være nogen Erindring om mig i de Hjerter, der glædes saadan? O, man skal
vinde Venner, mens man lever, Hjerter, der vil gemme vort Billede,
Læber, der undertiden vil nævne vort forglemte Navn, – vi maa præge
Livet, mens vi har Magt over det, at det ikke skal lukke sig, naar vi
gaar ud af det, uden Spor. – Hvad taler jeg til Dem om dette for? Lad
mig gaa bort, jeg vil ikke strø min øde Sorgs Aske paa Deres unge
Hjerte.“ „Tro ikke, fordi du gaar, at jeg nogen Sinde vil glemme dig,“
sagde hun, „altid, altid, i min Lykke og Sorg vil Tanken paa dig være
med.“ Han tav en Stund. „Ak, da har du glemt,“ sagde han, „hvor hurtig
I, der lever i Forandring, glemmer. Ja, her vil du huske mig. Men vil du
huske mig i dit Hjems Stuer og mellem din Haves Roser, vil du bevare
Tanken om mig, naar du holder dine smaa Børn paa dit Skød. Vil du huske
mig, naar du danser til Violiner og Fløjter. Nej, glem mig. Skæbnen har
været haard imod os, lad os holde sammen imod den, og udslette dens
Haardheds Spor, jeg vil tie og du vil glemme.“ „Nu,“ sagde hun og lagde
begge Hænder paa sit Bryst, „heller ikke jeg lever evigt. Vil jeg se dig
igen?“ „Nej,“ sagde han, „spørg mig ikke. O, nej, nej. Skulde jeg føre
dig ind i dette øde Land, i min øde Sorgs Land, vil din Sjæl lænkes til
dette forhadte Sted. Nej Farvel, nej nu farvel. For evigt og for alle
Tider farvel.“ Hun lukkede Øjnene og sagde: „O, jeg kan ikke forstaa
dette. Hvad er dette og hvorfor?“ Og da hun aabnede dem, var hun alene,
og kun Vinden sang højt omkring hende. Hun faldt ned paa Knæ og støttede
Hovedet mod Væggen. „Hav Barmhjertighed,“ raabte hun mod den
ubarmhjertige Skæbne, der holdt hende i sin Haand. –
I de fjorten Dage, der gik mellem denne Storm og den næste, gik hun som
i en Drøm, Taagen fra Havet havde naaet hende og hyllet hende helt ind.
Den grænseløse Medlidenhed, hun følte, og dens Haabløshed, gjorde hendes
Hjerte meget tungt. Det sidste Glimt af det rigtige og virkelige Liv,
hun følte, var, da Fiskerbaaden kom over, da talte hun med dem og tænkte
selv, at det var godt gjort, men de blev forbavsede ved at se hende
igen, og i Samtalens Løb kom de til at tale til hendes Mand derom. Dette
var den første Vanskelighed, der ramte ham, efter at han var kommet til
sin øde Ø. Hans Ophold paa Øen lige til dette Øjeblik havde været en
stor Nydelse, en Fryd for hans Sjæl. Aldrig havde den saaledes kunnet
udfolde sine Vinger og have Rum til at tumle sig. Aldrig før havde han
saaledes kunnet stige ned i sine Tankers Verden og føle dens Vande lukke
sig over hans Hoved, aldrig havde han saaledes følt sit eget Væsens
Styrke og været saa beruset deraf. Havde han været alene paa Øen, vilde
han have fuldendt sin Bog uden at skænke noget andet en Tanke, nu
begyndte han at overveje, om han kunde sende hende hjem, hvis denne
Ensomhed tyngede paa hendes Hjerte; men hun selv talte ikke derom, thi
med andre Baand end Lykke begyndte hun at vokse fast til denne Ø.
Den anden Storm fulgte. Fra den først begyndte at blæse op, og mens den
steg og stadig steg og slap sin rasende Harme løs over Øen, vidste
Lucie, hvad den betød, og at den var en Trusel, gentagen, fordi den
første ikke blev forstaaet, saa skummende og fnysende, fordi den, der
udstødte den, var ved at tabe Taalmodigheden. Utilfreds med Virkningen
af den første Advarsel og ked af disse levende Menneskers Nærhed sendte
Havet dem i 9 Dage Bud paa Bud for at ryste dem af sig.
Der var en anden og tydeligere Klang i Stormens Stemme, nu, naar den
kastede sig om Hjørnerne af Huset og i en Slags hensynsløs og løssluppen
Leg styrtede sig ned igennem Skorstenen og fyldte Stuen med Røg, og der
var andre Stemmer end Stormens at høre; Advarsler, Trusler og Spørgsmaal
i hendes eget Sprog blandede sig med dens øredøvende Larm, og gjort
frygtløse og grebne af Stormens rasende Overmod viste andre Ansigter sig
paa Vinduet og traadte andre Fødder paa Gangene og bankede andre Hænder
paa Ruderne og Døren. Ligesom Havet under en Stormflod begyndte Havets
hemmelighedsfulde Verden at stige under denne Storm, at vise, hvor lidt
de Hindringer betød, der var stillet ud imod den, og at fylde og
oversvømme, løfte og gynge alting og at trænge ind overalt.
Det var ikke længere alene hendes Ven, den unge irske Officer, der
vovede at komme ind og tage Plads ved Ildstedet. „Andalusias“ vilde Folk
kom og gik i det stormrystede Hus, mens Havet uden for truede Eneboerne
med Døden. Dog var de endnu levende og deres Liv endnu nok til at holde
Havets Verden lidt paa Afstand. Der var en Kvinde blandt Sørøverne,
skønt Lucie ikke fik at vide, hvordan hun var kommen der, som syntes
mere bleg og skyggeagtig end de andre, og som havde sit lange Haar
hængende ned ad Ryggen; hendes høje Stemme lød undertiden ligesom en
Søfugls gennem Stormen. – Og idet den opslugte alle disse Stemmer i sin,
fyldte Stormen Luften med en saa forfærdelig Larm, at det var for
Eneboerne som at befinde sig paa Bunden af en Heksekedel. Ilden gik ud,
hele Huset fyldtes med en iskold Uhygge, og alt deri, der var løst,
hamrede, vrikkede og dundrede ligesom smaa Trolde, der fandt deres
Fornøjelse i at blande deres Stemmer med den store vældige Aand,
Stormens, og opføre deres afsindige smaa Danse sammen med det evige Hav,
– og midt i dette kolde Hus sad Eneboerne og ventede paa, at Stormen,
som der endnu var Haab om, engang vilde holde op.
Det forfærdeligste ved den Rædsel, som hun levede i, var, at hun syntes
mer og mer at tilhøre den Verden, som udbredte den; ligesom en Døende
kunde mærke sine Lemmer stivne og blive kolde, saaledes følte hun sine
Tanker, sit hele Væsen stivne og blive koldt og langsomt synes at gaa
over i en anden Verden, og imens Havet truede og haanede dem for at
drive dem bort, kunde hun ikke rejse. – Eugène Vandamm gik med en stor
Kappe om sig og helt op over Hovedet for at holde Varmen og kom ind
udefra, aldeles blaa i Ansigtet og paa Hænderne, han havde Møje med at
faa Døren op, og saa fløj den i bag ham med et Drøn ligesom af et
Pistolskud. Hans Hænder var saa medtagne af Kulde, at han ikke kunde
røre dem og kom og bad hende gnide Liv i dem, men alligevel, skønt han
rystede af Kulde og Stormen angreb hans Hoved, var han fuldstændig rolig
og ingenlunde nedslaaet; der var Ting i Verden, som han regnede for
Ulykker, men Kulde og Storm paa en øde Ø hørte ikke med til dem. „Det er
mærkeligt og utroligt at tænke,“ sagde han, „at der nu er Stilhed noget
Sted i Verden.“ „O,“ tænkte han, „som denne Storm skal mine Ord vække
dem, saaledes skal de drøne og forfærde dem, forvirre deres Hjerne og
gøre dem svimle, ligesom Stormen nu forvirrer min.“ – De opholdt sig nu
udelukkende i den Del af Huset, der var bygget af Sten, i et Slags
Køkken. Her havde de samlet alt, hvad de havde Brug for, men da de ikke
kunde faa Ilden til at brænde, begyndte deres Maaltider at blive meget
ensformige. Lucie sad med sin store Kaabe paa og et Tørklæde om Hovedet
og følte dog sine Fødder kolde som Is. Hendes blege Ansigt rørte ham, da
han vendte sig fra Vinduet, han kom hen til hende. „Dette er meget koldt
for dig, Lucie,“ sagde han, „fortryder du, at du kom? – Men jeg lover
dig, at min Bog skal blive Betaling derfor, ja rigelig Betaling.“ Det
havde han længe tænkt paa at sige hende. Hun saa op paa ham, hun hørte
kun utydeligt, hvad han sagde.
De havde ikke mere Vand og han gik for at hente noget, det var et
langvarigt Stykke Arbejde, thi Brønden laa langt fra Huset, og det tog
Tid at hisse Spanden op og ned.
Mens han var borte, gik hun ind i den anden Stue for at hente noget.
Allerede uden for Døren hørte hun den Lyd af en Stol, som blev skudt
tilbage, der sagde hende, at Stuen ikke var tom, og da hun lukkede Døren
op, saa hun sin Gæst fra to Gange før i sin gamle Trælænestol foran det
kolde Ildsted, og hun blev ikke mer forfærdet, ikke forbavset engang,
hendes egne Tanker syntes at være lige saa kolde. Han sad med Foden op
paa Ildstedets Murstenskant og syntes ikke straks at se hende, da hun
kom ind, saa saá han paa hende med et besynderligt mørkt Blik og skød
Stolen tilbage. „Jeg er meget dristig,“ sagde han, „at jeg trænger ind i
dette Hus, mens det endnu er beboet. Men det har saa længe været mit
alene, ved De, og vil saa snart blive det igen. Jeg vidste ikke, at De
vilde komme herind. Jeg opsøgte Dem ikke, det er ikke min Skyld, at mit
Løfte er brudt.“ Endnu stod hun og saa paa ham, da kom han hen til
hende. „Hvorfor er De her endnu,“ sagde han, „længe holder jeg det ikke
ud. Er det da i Menneskers Natur at pine, at elske at se andre lide? Ved
De da ikke, hvad jeg lider, fordi De er her?“ „Hvordan kan du forlange,
at jeg skal rejse nu?“ sagde hun. „O, jeg beder Dem, og bønfalder Dem,“
sagde han, „hvorfor vil De binde Dem til denne Elendighed? Endnu kan De
rejse, – men se dog, hvor alt binder Dem hertil – og hvad skal befri
Dem? Dersom De elskede Deres Mand, vilde han have Styrke til at holde
Dem tilbage fra os, men saaledes er det ikke.“ Hun strakte sine Hænder
ud for sig, ligesom for at forsvare sig. „Jeg vil rejse,“ sagde hun. „O,
forstaar du da ikke,“ sagde han og vendte sig imod hende, hans Ansigt
var helt fortrukket af bitter Haan og Smerte, „at vi kan ikke taale eder
her. Eders Nærværelse er en Haan imod os, at I lever, spotter os Døde,
eders varme Legemer spotter vore kolde, vi vil ikke finde os deri. Føl,
hvilken Forskel.“ Han kom nær hen til hende, med eet tog han hende i
sine Arme, slog begge sine Arme om hende, han havde aldrig rørt hende
før. Alt blev sort for hendes Øjne, og en forfærdelig Kulde slog helt om
hende, idet han knugede hende ind til sig, ligesom Havets kolde Vande
over en druknende. Hun stod et Øjeblik helt stiv, hørte med eet et langt
jamrende Skrig i Mørket, og tænkte: Er det mig, der skriger, og følte
da, hvorledes hun sank dybt, og Mørket slog sammen over hende.
Eugène, der kom med Vand, hørte hende skrige og fandt hende paa Gulvet;
han troede, hun var død, indtil han følte hendes Hjerte slaa ganske
svagt. Han blev ved at staa med hende i sine Arme, og vidste ikke, hvad
han skulde gøre med hende, han prøvede at gnide Liv i hende, men intet
hjalp, længe laa hun saaledes, og saa spinkel, lille og hvid, saa
hjælpeløs saa hun ud, at hans Hjerte knugedes sammen derved; i hendes
Ansigt var et højtideligt Udtryk, haabløst, ligesom i en døds. Han lagde
hende ned og prøvede at slaa Ild, men det vilde ikke brænde, og for at
faa hende varm løftede han hende igen i sine Arme, og da bevægede hun
sig svagt, slog Øjnene op, saa stift ind i hans mørke, smertefulde og
spændte Ansigt og rystede langsomt paa Hovedet. Han selv talte ikke,
hans Bevægelser og Udtrykket i hans Ansigt var mere talende end Ord.
Atter lukkede hun Øjnene, og han tænkte: „hun dør imellem Hænderne paa
mig,“ da kom der Bevægelse i hendes stive Legeme, hun begyndte at ryste
og skælve voldsomt og brød med eet ud i fortvivlet Graad, mens hun
klamrede sig til ham, og saaledes havde hun aldrig gjort, aldrig før
havde hun saaledes søgt hans Beskyttelse, og hendes Legemes Skælven
smittede hans: „Min Elskede, min Elskede, min Elskede,“ sagde han. Hun
vilde ikke lade ham slippe sig, Taagen fra Havet var sønderrevet, veget
til Side, og i sin forfærdelige, menneskelige Rædsel for den Verden, hun
havde været i, klyngede hun sig til ham, ligesom et Barn, der vaagner af
forfærdelige Drømme. I en frygtelig, gyngende og mørk Verden, ligesom et
sort og lurende Hav, var han det eneste faste Punkt for hende; i hans
Arme og saaledes baaret af ham, var der endnu et svagt Haab. „Vær ikke
bange, vær ikke bange,“ blev han ved at sige. Han fik hende til sidst
til at slippe sig, for at han kunde gøre Ild paa, og denne Gang lykkedes
det, og saa redte han en Slags Seng til hende paa den faste Bænk langs
Væggen i Køkkenet. Hun var langt mere angst, ja forfærdet og
rædselslagen nu, end hun havde været før, men denne Rædsel føltes for
hende næsten som en Lettelse, som en Opvaagnen fra den forfærdelige
Kulde, hun havde dvælet i. Hendes Øjne var blevne aabnede, hun syntes
selv, at hun igen blev et Menneske. For hendes svimle, matte og uklare
Hjerne stod det ene klart, at det nu var en Kamp paa Liv og Død, og at
hendes Mand, det andet levende Menneske paa Øen, var hendes eneste
Hjælp, hendes eneste Mulighed for Redning. Hun tænkte ikke paa at rejse
bort, ligesom en druknende ikke lægger andre Planer for sin Redning end
den lige i Øjeblikket at holde sig oven Vande, og hendes Hjerne havde
samme Slags Klarhed og samme Koncentration som en Druknendes. Han kom
hen til hende, lagde sig paa Knæ ved Siden af hendes Bænk og tog begge
hendes Hænder og kyssede dem; hun tænkte paa, hvad den anden havde sagt
hende, at hendes Kærlighed ikke var stærk nok til at holde hende
tilbage, men det var ligegyldigt; nu, da der ikke var andre Mennesker i
Verden end hun og han, og alt andet omkring dem var truende mørke og
uhyggelige og fjendtlige Magter, var der kun een Følelse i Verden, og
det var den, hun nærede for ham. Hun gjorde sin ene Haand fri og lod den
løbe gennem hans Haar, saaledes, med ham saa nær, følte hun sig ikke saa
elendig, men hun blev angst, naar han gik til den anden Ende af Stuen.
Han vidste ikke, hvad der havde skræmmet hende, og ved at se Udtrykket i
hendes Øjne blev han angst for hendes Forstand, men mens hun laa
saaledes, lammet og dødbleg, saa han i et eneste klart Blik, hvad det
var, han havde gjort hende, og der vaagnede i ham en grænseløs Ømhed for
hende, for det svage, blide, afmægtige, som han aldrig havde kendt. Hvad
han havde elsket til denne Stund, ja, det havde hos hende været hendes
Skønhed og Ynde og noget rigt, fantasifuldt og let, som havde fængslet
ham. Men ny var denne stærke Følelse af Ømhed og Kærlighed til hendes
spinkle, ødelagte Legeme, til hendes svage og forvirrede Aand, en
ligefrem Tilbedelse deraf, saa at han kom hen og knælede for hende; og
da følte han, ligesom hun, at de to i Virkeligheden var ganske alene i
Verden, og at det slet ingen Betydning havde, at der levede andre
Mennesker langt borte. „Min Elskede, min Elskede,“ sagde han, „frygt
ikke. Hvorfor vil du være bange. Se, jeg er her, og alt, hvad jeg har
gjort imod dig, vil jeg gøre godt igen og oprette. Vær rolig, min
Elskede, du ved ikke, jeg har aldrig sagt dig, hvorledes jeg elskede
dig, alting vil jeg gøre for dig, min Elskede. O, du maa tilgive mig, at
jeg har taget dig hertil. O, du, min dyrebare Elskede, tilgiv mig og
frygt ikke. Jeg vil beskytte dig, hvad er der da at være bange for?“ –
Hun hører mig ikke, tænkte han, men dog holdt hun af at høre ham tale.
Han tændte Lyset og holdt Ilden vedlige og blev siddende hos hende hele