Eneboerne - 1

ENEBOERNE

Denne Historie om Eneboerne begynder med et Brev:
Min øde Ø, 1779.
Mine kæreste Søstre.
Det skal være det allerførste, jeg gør, nu, da jeg har et Øjeblik
tilovers, at skrive til jer. Jeg véd nok, at dette Brev ikke vil
naa jer før om lang Tid, om Maaneder eller et halvt Aar maaske,
men dog skriver jeg det, for jeg kan ikke holde ud, at I ikke
skal vide lige saa god Besked og kende alt her lige saa godt som
jeg. – Men jeg er endnu saa fortumlet af at gynge op og ned paa
Vejen herover, – det er, som om mine Tanker endnu gyngede, – at I
ikke maa vente, dette skal blive noget fornuftigt Brev. Der har
ogsaa ramt os en stor Sorg. Den lille Dreng, som vi havde med os
til Øen, Joseph, er død, han maa være falden ned fra en Klippe
ved Stranden og druknet, det var to Dage efter at vi kom hertil,
– saa er det syv Dage siden, i Dag. Det forekommer mig allerede
at være uendelig længe siden. Det forfærdede mig og tog mit Mod
fra mig, saaledes at det først var i Gaar Aftes, da jeg gjorde
Ild paa og kom til at tænke paa, hvordan han gjorde Ilden op den
første Aften, vi var her, at jeg kom til at græde over ham, og nu
græder jeg, hver Gang jeg tænker paa ham, og hvor langt mere
føler man ikke Savnet, naar man er saa alene. Han skulde have
hjulpet mig med Huset, og jeg tror ikke, det Arbejde vil være
vanskeligt for mig alene, men hans arme Forældre, der saa ham
drage af Sted saa glad! – Og er det ikke en forunderlig uhyggelig
Velkomsthilsen af Øen, det er som om den ikke vilde have os her,
og det er grueligt at sidde her saa alene, for Eugène er i sin
egen Stue og skriver, – og saa vilde jeg ønske, I vilde læse
dette rigtig grundigt, for da er det, som om jeg tog eder i
Haanden og viste jer rundt i hele Huset, og da vil alle Tingene
ikke længere se saa fremmed paa mig og ikke have deres egne
Ansigter saa meget, naar I kan se, hvorledes de ser ud.
Vi kom hertil med en Fiskerbaad fra den nærmeste Ø, hvor der bor
Mennesker, og vi havde hele Baaden fuld af alt, hvad vi skulde
bruge i Huset, saadan vil den Baad komme herover hver Maaned, det
tog lidt over tre Timer at sejle hertil, – men hvor længe det er
siden vi rejste hjemmefra, kan jeg slet ikke mere sige, thi jeg
synes vi har rejst i øde Lande i mange Aar. Vor Ø saa helt
anderledes ud, da vi kom nær til den, end jeg havde tænkt mig,
den er meget større. Det halve af vort Hus er bygget af Sten lige
ind mod Klippen, og er meget mørkt, mens denne Del er bygget af
Træ; Fiskerne brugte den engang om Sommeren, og de har haft Faar
paa Græs paa Øen, – og Eugènes Ven, Calran, boede her for to Aar
siden, men dette ved I jo. Her hvor jeg sidder, er et stort
Ildsted, – og hvor er det ikke smukt og underholdende at se paa
Ild – men naturligvis er her ikke mange Møbler. Det gør dog
hverken fra eller til, for jeg kan jo ikke sidde i mer end en
Stol ad Gangen og Eugène i en, og I maa ikke tro, at Stuerne
derfor har mindre Udtryk end de havde hjemme – tværtimod, de har
saa meget Udtryk og hver sit, og her, hvor jeg kun har Eugène at
tale med og han saa tidt er borte, bliver de meget mere
højttalende end de var hjemme, og I kan ikke forestille jer, alt,
hvad de kan faa sagt i en Time, naar jeg sidder her og syr – og
undertiden igen er der mange Stemmer, og Ilden siger en Ting og
Uret en anden, saa det er til at blive ganske forfærdet over. –
Kan I nu tænke jer alt dette! –
Husker I, at vi engang hjemme legede, at jeg var en forfulgt
Prinsesse og red bort paa en Hval.
Saaledes omtrent sidder jeg her paa min øde Ø, midt i det store
Hav. Mod Vest er der høje Klipper, som løber lige stejlt ned i
Vandet, og Havet brummer og bryder om Fødderne paa dem og langt,
langt ud. Fiskerne siger, at det var skjulte Skær, et Sørøverskib
er engang gaaet under her, derfor kalder de dem for
Galgebakkerne. Længere inde og mod Øst er vor Ø lavere, helt
bevokset med Græs og et Sted nede i en Sænkning er der en lang
Birkelund, – men naar man er oppe paa de højeste Steder, kan man
se Vandet langt omkring og de andre Øer, ligesom Hækkene og de
klippede Buksbombuske i Haven hjemme, – ak, jeg er ked af, at jeg
nu ved saa meget mere end I og kender saa mange Ting, som I
aldrig har set, – og hjemme var jeg altid den, der vidste mindst
Besked, og alle andre Mennesker kunde sige mig meget mer. I maa
ikke glemme mig og lad heller ikke nogen Ting hjemme glemme mig,
men hils alting.
Kæreste Søstre, det er ligegyldigt, hvad jeg skulde gøre og
burde, – og fornuftigt tænker jeg ikke, ved jeg, men jeg kan ikke
slutte af paa dette Brev, som først vil naa jer om lang, lang
Tid, før jeg har fortalt jer noget andet, og maaske I, fordi vi
har tænkt os saa meget, der ligner det, vil kunne forstaa det.
Der er sket noget saa mærkeligt og forunderligt, at maaske andre
Mennesker ikke kan tro det – og det mest forunderlige er, at lige
fra først af har det været, som om det var det eneste, der var
rigtig sandt, og alt andet var kun som en anden Slags Sandhed.
Det gik saaledes til. I Gaar Aftes, da jeg sad alene her, og
inden jeg havde tændt Lyset, bankede det paa Døren og hermed
begyndte det forunderlige, for I kan ikke forestille jer, hvor
forunderligt det var at høre nogen banke paa Døren her, og denne
Banken, tror jeg, lød ogsaa anderledes end andres. Dog svarede
jeg, og da kom der en Mand ind, med sin Hat i Haanden og bukkede
for mig. Han sagde: „Godaften Madame. Har jeg ikke den store Ære
at tale med Fru Vandamm.“ Og hele Tiden ledte han saa
besynderligt efter Ordene; det var saa mørkt, at jeg ikke kunde
se hans Ansigt, men jeg kunde se, at han var i Uniform og han
stirrede paa mig hele Tiden. „Jo jeg er Lucie Vandamm,“ sagde
jeg. „Velkommen hertil, Fru Vandamm,“ sagde han, „jeg er
Christobal Christmas, altid Deres ydmyge Tjener.“ – Hvorledes
skal jeg dog forklare eder, som er saa langt borte, hvordan det
var, alt forandredes fra det Øjeblik han kom ind i Stuen, og det
var, som om jeg stred imod at drages med ind i denne Forandring,
da jeg sagde: „Hvor kommer De dog fra,“ men da jeg havde spurgt,
i samme Øjeblik syntes jeg, det var helt meningsløst. „Jeg har
været længe her,“ sagde han, og derpaa blev han staaende midt paa
Gulvet, ligesom om han ikke vidste, hvad han nu skulde gøre, og
jeg kunde ikke sige et Ord. „Tillader De mig at blive her et
Øjeblik, Fru Vandamm,“ spurgte han, og da jeg svarede ham, satte
han sig paa en Stol ved Siden af Ilden, og nu kunde jeg se, at
han var ganske ung og havde sit Haar i Pisk, men ikke pudret.
„Kommer De fra England, Fru Vandamm,“ sagde han. Jeg fortalte
ham, hvorledes vi var komne rejsende, men hans Ansigt, og hans
Stemme, imens han lyttede, kan jeg ikke beskrive jer. „Sig mig,
vær saa god at sige mig,“ sagde han, og med eet var hans Stemme
saa besynderlig hjerteskærende: „De kender vel ikke, Fru Vandamm,
en Familie Christmas dér, Fru Christmas og hendes Barn.“ „Jeg
tror det ikke,“ sagde jeg, „jeg kan ikke huske det,“ „Vær saa
god, gør mig den store Tjeneste, Fru Vandamm, at prøve at huske
det,“ sagde han og sad ganske stiv og lagde med et begge sine
Hænder paa sit Hjerte. „Ak, jeg tror det ikke,“ sagde jeg, „vi
kendte saa faa“. „Men har de ikke hørt om dem nogen Sinde,“ sagde
han, „Fru Horatia Christmas fra Dublin, hun var født Ward, hun
havde et Barn, jeg ved ikke, om det var en Søn eller en Datter,
men det maa være“ – han sad længe og tænkte sig om, – „omtrent
paa Deres Alder.“ – Var det nu ikke forunderligt, er det ikke
forunderligt, at jeg kan huske hvert Ord saaledes? Jeg sagde ham,
at jeg kendte dem ikke, og jeg var lige ved at græde derved,
fordi hans Stemme var saa hjerteskærende. „Maaske,“ sagde han,
„vil De være saa god at spørge Deres Mand. Og nu,“ sagde han og
rejste sig, „skal jeg ikke forstyrre Dem mer, jeg haaber, De vil
befinde Dem vel her. Godnat.“ Han bukkede dybt, men han tog ikke
min Haand, og derpaa gik han og da, – saa snart han var ude af
Stuen, var alle Spor af ham borte, thi der var ikke et Fodtrin at
høre, og jeg løb til Vinduet og saa ud, men han var ikke til at
se. Og da følte jeg, at jeg næsten ikke kunde staa paa Benene, og
jeg gik hen og tændte Lys, og da blev alt forandret igen, men I
kan ikke tænke jer, hvordan – det var som om det tog en Maske
paa. Hvad skal jeg nu tro, hvad skal jeg nu tænke om dette. I er
de eneste Mennesker, jeg kan fortælle det til. Tænk da paa mig,
send mig mange Tanker hjemmefra. Hils alle Ting hjemme. O I vil
ikke faa dette før om lang lang Tid. Eders stedse tro Søster
_Lucie Vandamm_.
– Den Lucie Vandamm, som skrev dette Brev, den 9. Dag efter sin Ankomst
til Øen, selv den ene af Øens to Eneboere, var 20 Aar, og hun var fulgt
med sin Mand, der rejste dertil for i Ro og uforstyrret at skrive en
Bog, som skulde reformere Verden. Han var opfyldt af Rousseaus Ideer,
eller paavirket af dem, – men tillige af sine egne, og han havde en
saadan brændende Tro til dem, og hans Sind var saaledes optaget, saa
fuldt heraf, at ingen Vanskelighed eller Bekymring trængte ind til hans
Bevidsthed; selv naar han talte og handlede var det kun som med den
yderste Del af sit Væsen, ligesom Vagten ved Porten kunde slaa en
Passiar af, mens der blev holdt Krigsraad indenfor. Hun, hans unge Kone,
som kun kendte hans store Planer af hans meget afbrudte Forklaringer,
modtog alle de ny Indtryk af deres ny Liv her, og i hendes fantasirige
og modtagelige Sind prægede de sig. – Hendes Hjem var langt borte.
Hendes Fader var en kun lidt paaskønnet Videnskabsmand og Politiker, der
i sit Hjerte troede, at han kun regnede med de tørreste Kendsgerninger
og kun stolede paa sine egne Øjne og Øren. Han nærede en dyb Foragt for
Kvinder og tog sig kun undertiden og meget teoretisk af sine fire unge
Døtres Opdragelse. Den ringe Paaskønnelse han havde vundet, havde gjort
ham noget bitter, men for Resten fandt han sig godt i sin Rolle som
Martyr, – han havde med alt det et meget godt Hjerte. Lucies Moder var
svag og laa altid til Sengs, – den egentlige Aand der i Huset var skabt
af de fire unge Søstre i Forening. Overladt til sig selv lod de paa
deres Side hele den øvrige Verden skøtte sig selv og lavede til deres
Brug en ny, hvis Love var de eneste, de respekterede. Af deres Faders
Ideer og alt det, der optog ham, trængte en Del ned til dem, forandredes
og føjede sig efter deres Verdens Aand. De fire var knyttede tæt sammen
af et inderligt Venskab, af mere end det: de ejede i Fællesskab noget,
som de ikke med deres bedste Vilje havde kunnet forklare, hvad var, men
som de selv vidste ganske nøjagtig Besked med og satte over alt. De var
alle fire smukke, men da de var fattige og ikke kendte mange Mennesker,
havde de ikke mange Friere, dem, de havde, maalte de med to Maalestokke,
med den øvrige Verdens, – og dette var en Slags Koketteri, ganske for
Løjer og for at vise, de forstod sig paa den, – og med deres egen, som
de ganske og aldeles dømte efter. Deres Moders Ejendom, deres gamle Hjem
paa Landet, var brændende elsket af dem alle fire, og dog længtes de
efter det Øjeblik, da deres Tanker og Drømme skulde træde dem i Møde
udefra. – Til dette Hus kom Eugène Vandamm som Husfaderens Ven. De to
mødtes, trods 30 Aars Forskel i Alder, i en varm Sympati, fælles
Interesser, fælles Stolthed og Miskendelse.
Eugène Vandamm var 27 Aar. Han var meget begavet, en lidenskabelig og
lidende Natur, en stor Idealist, men mærkværdig snæver i sine Begreber
om Idealer. I Bunden troede han slet ikke paa andet end sig selv. Han
havde aldrig haft Venner eller Fortrolige, han havde lidt ogsaa under
den Ensomhed, der bliver den i sin Kreds langt bedst begavedes Lod. Til
Erstatning havde han faaet en høj Grad af Selvtillid, der end ikke saa
meget bestod i Tillid til sig selv som i den dybeste Foragt for andre og
fuldstændig Ligegyldighed for deres Dom. 21 Aar gammel havde han udgivet
en Bog: „Quos ego ...,“ som ikke blev saa meget lagt Mærke til, som den
fortjente; 2 Aar senere var et andet Værk, som han selv var begyndt at
udgive hæftevis, blevet beslaglagt. I denne Tid var han gaaet meget
igennem af Fattigdom og Nød, det dæmpede dog ingenlunde hans Tro paa sig
selv eller Foragt for andre. Hans urolige, lidenskabelige og ærgerrige
Aand hvilede næsten aldrig, han gravede sig med en utrættelig og vild
Energi bestandig dybere ind i sin Verden af Tanker, han havde vænnet sig
til at være meget alene, udtrykte sig daarligt i Tale, og manglede helt
Kendskab til nogle Sider af Livet, som hans ganske almindelige
jævnaldrende vidste god Besked med.
Vandamm vidste det ikke selv, men der gik en ny Verden op for ham i
dette Hus, en Verden, der legede, og hvis Lege var meget alvorlige og
yndefulde. Mens han vandrede op og ned langs Dammen og Buksbomhækkene i
Haven og diskuterede alvorlige Emner med sin Ven og Meningsfælle,
trængte den ind til hans Bevidsthed, ligesom en Blomsterduft, og vakte
ganske ny Stemninger hos ham.
Efter nogen Tids Forløb blev han forelsket i Lucie, som var den yngste
og smukkeste af de fire, og naar han gik og talte med hendes Fader om
Livets højeste Spørgsmaal, ventede han paa, at han skulde bede ham blive
til Aften. Han forstod det ikke selv, han tænkte sig maaske, at han her
havde fundet en beslægtet Aand, som ung og uudviklet skulde ledes af
hans og forene sig med den, men i Virkeligheden fyldtes han af
Stemninger fra hendes Verden, helt forskellig fra hans, og bøjede sig
næsten ydmygt, lærende og modtagende, for hendes unge, friske og rige
Sinds Overlegenhed. For Lucie var han noget ganske mærkværdigt, hun
hørte ham rose i høje Toner af sin Fader, som et Geni, hun forstod ham
ikke, og kunde dog se, at hun forstod ham langt bedre end han hende – og
han bøjede sig for hende, han, der ikke bøjede sig for noget. Hun
vidste, at der i hendes Kærlighed var megen Beundring, hun vidste ikke,
at der var megen Medlidenhed. Da han friede til hende, saa hun, at hun
holdt alt for meget af ham til at svare nej, og dog bad hun ham om nogle
Dages Betænkningstid, men da hun havde svaret ham, holdt hun fast ved
ham og var hans i Liv og Død. Deres Forlovelsestid var kort, men
forunderlig for dem begge. For ham var der hændet det forunderlige, at
mens Smerte, Nød, Lidelse til denne Dag havde været hans Element og
Verden, havde den Lykke, han her havde mødt, uden nogen Overgang hævet
ham op til sig og var blevet hans Sjæls daglige Brød. For hende var det
vidunderlige det, at hun før intet havde ejet, men havde haft alle
Muligheder, og nu havde hun med eet en bestemt Skæbne, en Ejendom, men
ingen Drømme. Undertiden syntes hun, hun var bleven bedraget, skønt hun
ikke vidste, hvordan, men hun elskede ham. Naar de var sammen, talte han
meget, og der var i hendes Væsen noget sky, saa at han undertiden
tænkte, at han kendte hende ikke. Hun lyttede til ham og var næsten glad
over, at han gav hende saa meget af sig selv og fordrede saa lidt af
hende, og dog gav hun ham noget til Gengæld, en Stemning, han modtog og
dvælede i, selv efter at han var gaaet fra hende, et Indtryk af noget
ungt, sorgløst, rigt og ømt, en anden Slags Sympati end han var vant
til.
Men da de saa var gift og han havde hende for Tid og Evighed, greb ham
med eet en Angst for, at denne Lykke skulde skade ham, at den skulde
overtale ham til at hvile, til at svigte sine Ideer, og da han med
Sikkerhed vidste eet i Verden – at han ikke vilde ofre noget af dem for
noget andet, var det let for ham at tage sit Parti. Han begyndte sin ny
Bog, et stort Værk, og mens han arbejdede sig ind i Tanken om den, gled
de ved hans Tavshed fra hinanden. Han havde saadanne Vanskeligheder ved
at faa den samlet i Byen, hvor han blev forstyrret bestandig, at han var
ved at blive gal derover, og da han kom og sagde hende, at han maatte
rejse bort og leve ensomt for at skrive sin Bog i Fred, faldt det hende
ikke ind, at hun kunde blive tilbage, hun rejste med ham og søgte efter
bedste Evne at gøre Livet behageligt for ham og at finde noget at tage
sig for selv. Hans Arbejde gjorde ham meget tavs – hvordan skulde han
kunne beklage hende, naar han følte, hvordan han arbejdede, saa Blodet
sprang af hans Tanker og Hvile var ukendt for ham, og hun syntes altid
at hvile i en tankefuld og drømmefyldt, lykkelig sorgløs Ro. Imens han
sad i sit Værelse og vred sine Hænder over sit Arbejde eller arbejdede
sig saa dybt ned i det, at alt andet svandt bort under hans Fødder, sad
hun i Stuen ved Siden af foran Ilden og syede og tænkte paa, hvor
forunderligt alt dette var.
Foreløbig var Havet ganske roligt. Det var meget taaget, og det regnede
af og til, alle Ting var graa i dette Lys, og den fugtige Luft var saa
tung, at Røgen fra Skorstenen ikke vilde gaa til Vejrs. Fra Vinduet i
den Stue, hvor hun sad, kunde Havet ses, ogsaa det var graat, ganske
lidt kruset, og Horisonten var ikke til at se, og Havets Stemme lød
uafbrudt, ensformig. Lucie Vandamm lagde Brænde paa Ilden og stod og saa
paa det, mens den graa Skumring ganske langsomt blev mørkere og mørkere
og lagde sig om alt.
Da hændte det, at hun hørte Døren gaa, og mens Skridtene af den kommende
lød over Gulvet til hendes Dør, tænkte hun først, at det var hendes
Mand, og derefter, mer med sin Følelse end sin Forstand, at det ikke var
ham, men den samme, som havde besøgt hende nogle Dage før. Hun rejste
sig op, og blev staaende ved Siden af Ildstedet, da han kom ind. Han
bankede paa Døren, men da hun ikke svarede, aabnede han den, og blev
staaende paa Dørtærsklen, da han saa hende. „Godaften,“ sagde han, „jeg
forstyrrer Dem ikke, haaber jeg.“ „Nej,“ sagde Lucie. „De synes vist,
Fru Vandamm,“ sagde han, „at jeg er meget paatrængende. Men De maa tænke
paa, hvor ensomt her er. De, der har set Mennesker saa nylig, kan vist
ikke forestille Dem, hvorledes det er for mig at se Dem.“ „Jeg synes
ogsaa, det er længe siden, jeg har været sammen med Mennesker,“ sagde
Lucie og saa stift op paa ham. Deres Øjne mødtes, og hun tænkte, at hun
aldrig havde set noget Menneske med saadanne Øjne. Han tog sine bort
først og saa paa Ilden. „Er De ikke kommen hertil for at søge Ensomhed?“
spurgte han. „Jeg er fulgt med min Mand,“ sagde Lucie. „Havde De den
store Godhed at huske at spørge Deres Mand, som jeg bad Dem om?“ sagde
han. Det varede et Øjeblik, inden hun svarede. „Ja,“ sagde hun, „jeg
spurgte ham. Men han vidste det ikke.“ Han saa igen paa hende, „Ak,“
sagde han, „var der Mennesker, De skiltes fra, da De rejste herop?“ „Ja,
jeg skiltes fra mine Søstre,“ sagde hun, og atter gjorde hans Stemme
hende saa bedrøvet, at Graaden kom hende i Halsen. „Jeg forstyrrer Dem,“
sagde han, „hvorfor bliver De staaende?“ Hun satte sig i en stor
Trælænestol, der stod tæt op til Ildstedet. Han bukkede sig og tog et
Stykke brændende Træ op, der var faldet paa Gulvet, og lagde det paa
Ilden og blev staaende et Øjeblik for at varme sine Hænder, saa satte
han sig paa en lille Træstol lige over for hende. „Sig mig, Fru
Vandamm,“ sagde han, „naar De nu har været længe borte, husker De dem
da, eller synes det at blive vanskeligere og vanskeligere for Dem at naa
dem, selv med Deres Tanker?“ „Ak,“ sagde Lucie, „jeg ved ikke,
hvorledes, men alt synes at være forandret. Jeg har jo nok været længe
borte, men det er som om det var endnu længere.“ „Hvor længe har De
været borte?“ spurgte han. „Over 6 Uger,“ svarede hun. Han tøvede et
Øjeblik. „Og naar Deres Længsel føles som en stor Smerte,“ sagde han,
„ønsker De da, at De kunde glemme helt.“ Lucie tænkte sig om nogle
Øjeblikke. „O, nej,“ sagde hun, „og jeg vilde heller ikke,“ tilføjede
hun, „at de skulde glemme mig.“ „Tror De da, at De vil blive husket.“
„Ja,“ sagde hun, „ja, de vil nok tænke paa mig tidt.“ „Men hvor længe,“
sagde han, „tænk paa, at de, der skal huske Dem, lever i Forandring.
Deres Hund vil dø og Deres Hest, andre Blomster blive saaede i Deres
Yndlingsbed og andre Spil komme i Mode end dem, De plejede at spille.
Vil De da blive husket endnu?“ „Vil jeg ikke?“ sagde hun og saa op paa
ham. „Hvorledes skal jeg kunne sige det,“ sagde han, „men hvorledes
skulde det kunne gaa anderledes? Vil de ikke lære andre Mennesker at
kende, der vil omtale Dem som en Ubekendt og komme til ny Steder, som
deres Øjne aldrig har hvilet paa?“ Ilden, der nu kun var Gløder, kastede
sit brændende Skær paa hans Uniform og paa hans Skede og Sværdhæfte og
paa Lucies sorte Kjole og hvide Tørklæde, og undertiden, naar den drog
Vejret, paa deres Ansigter. „Der var en ung Mand, som jeg kendte,“ sagde
han, „som var forlovet med en ung Pige, der – døde. Senere giftede han
sig, og saa troede han, at han var fuldkommen lykkelig og Tanken om hans
døde Elskede steg kun undertiden op i hans Sjæl og da ganske blid, og
kun sjælden i hans Drømme for at gøre ham urolig, og da kun til han
vaagnede ved Daggry. Senere – blev han skilt fra sin Hustru, og da sagde
hans fordums Elskedes Billede: saaledes vil du blive husket.“
Der var en lang Stilhed, saa dyb, som havde Stuen været tom, som inden
hun kom dertil, og dog saa fuld af Tanker. Luften var tung af Tanker.
„Jeg har gjort Dem bedrøvet,“ sagde han, „det gør mig meget ondt.
Desuden er det jo uden Grund. De vender jo snart tilbage.“ Hun trak
Vejret dybt. „Ja.“ „Hvor længe har De tænkt at blive her?“ spurgte han.
„Et halvt Aar,“ svarede hun, „maaske længere.“ „Saa bliver De her,“
sagde han og tænkte sig om igen, „Julen over.“ „Ja,“ sagde hun. „Da vil
De savne – meget.“ „O, ja,“ sagde hun bedrøvet. „Vis mig en stor
Tjeneste,“ sagde han hurtig, „fortæl mig om, hvorledes De fejrede Julen;
jeg selv, for nogle Aar siden – jeg husker, det var en lykkelig Tid – og
i Deres Hjem, naar de var mange Søstre, – da havde De mange Lege, ikke
sandt.“ Hun prøvede, da han bad hende om det, at drage disse gamle glade
Tider frem, og mens han spurgte hende og hun svarede og fortalte,
varmede hun sine ængstelige Tanker paa denne fjerne og kolde Ø over
Minderne derfra, foldede Hænderne i Skødet, saa frem for sig og smilede
lidt. Ved dette Smil forandredes Udtrykket i hans Ansigt med et, han
fæstede sine Øjne paa hende med et saadant anspændt, smerteligt Udtryk,
som om han vilde indprente sig det for bestandig. „Undertiden,“ sagde
Lucie, „plejede vi ogsaa at danse, – og at lege Pantelege.“ Hun kom til
at lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt og blev forskrækket og bedrøvet.
„Og paa denne Tid af Aaret,“ sagde han, „red De da ikke.“ „Nej,“ sagde
hun. „O, det er en meget stor Fornøjelse,“ sagde han, „paa den Tid, da
Bladene falder og Kornet er inde. De er saa ung, Fru Vandamm, opgiv ikke
Deres Ungdom. Undertiden kan man vel tro, at Lysten til den Slags Liv er
borte, helt borte, men det er mærkeligt, hvor længe den lever og lider
ved at sultes saaledes. O, saadanne oplyste, festlige, larmende Stuer,
som der nu er langt herfra.“ De tav igen. „Synger De, Fru Vandamm?“
sagde han med et. „Ja,“ sagde hun. „Vil De da synge for mig?“ Han saa,
at hun saa sig om i Stuen efter sin Guitar, rejste sig og gik hen og tog
den, men han lagde den forsigtig i hendes Skød og rørte ikke ved hendes
Haand eller Kjole med sin Haand. Hun stemte den og saa op paa ham. „Hvad
skal jeg synge?“ sagde hun. „Jeg kender ikke Deres Sange,“ sagde han.
Hun tænkte sig om en Stund, og sang saa ganske sagte og frygtsomt en
Vuggevise, som hendes Moder havde sunget for hende og hun for sine
Dukker. Saa mange forskellige Tanker gled igennem hendes Hoved, mens hun
sang. Da hun tav, saa hun paa ham. Han sad med Hovedet i sine Hænder,
ubevægelig, og da han ikke løftede det igen, ventede hun et Øjeblik og
sang saa en Kærlighedssang for ham, meget gammel, som hendes Barnepige i
sin Tid havde sunget for hende:
Se min Elskede, der gaar Maanen frem.
Over Himlen gaar dens stille Natteveje,
og højt over os i Linden
suser ganske sagte Nattevinden
Vore Brødre Stjernerne, mens de dreje,
hilse paa deres Vej Jorden vort Hjem.
O som Stilhed fylder nu Luft og Jord,
fylder Kærlighed til dig min Sjæl, Veninde.
Og som Himlen over Jorden
staar du over alle mine Tanker,
se hvor klare alle dens Stjerner skinne,
som den gør du Verden for mig lys og stor.
Som jeg elsker nu, vil jeg elske dig
lige brændende om tusend Aar, min Glæde,
og naar Maanen er forsvundet
og naar Jordens Alder ud er rundet,
vil vi sammen over en ny Jord træde
og se sammen op mod den ny Maanes Vej.
Strengenes spinkle Stemme dirrede og tav. Hendes Gæst rejste sig. „Jeg
takker Dem meget, Fru Vandamm,“ sagde han. „Godnat. De ved ikke,“ sagde
han, „hvor taknemmelig jeg er Dem.“ Hun rejste sig, lagde Guitaren og
blev staaende, med et rakte hun Haanden frem. Han saa igen paa hende med
det bedrøvede Udtryk, der fik hende til at græde, bøjede Hovedet, men
rørte ikke sine Hænder og gik. Og igen forsvandt alle Tegn af ham, hun
hørte ikke engang Forstuedøren gaa, mens hun blev staaende ubevægelig. –
Lucie tænkte: Hvordan skal jeg kunne fortælle dette til min Mand. Hun
hørte Døren gaa til hans Værelse og hans Fodtrin, og da han kom ind,
vendte hun sit Hoved og saa paa ham med et besynderligt, jammerfuldt
Udtryk, men hun saa paa hans Ansigt, hvor dybt han var inde i sine
Tanker, og han, der havde siddet og skrevet, kunde intet se i Stuens
Mørke. Ligesom den anden kom han hen til Ildstedet og satte sin ene Fod
op paa Murstenskanten: „Du synger,“ sagde han. „Nej, ikke mer,“ sagde
hun og hængte Guitaren tilbage. Han gik hen til Vinduet og saa ud. „Det
blæser op,“ sagde han. Hun svarede ikke. I et Øjeblik havde hun faaet en
Aabenbaring af, hvad Kulden og Taagen, Klipperne og Havet og den uhyre
Ensomhed, som var deres Sjæl, egentlig var og vilde sige, og hun tænkte,
da den var forsvundet: her, i min varme Stue gør det mig iskold at tænke
paa. Saa sig rundt og tænkte paa, hvad han havde sagt: hvor her er
hyggeligt inde. – Den næste Dag, hver Gang hun saa paa sin Mand,
vaagnede denne Tanke i hende, at hun kunde fortælle ham alt, men hver
Gang var hun lige langt derfra, – hun vidste, at han aldrig vilde tro,
at det, hun vilde fortælle ham, var sandt, og endnu mere, at det efter
hans Begreber om Sandhed heller ikke vilde være det. Desuden begyndte at
komme over hende, ligesom Taage fra Havet, den besynderlige Tilstand af
vaagen Drøm, hvori hun længe skulde dvæle.
Den Aften, da Skumringen faldt paa, følte hun sig saa træt og ked af at
sidde inde, at hun tog et stort Tørklæde om sig og gik ud. For hende
havde alle Ting nu saa aldeles tydeligt Udtryk og Tale, at det var, som
om den kolde fugtige Luft uden for lagde sin Haand, idet den slog hende
imod, ikke blot paa hendes Ansigt og Legeme, men paa hendes Sjæl og saa
tydeligt som med Ord sagde hende sin Mening. Idet hun lukkede Døren,
tænkte hun: det er dog besynderligt, at jeg ikke er bange. Hun gik ikke
ret langt bort fra Huset, men blev ved at gaa op og ned, op og ned. Da
hun vendte om, engang, saa hun Lys i sin Stues Vindue, tænkte: det er
Eugène, der er kommen ind, og vilde gaa ind, men mens hun gik, saa hun
noget fremmed derinde og gik hen til Vinduet for at se ind. To Lys var
tændte og stod paa Bordet, og ved Bordet sad nogle Mænd og spillede
Kort. En af dem sad med Ryggen til hende, og de andre var saa optagne af
deres Spil, at de ikke lagde Mærke til hende, og hun blev staaende
ganske stille og betragtede dem opmærksomt. De spillede meget ivrigt og
højt; hele Stabler af Guldpenge blev ført fra den ene til den anden, og
under dette var deres Ansigter meget uhyggelige at se paa, thi de
spillede ligesom Fanger kunde spille i Fængselet den sidste Morgen inden
deres Henrettelse, og mens Morgenen allerede gryede, og som om dette
Øjeblik var en Brand, revet ud af en forfærdelig Ild; og selv om de ikke
havde spillet saaledes i denne tavse Nat, vilde der ikke have været et
af deres Ansigter, som man ikke vilde have lagt Mærke til og gyst ved og
senere om Aftenen været angst ved at tænke paa. Lucie, der stod uden for