Det hvide Hus - 5

-Vor Herre bevare hende, sagde Moderen, det er den niende.
Alle talte, undtagen Sognefogedens Kone, der i sit sorte Shavl sad ret
op og ned, og uden at mæle et Ord, tømte tre Kopper Chokolade.
Degnens Kone sagde pludselig, højere end de andre:
-Men underlig er'et, Madam Jespersen, at hvert Sogn li'som har
#sin# Maaned. Her er det i Maj.
Moderen, der gottede sig som en Killing, der kommer til Varmen, lo og
sagde:
-Men, kæreste Madam Bølling, hvor véd De dog det?
-Det kan man da læse i Kirkebøgerne, sagde Degnens Kone.
Og hun tilføjede:
-Men Dødsfaldene falder rigeligst i November.
Frøken Stine sagde, at i hendes Skole havde de de fleste Fødselsdage i
December.
Moderen gav sig til at tale om Ammer, mens Frøken Helene havde
ombundet sig med et Koralhalsbaand og legede foran Lysthuset med
Tyras.
Med mange Smaahvin tog hun Afstand fra Konversationen.
Saa sagde Moderen:
-Nu leger vi.
Og hun sprang op fra sin Bænk og vilde fange Helene.
-Sidst, sidst, raabte hun.
Tine fløj efter:
-Sidst.
Børnene kom frem bag Hækkene og løb med:
-Sidst.
Moderen var forrest:
-Sidst.
De fløj om Dammen.
Stines Eau de Cologneflaske daskede om Moderens Ben, til hun fik den
op og placeret paa Grønsvaret ved Dammen.
-Stine maa med, raabte Moderen.
Stine kom ud af Lysthuset og satte i Spring efter Tine.
Moderen maatte, for Latter, læne sig til et Træ.
Jomfru Stine lignede grangiveligt, naar hun løb, Hønsekræmmerens
bovlamme Krikke.
Saa lige paa en Gang smed Moderen sig i Grønsværet; og rundt omkring
hende lagde de sig alle.
-Nu skal Hundestejlerne have Mad, sagde Moderen.
Og alle smed de Krummer ud i Dammen, hvor Hundestejlerne gled, vævre i
Solens Skin.
De tre Gamle sad i Lysthuset.
Madam Jespersen havde i Stilhed befølt Gaverne.
Tine bød Vin om, og Glassene stod i Græsset rundt om Dammens Kant.
-Skænk for, Stine, sagde Moderen.
Jomfru Stine blev altid saa sørgmodig, naar hun havde drukket et Par
Glas.
-Og ogsaa for Børnene, sagde Moderen.
Børnene fik Kirsebærvin, saa de blev helt øre.
Men Jomfru Stine sad og støttede Hagen paa sine Hænder, og mens
Moderen lo, og Børnene foer rundt--den ældste Dreng drak Slatterne af
Glassene--deklamerede hun stille ud i Luften et Digt fra en gammel
tysk Almanak.
-Sig mer, sig mer, sagde Moderen.
Og Jomfru Stine blev ved at deklamere, med sin Mandfolkerøst--det lød,
som hun messede.
Sognefogedens Kone havde rejst sig.
Tavs gav hun Haanden til Afsked, og Moderen fulgte hende til Hækken.
De andre Madammer fulgte efter, og Moderen sagde til Tine:
-Tag det bort.
Hun pegede ud over Glas og Tallerkener, og tavs tog hun Plads inde ved
Lysthusets inderste Væg.
-Ogsaa alt det, sagde hun.
Hun mente Gaverne, og hendes Stemme lød, som kun det at se dem gjorde
hendes Øjne ondt.
Tine gik omkring og tog alting bort.
Børnenes Stemmer hørtes inde i Gaarden....
Da Tine kom tilbage, sad Moderen og læste i en gammel Bog.
Tine satte sig stille hos hende.
-Hvad læser De? spurgte hun.
-Et Digt, sagde Moderen.
-Hvad for et?
Moderen vendte Bogens Blad, og, som om hun læste for sig selv, gentog
hun atter Digtet:
En sælsom Drøm har jeg haft:
I Ørknen var jeg.
Det var kun Sand og Sand,
og intet uden Sand.
Men da, et frygteligt Syn
mit skræmte Øje saa':
Ørkensens Rovdyr kom
i et endeløst Tog.
Forrest Løverne gik
med hvide Tænder;
Tigre og Pantre der kom
med de plettede Skind.
Men bagest Hyænerne skred,
hvis syge Attraa er Aadsler.
Menneskets Drifter det var,
der afsøgte Ørkenen.
Men Drømmen skifted.
Og ene jeg stod
paa en mægtig Mark.
Men denne Mark var Jorden.
Og over den ganske Jord
et eneste Mørke laa--
mens frem i Mørket
løfted sig et Kors, saa stort,
som vilde dets vældige Arm
favne baade Himmel og Jord.
Stille der var.
Kun nu og da
fra Korset en Draabe der faldt,
og atter stille der blev,
til den næste Draabe den randt,
og der igen blev tyst,
til den næste Bloddraabe faldt.
Dit Blod det var, Korsfæstede Menneskehed.
Moderen lukkede Bogen.
Med Hovedet støttet mod sit Lysthus' Væg stirrede hun, hvid og stum,
ud i Sommeraftenens Skønhed.
-_Tine_, sagde hun pludselig, og det gav et Ryk i Tine, for Moderen
havde sagt hendes Navn næsten ligesom en, der kalder til Hjælp.
Men Moderen blev siddende som før, og hun hviskede blot nogle Ord,
Tine ikke forstod:
"Der er ej Verden udenfor Verona," hviskede hun.
Og hun tav igen.
Efter en Stund sagde hun:
-Tine, véd De, hvad der er sandt--hvis man kunde se ind i min Sjæl,
ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem
alt Bohavet derinde, ikke finde et Ønske, ikke noget eneste Haab, ikke
blot Skyggen af en Drøm--
-Saa var det bedre at dø.
-At dø, Tine, er heller ikke det sværeste--det er meget sværere hver
Dag at forsøge paa at leve....
Tavs blev hun siddende, med Hænderne om sine Knæ; og, hviskende som
før, bevægede hun Læberne til nogle Ord, som Tine ikke kendte:
I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte--
ligger mit Hjerte lig.
Og ingen græder
over det døde Hjerte:
thi det blev kun
elsket af Een.
Men den, der selv døde
paa sit Hjertes Dødsdag,
kan ej græde
ved sit Hjertes Lig.
I sit stille Kammer,
i sit stille Kammer
ligger mit Hjerte--
ligger mit Hjerte Lig.
* * * * *
Der blev ikke sunget mere om Aftenen, og Børnene fik aldrig Lov til,
før de skulde i Seng, at danse i deres Natkjoler i Dagligstuen.
Tanterne var komne.
De benyttede Stedet som et Efterkur-Ophold, naar de kom fra
Badestedet.
De var lavt-talende, ranke som Lys, og bar altid Halvhandsker.
De ejede en uendelig Omhu for Føret og de medførte bestandig Paraplyer
af Hensyn til Mulighed for Regn.
-Kære Du, sagde de til Moderen, en vaad Strømpe paa saa meget som en
halv Time, og man kan ha' sin Bronchit, der varer i Uger.
Moderen, der under Efterkur-Besøget var hvid af Angst, sagde Ja til
alt og gik i Barège-Kjoler. Egentlig tænke gjorde hun kun, Dagen lang,
paa en eneste Ting, om Børnene nu igen havde bragt Uryd i
Tanteregimentet af Galoscher.
Tine saa hun om Morgenen.
Det var som en Art stiltiende Aftale, at Tine forsvandt af Huset under
Tante-Kurene. Moderen og hun mødtes i den Tid nærmest som et Par
Smuglere. Men om Morgenen maatte hun være der for at faa Moderen op.
De to Tanters Kur fordrede, at de var af Sengene Klokken syv, og de
var præcise som et Domkirkeur.
-Nu #maa# De op, sagde Tine.
-Ja, kære De--hvad er Klokken?
Moderen elskede sin Seng og den Frihedstilstand at være i Natkjole.
-Men nu maa De op.
-Ja--
Endelig kom hun af Sengen.
Naar hun kom ned til Tanterne, var hun i stort hvidt Forklæde og saa
ud, som havde hun raadet sit Hus fra Klokken fem, da Kærnen begyndte
at gaa.
De to Tanter sad, meget stive i Ryggene, ved hver sin Side af Bordet i
Havestuen og ventede paa deres Te. De gjorde, naar de skulde tiltræde
deres Morgen-Kur-Tur, et udpræget Indtryk af Rejsefærdighed. Kjoler og
Skørter var opbundne ved Hjælp af et System af Hægter, og paa Hovedet
bar de Hatte, der var af Omfang som Bunden af de Kurve, hvori man pr.
Post ekspederer Ligkranse.
Disse Monstrer var garnerede med Kniplinger, der gik dem ned over
Øjnene.
-Gud, Du, sagde de i Anledning af Kniplingerne: det første, man maa
beskytte, er da Øjnene.
Moderen sagde:
-De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem.
De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frøerne, som de afskyede.
-Der myldrer af dem, og de springer op ... det er næsten værre end
ifjor.
Desuden var Vejen gennem Køkkenhaven seks Gange frem og seks Gange
tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke.
-Lægen i Genéve har Ret, sagde Tante Bothilde, man skal det ikke. Man
skal gaa og la' sine Nerver ha'e Ro.
Ved hveranden Omdrejning nød de en lille Chokoladekage.
-Der er det ved den Schweizer-Chokolade, sagde de, at den styrker uden
at berøve En Appetitten. Den hjemlige Chokolade, kære, det er jo, som
at faa Klumper i sin Mund.
-Men det forstaar sig, ogsaa i Schweiz maa man jo nøje kende Mærkerne.
Naar Tanterne kom tilbage, hvilte de.
Det vil sige, at de sov to Timer, indsvøbte i Uldtæpper.
-Lille Du, sagde Tante Bothilde, der er kun Uld. Franskmændene, der er
Folk, som vil bevare sig rørige, har altid Uldmadratser.
-Oven paa deres Springmadrats, sluttede hun efter et Sekunds Forløb.
-Kære Du, sagde Tante Anna: Franskmænd er jo Franskmænd.
Moderens Angst voksede kun op ad Dagen. Det var Maaltiderne, som var
hendes Skrækkens Timer. Det kunde jo ikke siges, at Børnene sad
korrekt tilbords.
Og Bordsidden var Tanternes Specialitet.
-Det maa dog indrømmes mig, sagde Tante Bothilde, at det er af
Vigtighed. Og læres det ikke fra Barndommen, læres det jo aldrig....
-Jeg forsikrer Dig, naar denne Stockfeldt aldrig blev
Statsminister--Tanterne benævnede Konseilspræsidenten med Navnet
Statsminister--var det, fordi han spiste med Kniv.
En Time før Middag begyndte Børnenes Storvask.
Moderen stod hos, mens Barnepigen foer over Børnenes Kroppe med
Svampene, som om hun høvlede ru Planker.
-Anna Margrethe, sagde Moderen, pas dog paa Neglene.
Anna Margrethe børstede Neglene, som vilde hun børste Fingerspidserne
af Børnene.
-De er ikke rene endnu, sagde Moderen: Gud véd, hvad I maa rode i....
-Og Øerne, sagde Moderen.
-La'e mig.
Hun tog selv fat med Ørene.
-Og faar man dem saa rene, sagde hun fortvivlet, saa bli'er de røde.
Røde blev de.
Man naaede til Paaklædningen, og Pletter var der paa alt Tøjet.
Moderen gned og gned med Handskeskind og Eau de Cologne.
-Saa, i Guds Navn, nu maa det være, sagde Moderen.
Faderen førte Tanterne til Bords. De var i sort- og hvid-stribet
Silke--deres table d'hôte Kjoler fra Badet--og de bar mange Ringe, der
ligesom klaprede paa de meget afmagrede Fingre. De medbragte to
Pulveræsker, som de anbragte hver ved sin Kuvert.
Børnenes Øjne stod stive af Skræk. De spildte straks.
Moderen konverserede for at aflede Opmærksomheden--saa hun fik
hektiske Pletter i Kinderne--de talte om København og alle Bekendte:
-Ja Du, sagde Tante Bothilde, Jane er jo uhyre rar. Men hun har sine
Særheder. Man kan jo, Du, ikke faa sine Ben under hendes Bord, far
hun begynder at tale om Konfessionerne.
-Lille Du--det var pludselig til den ældste Dreng--en artig Dreng
skyder Brystet frem og Skuldrene op, naar han spiser. Saa sidder man
rank....
-Og jeg finder nu--fortsatte hun uden Overgang, vendende tilbage til
Jane og Konfessionerne--at den Slags Ting afhandler man ikke over
Maden.
-Man kan spise hos Biskoppens en første Juledag, og Religionen og den
Slags berøres ikke med en Stavelse....
-Det passer dog virkelig ikke til slebne Glas og Porcellæn.
Tante Anna gik over til at tale om Glas og Porcellæn overhovedet.
Hun talte om et Glaspusteri i Sydfrankrig:
-Hvor man, Du, sagde hun til Faderen, virkelig faar vidunderlige Ting
... Men, kære, nu falder det mig ind, hvorfor ser man aldrig iaar dine
kønne slebne Karaffer.
-Dem til Madeiraen.
Blodet fløj Moderen til Hovedet--hos Tanterne gik aldrig noget i
Stykker.
-Ja, Margrethe slog--Du husker--slog ... kom til at slaa den ene
itu....
-Ja, hvor er Margrethe? Den nette Pige, jeg husker hende jo godt, den
nette og vævre lille Person, sagde Tante Bothilde.
-Hun kom galt afsted desværre, saa hun maatte ud af Huset....
-Hun osse, sagde Tante Anna.
Men Tante Bothilde brød, med et ilsomt Blik over til Børnene, ind med
et:
-Naa.
Det eneste "Naa" lød, som blev en Jernport slaaet til.
Og der blev ikke talt mere om Karafferne.
-Lille Stella--det kom et Sekund efter "Naa'et"--en lille Pige
sidder ikke med Fødderne overkors ved et Bord.
Det røg i Søsteren, saa hun tabte Gaflen.
-Saa, nu plettede Du Kjolen, sagde Tanten og halvt undskyldende sagde
hun, vendt til Moderen:
-Kære, Du véd, den Slags Ting kommer kun ved den bestandige Paaminden.
Og inde paa sit Yndlingsemne sluttede hun med at sige:
-Man lærer kun Børn at sidde tilbords ved at lade dem holde Albuerne
tæt til Kroppen, naar de spiser.
Maaltidet var tilende, og Kaffen skulde nydes i Havestuen.
Børnene var røget ud af Spisestuen, saa de væltede over hinanden i
Gangen.
-Men, sagde Tante Anna--hun var knap kommen til Sæde--kan jeg glemme
hende, Margrethe, det kønne og vævre lille Pigebarn.
-Det er med de kønne, det gaar værst, sagde Moderen, som tragtede
Kaffen.
-Men, sagde Tante Bothilde, det hænder jo bogstavelig hvert Aar her i
Sognet.
Moderen smilede bag Maskinen.
-Ja, sagde hun: flere Gange.
Tante Bothilde sad lidt. Saa sagde hun:
-Vi og vore fatter det jo ikke. Men Gud være lovet, det vedkommer ikke
os.
Tante Anna sagde:
-Naa, Du, der foregaar vist meget i Livet. Det bedste er at lade, som
man ikke ser ... saa li'esom er det ikke. Men de Folk har jo heller
ikke Opdragelsen....
Moderen blev ved at smile:
-Mon den hjælper? sagde hun.
Og uden at tænke paa Tanterne sagde hun hastigt:
-Hele Ulykken er vel den, at Naturen har været grusom nok til at skabe
Dyr, der tænker. Først parrer Dyret sig, og siden væmmes Mennesket.
Tante Bothilde sad forstenet, saa hun næppe kom til Orde:
-Ja, Du, Du si'er undertiden Ting....
-Du si'er Ting ... Vi er da vel alle Guds Skabninger.
Naar Tanterne var færdige med Kaffen, blundede de.
Tante Anna lagde i Stilhed Lommetørklædet over sit Ansigt.
Naar der var hvilet, blev der læst. Søstrene skiftedes. De gennemgik
de skønliterære Værker i de tre store Sprog for at holde sig i
Øvelsen.
Tante Bothildes Yndlingsforfatter var Dickens.
-Kære Du, man erfarer af den Mand dog virkelig meget om Menneskene.
Det er godt nok med Goethe. Men han virker med samt sit Weimar nu paa
mig, som var han af Sten.
Tante Anna foretrak de kvindelige Forfattere og der førtes derom en
skændende Strid:
-Sproget kan jo, sagde Tante Thilde, være meget pynteligt, men
Indholdet, kære Ven, det er altid det samme om den Kærlighed.
-Og det Stadium kommer man jo dog, Gud være lovet, over. Desuden, man
kan ha'e nok i Livet.
Før Te gik Tanterne igen. Men i Alléen.
Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft.
-Man taler om Vand og Vand, sagde de: det første er dog Luften. Hvis
Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede
Aar.
Efter seks Ugers Forløb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen.
Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvøbte i
Papir.
* * * * *
Naar Tanterne var borte, kom en anden Tid.
Moderens veninder aflagde Besøg. Det var Døtrene fra Godset, hvor hun
var opdraget. De virkede som brogede Fugle, der kom langvejs fra.
I otte Dage skinnede deres Parasoller i Havegangene.
Vinduerne stod aabne, saa Hus og Have løb ud i ét; og det summede med
fremmede Navne; og Postbudet bragte Breve, hvis Udskrift ingen i
Køkkenet kunde stave.
Det var den lyseste Tid paa hele Aaret.
Veninderne var i Krinoline, som Børnene syntes lignede de store
omvendte Lysekroner hjemme fra Amaliegade, og i Mantiller med lange
Snipper. Men naar de kørte ud, havde de Strudsfjer paa Hovederne,
ligesom Zampa, den lille Hest, de havde set i Augustenborg, og som
kunde sidde tilbords og ringe paa sin Mad med en lille Klokke. Alle
talte de i Munden paa hinanden, Veninderne. Men mest snakkede Lady
Lipton.
Hun boede langt borte i et fremmed Land og hun kendte mange af dem,
der var de rigeste og fornemste. Faderen førte hende altid tilbords
til Middag.
Men naar de havde spist, drak de Kaffe i Havestuen, og det var Lady
Lipton, der talte. Hun talte om Rachel, som hun elskede, og om
Kejserhoffet i Tuilerierne og om alle fjerne og besynderlige
Mennesker, som hun kendte--mens Moderen lyttede.
-Fortæl mer, sagde Moderen, og Ladyen fortalte mer; om det store Lands
Digtere mellem hvem hun levede, om dets Malere hvis Malerier hun
ejede, og helst om en sær og sælsom ung Digter fra et eksotisk Land,
hvem hun havde truffet i en stor By, hvor alle Eksistenser driver
sammen, og hvis Billede hun havde staaende paa sit Bord oppe paa
Gæstekammeret. Moderen hørte ogsaa helst om ham.
-Ma chére, sagde Ladyen, jeg tror Livet er gledet fra ham. Han har
forglemt den Kunst at være til. Han kan ikke mere stryge sin høje Hat
og han gider ikke knappe sine Handsker for at gøre en Visit; han
formaar ikke mere at foretage sig alle de mekaniske Ting, hvoraf Livet
bestaar: som at gaa til sin Barbér eller drikke sin Kaffe paa en Kafé
eller sætte sig tilbords med en affabel Dame og betragte en pudret
Gorge....
-Jeg forstaar det, sagde Moderen.
-Han føler vist ingen Sorg, sagde Ladyen--og han er ikke
desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert
allerede fortæret af hans Forfædre.
Hun tav lidt, saa sagde hun:
-Snarest vilde jeg sige, at han hørte til _les désinteressés_.
Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder
eller Latterligheder eller noget, der vækker hans Forbavselse.
Ladyen lo pludseligt:
-Aldrig vil jeg glemme, sagde hun, en Dag han kom til mig og pludselig
udfoldede "Le Figaro", der laa paa mit Bord, og mens han med en slank
Haand slog ned over den ynkelige Avis, sagde han med en usigelig og
træt Forfærdelse--aa nej, ikke Forfærdelse, kun en Slags mat
Forbavselse:
-Alt det handler om Krigen med Kina.
Ladyen tav et Øjeblik, saa sagde hun:
-Det er vel Tingen, at for ham er alt blevet Krigen med Kina.
Moderen rakte Kopperne rundt.
Saa sagde hun stille:
-Maaske elsker han--eller har han elsket.
Ladyen svarede:
-Jeg tror det ikke, ma chère.
-Der er i alle de store Lande sælsomme Mennesker, hvem
Kærlighedens--hvad skal jeg sige?--rent fysiske Side indgyder
uovervindelig Modbydelighed. De bliver Asketer af Raffinement, og de
begærer bestandig, mens de forbander Tilfredsstillelsen.
-René er saadan.
-Han drives mod Kvinderne, og naar han blot holder dem i sine Arme,
overdænger han dem med Skældsord.
-Saa elsker han ikke, sagde Moderen.
Ladyen tav lidt. Saa sagde hun:
-Er Elskov andet end at føle Begær og at undsé sig derved?
-Kan Du intet af hans Digte, sagde Moderen.
-Et enkelt, sagde Ladyen.
-Sig os det, sagde Moderen.
Ladyen lænede sig tilbage i sin Stol, og paa sit lidt fremmedartede
Sprog, der gav Ordene en sær Klang, sagde hun langsomt:
Jeg elsker Dig, som Havet elsker
den vide Kyst, som det beskyller,
dækkende og altid den bedækkende
med et evigt Kys.
Saadan som en Elsker kan
fra Fodens Saal til Tindingens skønne Bue
føre sin søde Læbe
langs den Elsktes ganske Legem,
for, i Salighed, det alt at eje ...
Saadan elsker jeg Dig--
saadan.
Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dør.
-Du kan et andet, sagde Ladyens Søster.
-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et.
Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendes
Altstemme farvedes blødere:
Naar i de lange Nætter
jeg ensom hviler
og ingen ser mit Ansigt
og ingen mine Øjne, der er tørre--
da tænker jeg:
Hvis jeg var død.
vilde Du dog komme
og knæle ned,
der hvor jeg hvilte,
og min Haand, som Du nu skyer,
vilde Du tage,
nu, den var kold,
og ind i mit Øre,
der ej kunde høre mer,
vilde Du hviske,
in Stemme fra den Gang:
Hvor jeg dog elskede Dig ...
Og den Døde vilde smile.
Moderen havde sat sig og med store Øjne stirrede hun frem for sig mens
hun havde foldet Hænderne om sit Knæ. Saa sagde hun:
-Sig det igen, til jeg kan det. Ladyen lo.
-Du kan det allerede, sagde hun.
-Ja, det sidste.
Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede Ord, medens
hendes hvide Hænder stadig var foldede over hendes Knæ:
Jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dør.
Alle tav lidt.
Saa sagde Lady Lipton:
-Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker højest.
-Det kan jeg, sagde Moderen.
Og med en Stemme, næsten som nynnede hun en Vuggesang, sagde hun det
lille Vers fra Billedet--den fremmede og ukendte Digters Billede:
Som Planten visner,
for dens Rod er uden Væde;
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kær.
De tav igen, til pludselig en af Ladyens Søstre gav sig til at le og
sagde:
Lille Børn, det vilde ikke være saa galt at blive elsket af den unge
Mand.
Og de lo alle højt, Moderen højest, og de løb alle ud i Haven og de
kastede sig paa Græsset, saa Krinolinerne stod op om dem.
Aftenen var den lystigste Tid.
Veninderne havde Fyrværkeri med, og de satte Blaalys og Grønlys i alle
Buske, saa de var nær ved at stikke Ild i den ganske Have.
Moderen holdt Svovlstikkerne til og klappede i Hænderne.
Børnene saá til fra Barnekammeret i deres Natkjoler.
-Hvor det er dejligt, hvor det er dejligt, raabte Moderen.
Fra alle Buske flammede det blaat og rødt og selv stod hun midt paa
Plænen. Hendes hvide Ansigt var vendt opad og Hænderne havde hun
løftet.
Saa sagde hun pludselig:
-Men Stjernerne er dog skønnere.
Og mens de kunstige Lys langsomt sluktes, et efter et, og Busketterne
laa i Mørke, saá de alle opad, mod Augustnattens Stjerner.
-Vis os nu dine Stjerner, sagde Lady Lipton.
Moderen rystede paa Hovedet:
-Nej, sagde hun, lad os nu være stille.
Hun blev staaende, og Veninderne blev tavse ligesom hun. Lidt efter
gik de ind i Stuerne var der mørkt og køligt. De satte sig alle i
Dagligstuen, og ingen talte. Tilsidst sagde Moderen:
-Jeg tror, at Stjernerne er til for de sorgfulde; for at de skal
forstaa, at det ikke en Gang nytter at de sørger, thi selv vor Sorg er
for lille.
Ingen svarede.
Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret.
De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt--ganske
langsomt--anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun
selv havde fundet, de fremmede Ord:
Som Planten visner
for dens Rod er uden Væde,
som Blomsten bliver bleg
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen
for du har ej mig kær--
Det var tyst.
Over Haven, over Markerne, over alle Enge skinnede Høstens Stjerner.
* * * * *
Veninderne rejste, og Høsttiden kom, hvor de tunge Sædvogne rullede
ind gennem Gaardlaagen, og Moderen og Tine sad paa Toppen af Læsset
ved Siden af Pigerne, mens Børnene hujende boltrede sig i Loen, der
fyldtes.
Moderen sprang ned i Armene paa Lars og skreg:
-Hold mig, hold mig!
Bag efter var hun bange for Ørentvistene, saa hun klædte sig af lige
til Skindet.
Ogsaa Høsttiden gik og Septembers stille og hvide Dage kom, og Haven
laa lysende og ganske tyst, og ingen Myg en Gang summede over Dammen.
Moderen sad mest paa den hvide Trappe og lod sig bage af Solen, mens
Tine syslede i Haven ved hendes Fod. Poplerne langs Alléen fik gule
Blade og blev ligesom højere i den tyndklare Luft.
Moderen frøs sammen:
-Hvor Skyggerne bliver lange, sagde hun. Tine bandt Roserne op og saá
ud over Plænerne:
-Ja, sagde hun, vi er langt henne.
Men Moderen, der stirrede ud over de solklare Bede, hvor intet rørte
sig, men alt skinnede, Blade og Asters og de sene Roser, sagde:
-Tine, et Sted er der dog Fred: i Døden.
Det blev tidlig mørkt og Tine og Moderen og Børnene gik gennem Alléen,
hen over Markerne, hvor Brombærranker fyldte alle Grøfter.
De mødte ingen, overalt var der tyst. Bag dem saá de Landsbyens Lys,
der tændtes, et efter et. Saa lød Aftenklokkerne.
Moderen stansede; Børnene havde klynget sig til hende. Saa langt hun
saá, laa kun de vide Marker og dér, i Halvmørket, Landsbyens tavse
Lys. Himlen var dunkel og uden Stjerner.
Længe talte ingen af dem. Saa sagde Moderen, der saá saa høj ud i
Mørket:
-Véd De, Tine, her skulde man føre de Mennesker hen, som lider.
Men lidt efter sagde hun--og hendes Stemme var ubeskrivelig træt--:
-Og alligevel, det kunde ikke nytte. Jeg tror, at Jordens Skønhed
forhøjer kun Sjælens Lidelse:
-Der er ingen Trøst.
De gik videre over de halvmørke Marker. Klokkerne var hørt op at
ringe, og der hørtes ingen Lyd uden et Par Hundes Glam. Saa døde ogsaa
de bort.
-Lad os gaa hjem, sagde Moderen.
Men naar de kom hjem legede Børnene Cirkus i deres Natkjoler midt i
Dagligstuen.
Omegnens Præster kom til L'Hombre. De rullede ind i gamle Kalescher
med tykke og rødmussede Kuske paa Bukken, og Spillebordet kom frem i
Faderens Stue, hvor L'Hombren gik, mens man ikke saa' Haand for sig
for Røgen fra de lange Piber.
Gamle Fangel bandte og svor, saa det rystede i Reolerne og Mynsters
Betragtninger dansede. Børnene, der ikke kunde sove, løb ud af
Sengene, og fik Svedsker for at gaa i Seng igen.
Moderen spillede til paa Klaveret.
Inde i Faderens Stue blev de hidsigere og hidsigere, Toddyglassene
blev fyldt og gamle Fangel svor.
Morgenen kunde bryde frem, og Pastorerne spillede endnu.
-Nu tager vi det sidste Spil paa Græsplænen, sagde gamle Fangel.
-Ja, gør det, gør det, sagde Moderen.
Pastorerne kom op fra Stolene--lidt usikre var de paa Benene--og de
drog ind gennem Dagligstuen.
-Herregud, sagde Fangel, saa ser man Vorherres Sol igen.
De vraltede ned ad Havetrappen og de fik Toddyglassene stillede paa
Plænen, og de spillede, liggende paa Maven, mens de slog i Græsset med
de store Hænder.
Moderen sad paa Havetrappen og lo og lo.
Men et Uldtæppe lagde hun over gamle Fangel.
Folk fra Landsbyen kom op og begyndte at gaa forbi i Alléen.
-God Morgen, sagde de, og tog stille Hatten af for Præsterne.
-God Morgen, god Morgen, sagde gamle Fangel.
Men Solen kunde staa højt og Pastorerne blev ved at spille.
* * * * *
Dagene blev kortere og kortere, og paa Træerne tyndedes Bladene og de
allersidste Roser frøs langs det hvide Hus.
Paa Væggen mod Syd hang kun Druerne fulde og store.
Moderen saá til dem hver Dag.
-I Morgen vil vi plukke dem, sagde hun til Tine.
Den næste Dag fik hun en Stige frem og øverst oppe, med en Kurv i
Haanden, plukkede hun de rige Klaser.
Saa spiste hun og saa kastede hun en Klase i Hovedet paa Tine.
-Tag den, fang den, raabte hun.
Stigen blev flyttet, og hun plukkede og plukkede.
Allerøverst stod hun. For Spøg holdt hun en Drueklase ind mod det
mørkt-blanke Haar, mens hun løftede en anden i sin oprakte Haand.