Det hvide Hus - 4

Total number of words is 4449
Total number of unique words is 1365
44.5 of words are in the 2000 most common words
58.1 of words are in the 5000 most common words
65.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
og han var vel ogsaa for doven til at blive Digter.
Tine, der ingenting forstod, sagde afledende:
-Ja, doven var han til alting undtagen til at bringe Folk i Ulykke....
-Han bragte dem ikke i Ulykke, sagde Moderen: han elskede, og han
hørte op med at elske--naar det var forbi....
-Naar det var forbi?
-Ja--#Begæret#....
-For det er Hemmeligheden: der er ikke andet end Driften, og den alene
er Herren og Mesteren,--Driften brøler mod den tomme Himmel--den
alene.
-Men, og Moderen gjorde en Bevægelse med Haanden: lad os ikke tale
mere om det ... hvorfor skulde jeg sige Sandheden?
-Tror De, vi faar Sne, spurgte hun.
Hendes Ansigt var belyst af den røde Ild....
Saa rejste hun sig. Hendes Skridt over Gulvet hørtes næppe.
Længe klang det sagte Forspil, før hun sang:
Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile--Minder, Minder, væk det
ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise:
lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile.
Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du
slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked:
"End en Dag--endnu en Dag at leve".
Der var stille, fredopfyldte Aftner, hvor vi, under
Forstadstræets tynde Krone taust gled hen i samme ømme Glæde.
Fælles om at drømme, fælles om at Græde--
Lad det hvile, lad det hvile, væk det ej, mit døde Hjærte. Kun i
Døden er der Fred og Lise. Minder, Minder. væk det ikke, væk det
ej, mit døde Hjærte.
* * * * *
Dagene længedes, og der stod Vintergække i Moderens Glas paa Sybordet.
Tine var saa flink til at finde dem under Sneen. Hun kendte Pletterne,
hvor de voksede, og hun rodede og rodede, til hun fandt dem.
Gækkene stod tæt ind under Muren. Tine laa ned paa Knæ og gravede med
sine rappe Hænder, som blev røde.
-Se, se, raabte hun, naar hun fandt det spæde Grønne.
Ja, hvor det er kønt, sagde Moderen, som stod i Vinduet.
-Men hvor det er koldt endnu, lagde hun til og lukkede sit Vindu.
Hele Huset blev fuldt af Gække. Selv Pigerne havde et Glas fuldt
staaende i deres Vindu (det var et Vindu med Gitter: Pigerne boede
ligesom i Fængsel, men Karlene, de slap nok ind gennem Døren) og en
Dag løb Moderen ud og satte en Buket i Røgterens gamle Hat.
Han kom listende om Længen. Han listede altid, ligesom han ikke vilde
forstyrre Kreturets Fordøjelse. Moderen sad ved sit Vindu. Saa sprang
hun op.
-Jens Røgter skal ha'e Gække i Hatten, sagde hun, og hun løb ud.
Over Gaarden, hen til Længen.
Jens Røgter blev helt forfærdet. Men Moderen rev Hatten af ham og stak
Gækkene ned bag Baandet.
Røgteren blev staaende med Hatten i sin Haand. Saa gav han sig til at
grine, hikkende og længe, ud i Luften.
Men Moderen, der løb ind igen, sagde til Tine:
-Uh, hvor var hans Hat fæl at røre ved.
Foraaret meldte sig. Svalerne kom og Anemonerne skød frem i Lunden bag
Fruens Lysthus.
Da var det Moderens Lyst at vade i Engene.
Isen laa der endnu, brudt som smaa flydende Øer.
Med opløftede Skørter stod Moderen midt paa Flagerne.
-Tine, Tine, den brister....
Tine stod midt i Sølet, opskørtet til Knæerne, beredt paa det værste.
Moderen fløj fra Flage til Flage.
Bums--der laa den ældste Dreng, pladaus i den vaade Eng.
-Saa, der ligger Drengen.
Moderen overskuede Situationen et Minut. Kun Drengens tætklippede
Hoved stak op af Vandet:
-Herre Jesus, han ligner en Sælhund.
Moderen lo, saa baade hun og Flagerne rystede.
-Tine, Tine, faa ham op, saa Fritz ikke ser noget.
Tine tog et Tag i Drengen, saa han vrælede ved det.
Moderen fløj fra Flage til Flage, mens hun slog med Armene som en
Fugl, der sætter i at flyve.
Karlene og Røgteren kom ud at se paa. Jens grinede, saa han tabte
Piben af Munden.
Men Lars Forkarl sagde, at Fruen, hun springer s'gu li'esaa godt som
dem, der springer gennem Ballon.
Lars havde tidt været i Flensborg, og han havde set Cirkusdamerne.
-Ja, gu' gør hun saa, sagde Lars og spilede Næverne ud i
Bukselommerne.
Men Jens Røgter, han havde nu mere sin Formening, og det var den, at
Fruens Ben var nu nærmere saa spinkle som Gedens, hvad det angik.
Moderen sprang paa Flagerne, lige til det blev Mørkning.
Saa satte hun og Tine sig paa en Bænk ved Vejkanten. Der var Popler
hinsides Vejen.
-Hvor luende Solen gaar ned, sagde Moderen.
-Ja, det bli'er til Storm, sagde Tine.
Moderen saa længe paa de svagt vajende Popler; de stod saa strunkt mod
Himlen.
Saa sagde hun sagtere:
-Mon Pinjer ser meget anderledes ud?
De rejste sig begge. Paa Gaardstrappen mødte de Faderen.
-Hvor Du er rødmusset, sagde han, for Moderen var ganske rødkindet
endnu.
-Aa, ja, sagde hun og pustede, jeg har ogsaa løbet lige fra Smedens.
Det var mørkt i alle Stuer, hvor alle Døre stod aabne.
-Sæt Dem her, Tine, sagde Moderen, og Tine satte sig, med Hovedet mod
Klaverstolen, ved hendes Fødder.
Moderens Fingre løb hen over Tangenterne:
-Det er underligt, men det er, som jeg ikke kan taale at være glad
mere end en Time ad Gangen.
Løbene blev til et Forspil, og Moderen sang:
Hvert et Barn, der fødtes,
det fødtes kun til Nød.
Og spirer der et Blad,
det spirede kun til Død.
Hver Elskovsrus, der fanged os,
bar Smerten i sit Skød.
Hvert Elskovsord, der naar os,
har mistet alt sin Lød.
Hvert Lykkespind, vi spandt,
det brast, imens vi spandt.
Da det første Kys han gav,
hans Tanker en anden gjaldt.
-Hvor den Sang er sørgelig, sagde Tine.
Moderen sad lidt, saa sagde hun:
-Men, véd De, hvad jeg vilde ønske, Tine?
-At jeg kunde skrive en Sang saa sørgelig som Livet.
Hun tav igen, mens de hvide Hænder lyste over Tangenterne:
-Men det er vel betænkt, at Lykke, det har ikke noget Flertal.
-Ja, det er sært.
Moderen hvilede Hovedet i sin Haand:
-Nej, sagde hun, for der er kun én.
Faderen gik gennem Stuen, gennem Mørkningen som en Skygge.
-Skal I ikke ha'e Lys? sagde han.
-Nu tænder vi, svarede Moderen.
Og Tine tændte Lamperne.
-Saa lægger vi Kabale, sagde Moderen, og hun begravede sig i Kortene
timevis.
-I Kortene møder man altid "Lykkens Bonde", sagde hun.
Tine saá til, indtil hendes Øjne blev tunge af Søvn.
Inde i Stuen ved Siden af hørte man uophørligt Faderens Skridt, frem
og tilbage, frem og tilbage.
* * * * *
Foraaret kom.
Paa kolde og klare Aftner flakkede Moderen om med Tine, hen over
Markerne med deres spæde Grønne, op paa Bakker, op paa Højder, hvor
hun saá vidt.
Der elskede hun at staa.
Luften var endnu kold og bed i hendes Kinder, mens Solen gik ned i et
blegnende Rødt. Hun stod, med den løftede Haand over Øjet, rank mod
Himlen, som spejdede hun efter Vaaren, der kom.
Men Dagene blev mildere og i Stuerne hjemme stod alle Skaale fulde af
Violer, der duftede. Og i Køkkenhaven kom der fine Blade paa
Stikkelsbærbuskenes lange Rækker.
Markernes Jord blev glinsende sort, al Muld laa givtig og fugtig og
blank--Moderen kunde om Aftenen, naar hun vandrede over Stierne,
stanse Tine og Børnene.
-Se, sagde hun, se, hvor Jorden aander.
Vaarsæden piplede frem i et grønnende Mylder, mens Rugen stod, strunk
og rank, og fyldte Aftenen med det unge Grønnes stærke Duft.
Ogsaa Træerne fik Blade, og alle Knopper brast, mens Luften laa mæt og
tungere; og den første Damp steg op af den levende Jord, mod et
Himlens Blaat, der farvedes dunkelt og mørkere.
Moderen havde Vandresyge.
Hun gik og gik.
Pludselig kunde hun stanse:
-Tine, sagde hun, det er, som Jorden stønner.
I Haven sprang Liljerne frem. Høje og ranke krydrede de den skumrende
Nat med deres sødlige Aande. Fra Dammen steg Emmen op, mættet med
Muldens Duft, som den hede Strøm af Jordens Aandedrag.
Om det hvide Lysthus snoede Rosenrankerne sig glinsende, og Bladene
foldede sig ud, mens de spredte deres sanse-ramme Vellugt.
Og over alt, paa alle Tage, fløj de hvide Duer sammen, mens i Popler
og Buske Fuglene kaldte paa hinanden.
-Lad os gaa længere, sagde Moderen.
Hun gik med Tine bag om Kirken gennem Lunden--Paradis kaldtes den--op
paa Højen.
Moderen plukkede, tavs, en Buket af duggede Blomster.
Alt var blevet grønt og fra Marker og Lunde og alle Kærene steg en
dirrende Dis op mod den mørknende Himmel.
Huse og Gaarde saá de ved deres Fod og de hvide Kirkers Linjer, der
var ligesom vidskede ud i den svangre Fugtighed af Jordens Em.
Moderen saá op mod den hvælvede Himmel og hun sagde:
-Stjernerne, Tine, vil ikke se det.
De gik tilbage gennem Lunden:
-Hvor Luften er tung, sagde Moderen.
-Det er Hylden, sagde Tine.
-Lad os gaa ad Kirkegaarden, sagde Moderen.
De aabnede Laagen og de traadte ind.
Alle Buske bugnede af Løv, mens Buksbommen i Hækkene lyste.
Blomsternes Duft laa som mere tæt bag de hvide Mure. Rundt om stod
Korsene tavse.
Moderen stansede ved Kors efter Kors. Og ud i den mættede Luft læste
hun sagte Korsenes Navne og Indskrifternes Ord:
"_Mig ske efter dit Ord_."
Og hun gik videre:
"_Kærlighed er Lovens Fylde_."
Hun gik frem langs Gangen, og hun bøjede Liljerne bort, som taalte hun
ikke deres Duft:
-Nu har Sognefogedens højnet Graven, sagde Tine.
-Ja, sagde Moderen.
Hun bøjede sig ned, og varsomt lagde hun Buketten, som hun bar, paa
den friske Høj:
-Det er fra dem, hvem han bragte Lykken, og som maatte græde.
-Er det en Tak? spurgte Tine.
Moderen svarede ikke.
Stift stirrende blev hun staaende, tavs, foran den højnede Grav.
En Flagermus fløj forbi, og Moderen foer sammen.
-Kom, sagde hun. Og da de kom ud, tog hun sig igen til Hovedet:
-Aa, Tine--lever de Døde? sagde hun og hun forsøgte at le.
Nede langs Skrænten bag Muren hviskedes der og var der uroligt.
-Aa, sagde Tine og lo: det er jo kun Karlene med deres Piger.
Moderen kom hjem, ind over Gaarden og op i sin Stue.
Det var halvlyst og alle Døre stod aabne.
-Maren, Maren, raabte hun gennem Huset.
Men ingen svarede.
Kun Mariehønsene sang fra Bryggerset og ved Ovnen.
Moderen aabnede Bryggersets Dør.
-Maren, Maren, raabte hun ud over Gaarden.
Hun saá kun et Par Skygger, der flygtede ned imod Dammen.
Hun lukkede Døren og hun gik langsomt ind.
Faldt der fra Ruderne Lys paa hendes Ansigt, saas det blegt.
Hun satte sig i sin Stol, og, med Hænderne foldede, stirrede hun ud i
det tomme Rum.
Faderen aabnede sin Dør:
-Er her ingen, sagde han.
I Halvmørket svarede hun sagte:
-Jo, jeg.
Og Faderen sagde:
-Jeg saa Dig ikke.
Han begyndte at vandre over Gulvet, og sagde:
-Jeg kaldte før, men her er ingen.
-Nej, sagde Moderen.
-Ja, hvor er de--hvad tager de sig til alle sammen?
Med en Stemme, der skiftede ganske let, sagde Moderen:
-Det er Foraar, Fritz.
Faderen gik lidt:
-Du maa holde dem hjemme, sagde han:
-Det hele Hus staar tomt om Aftenen. Det gaar ikke an.
Moderen rørte sig ikke, men, støttende sin Nakke mod Væggen, sagde hun
ud i Luften, og ikke til ham:
-Det er Jorden, der er blevet Læremester for sine Børn.
Faderen stansede i en Krog, og han satte sig.
Længe sad han tavs.
Saa sagde han:
-Hvor langt Du er kommet bort--
Moderen svarede ikke. Men efter en Stund sagde hun:
-Fritz, Naturen er stærkest, og det er selve Jorden, der driver dem.
-Ja, Fritz; og hun talte hæftigere:
-Jo mere jeg tænker, jo sikrere ser jeg det, der er kun én Lov, den
eneste, at Livet vil fortsættes.
Hun tav igen et Nu og sagde saa langsommere:
-Det tror jeg.
-Fortsættes frem mod hvilket Maal?
-Maalet? Maalet er, at der skal avles.
-Og hvorfor?
Moderen saa ud i den tomme Luft:
-Jeg véd det ikke, sagde hun:
-Er der ikke Billioner af Stjerner? De fuldbyrder vel Maalet.
Hun tav lidt.
Saa sagde hun:
-Horfor, Fritz, er Menneskene saa forfængelige? Er vi mon ikke det
ringeste Tyende i et stort Hus, for hvis Herskabs Ansigt vi aldrig
bliver stedt?
-Lad os skjule vore Taarer.
-Vi lider og--bereder Lidelser.
-Mere véd vi ikke....
Faderen rejste sig, i Oprør:
-Og hele dit eget Liv modsiger, hvad Du siger; tror Du da ikke jeg
véd, at hele Dit Liv er en eneste og eneste Opofrelse?
Moderen svarede ikke straks, saa sagde hun uendelig mildt:
-Fritz, naar man er blevet klar over Livets Tomhed, maa man fylde den
med noget ... ligegyldigt.
-Er da ogsaa Opofrelsen ligegyldig?
-Ja--fuldstændig.
Faderen gav intet Svar.
Det var som hans vandrende Skygge gled bort i Mørket.
-Eller--hun talte roligt som den, der gør et sidste Spørgsmaal--gør
for Eksempel min Opofrelse egentlig dit Liv rigere?
Maaske ventede hun, blot et Nu, et Svar. Men Faderen forblev tavs, og,
i Mørket, sitrede maaske et Øjeblik hendes Hænder.
Fra Forhøjningen sagde hun igen:
-Der er maaske Skin-Liv mange Steder: i Kunsten, i Opofrelsen, i
Arbejdet, i Venskabet, i Daaden; kun ét Sted er Livet--dér, hvor
Naturen har villet det.
Moderen tav, og i Stuen var der tyst.
Sagte løftedes ude Dørenes Klinker.
Husets Fok kom hjem.
-Nu kommer de igen, sagde Moderen.
Faderen gik hen til Døren og kaldte, mens hans Stemme dirrede.
Saa hørtes der fra Alléen Sang, den lød saa skært og foraarsmættet
imod dem.
-Aa, det er Tine, sagde Moderen.
Og hun slog Vinduet op.
Blussende kom Degnens Datter løbende:
-Aa, jeg #maatte# herned, det er de første Jordbær. Mo'er har
plukket dem i Aften; og hun rakte de røde Bær op imod Karmen:
-Dejlige Kone, sagde hun.
Og Moderen bøjede Ansigtet ned mod Bærrenes Duft.
* * * * *
Hver Dag i Middagsstunden skulde Tine ned og se, om Roserne sprang ud.
Det var de vilde Roser om Moderens Lysthus' hvide Søjler.
Jo, de kommer nok, sagde hun.
-Ifjor kom de ikke, sagde Moderen, og da havde vi heller ingen
Jordbær.
Roser og Jordbær, de skulde til paa Moderens Fødselsdag.
-Ja, ifjor, sagde Tine, det skyldtes bare Kulden.
Og de satte sig ind paa den hvide Bænk og de stirrede ud over Dammen,
og de talte om hvordan det var ifjor og iforfjor, og det forrige Aar,
og for mange Fødselsdage siden.
-Aa, ja, men da var De lille, sagde Moderen.
Moderen lo med ét, saa det rystede i hende:
-Aa Herregud! De havde skotsk Kjole paa, hvor sad den paa Dem. Aldrig
har jeg kendt nogen saa rødøret, som De var, da De var lille.
-Og tumlet, sagde Moderen.
Moderen blev ved at le, og tale om Tine som Barn.
Men værst var det den Fødselsdag, da tykke Madam Jespersen var gaaet i
Dammen.
-Kære Børn, sagde Moderen, der sidder hun jo yderligt, lige paa
Kanten, og pludseligt ta'r Vorherre ved baade hende og hendes Stol, og
hun gik bagover, Herre Jesus, med de ret og vrangs lige i Vejret.
Synet havde været græsseligt.
-Man saa jo ikke andet end de tre Strudsfjer over Vandskorpen, sagde
Moderen.
-Ja, da var jeg lige konfirmeret, sagde Tine.
-Dagen før Fødselsdagen var der en Travlhed som ved Jul. Tine bagte og
Tine æltede.
Alle Køkkenvinduer var smækkede op, og Maren Bryggerspige, som var i
Uldskørt af egen Strikning, svedte saa det haglede. Karlene kom
skiftevis og stillede sig op ved Dørstolpen for at se til.
-Rup Dig, Lars, sagde Tine. Hun fløj ud og ind, alt mens hun rørte
Pundkagen i et Fad saa stort, som skulde den hele Egn spise sig til en
Forstoppelse.
Moderen stod hjælpeløs midt i Køkkenet.
-Tine, at der bli'r nok. De véd, hvad Jespersens lægger i sig, naar de
er ude.
Flødepiskerne klang mod Lerfadene, og Mandfolke-Marie fyrede paa, saa
Ovnen var glødende.
Faderen lukkede Døren op:
-Stella, dine Hænder.
-Fritz, jeg rører mig jo ikke.
Og Faderen lukkede Døren igen.
Børnene jog ind fra Bryggerset, og fyldte det halve Gulv; de vilde
smage Dejgen.
De smagte, saa de alle blev æggegule om Næbene.
-Og saa herut, sagde Tine:
-Nu laaser vi Døren.
Børnene kom paa Porten og Moderen med, og de hørte kun, ude i Gaarden,
Sløvene gaa og Tine kommandere.
Maren Bryggers istemte Sangen om General Rye.
Moderen løb ned ad Alléen med alle Børnene i sine Hæle.
-Sidst, sidst, raabte hun og løb forrest.
Faderen aabnede sit Vindue:
-Stella, dit Bryst, sagde han.
-Fritz, vi løber blot.
Hele Skaren jog videre.
For Enden af Alléen mødte de en Mand med en Lirekasse.
-Der er en Lirekasse, raabte Moderen:
-Kære Mand, kom dog ind.
Og Lirekassemanden haltede forrest, medens de andre fulgte efter og
Moderen raabte:
-Tine, Tine, der er en Lirekasse.
Manden begyndte at spille midt i Gaarden, men Moderen skubbede ham væk
og sagde:
-Maa jeg.
Og under Linden begyndte hun selv at dreje, mens hun skoggerlo, for
det var General Bertrams Afskedssang, hun lirede.
I Køkkenet løb de til Vinduerne, og Karlene kom frem i Bryggersdøren.
Jens Røgter stak sit Hoved ud fra Stalden.
-Nu spiller hun selv, sagde han.
General Bertrams Afskedskvad var omme, og Moderen lirede videre.
-Hej hop, sagde hun, det er en Polka.
-Tine, Tine, raabte hun, nu kan I danse.
Pigerne løb ud med Tine i Spidsen, og de begyndte at danse, svedte og
barhovedede, midt i Gaarden, omkring Lirekassen: Maren-Bryggerspiges
Skørt naaede hende til midt paa Anklerne.
-Sving Jer, sving Jer, raabte Moderen til Karlene.
Men der var ingen andre der turde end Lars Forkarl; han listede sig
lidt flovelig ned og skød Træskoene af, før han bød Tine op, og
dansede paa Grønsværet, paa Uldsokkerne.
-Halløj, halløj, sagde Moderen, nu faar vi Høstgilde.
Hun drejede paa Liren, saa Sveden sprang frem paa det hvide Ansigt.
Børnene stormede omkring Lirekassen, mens de hylede.
-Dans, dans, raabte Moderen og Børnene sprang. Men den halte Liremand
stod lunt, og snuste efter den megen Lugt af Bagt.
Lars Forkarl havde svunget Tine, saa den Sirtses viftede--meget var
der ikke under--og nu bukkede han skævt foran Lirekassen.
-Tine, drej, raabte Moderen.
Tine løb til og drejede, og Moderen svang sig, mens alle Børnene
skreg:
Lars Forkarl holdt saa varsomt om den svaje Moder, som var hun
Postelin, mens han sprang paa Sokkerne.
-Aa, jeg kan ikke mere, sagde Moderen:
Men Tine blev ved at dreje, og Moderen sagde:
-Nej, hvis Fritz ikke var hjemme, skulde vi have Hestene ud.
Hun #maatte# have hestene ud.
-Tine, Dagen før min Fødselsdag siger han ingen Ting.
Hun raabte paa Røgteren:
-Jens, Jens.
Jens kom hinkende.
-Jens, sagde Moderen, og pludselig hviskede hun: luk Hestene ud.
Rundt om dansede Pigerne, og Børnene skreg, som blev de for hvert
Minut vildere af deres egne Hyl.
-Dér har vi dem, sagde Moderen.
De to brune satte ud af Stalddøren.
Bagefter kom "Beauty".
-Kys dem, kys dem, sagde Moderen, og selv viftede hun med sit
Lommetørklæde.
Hestene foer, og Pigerne dansede.
-Vaer Jer, vaer Jer, raabte Moderen.
Det var en eneste Støj.
-Stella, Stella, lød det pludseligt fra Vinduet.
-Gud, Fritz, sagde Moderen, hun blev staaende ganske stiv.
Pigerne forsvandt med det samme, som havde Jorden slugt dem.
-Ja, sagde Moderen og stammede: Fritz, jeg véd ikke, hvordan det er
gaaet til.
Men Faderen lukkede sit Vindue, og Moderen sagde sagte til Tine, mens
hun trak Skuldrene op, som hun gottede sig:
-Nu skal Manden have Kaffe.
-Gud, Tine, de Liremænd kan de tusinde Historier.
Liremanden kom ind i Folkestuen, og Moderen hørte paa hans Snak i
timevis.
-Ja, ja, og saa Liremand, og saa Liremand, sagde hun og flyttede sig
stadig tættere hen til ham paa Bænken.
Lirekassemanden fortalte Historier fra sin Verdensomsejling.
Da han gik, fik han en Daler.
-Nej, Tine, sagde Moderen, fuld af Henrykkelse: hvor den Mand kan
lyve. Det er ligesom det Stykke i Læsebogen, hvor Negerdronningen
lader sig trampe paa Maven for Fordøjelsen.
-Det stod i den tyske Læsebog, og det er sandt, skønt Fritz siger, jeg
lyver.
-Men kom nu, sagde hun: Nu gaar vi.
De gik ned gennem Haven.
Aftenen var lun og lys, og Dammen laa spejlblank.
De første Roser duftede i Hækken.
-Hør, hvor her er stille, sagde Moderen.
-Ja, saa stille.
Fra Engene steg Dampen op. Langt borte skimtede de Skoven.
-Tine, sagde Moderen, her vilde jeg gerne dø.
Og lænet til den hvide Søjle, hvor Roserne faldt ned om hendes Haar,
saá hun ud over Dammen og Engen og Skoven.
-Hvorfor er Livets Ramme saa smuk, sagde hun. Og træt faldt hendes
dejlige Haand ned mod hendes Side.
* * * * *
Om Morgenen ankom Tine Klokken fem.
Det første hun gjorde, var at lukke Moderen inde.
Hun drejede Nøglen dobbelt om i begge Døre--ogsaa i Døren til
Skabeværelset.
Ti for tre Aar siden havde Moderen, paa Fødselsdagen, listet sig ud,
gennem Skabestuen op over Loftet, og pludselig havde hun staaet midt i
Lysthuset: Gud, dér er Fruen, havde Tine sagt:
-Og De er i Natkjole.
Men Moderen havde set alle Presenterne, før Bordet var dækket færdigt.
Børnene var ikke til at holde i Sengen efter Klokken seks.
De vilde op.
Moderen havde heller ikke Ro i sin Seng.
Hun sprang ud paa Gulvet i de bare Ben og dundrede paa den laasede
Dør.
-Nu vil jeg ud, raabte hun.
Og hun dundrede endnu stærkere.
Men Tine var ikke færdig med Bordet.
Det var dækket med en Damaskes Dug; og S'er skulde der paa Dugen
dannes af Roser, og S'et skulde pustes paa Fødselsdags-Kringlen.
Det blev pustet ud af et Kræmmerhus, fyldt med Vand og hvidt Sukker.
Tine stod og pustede Kunstværket inde i Køkkenet, medens alle Børnene
ar stimlede sammen rundt omkring for at se til.
Alle deres Munde stod aabne:
-Saa, sagde Tine, nu puster jeg.
Og hun pustede, højrød i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Børnene
stirrede.
-Saa, sagde Tine: Nu Svinget.
Og hun pustede igen.
Moderen blev ved at hamre oppe paa Døren:
-Tine, Tine.
-Ja, ja, raabte Tine, der løb med Kringlen, De maa saagu' blive der.
Pigerne løb ned i Lysthuset med rødmalede Urtepotter i Hænderne.
De skænkede hver Fødselsdag Fruen Gyldenlakker, opelskede i Pigekamret
ved den megen natlige Varme.
Alle Gaverne paa Bordet var paa Plads, og Børnene og Tine tog Pragten
i Øjesyn.
Faderen kom vandrende langs Hækken.
Stille lagde han sin Gave paa Bordet, halvt skjult, og gik.
-Nu kan vi hente Fruen, sagde Tine.
Børnene stormede afsted ind mod Huset, op ad Trappen.
-Mo'er, Mo'er--nu--Og Tine aabnede Døren.
Hvidklædte løb Børnene foran Moderen, mellem de grønne Hække, ned mod
det hvide Lysthus.
-Mo'er, Mo'er, blev det ved at lyde.
-Mo'er, Mo'er, lød det, til de naaede det hvide Lysthus. Og hver af
Børnene greb sin Gave og strakte den frem i oprakte Hænder.
-Mo'er, Mo'er, det er fra mig.
-Mo'er, Mo'er, næh, det er fra mig.
Og paa Tæerne stod de for at faa det rakt.
Et Nu stod Moderen, hvid mellem de hvide Børn. Hun saa' saa langt ud
over de sommerlige Enge. Alt var badet i Lys: Himmel og Luft og Jord.
-Hvor Dagen er skøn, sagde Moderen.
Og hun smilte.
Saa rev hun Haanden til sig--det var Tyras, der slikkede hendes Fingre
og lagde sig ved hendes Fod.
-Aa, er det Dig, sagde hun.
Og midt i Solens Lys stod hun mellem de vilde Roser, med Børnene om
sig og Tyras ved sin Fod.
Pigerne kom, og Karlene, der havde Støvler paa.
De ligesom luskede saa sært rundt om Dammen, i et langt Tog, dukkede
baade i Nakker og Knæer--de saa' ud som skulde de til Offers.
Moderen trykkede deres Haand, én efter én.
Pigerne skævede hver til sin Present, og de gik videre igen.
Bagest travede Jens Røgter. Hans Bukser hængte bagtil saa sørgmodigt,
som var han til Kondolence.
Naar de var vel borte allesammen, skyllede Moderen sine Hænder i
Dammen.
Tine var oppe for at hente Chokoladen.
-Kære Børn, lad os faa den straks, sagde Moderen: saa er det
overstaaet--
Børnene var løbet bort og hun var ene.
Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes
Bord.
Langsomt foldede hun Brevet ud og læste:
-Lykke er det saa underligt at ønske Dig. Men jeg ønsker Dig det
bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz.
Moderen bøjede atter sit Hoved.
Hun vidste ikke selv, at hendes Hænder lidt efter lidt udviskede
Blomster-Navnet paa hendes Dug.
Saa saa' hun Faderen, der fra Hækken kom hen imod hende:
-Tak, min Ven, sagde hun og tog hans Haand. Og de stod et Nu foran de
mange Gaver--begge tavse.
Saa gled Faderen bort, hen imod Lunden.
* * * * *
Klokken fem om Eftermiddagen ankom Stedets Befolkning. Tine havde
været hjemme at hente Degne-madammen, der bar en Sandkage, indsvøbt i
et hvidt Hovedklæde.
Naar Familjen Jespersen havde set Degnefamiljen dreje om ved
Sognefogedens Gaard, satte Madam Jespersen sig i Bevægelse med de to
Døttre.
Madam Jespersen bar over sin Højtids-Paryk en diademlignende Hat,
hvori der tronede to uægte Strudsfjer.
Frøken Stine var iført en sort Damaskes Kjole, der gav én det Indtryk,
at i denne Indbinding var hun konfirmeret. Det var iøvrigt særegent
for Frøken Stines Kjoler, at de altid saa' ud, som var hun vokset fra
dem ved Haandleddene og forneden.
Fruens Fødselsdag var--ud over de lovbefalede Ferie- og Festtider--den
eneste Dag, hvor Frøken Stine tog sig fri.
Hendes Gave var en Flaske Eau de Cologne, som Moderen bagefter i
Stilhed heldte paa to Smaaflasker og bortskænkede i Borgestuen.
Frøken Helene var i lyst og væver som en ung Ged. Hendes Present, der
var indsvøbt i rosa Silkepapir, bestod af et Kanavas-Broderi, hvis
Indfatning ventede paa Sadelmageren.
Frøken Helenes Presenter blev regelmæssigt, det paafølgende Efteraar,
skænkede Sønderborgs Bazarer til Bortlodning.
Sognefogedens Kone var første Gang ude efter Sønnens Død. Hun var
højtidelig som en Salmebog. Hun havde om Morgenen sendt en Krukke
Smør.
Af Mandfolk var der ikke et eneste.
-Fritz, sagde Moderen, paa min Fødselsdag ialfald vil jeg være fri.
-Et eneste Mandfolk er nok til at virke forstyrrende paa Sladderen.
Familjen Jespersen tog Plads midt i Lysthuset, hvor Fru Jespersen,
uden at spørge, i et Nu, havde undersøgt Gaverne.
Frøken Stine trykkede sin Mandfolkemund saa haardt mod Moderens Kind,
saa det gjorde næsten ondt.
Og genert, mens hun mumlede noget, der halvt var en Lykønskning og
halvt en Undskyldning, stak hun Eau de Cologneflasken ned i Moderens
Lomme.
-Ach Gott, sagde hun, og hun vidste vel knap nok, hvad hun selv sagde,
was ist wohl's Leben.
Frøken Helene var lutter ungdommelig Urolighed.
Der var ikke den Gave, som hun ikke graciøst prøvede paa sig selv.
Degnens Kone, der sad ved Siden af Frøken Stine, fortalte at Madam
Esbensen var kørt der forbi ad Ulkebøl til.
Madam Esbensen var Jordemoderen.
-Og, sagde Degnekonen, det er naturligvis til Sørensens. Jeg saa'et jo
godt, hvordan hun, sidst hun kørte forbi, fyldte i Agestolen:
-Det var paa det nærmeste.
Emnet interesserede alle.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Det hvide Hus - 5
  • Parts
  • Det hvide Hus - 1
    Total number of words is 4558
    Total number of unique words is 1429
    43.3 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 2
    Total number of words is 4552
    Total number of unique words is 1270
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 3
    Total number of words is 4557
    Total number of unique words is 1311
    46.4 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 4
    Total number of words is 4449
    Total number of unique words is 1365
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 5
    Total number of words is 4472
    Total number of unique words is 1459
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    58.0 of words are in the 5000 most common words
    65.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 6
    Total number of words is 387
    Total number of unique words is 210
    74.2 of words are in the 2000 most common words
    78.8 of words are in the 5000 most common words
    82.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.