Det hvide Hus - 3

Total number of words is 4557
Total number of unique words is 1311
46.4 of words are in the 2000 most common words
61.9 of words are in the 5000 most common words
68.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Faderens Dør var næsten altid lukket og Børnene vidste næsten ikke,
hvordan der saa ud bag den Dør. For de kom der saa sjældent og derinde
var mørkt.
Stuen vendte mod Nord, og der kom aldrig Sol. Møblerne var af dybt
Mahogni.
Faderen vandrede mest--op og ned ad sit Gulv.
-Hvem er det? sagde han, naar nogen kom ind, og ligesom fór sammen.
-Det er mig, svarede et af Børnene, der kom for at hente en Bog.
Og Faderen vandrede videre henover sit Gulv, mellem de samme fire
Vægge.
Han elskede at have det hedt, og havde dog altid hvide Hænder af
Kulde.
Ved Middagsbordet, naar et af Børnene talte, kunde han pludselig rive
sig ud af sine Tanker--han sad altid bag en Flaske fin Rødvin med rødt
Lak--:
-Gud véd, hvordan de Børn bliver opdraget, sagde han.
-Kære Fritz, svarede Moderen, hvordan skal man opdrage Børn paa
Landet.
-Som Børn, sagde Faderen og faldt igen i Tanker.
Han var altid hvid i sit Ansigt, og hans Skæg var begyndt at blive
graat.
Men Moderen sagde til Tine fra Skolen:
-Kære Ven, Børn er Børn, hvad de ikke hører her, det hører de i
Borgestuen.
Det var særdeles sandt. Børnenes gladeste Timer var i Borgestuen. Der
var saa koghedt, saa de blev glorøde i Hovederne, mens de sad i
Krogene og hørte til. Der var bestandig stor Forsamling fra hele
Landsbyen, fordi aldrig nogen tænkte paa, hvormeget øl der blev fyldt
i Krusene.
Udepigen løb bare til og fra, paa sine sorte Sokker, og skænkede.
Det var som paa en Kro.
Lars Forkarl sad for Bordenden og førte Forsædet. Husmændene garnerede
Væggene. Maren Udepige stod ved Døren og grinede.
Der var ikke den Sladder fra Landsbyen, som ikke gik gennem
Borgestuen.
Moderen lukkede undertiden Døren op:
-Naa, Børn, hvad Nyt?
Og hun satte sig selv ved Kakkelovnen. Saa førte kun Lars Forkarl
Ordet, mens Husmændene sad og skævede til deres Krus.
Lars Forkarl havde været der saa længe, nogen kunde huske. Alle
Tjenestefolkene blev i Huset de uendelige Aar. Moderen klagede
bestandig til Faderen over deres Opførsel. Faderen sagde:
-Men saa lad dem gaa.
Moderen vendte hjælpeløst Øjnene mod Loftet:
-Men de vil jo ikke, sagde hun.
Og de blev.
Stuepigen havde det med Hovedpine. Hun bandt sit Hoved ind i
Haandklæder, saa hun lignede en Haardt-saaret, og gik ud og ind ad
Døren, mens hun jamrede. Midlet mod hendes Onde var en ustanselig
Kaffestrøm og hun foretog sig intetsomhelst.
-Jeg finder Hannes Koste allevegne, sagde Moderen.
Kostene var forladte.
Hanne selv sank sammen i Dagligstuen ved Bogskabet og jamrede:
-Jeg har sagt til Marie, hun sætter Kaffen paa, sagde hun.
-Det var jo godt, svarede Moderen.
-Vil Fruen ikke ha'e en Kop med? jamrede Hanne.
-Aa, Tak, naar den er der, sagde Moderen.
Husjomfruen sad ved Vinduet og broderede. Det var en meget lang og
apatisk Person, der brugte bestandig at være fornærmet som Paaskud til
intet at udrette.
Moderen saá sig rasende paa hende og spurgte hende hver Ugedag, om hun
ikke vilde tage til Sønderborg med Vognen.
-Gud, sagde hun, saa er jeg af med hende saa længe.
Hun slog Hænderne sammen i sit Skød.
-Alle mine Husjomfruer bliver saa fine, at de kun kan brodere.
Til det yngste Barn havde der været Amme. Samme Amme lød Navnet Rose,
og det viste sig, hun var berygtet paa hele Øen. Da hun ikke ammede
mere, gik hun over til en ubestemmelig Stilling, for der var i Huset
allerede Barnepige.
Faderen gjorde mange Forestillinger for at faa hende ud og væk.
-Kære Ven, sagde Moderen: vil du sige mig, hvordan jeg skal faa hende
afsted.
-Hun sidder jo ogsaa kun i Gæstekamret og syr. Der gør hun jo ingen
Skade.
Rose sad videre.
Naar der overhovedet var Tale om Tjenestefolkene, sagde Moderen:
-Ja, Fritz, naar du overhovedet vilde tage dig af det, skulde du nok
selv se.
Faderen var meget for træt til at tage sig af det.
Undtagen én Gang.
Den ældste Dreng kom gennem en Stue og sagde til Hanne Stuepige: Luk
Døren.
Han vidste ikke, at der stod aabent ind til Faderen, som straks viste
sig, kridhvid, i sin Dør:
-Vil De være saa venlig, Hanne, at hente de andre, sagde han.
Det indre Tyende kom sammen, mens Drengen skjalv og Faderen ventede.
Da alle var samlede, gav Faderen sit ældste Afkom en Ørefigen uden
nogensomhelst Ceremoni.
-Vil Du saa maaske, sagde han, bede Hanne om Forladelse og sige til
hende:
-Hanne, vil De være saa god at lukke Døren.
Drengen gjorde det med en graadkvalt Røst, hvorpaa Tyendet blev
bortsendt.
En vis Høflighed mod Underordnede blev efter den Dag--for der var
ingen af dem, der kunde mindes, at Faderen havde revset nogen af
Børnene--noget, der gik dem over i Blodet.
-Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen.
Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed
adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede
uden dem, der tjente.
Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen
klagede:
-Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa
de gamle.
-Kom, sagde Moderen til hende, lad os gaa lidt ud.
De tog et Par Sjaler paa og gik ned om Laagen ind i Haven til den
islagte Dam. Langs Bredderne laa Sneen mellem det halvvisnede Græs.
Ude bag Poplerne bredte sig de store Enge.
Pludselig blev Moderen sørgmodig, og hendes skønne Stemme lød som en
Klage.
-Hvor her var smukt i Sommer, sagde hun.
Langt og bedrøvet saá hun ud over Engenes Is og Sne, hun, der elskede
den lune Vind og Solen.
Hun stirrede paa Lysthuset med de hvide Søjler. Paa hendes Fødselsdag
i Juni var de Søjler altid omvundne med Kranse.
-Jeg oplever ikke mange Somre, sagde hun.
-Vist saa, sagde Tine.
Men Moderen blev ved at stirre paa sit Lysthus over mod de islagte
Enge:
-Nej, sagde hun, og hun begyndte at græde, hun, som elskede det lyse
Liv.
* * * * *
Moder, du som bøjede dit Hoved,
da Sorgen kom,
og lukkede dit Øje
da Skumringen brød ind
for dig og for os alle--
Moder, du,
der slynges endnu Roser,
Blomster, Roser
om de hvide Søjler--
Roser, Blomster,
Moder--
for de andre.
Men du kunde ikke
leve i Vinter;
ikke naar Jorden
og ikke naar Hjertet var dødt.
Du gik.
Og dog og dog
blomstrer der glødende Roser--
Roser, Roser
blomstrer dog for de andre.
* * * * *
Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om
paa Kirkepladsen.
Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren
grøn, mens Kirkens Port var sort.
Til venstre var Smedjen. Den var saa mærkelig firkantet, ligesom med
en sort Kalot paa til Tag. Men inde i Smedjen var der Nat og Flammer.
Den ældste Dreng listede tit over til Smedjen om Søndagen. Saa var der
saa stille og lunt fredeligt, og Væggene var Vægge som alle andre og
Døren var bare en Dør og Stenene Sten, mens Smeden selv kun var blevet
en hvid og rigtig Mand, som, glad og stor, sad udenfor Krolængen.
Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke.
Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den
røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de
sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte
Spøgelser.
Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op
til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.
Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind
paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet,
Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne
under sine Hænder som Degnens Tine.
Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad
i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og
Kvindfolk i Kirken. De svedte og de duftede over al den Kundskab.
Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte
altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende.
Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken:
-Godaften Degn, sagde hun:
-De har det lunt.
-Goddag, Goddag, svarede Degnen.
Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser.
-Ja, det lumrer, sagde Degnen, med de mange Smaarumper.
Moderen lukkede Døren. Paa den anden Side Gangen havde Tine allerede
hørt hende og faaet Stuedøren op:
-Nej, men kom dog ind, raabte hun, vi har da Varme.
Der var altid Varme i Skolen.
-Vor Herre bevare os, hvor det lumrer i Skolen, sagde Moderen, der
faldt ned i en Stol. Ingen Stole var saa lette at falde ned i, som de
hos Degnens. De var saa brede med udsvajede Arme, som stod de bare og
længtes der efter Godtfolk.
-Det er Børnene, sagde Tine.
Hjemme paastod Moderen, at Gamle Degn lumsk lumrede med.
Men inde i Stuerne duftede der af Røgelse og gamle Rosenblade og
Renlighed.
Degnemadammen kom frem i Køkkendøren:
-Nej, at De kom, sagde hun og nejede.
-Vor Herre bevare os, vi kommer her de seksten Gange om Ugen.
Moderen var allerede ude i Køkkenet. Hun maatte se det. Degnens Køkken
var hendes Fryd og hendes Forbavselse. Saa mange Kobberkar og saa de
kunde skinne--Pander og Gryder og Potter op langs Væggene.
Kaffekanden havde Mave og var altid paa.
-Den kommer aldrig af Tørvene, sagde Moderen.
-Aa nej, sagde Madammen, her kommer jo saa mange--Gud ske Lov ... man
er da kendt.
Hele Egnen kom i Skolen. Alle gjorde Holdt for Døren og "stod"
indenfor.
-Man maa derop, sagde Moderen, det er som man altid var ventet.
-Og Degnens véd Nyt--men de sladrer ikke.
Børnene var komne af Tøjet og løb allerede Tagfat i Storstuen. Intet
Gulv var saa godt til Tagfat. For det var saa rummeligt som en Sals,
og alle Stolene stod saa tæt til Væggene og spærrede ikke.
-Kære Børn, sagde Moderen hjemme: jeg véd det ikke, men der er det ved
Degnens Møbler, at de er saa venlige.
Tine tog Kopper frem og Tine kommanderede til Legen.
-Op igen, op igen, raabte hun. Den ældste Dreng var falden.
-Saa, nu dumper Drengen, sagde Moderen.
-Op igen, op igen, raabte Tine.
-Tine, hvad gør De ved Deres Dækketøj? sagde Moderen, der var inde i
Stuen igen og var falden ned i en anden Stol. Det skiftede hun med hos
Degnens.
-Jeg faar aldrig mit saa hvidt, sagde Moderen og rystede fortvivlet
paa sit Hoved.
Hendes eget var ganske ligesaa hvidt, men Degnens forekom hende altid
hvidere. Alting forekom hende hvidest og dejligst hos
Skolelærerens--undtagen Sengene. De var de højeste i Byen.
-At de kan ligge i de Bjerge, sagde hun, naar hun kom hjem.
Sengene _var_ Bjerge, Dyne over Dyne, med røde Vaar og hjemmevævede
Lagener.
-Jeg vilde kvæles, sagde Moderen.
Sengene var Degnemadammens Stolthed. Sine Brudelagener viste hun altid
frem. Dem havde hun begyndt at væve, da hun var Pige, og Tines
Daabsvugge havde været bredt med dem.
-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne,
med ens egne Hænders Arbejde.
Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften.
-Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid
saadan et Træk med Skulderen--et lille hastigt og spædt--naar hun
glædede sig til Mad.
-Aa, det er dejligt, sagde hun.
De første Vafler kom ind og Kaffen dampede. Moderen satte sig i den
Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den
Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder.
Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig
og tog ikke Øjnene fra Vaflerne.
-Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng.
-Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine.
Men Moderen rystede paa Hovedet.
-Han ta'er lige akavet paa alle Livets Ting. Det bliver hans Ulykke.
Men Tine lo, mens hun strøg hans Haar:
-Han har det maaske ikke efter Fremmede, sagde hun.
-Naa, Tine, sagde Degnemadammen.
Men Moderen lo og løftede de dejlige Hænder med de fulde Aarer:
-Nej, sandt er det, Hænderne er dejlige. Men de sidder forkert i
Leddene.
Degnekonen tog dem og klappede dem:
-De er da heller ikke gjorte til det jevne, sagde hun.
Men pludselig var Moderen blevet alvorlig:
-Nej, sagde hun, og næsten med en helt anden Stemme: men med saadanne
Hænder kan man heller ikke værge sig.
Hun slog over i Stemningen igen.
-Nej, Tine har Hænder, sagde hun og saá beundrende over paa Tines
travle Haand, der atter delte Vafler ud til Børnene. Den var saa
kraftig og ikke stor alligevel.
Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner:
-Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine.
Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og
fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden
haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig
hyldet.
Naar Grevinden kom til Sønderborg, blev alle Øens Embedsmænd
kommanderede til Taffels med deres Fruer. Embedsmændene kom og Fruerne
sendte Afbud.
Moderen var der saa godt som alene.
-Jeg vil se hende, sagde hun:
-Kære Venner, hun er dog virkelig mærkværdig.
Faderen og Moderen var der og blev ret unaadig modtagne. Grevinden
kendte deres Familjeskab med den Sjællands Bisp, hvem hun vel huskede
fra sin Vielse. Sagnet gik, de havde maattet holde ham halvt i
Fangenskab paa Frederiksborg, før de tvang ham til at vie sig.
-Dygtig er hun, sagde Moderen, da hun kom hjem, om Grevinden:
-Men Herre du min Skaber, hvor er hun nedringet ... og hvad er det
saa, hun viser? ... saadanne Køddynger viser man ikke en Gang frem for
sit Spejl....
Ovre i Skolen begyndte de at synge. Gamle Degn sang for og Børnene
svarede ham ihærdigt i mange Tonarter. Det var en Begravelsessalme.
Herinde blev de ved at tale om Grevinde Danner.
Som Markens Blomst henvisner fage
alt, hvad af jordisk Rod oprandt,
og talte snart er Stevets Dage,
selv hvor med And det Gud forbandt;
kun hvad der kom fra oven ned,
kan blomstre i al Evighed--
sang de derinde, Degnens Bas og Flokkens Diskanter.
Moderen kunde saa mange Historier om Grevinden. Hun fik dem fra sin
Svigerfader, den gamle Excellence, der hadede "den Person" af en
oprigtig Sjæl.
Moderen fortalte en Historie fra Frederiksborgs Kanaler. Kongen og
hans Frue var ude at ro. Saa blev hans Majestæt Frihedskongen
pludselig rasende.
-Smid hende i Søen, raabte han:
-Smid den Kælling i Vandet, skreg han.
Folkene tøvede.
-Saa for Satan--smid den Mær i Søen, kommanderede Majestæten.
Og Majestætens Frue "maatte i Søen" og vade til Bredden.
Moderen lo som besat.
Derovre blev de ved at synge. Det lød saa bedrøveligt:
Men vel Enhver, som Haabet grunder,
paa, hvad kun Engles Øjne saa,
hver Sjæl, som til det Heje stunder
og Verdens Glimmer tør forsmaa!
Til dem kom det fra oven ned,
som blomstrer i al Evighed.
-Ja, sagde Degnens Madam midt i Grevinde-Snakken--hun tænkte paa
Gravsalmerne--:
-De maa jo synge dem--for Kordrengenes Skyld.
Men Moderen vidste meget mere om Grevinden og Hans Majestæt.
Hun blev ved at fortælle.
Hun fortalte, hvordan Kongen i et Statsraad havde kastet
Statsraadsprotokollen lige i Ansigtet paa Konseilspræsidenten og den
var fløjet lukt forbi Øret af Justitsministeren. Men værst er det med
Grevinden.
-Svigerfa'er si'er, hun lurer ved Døren under Statsraadsmøderne.
-Og bag efter gi'er hun Berling Rapport.
Det blev stadig til Krøniker om Grevinden.
Degnemadammen sad og hørte til og Tine lo. Ovre i Skolen begyndte de
paa Fædrelandssangene. Gamle Degn satte altid højere i, naar han
naaede til "Fædrelandet".
-Men dygtig er hun, sagde Moderen, der sluttede med Grevinden.
Der var intet i Verden, der havde imponeret Moderen som Louise
Rasmussens Dygtighed:
-Med den Grimhed, sagde hun: kære Børn--
Ovre i Skolen var det som Børnene var vaagnede. Klingert lød det med
Bassen forrest:
Vort Modersmaal er dejligt, det har saa mild en Klang;
hvormed skal jeg det ligne og prise det i Sang?
en højbaaren jomfru, en ædel Kongebrud,
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud--
og hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.
-Syng med, Børn, sagde Moderen og satte selv i. Den gamle hørte det
derovre og stærkere kom Melodien. Moderens klare Røst lød over alle de
andre:
Hun lægger os paa Læben hvert godt og kraftigt Ord
til Elskovs sagte Bønner, til Sejrens stolte Kor;
er Hjertet trangt af Sorgen og svulmer det af Lyst,
hun skænker os Tonen, som lette kan vort Bryst.
-Hvor er 'et kønt, sagde Degnekonen: det er som hele Huset synger.
-Det er det, sagde Moderen og hun lo og løb ind i Storstuen:
-Nej, nej, bliv dér, raabte hun: jeg synger her. Saa er der Sang i
hele Boden.
Og om i Øst og Vest vi har sværmet og søgt
de svundne Tiders Visdom, de fjerne Landes Kløgt,
hun lokker og hun drager, vi følge hendes Bud;
for hun er saa ung og saa yndig ser hun ud.
Der blev helt stille ovre hos Smedens. Nu kunde de høre i Smedjen, at
"Fruen lod Skolen synge".
Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under
Degnens Vinduer og lyttede.
-Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i
Storstuen.
-Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie.
Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase.
Men Vers kunde han. Alt, hvad Moderen læste, blev siddende i hans Øre.
Han slog ud, og han sprang om.
-Se Drengen, raabte Tine, se Drengen.
Drengen var Hakon og Drengen var Chevalieren i "Ninon". Han blandede
Versene, han skreg og han hviskede. Kakkelovnen var den Medspillende.
Degnens ældgamle Ovn stod bredmavet og alvorlig. Drengen fløj omkring
den, besvor den og tiltordnede den sine Vers.
-Se Drengen, se Drengen, raabte Moderen, der vred sig af Latter paa
sin Stol.
Ude klaprede Børnenes Træsko paa Trappen. Skoledagen var endt. Moderen
løb til Vinduet for at se. Nede paa den hvide Sne summede Ungerne og
sloges:
-Satan til Unger, sagde Degnen, der var kommet ind, og han slog paa
Panden med Spidsen af sin Pibe, der var lidt skæv.
-Aa, sagde Moderen: de ligner Lopper paa et Lagen.
Lopper var et Yndlingsdyr i hendes Lignelser--var i det hele hendes
Yndlingsdyr. Ikke saameget som skuttede et af Børnene sig, før hun
øjeblikkelig sagde og med en hellig Iver: Du har en Loppe. Og hun
klædte ham helt af, undersøgte hele hans Krop og hvert
Klædningsstykke, hver Fold. Loppen var der ikke.
Men det var Jagten, der morede hende.
-Klæd Dig paa, det ækle Dyr er sprunget, sagde hun.
Men var der virkelig et lille sort Kreatur og hun havde fanget det med
sine skønne Negle, saa saá hun gerne paa det længe og sagde:
-Lad det springe videre.
... Degnen satte sig hen i sin store Stol ved Vinduet. Mutter sad
ligeover for ham, mens det begyndte at skumre.
-Syng lidt, sagde den Gamle. Det var hans Fryd, naar "Fruen" sang.
-Syng den om Kærligheden, sagde Tine.
-Tine er forlibt, lo Moderen.
"Den om Kærligheden" var en irsk Melodi. Ordene er fjerne og glemte.
Kun Moderen sang dem. Maaske havde hun digtet dem selv. Hun sang:
Skønt er Solens Lys,
og fagert kan Maanens være,
naar det en stille Nat
gyder sig langt
over en rindende Flod.
Skønt er Solens Lys.
Skønnest er dog
det Elskovens Skær,
der gaar over den Elskendes Ansigt
naar han, uden at vente det, hastigt,
den Elskede sér.
Men som Sol gaar ned
og lader al Jorden i Mørke
Saa slukkes og Elskovens Lys
--og det er Nat
Ak, men Gud Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
det sluktes for alle Tid.
Der er ikke Tanker om,
at Mennesker sviger;
der er ikke Tanker om,
at Mennesker, de blev forladt.
Det er kun Elskovens Lys,
der pludselig sluktes--
og det er Nat.
Skønt er Solens Lys
og Sol rinder alle Dage:
alle kan Solen se.
Men _den_, der aldrig saá
Elskovens Lys
tændes og slukkes brat,
_han_ kender ikke til Dag
og han véd ikke af Nat.
Sangen døde hen.
-Hvor den Vise er køn, sagde Tine.
-Den er vist sand, sagde Moderen.
Men den gamle Degn sagde henne fra sin Stol i Mørket:
-Ja, Kærligheden, det er no'et, man ikke tænker over. Den kommer.
-Og gaar, sagde Moderen.
-Ja gør 'en, sagde Madammen saa stille fra sin Krog.
Der var saa tyst lidt. Men saa sagde den Gamle:
-Ja, lille Frue--sé, det er vist ret. Den kommer og den gaar. Men der
er maaske ogsaa dem, for hvem den lukker Døren, fordi de, naar den
ikke er hjemme, ikke giver Stunder og venter ... til den kommer
igen....
Moderen svarede ikke.
Men lidt efter sang hun igen--og da var hendes Ansigt vendt opad og
blegt i Mørket; der kunde over det Ansigt komme noget, saa hun
lignede den Korsfæstede--:
Ak, men Guds Faders Sol,
den er barmhjertig,
den rinder paany.
Elskovens Lys, der blev slukt,
sluktes for alle Tid.
-Tine, sagde hun, og hendes Stemme lød pludselig muntert: nu vil vi
gaa ind paa Kirkegaarden.
Det gjorde hun ofte i Skumringen eller lige ved Aften, men altid med
Tine og med Børnene i sine Hæle.
De fik Tøjet paa, og de gik gennem det skinnende Køkken ud i Haven.
-Godnat, sagde de Gamle. De stod i Køkkendøren.
-Godnat.
Haven laa snedækt. Der var Rim over Træerne. I Kulden glimtede dens
smaa Stjerner.
-Pas paa deres Roser, sagde Moderen til Tine.
-De er dækket til, svarede Tine.
De aabnede Laagen, og de kom ind paa Kirkegaarden.
Alt var ganske tyst. Sorte Kors og hvide Kors ragede stille frem over
den hvide Sne. Deres Navne var forsvundne i Mørket.
-Her hviler man trygt, sagde Moderen.
Stier var banet gennem Sneen. Hvor Gravene var, viste Korsene. Midt i
Sneen stod Kirken, hvid og stor.
De blev ved at gaa, Kirkegaarden rundt.
Moderen og Tine gik forrest, Børnene traskede bag efter i Sneen.
Lys var der kun af Stjernerne over dem.
Tine og Moderen talte om dem, der var døde det sidste Aar og nu laa i
Graven. De talte om Sognefogdens Søn.
-Ja, han havde gjort mange fra 'et, sagde Tine.
-Det siger man.
-Og Gud véd, hvad de saá ved ham?
-Saá og saá?
Det var Moderen, der talte:
-Bierne, Tine, fornemmer, i hvad for Blomster der er Honning.
-Ja, maaske.
-Der var vel Elskovsstof i ham, sagde Moderen, og hun tav lidt, før
hun sagde og saá hen for sig: Og ikke andet.
De blev ved at gaa: Kommer I Børn, sagde Moderen.
Men til Tine, sagde hun, og hendes Ansigt var vendt opad mod hendes
Stjerner, som hun gav de mange Navne:
-Tine, der er i Livet kun to Ting--Kærligheden og Døden.
De naaede den store Port. Tine tog Slaaen fra.
-Men nu maa vi hjem, sagde Moderen.
De gik hjem, Børnene ved hendes Side. Der var saa ganske tyst og alle
Huse var lukkede. Mennesker mødte de ikke, og Hundene kendte dem.
Det var en af Moderens tunge Dage.
Ogsaa da de kom hjem, blev der ikke tændt Lys, og Moderen talte ikke.
Hun satte sig kun ved det gamle Klaver, hvis Taster lyste hvidt gennem
det meget Mørke, og hun sang:
Der kommer de Aar,
da vi bitterlig véd,
hvad Livet er værd.
Der kommer de Aar,
da vi miste maa,
hver Ting vi har kær.
Faderen aabnede sin Dør, og Børnene saá hans høje Skygge i den.
Der kommer de Aar,
da Tankernes Hær
er et Ligtog kun.
Der kommer de Aar,
hvor og Længserne træt
gaar til Blund.
Faderen rørte sig ikke. Det var, som om han i det sorte Mørke stod
som en sort Støtte.
Der kommer de Aar,
da Minderne selv
bli'r en Spot.
Der kommer de Aar,
hvor vi lever ej mer--
døde vi blot--
Faderen lukkede Døren.
Moderen fór sammen ved Lyden:
-Hvem er det, spurgte hun.
-Det var Fader, svarede den ældste Dreng fra Krogen:
-Mo'er syng den, vi ikke forstaar.
Men Moderen lukkede Klaveret.
Længe blev det ikke aabnet mer.
* * * * *
Men da kunde de Tider komme, hvor Moderen læste.
Bogskabets Dør stod ikke længer stille for de skiftende Bind, hun tog
frem. Kusken kørte til Sønderborg, og Kusken bragte Bøger.
Hun sad altid paa samme Sted, ved Vinduet, "i sin egen Stol",
ubevægelig. Bogen laa paa hendes Syskrin, Hovedet holdt hun i sine
Hænder. Børnene hørte hun ikke, om Huset skøttede hun sig ikke. Hun
skiftede kun Bog efter Bog.
Faderen kom ind:
-Skal Du ikke ud, sagde han.
-Jeg læser.
-Vil Du ikke op i Skolen?
-Du ser jo, jeg læser.
Hun blev ved at læse, og Haanden vendte Bladene. Der gik en Time. Der
gik Timer. Børnene listede om.
Men undertiden lagde hun den aabnede Bog ned paa sine Knæ og med tæt
sammenfoldede Hænder stirrede hun udfor sig--tavs, før hun læste igen.
Hun tog Bøger fra Faderens Reoler. Hun læste om Naturvidenskab og
Dogmatik. Hun læste og læste.
Faderen gik gennem Stuen:
-Skal Du dog ikke ud?
-Imorgen.
-Du siger det hver Dag.
-Ja, men jeg læser.
Hun læste som en Dranker, der beruser sig og beruser sig og forlænger
sin Rus og ikke vil vaagne.
Tine kom i Mørkningen.
-Hvad har De bestilt? spurgte hun.
-Jeg har læst.
-Hvad?
-Jeg véd ikke.
Men pludselig kunde hun fortabe sig i Klager, i lange og heftige
Bebrejdelser mod de Bøger, hun slugte og som ikke tilfredsstillede
hendes Tørst:
-Hvorom skriver de? sagde hun og knyttede i Ildens Lys, hvor de sad,
de hvide Hænder, der blev glødende i Skæret, om sine Knæ: de skriver
skønne og dumme Ord om det, vi alle véd, og alle har vænnet os til at
tænke ... om andet skriver de ikke.
-Alle Bøger skriver jo om Kærlighed, sagde Tine.
Moderen lo.
-Det er netop det, som de ikke gør.
-Jo, dog.
-Nej, det er netop der, de forvansker os Livet, og de berøver os Modet
til at se Sandheden i Øjnene.
-Hvad for en Sandhed?
-Sandheden.
Hun tav et Øjeblik. Den ældste Dreng laa ved hendes Fødder og saa' op
i hendes dejlige Ansigt:
-Jeg kender den, sagde hun, men de--de Digtere--(og hun udtalte Ordet
med en stolt Haan) skulde have Mod til at sige den....
-Jeg søger om En, der har turdet sige den.
-De skriver Krøniker, som vi kan lave selv, de sætter Vers sammen,
som vi kunde dreje dem selv og synge ved et Klaver ... Men Sandheden
siger de ikke ... Hm, Bogbinderne er de eneste, som kender dem. De
haandterede dem jo ogsaa fra Arilds Tid og har lært at forgylde
Ryggene paa deres Løgne....
-Aa jo, blev hun ved, og hun smilede halvt: Boghandlerne kender dem
maaske ogsaa--de smiler altid saa forbindtligt, naar man køber en Bog,
som om de vilde sige: At du ikke er klogere ... men vær saa god--køb
kun en ny Løgn....
Hun blev ved at sidde med sammenknyttede Hænder, og pludseligt talte
hun helt roligt:
-Hvad der undrer mig, det er at de alle er saa dumme; at ikke en af
dem alle er klog nok til at ville lade sig stene, fordi han havde sagt
Sandheden....
-Ja, men hvilken Sandhed? sagde Tine, der under Moderens "Læseraptus"
var helt fortvivlet.
Moderen sad lidt:
-Aa, sagde hun, Sognefogdens Søn kendte den. Men han kunde ikke stave
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Det hvide Hus - 4
  • Parts
  • Det hvide Hus - 1
    Total number of words is 4558
    Total number of unique words is 1429
    43.3 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 2
    Total number of words is 4552
    Total number of unique words is 1270
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 3
    Total number of words is 4557
    Total number of unique words is 1311
    46.4 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 4
    Total number of words is 4449
    Total number of unique words is 1365
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 5
    Total number of words is 4472
    Total number of unique words is 1459
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    58.0 of words are in the 5000 most common words
    65.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 6
    Total number of words is 387
    Total number of unique words is 210
    74.2 of words are in the 2000 most common words
    78.8 of words are in the 5000 most common words
    82.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.