Det hvide Hus - 1

Total number of words is 4558
Total number of unique words is 1429
43.3 of words are in the 2000 most common words
57.8 of words are in the 5000 most common words
64.6 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.


HERMAN BANG


DET HVIDE HUS
-Die Kindheit ist der Grundton für das ganze Leben, Mama. Die anderen
Farben werden nur aufgetragen. Als ich empfangen wollte, habe ich
deine Kämpfe, dein Qual empfangen. In dem allgemeinen Chaos hielt ich
nur eins für Glück, weil ich fühlte, dass es dich glücklich machte:
Ruhe, Ruhe. Schon als Kind. Und das tiefste was ein Junge erfährt, daw
Weib, ist meinen Augen nicht eröffnet worden. Ich habe ja das Leben so
lieb, Mama, ich weiss, wie stark das Leben ist, und atme leise mit dem
Blütensduft der Liebe, aber das Beste ist doch immer meine
Sehnsucht--ich bin ein Bettler am Wege, wenn die Mädchen an mir
vorüberziehen in den Frühling hinaus....
-Und deine Werke, mein Sohn, hast du nichts erlebt, was du den Menchen
geben kannst?
-Ich habe ihnen von meinen Schmerzen gegeben; das hat sie gerührt--für
mich was es nichts, ich habe mein Herz dabei verschwendet ohne zu
empfangen, ohne froh zu sein--
Georg Hirchfeld.


Long, long ago--
long ago.
Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage, Tider uden Nid, venlige
Tider, Jer vil jeg gerne mindes.
Min Moders fine Trin vil lyde gennem lyse Stuer, og Mennesker, som nu
er graa under Livets Byrde, vil le som de, der ikke kendte deres
Skæbne. Lad dem, som døde, tale igen med milde Stemmer, og gamle Sange
vil slynge sig gennem Mindernes Kor.
Men ogsaa bitre Ord vil lyde, tunge Ord, som de taler, der kender det
bitre Opgør med det tunge Liv.
Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.
Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden.
Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerne
blev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Røgter listede derovre
ved Staldene med sin Lygte.
Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene
fjerne. Maaske var det, fordi der var saa mørkt, at vi gemte Hovederne
bag et Gardin.
Moders Stemme lød saa spæd, Klaverets Strenge klang mere som af en
Harpe:
Tell me the tales,
that to me were so dear,
long long ago
long long ago.
Sangen holdt op. Der hørtes ingen Lyd. William, der sad Moderen næst,
var falden i Søvn paa sin Skammel.
-Mo'er, syng mer.
Der faldt lidt Lys over de hvide Taster, frem over alle Møbler og
svandt. Jens Røgter nussede sagte forbi Vinduerne med sin Lygte.
-Mo'er, syng mer.
En Dør blev lukket op, saa varsomt. Det var Faderens.
Hr. Peder kasted Runer over Spange,
som Helleliden over skulde gange.
Saa løfted han sit Anker,
saa fik han bliden Bør
og sejlede fra Danmark
og fra de danske Mø'r.
Fagre Ord
fryde mangt et Hjerte,
fagre Ord
har forvoldt mig Smerte,
fagre Ord.
Det er tyst. Fin og rank ses Moderen som en Skygge. Tier Skyggen,
høres det store Ur.
Fagre Ord
fryde mangt et Hjerte,
fagre Ord
har forvoldt mig Smerte,
fagre Ord.
Ude løftes nænsomt en Dørklink. Det er Pigerne, der vil høre. Rundt om
Lyset i Messingstagen paa Køkkenbordet lytter de efter, mens "Fruen
synger".
Forkarlen lister ind. Træskoene har han forsigtig sat fra sig, og han
læner sig til Stolpen ved Vandspanden.
-Børn.
-Ja Mo'er.
-Syng med.
Moder løfter sin Røst, slaar lidt fastere an i de sitrende Taster og
synger igen:
Dejlig er Jorden,
Prægtig er Guds Himmel,
Skjøn er Sjælenes Pilgrimsgang.
Lidt bange for Mørket kommer fra Krogerne Børnenes Stemmer gennem
Mulmet, førte af Moderens:
Gennem de favre Riger paa Jorden
Gaa vi til Paradis med Sang!
Ude i Køkkenet sidder Pigerne endnu stille om det brændende Lys.
Mandfolke-Marie tørrer en Taare bort med Bagen af sin barkede Haand:
-Den, siger hun, vil Fruen ha'e sunget, naar hun en Gang skal dø.
Alting er tyst. Kun det store Ur ved Døren taler. Saa siger fra sin
Krog en af Drengene sagte:
-Mo'er, syng igen den, jeg ikke forstaar.
Moderens Skygge tier endnu. Saa toner igen--men mere svagt--de
harpelignende Taster:
Tell me the tales.
that to me were so dear,
long long ago
long long ago--
Barndomsdage, jeg vil kalde Jer tilbage--ømme Tider uden Skyld og da
Hjertet fo'r vel. Nænsomme Dage, da Taarerne var linde.
Barndomsdage, da Moder levede.
Jeg husker en Dag vi samlede Brombær--Mo'er, vi Børn og Tine fra
Skolen.
Ned i Grøfter gik det og langs med Hegn løb vi.
Vi Børn blev hængende i Ranker og hvinede. Smurte var vi i Ansigterne,
saa vi lignede Lars Smeds Unger.
-Se Drengen, se Drengen, raabte Moder.
Men Tine havde grebet en mægtig Ranke, der prangede rigt med dunkle
Bær, og hastigt kastede hun den om Moders Skuldre:
-Aa, De dejlige Kone, sagde hun....
Moder stod paa Gærdet, med Ranken ned om sit Bryst. Høj mod den
lysende Himmel.
* * * * *
Barndomsdage, Jer vil jeg kalde tilbage.
Det var et hvidt Hus, og inde i Huset var Tapeterne lyse.
Alle Døre stod aabne, ogsaa om Vinteren, naar der blev fyret med
Brænde.
Mellem Mahognimøblerne var der Marmorborde og ogsaa hvide Konsoller,
som var komne fra Augustenborg, fra Slottet, naar de holdt Auktion. Om
de gamle Portrætter var der Evighedsblomster, og der var mange Epheu,
for dem elskede Moderen, naar de slyngede sig op ad en lys Væg.
Havestuen var saa hvid, som om den skinnede.
Børnene elskede den Stue og saa Havetrappen, hvor de rutschede ned ad
det hvidmalede Gelænder.
-Børn, Børn, læn Jer ikke, raabte Moderen, læn Jer ikke til
Gelænderet.
-For Guds Skyld, sagde hun til Tine, Skolelærerens Datter: det ender
en skøn Dag med at de knækker Halsen.
-Aldrig faar vi Bud efter den Snedker.
Gelænderet var skrøbeligt og blev aldrig sat i Stand.
Men Havedøren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grønne
Gardiner hængt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke
af Haven og ikke af den store Allé, naar der ikke var Sol over dem,
Sol der skinnede længe.
-Gud véd, hvordan det ser ud i Køkkenhaven, sagde hun pludselig til
Skolelærerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.
Hun kom de tre Fjerdingaar ikke i Køkkenhaven.
Den laa langt borte bag Poppelalléen og bag Vognporten, og Børnene
maatte heller ikke løbe derop, for saa fik de vaade Fødder. Men en
Gang imellem, naar det var allerværst Føre og det ikke var til at
bunde i den hele Gaard, saa vilde Moderen afsted for at se til Haven.
I Mandfolke-Maries Træsko og med løftede Skørter drog hun afsted, over
Gaarden.
Alle Pigerne var ude paa Trappen for at se efter hende.
-Lille Børn, lille Børn, raabte hun; hun kom ikke ti Skridt, uden hun
blev stikkende med Træskoene.
Naar hun kom hjem, maatte hun have varme Tvebakker til Styrkelse.
-Kære De, sagde hun til Skolelærerens Datter: at alle Mennesker ikke
bliver inde om Vinteren.
Børnene legede paa Gulvtæppet. Det var rødt og graat med mange store
Felter. Felterne var Kongeriger, over hvilke Børnene herskede, og om
hvilke de kæmpede. De stredes og de fældede Taarer. De barrikaderede
deres Kongeriger med Møblerne. Hele Dagligstuen lignede et Babylon i
Forvirring.
-Hvor de Børn dog kan støje, sagde Moderen til Jomfruen (hun ophidsede
dem selv til Støjen):
-Saa, saa, nu taber Nina Mammelukkerne igen.
Med Mammelukkerne var det evigt galt. Saa krølledes de og saa tabtes
de i Kongerigernes Strid.
Udenfor Vinduerne laa Sneen. Forkarlen og Karlen og Røgteren syslede
med deres. Sindigt og langsomt gik de fra Stald og til Lo.
Aabnedes Stalddøren, hørte man Køerne brøle.
-Mo'er, sagde Nina: nu kalder Williams Ko.
Men det kunde hænde--naar Faderen var ude--at Moderen bad Røgteren
"bare et Øjeblik" lade alle Køerne gaa ud i den hvide Gaard. Og saa
sprang de, alle fjorten, de røde, de hvide og de spættede, rundt paa
Sneen, mens Børnene hujede.
-Luk til Vænget, luk til Vænget, raabte Moderen. Hun lo højest, midt
paa Trappen.
Men Pokker tog en af de spættede.
-Aa, hvor den sprang, sagde Moderen.
Den sprang saa langt, med Halen ret i Vejret, at den først blev fanget
oppe hos Sognefogden.
Men naar Faderen kom hjem, var Stalddøren lukket og Gaarden laa atter
som før. Men Moderen havde faaet Tandpine af at staa barhovedet paa
Gaardstrappen.
Der maatte Bud efter Tine.
Der maatte altid Bud efter Tine.
Tine kom med Kjoleskjørtet slaaet op over sit Hoved.
-Gud, den Kulde De bringer med Dem, sagde Moderen, der altid frøs og
var kuldskær, blot en Dør gik.
-Tine, jeg har Tandpine, sagde hun.
Toiletspejlet maatte frem midt paa et stort Bord, og der maatte
"ryges" med nogle smaa Kviste af en Busk, der voksede i Skolelærerens
Have. Alle Børnene, Tine og Jomfruen stod rundt omkring.
Hele Sovekammeret stod i en Damp, medens Moderen holdt den aabnede
Mund over de rygende Kviste.
-Tine, Tine, nu, raabte Moderen.
Tine skulde stikke i Tænderne med en Haarnaal.
-Der er den, der er den, raabte Moderen:
-Se Ormen.
Tine havde anstrengt sig, saa der faldt et Stykke Emaille ned foran
Toiletspejlet.
Moderen troede ubrydeligt, det var en Orm, og var der kommet tre, fire
Orm, havde hun aldrig mere Tandpine.
Men Tine var den eneste, der kunde prikke dem ud. Hun prikkede dem
samvittighedsfuldt ud af alle Børnenes Tænder.
-Kære Fritz, sagde Moderen til Faderen, der gjorde Indvendinger: jeg
ser jo Ormene med disse mine to Øjne.
-Men der maa oses med Kærbøllings Busk.
Distriktslægen i Sønderborg sagde, at Røgen af Skolelærerens
Buskvækst var ganske giftig.
En Tandpineproces kunde godt tage en halv Eftertermiddag, lige til det
blev Mørkning.
I Mørkningen var der dejligt i Bryggerset. Den varme Damp fyldte det
hele Rum, og Ilden under Kedlen lignede et stort rødt Øje. Pigerne
bankede det vaskede Tøj med Træerne, saa det klang under Loftet.
Moderen sad paa en Treben midt i Larmen.
Der var aldrig den Tid og det Sted, Pigerne havde Munden saadan paa
Gled som i Bryggerset.
Al Landsbyens Sladder stod ind ad Bryggersdøren.
Moderen kunde høre til i timevis paa sin Treben, til hun pludselig løb
ind i Stuen igen.
Og uvægerlig sikkert sagde hun efter saadanne Timer i Bryggerset:
-Gud bevare mig vel, hvad saadanne Mennesker har for Idéer.
Og det var, som skød hun noget fra sig med sine dejlige Hænder.
-At De gider høre paa alt det, sagde Tine.
-Jo, for de ser saa morsomme ud, sagde Moderen, og hun gjorde Pigerne
efter.
Hun kunde gøre hvert eneste Menneske efter, der kom i Huset.
Men de fleste Dage blev hun under Mørkningen i Dagligstuen. Der sang
hun. Men der var andre Mørkningstimer, hvor hun blev siddende paa
Forhøjningen, i den høje Rørstol, med Hænderne i sit Skød.
Da talte hun stille ud i den stille Stue.
Hun elskede mest at tale om, naar hun blev gammel og naar hun fik graa
Haar, helt graa Haar.
Og hun var Enke og alle hendes Børn var voksne, og hun var fattig.
-Forfærdelig fattig, sagde hun.
Saa kunde der ingen Ting komme paa Bordet om Aftenen undtagen Smør og
Ost i den gamle Krystalosteklokke.
-Men Smørret maa være godt, sagde hun.
Og hun udmalede, hvor Dugen skulde være hvid og hvordan Børnene alle
skulde komme hver fra sit Arbejde og drikke The om Bordet, hvor hun
sad, graa og stille og gammel, og var fattig. Thi Fattigdom var for
hende en Slags drømmende Sorgløshed.
Hun havde vel aldrig set andre "fattige" end dem i de smaa hvidkalkede
Huse langs Landsbyens Gade.
Naar der var drukket The og Faderen var ude, kom de bedste Timer. Det
var Tiden, hvor Dukkerne kom frem. Spisebordet blev slaaet ud som til
Selskab og Moderen knejsede blandt alle sine Papæsker. Der var
Dukkerne gemte.
-Nu, nu kunde de komme frem, for nu var Fa'er ude.
Op kom de, i hundredvis. Det var Modejournalsfigurer, klistrede paa en
Træklods. Hver havde Navn, skrevet paa Bagsiden, hver var sit--alle
blev de stillede op over det hele Bord. Og Komedien begyndte, mens
Moderen dirigerede.
De Dukker gjorde Selskab og de gjorde Visit.
De snakkede og de bukkede og de nejede.
Moderen blev rød af Anstrengelse og hun styrede og flyttede, med
Armene frem over Bordet.
Børnene havde ogsaa deres Dukker og Jomfruen havde sine. Men aldrig
gik de Papdukker Moderen tilpas, og hun talte for dem alle.
-Jomfru Jespersen, Jomfru Jespersen, De glemmer Frøken Løvenskjold.
"Frøken Løvenskjold" var bleven staaende, og hun skulde bevæge sig.
For Moderen var det ikke Dukker. For Moderen var det Mennesker. De
talte og de agerede og de sang. De spillede hundrede Komedier. Snart
var det ved et Badested og snart var det i Paris.
Børnene saá til, som om hele Verden gik, fornem og fin, rundt der
foran dem paa Bordet.
Pigerne kom ind. De elskede at høre til. De forstod ikke et Ord, men
stod, ret op og ned, med Hænderne under Forklæderne. Naar der skete
noget sørgeligt med Dukkerne, saa græd de.
Men midt under hele Komedien fløj Moderen op og alle Dukkerne blev
væltede--ned i Forklæderne, ned i Kasserne.
Det var Faderen, der kom hjem.
-Bordet ind, Bordet ind.
Piger og Børn fik travlt. Moderen selv opgav alt af lutter
Forskrækkelse.
-Gud, at Børnene ogsaa er oppe endnu, sagde hun.
Og Børnene kom i Seng saa hurtigt, som sendtes de i Seng paa Hovedet.
Men Moderen sad midt i Sofaen med de to Mahogniskabe for Enden og var
saa forfærdet, at hun maatte have Syltetøj og Tvebakker....
Hun klædte ogsaa Pigerne ud.
Det var en Aften, hun var ene hjemme med Børnene.
Saa bankede det haardt paa Gaarddøren, og Jomfruen maatte gaa ud og
lukke op og kom skrigende tilbage:
-Der var en Vagabond ... der var en Vagabond....
Og Vagabonden kom ind i Stuen, mens Moderen skreg højest. Fæl var han,
og Børnene hvinede. Men pludselig opdager en af Drengene, at det er
"store Marie".
-Mo'er, det er store Marie, skriger han.
Men i samme Nu hvisker Moderen til Marie:
-Giv Nina en paa Øret.
Og Nina fik en Lussing, saa hun røg, af Maries Næve.
Saa troede Børnene, at det var en Vagabond.
Men bagefter bød Moderen Mandfolke-Marie en Snaps, og den maatte hun
stikke ud, for nu var hun jo et rigtigt Mandfolk.
* * * * *
Hvide Hus, du hvide Hus, som en jublende Skare kommer dine
Minder--kommer og samles om En.
Kunde jeg blot danne af Ord et Billede, som bestod uforgængeligt--et
Billede, som var Ungdom og Smil, Ynde og Sorg, Glæde med bedrøvede
Øjne, Tungsind, der lo med en kruset Mund; hjælpeløse Hænder, som kun
vidste at hjælpe de andres Nød, fine Lemmer, som mygede sig i Solen og
frøs, naar Sol gik ned.
Et Billede af den, som elskede Livet og døde af dets Sorg.
Hun døde som en fager Blomst, der knækkes.
Ingen Rose, ingen Lilje heller.
En sælsommere Blomst med sære Fibre, opplejet i sene Aar af en
taalmodig Gartner; en mangefarvet Kalk, saa skøn i Lyset, men som mod
Aftenstid lukker sig sky....
En Sejrssang, Smerten kvalte i Struben....
En Fremmed paa Jorden og som dog blev elsket som en sjælden Gjæst.
Hvide Hus, min Barndoms hvide Hus--saadan var hun, som var din Sjæl.
* * * * *
Men Efteraaret gik og det led mod Jul.
Moderen og Skolelærerens Tine sad længe oppe, og Børnene fik Svedsker
for at gaa tidlig i Seng.
Den gamle Karet rullede hver anden Dag op for Døren, og hele Gangen
var fuld af Fodposer. Der skulde være saa mange Fodposer, naar Moderen
skulde køre. Og Sønderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom
til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse.
Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens
Børnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De
hørte bare Kusken, der gik ud og ind og slæbte paa Kasser. Det var det
fra København. Saa var "det" kommet.
Det var det store Spørgsmaal, om "det" kom--alle Presenterne fra
Bedstefader. For kom det ikke, blev der jo tomt paa Julebordene. Et
Aar var det Is og Sne, saa Kasserne blev borte. Moderen sendte Bud til
Sønderborg, og Moderen kørte selv, og Moder lod Faderen
telegrafere--det var de første Aar, man havde Telegrafen--men
Kasserne, de kom ikke.
Moderen græd og vidste ikke Raad. Hundrede Gange vendte hun sin gamle
Portemonnæ. Der var Hul i, saa Pengene løb ud i hendes Lomme. Men
tilsidst lagde hun Grankviste paa alle Juleborde, og saa saá det ud,
som der var en Masse.
Men nu var Kasserne kommet, og inde fra Sovekamret kunde Børnene høre,
hvordan Tine masede for at faa dem op.
Moderen selv havde ingen Ro:
-Tine, Tine, se der...!
Tine saá.
-Tine, saa, nu gaar Fjælen.
Børnene kom ud af Sengen, men der var stukket Papir i Nøglehullet.
Inde i Dagligstuen laa Moderen paa Gulvet--det fortalte Pigerne--ned
foran Kasserne. Hele Gulvtæppet flød med Pakker og med Halm og med
Sager.
Og Moderen raabte:
-Nej, nej, det er til Nina....
-Se dog, se dog, her er til William... .
Og videre søgte hun, i Halm og i Papirer. Der var ikke det Sted, hvor
det ikke flød.
-Vor Herre bevar' os, hvad det gi'er for et Rod, naar Fruen en Gang
ta'er fat, sagde Pigerne.
De gik ogsaa omkring, spændte og nysgerrige. Færdige blev de først ud
paa Natten. For ferske Pølser skulde der stoppes og Dejg skulde der
lægges og alle Husets Klude skulde vaskes til Jul.
Moderen sad midt i Pølsemageriet, i Bryggerset, med opbunden Kjole og
sang for til Viserne.
Der var nogle, Bryggeripigerne kunde, og Moderen sang kun Melodierne:
-For, min Pige, sagde hun til Tine: Ordene er for slemme.
De alsiske Pølseviser var de værste Landsknægtviser i Landet.
Men ved Juletid, sagde Moderen: jeg tror saamæn ikke, Maren selv véd,
hvad hun kvæder.
Til daglig sang Maren Bryggerpige aldrig andet end Viser om den første
slesvigske Krig og Kong Frederik den Syvende....
De var saa sørgelige, at hun græd ved det.
De sidste Dage blev der bagt.
Hele Huset var fuldt af Æbleduft og Kageduft, og Døren stod ikke
stille til det blaa Gæstekammer. For dér gemtes Æblerne og
Krydderierne og Svedskerne og alting, hvad godt var. Men Tine sprang
op ad Trapperne, saa hendes Skørter fløj ved det:
-Halløj, Børnlille, nu brases der, raabte hun.
Børnene lavede Mænd og Koner af brun Dejg, der tilsidst blev ganske
skiden.
Moderen var i hvidt Forklæde og Faderen gik omkring og var angst for,
at hun skulde skade sine Hænder.
Moderen skulde altid gøre det sidste, hun smurte Æggehviden paa
Kagerne og hun satte Øjnene i de brune Mænd.
-Nu maa jeg, nu maa jeg, sagde hun.
Og hendes hvide Forklæde fløj om hende i Travlheden, mens alle Børnene
løb i hendes Hæle.
Sikken Damp der var; og Duft af Krydderier og Klang af Stegejern og
Støj af Ovnene; for Ovnene gik op og Ovnene gik i og Kageplader kom
ind og Kageplader kom ud. Men Tine fra Skolelærerens piskede fast
imellem sine Laar, for de hvide Kager skulde der Kræfter til, og
Æggene maatte piskes i timevis.
-Saa, nu vil jeg, sagde Moderen.
Og hun fik fat i Lerfadet og rodede rundt i det med den store Ske.
-Pyh, det gi'er Varme, sagde hun og slap den igen.
Og hun gav sig til at synge, siddende paa Huggeblokken, i Dampen, rød
i sine Kinder, saa glad:
Lisbet! Lisbet!
O, hvor er du sød og net!
Se paa mig ret,
Lisbet! Lisbet!
O, hvor er du sød og net!
De sang alle med i Dampen og Osen, Pigerne og Børnene og Tine, men
Moderen var allerede inde i Dagligstuen:
-Tine Tine, raabte hun: lad nu dem.
Hun var falden ned i Gyngestolen. Hun var bleven træt af alt det meget
ingenting.
Alle Dørene stod aabne, saa Kageosen trængte ind, Piskejernene gik og
Ovndøren klaprede.
-Aa, Tine, tag mig mine Breve, sagde Moderen.
Det var Brevene fra Sekretæren, alle Moderens Ungdomsbreve fra hendes
Moder igen og fra hendes Veninder og fra hendes Fader. De laa saa fint
i Pakker, gulnede, sammenfoldede som i den Tid, man ikke brugte
Konvoluter, med visnede Violer imellem, ombundne med Baand.
Moderen elskede dem.
Hun læste dem ikke. Men hun blev siddende med dem i sit Skød.
Og hun fortalte.
Om sin Fader, den gamle Postmester med det høje Halsbind--en af de
rigtige Embedsmænd, en af dem, som altid troede, de skulde være vrede,
naar de var i Funktion. Bønderne kaldte ham for "Fa'er", men de
skjalv, naar de skulde gøre ham "Ulejlighed".
Og hendes Moder, bunden til sin Rullestol af Gigt, saa sart og fin,
som havde hun ingen Krop, og bleg af Ansigt, et Ansigt uden Farve og
en af de Munde, der ikke gerne taler, for den har talt sig træt og nu
gemmer den over sine Hemmeligheder.
-Ja, hun tav stille, sagde Moderen og saá frem for sig, med Brevene i
sit Skød.
Det var, som om en pludselig Mathed faldt over hende, og hendes Stemme
blev forandret:
-Men det lærer vi vel alle, sagde hun.
Faderens Skridt lød med ét gennem Stuen.
-Det er kun mig, sagde han.
Moderen bøjede sit Hoved.
Lidt efter talte hun igen--men ligesom hastigere.
Hun fortalte om sine Veninder, de unge Piger fra den hvide Gaard.
-Aa, vi havde vore Stuer øverst i Taarnet, sagde hun: og naar vi slog
vore Vinduer op, saa saá vi Havet....
Moderen slog sine Hænder ned i Skødet:
-Ja, Gud véd, hvordan, sagde hun: men det er gaaet dem alle galt.
Sløjt var de blevet gift og fejl var de kommet afsted og spredte var
de over Jorden.
Det eneste, de havde bevaret, det var Pengene og Fornemheden.
-De havde for hedt Blod, sagde Moderen: jeg tror--og hun tav et
Nu--at der var Elskovssyge i Slægten.
Undertiden kom der Breve fra dem, fra Byerne og Landene, hvor de sad
som Baronesser og Grevinder, gifte med Landflygtige og Spillere.
En af dem boede i Nord-Italien.
Moderen græd altid, naar hun fik Brev fra hende.
-Aa, hun blev gift, sagde hun, med den gamle knark.
-Nogle siger, det er en Lord og nogle siger, han har været Skomager.
Men hvert Aar kom der fra den Veninde ogsaa Breve fra København.
Hun var hjemme--at se Sønnen.
-Det er jo det eneste, hun elsker her i Verden, sagde Moderen til
Tine.
Den Søn havde hun vist faaet noget uregelmæssigt; og saa havde hun
måttet rejse bort og var blevet gift, dernede i Nord-Italien, med
Lorden eller Skomageren.
-Men hun sidder jo og er rig, sagde Moderen.
Det var ligesom Livssmerten kom hende nær, naar hun talte om den
Veninde.
-Ja, Gud véd, hvordan det kan være, sagde hun igen:
-Men det gik dem alle galt.
Venindens Fader kom undertiden, altid pludseligt, og altid blev han
ganske kort.
En høj Mand, mager, med en Holdning som dens, der, uden at bøje Ryg,
er vant til at færdes ved et Hof.
Pigerne kunde saa ganske uformodet melde:
-Det er Hofjægermesteren.
Og han kom ind og han bøjede sig saa mærkelig dybt og saa mærkelig
bevæget for Moderen, der gik ham imøde. Og han satte sig altid i en
lang Afstand og han talte med en Stemme, som kom den langt borte fra
og den var mattet af Sorg.
Og han gik, saa pludseligt, som han kom.
Men Moderen græd, naar han var gaaet, og Børnene var bange, for det
var noget omtrent, som havde der været et Spøgelse.
-Jeg vilde blot se Dem, sagde han, naar han gik, og han bøjede sig
igen og kyssede Moderens Haand.
Han kom for at kunne nævne dem, der var langt borte....
... Men Moderen blev siddende i Juledampen, med sin Ungdoms Breve i
sit Skød. Skolelærerens Tine sad paa en Skammel ved Siden af hendes
Stol.
Moderen fortalte om sin Forlovelsestid.
Hun kom jo ind fra Provinsen og ingenting vidste hun og ingenting
kendte hun og fremmed var hun i Excellencens gamle Hus.
Det var noget nyt og noget helt forfærdende, med Ørstederne og med
Mynsterne i Stuerne og i Huset Oehlenschlæger oppe paa anden Sal.
Det var et Liv med Lysekronerne altid tændte, og Svigermoder i det
sorte Fløjel, og de gamle Slægtsvaaben broderet paa alle Puder, og
Sølvkander stillede frem paa Etagèrer, og Malerier paa Væggene saa
højtideligt, som i en Kunstsamling.
Moderen gik helt forskrækket om.
Men til Forlovelsesgildet, da de drak Skaaler og Excellencen selv
havde skrevet Sangen, da sneg Moderen sig ud paa Trappen, Trappen op
til Oehlenschlæger, og dér sad hun og græd; med Ansigtet i sine Hænder
græd hun og græd.
Tjeneren fandt hende.
Han maatte hente Faderen.
-Nej, nej, jeg vil ikke derind, sagde hun.
-Lad mig komme hjem--lad mig komme hjem.
Og hun græd, som skulde hun miste sit Liv.
Moderen blev ved at fortælle med Brevene i sit Skød, om sin Ungdom, om
de Dage, der svandt.
Men paa én Gang sagde hun:
-Naa, der er Ting, man aldrig skulde tænke paa.
Tine sagde:
-Det er dog altid godt at tænke paa Lykken.
-Nej, Mindet om den slaar ihjel.
Moderen stod op:
-Men, aa, hvor var det dejligt at løbe paa Skøjter, sagde hun.
Saa løb hun ud til de hvide Kager. Nu maatte de være piskede. Eller
hun skulde pludselig lægge Laurbærblade paa Sylten:
-For alt maa det gøres, sagde hun, og gav sig til at løbe omkring.
Medens Tine gjorde alting--
* * * * *
Barndomstider--
til Jer er jeg flygtet tilbage,
om I kunde lindre mit Hjertes Vé.
Ingen tæller de Taarer,
som udgrædte Øjne
saa gerne vilde græde.
Barndomsdage,
Barndomsminder,
lind mit Hjertes Vé.
Du, Moder,
der selv led,
rank som en Blomst,
der brat knækkes,
du, Moder,
der selv elsked,
bliv nu hos mig
under mit Hjertes Vé.
Langt skal Mennesket gaa
og saa haardt maa det træde--
kom med Eders Glæde
Lind
--for en Stund blot--
al mit Hjertes Vé.
Barndomsminder,
hvad jeg saa skal bede:
at I kunde linde mit Hjertes Vé.
* * * * *
Men Moderens største Dag var Dagen før Juleaften.
For det var de Fattiges Dag.
Fra om Morgenen--og det var vist den eneste Aarets Dag, hun stod saa
tidlig op--havde Moderen lagt Risengryn i Poser og Kaffebønner i
Kræmmerhuse og Kandissukker ved Siden af.
En Vægt var der paa Bordet og Tine vejede.
Ret skulde der være, og ligemeget i hver Pose.
Men Moderen hældte paa og aldrig slog det til.
-Herre Gud, sagde hun: som om det var Jul mer end én Gang om Aaret.
Naar alle Poser var pakkede, var der ikke Sukker og ikke Kaffebønner i
Huset.
-For vi ta'er af vores egne, sagde Moderen, naar det kneb.
Saa om Eftermiddagen kom Husmandskonerne sjokkende. Det var ligesom de
saa underlig sneg sig opad Huset, naar de kom. Og de satte Træskoene i
en Rad i Forstuen, og de kom ind i Stuen paa sorte Sokker og mælte
ikke et Ord, men fik kun deres og gav en sjattende Haand med et:
-Tak.
Men Moderen havde travlt og spurgte ud: den trængte til det og den til
det.
Der var ikke mange overflødige Klude i Barnekammeret, naar
Husmandskonerne var vel ude.
-Lille Tine, sagde Moderen: vi faar vel altid noget igen.
Hun sank sammen i en Lænestol, lod alle Vinduer smække op og lod
stænke med Eau de Cologne.
-For, kære Børn, sagde hun: De Renligste stinker af grøn Sæbe.
Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase.
... Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det var besværligt, og
Moderen var længe om det. For hver skulde have ligemeget. Hele Dagen
gik Moderen og maalte og vejede med Øjnene, og var der for lidt paa et
Bord, stjal hun lidt fra et andet.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Det hvide Hus - 2
  • Parts
  • Det hvide Hus - 1
    Total number of words is 4558
    Total number of unique words is 1429
    43.3 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    64.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 2
    Total number of words is 4552
    Total number of unique words is 1270
    49.8 of words are in the 2000 most common words
    63.3 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 3
    Total number of words is 4557
    Total number of unique words is 1311
    46.4 of words are in the 2000 most common words
    61.9 of words are in the 5000 most common words
    68.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 4
    Total number of words is 4449
    Total number of unique words is 1365
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 5
    Total number of words is 4472
    Total number of unique words is 1459
    45.2 of words are in the 2000 most common words
    58.0 of words are in the 5000 most common words
    65.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Det hvide Hus - 6
    Total number of words is 387
    Total number of unique words is 210
    74.2 of words are in the 2000 most common words
    78.8 of words are in the 5000 most common words
    82.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.