Det graa Hus - 8

-Det er det sidste, sagde Hans Excellence og havde grebet Baronens
Haand med et Greb, saa det sved.
Baronen tog frem for sig, da Excellencen slap.
-Godnat, sagde Hans Excellence igen og Døren faldt til.
-Kør, sagde han og steg ind.
Og Vognen kørte bort.
Der var næppe blevet talt i Hvidernes Stuer, hvor Marschalinden
uafladelig gik frem og tilbage med korslagte Arme, mens de fire Herrer
ved Spillebordet spillede tavse, uden et Ord, mekanisk som Figurer,
der var trukket op.
Kun nu og da sagde Moderen eller Gehejmeraadinden en Sætning, ud i
Stuen, og tav igen, saa der atter blev stille og intet hørtes uden
Kortenes Fald.
Gehejmeraadinden sagde:
-Hvorfor skulde ogsaa de blive lykkelige?
Grevinde Schulin havde taget et Sjal om sig og sad, som om hun frøs.
-Livet er saa misundeligt, sagde Gehejmeraadinden atter med sin dybe
Røst.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej.
Alle tav igen, til Marschalinden sagde:
-Hvor gammel var hun egentlig?
-Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads.
-Tyve Aar, gentog Marschalinden.
Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog:
-Ja, alting her i Verden er blindt--ogsaa Døden.
Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det
var ikke den.
-Hvor er Hans? spurgte Hendes Naade.
Den unge Hvide løftede sit Ansigt fra en Bog:
-Papa er i Spisestuen.
-Hent ham, sagde Hendes Naade.
Men den unge Hvide rørte sig ikke.
-Gaar Du? sagde Hendes Naade.
-Ja, Grandmama.
Den unge Hvide gik ind i Spisestuen, hvor han, i Vinduesfordybningen,
fandt Jægermesteren ludende over et Glas Cognac med Vand.
-Grandmama ønsker at tale med Dig.
-Naa. Jægermesteren forsøgte at staa op.
-Støt Dig til mig, sagde Sønnen.
-Hvad skal jeg, sagde Jægermesteren, hvis drukne Øjne flammede op.
-Papa kan ikke staa paa sine Ben, sagde den unge Hvide og lod Faderen
falde tilbage i sin Stol som en død Klump.
Da Sønnen var gaaet, rejste Jægermesteren sig og dinglede hen over
Gulvet.
Ude i den lange Gang stødte han med Albuerne en Dør op og fandt frem
til en Seng, hvorpaa han kastede sig for, et Øjeblik efter, at snorke
højt.
Det var Hans Excellences Seng.
Den unge Hvide var vendt tilbage til Dagligstuen:
-Papa var gaaet, sagde han og indtog atter sin Plads.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle
ventede:
-Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen.
-Ja, sagde Moderen og rejste sig.
Vognen kørte ind ad Porten.
Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og
Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt:
-Det var altsaa Døden? sagde hun.
De fire Herrer var holdt op at spille.
Hans Excellence nikkede uden at tale.
-Lider hun? spurgte Marschalinden med en Stemme, man næsten ikke kunde
høre:
-Jeg giver dem Vin, sagde Hans Excellence, og han gik ind til
Spillebordet.
-Hvordan har Du spillet mine Kort? sagde han til Faderen, og Hans
Excellence satte sig for at spille Rubberen til Ende.

---

Gæsterne var taget bort.
I den midterste Dagligstue sad Hendes Naade og blundede i sin Stol.
Brillantsnoren lyste saa sært om hendes Hals i det meget Lys fra de
næsten nedbrændte Kroner.
Moderen og Hans Excellence sad inde i Hans Excellences Stue, hvor der
var mørkt.
-Er Du der, min Pige, sagde han.
-Ja, Grandpapa.
Skæret fra Gadens Lygter faldt ind i Stuen og flakkede hen over
Væggene, hvor Billederne af Aarhundredets Mænd dukkede frem i et
usikkert Lys og igen Forsvandt.
Moderen sagde, ud i Mørket:
-Grandpapa, Du skulde ikke beholde den Praksis.
Han drejede Hovedet:
-Hvorfor ikke? og pludselig lo han: Lad dem kun betale mig for at
udstede deres Dødsattester, sagde han.
Der var længe stille, saa sagde Moderen:
-Véd Du, Grandpapa, naar vi to sidder her, synes jeg, vi sidder og ser
paa den samme Ting.
-Paa hvad?
-Paa Vragene.
Han svarede ikke og der var atter tyst en Stund.
Saa sagde Hans Excellence:
-Sidder hun derovre endnu?
-Hvem?
-Mener Grandpapa Elsebeth?
-Jo, sagde Moderen: hun sidder endnu og venter.
Der var et Øjeblik stille i Mørket. Saa talte Hans Excellence:
-Der er intet at vente efter ... og han fortsatte:
-Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værd.
Han tav igen, før hans Stemme fød paany:
-Og det, vi dog ræddes for, kommer tidsnok.
Moderen havde bøjet sit Hoved:
-Maaske ikke for alle, sagde hun ganske sagte.
Der blev stille igen. Hans Excellence blundede maaske.
Moderen løftede, i Mørket, det blege og dejlige Ansigt og, halvt uden
at vide det og ganske sagte, nynnede hun frem for sig:
Som Planten visner
for dens Rod er uden Væde;
som Blomsten bliver bleg,
for Solen naa'r den ikke,
saa bleges jeg og visner hen,
for Du har ej mig kær.
-Synger Du, min Pige? sagde Hans Excellence pludselig fra Mørket.
Moderen fo'r sammen.
-Nej, Grandpapa, sagde hun:
-Jeg sukkede kun.
Georg aabnede Døren til den lyse Stue, idet han bukkede paa Dørtrinet:
-Hendes Naade er gaaet til Tebordet, sagde han.
-Vi kommer, sagde Hans Excellence.
Og de rejste sig.

"LA GIOCONDA". SIDSTE AKT.
SIRENETTA:
Har Du grædt?
SILVIA:
Ja--en lille Smule.
SIRENETTA:
Det er ligesom Du havde grædt et helt Aar. Dine Øjne brænder. Dit
Hjerte gør altfor ondt.
SILVIA:
Ti stille. Jeg kan ikke faa mit Hjerte til at være roligt.