Det graa Hus - 7

Fritz Hvides Stol, slog de blanke Øjne op mod sin Herres Ansigt:
-Sherry eller Madeira?
-Og kun mine Yndlingsblomster paa Bordet, sagde Grev Eck og bøjede det
lille og fine Hoved for Hendes Naade. Han havde fæstet en af Bordets
tusind Stedmoderblomster i sit Knaphul, som var uden Roset. Han bar
ligesom Hans Excellence kun Storkorset.
-Det er altid Hvide, sagde Hendes Naade, som lige paa en Gang husker
den Slags Ting.
-Ja, sagde Grev Eck: det er en af hans Evner.
Hans Excellence, der havde hørt det som alt, hvad Hendes Naade talte
om, sagde:
-En Evne? . . . Dagen er lang, gode Adam; den Slags Ting sidder
etsteds og melder sig, naar de skal.
-Mon de ikke sidder i Hjertet, Grandpapa, sagde Moderen, der selv
havde samlet en Buket af Stedmoderblomsterne, som var spredte paa
Dugen, og havde fæstet den ved sit Bryst.
-Det er jeg ikke vis paa, svarede Hans Excellence.
-Det er en traurig Blomst, sagde Grev Schulin og saá paa Moderens
Brystbuket.
Moderen tav et Øjeblik og førte Haanden hen over Stedmoderblomsterne.
-Den er for Erindringen, Schulin, sagde hun, lidt sagtere; véd De
ikke, det siger Ofelia.
Greven tog en Mundfuld Fisk:
-Saa? sagde han: det er saa længe siden, de spillede det Stykke.
-Gudskelov, sagde Hans Excellence: der burde altid være Forbud mod,
hvad de Gøglere lemlæstede.
De oppe ved Hans Excellences Bordende lo, mens Moderen sagde:
-Jeg kender intet som Grandpapas Had til Teatret.
Gehejmeraadinden sagde:
-Han har Ret. Man burde aldrig have nedrevet Blaataarn.
Men Excellencen sagde:
-Lad dem abe sig som de vil for Resten af Abekattene. Men de store
Tanker skulde de helst lade være i Fred og ikke forfalske dem paa
deres tykke og dumme Tunger. Hvis en eneste af dem havde forstaaet
Hamlet, vilde han aldrig turde spille ham af Frygt for de raadne
Æbler. Goethe var klogere. Han skrev sine Skuespil, saa ingen gider
spille dem.
-Men er der nogen, som læser dem? spurgte Grev Eck.
-Ja, Adam, sagde Excellencen: hans Slægtninge og der vil længe leve
nogle af dem.
Grevinden sagde, at hun havde en Gang under et Ophold i London set
Booth; og Baronesse Rosenkrands, der havde noget svært ved at
konversere, greb Ordet London for til Professor Berger igen at tale om
sin Rejse.
Baronessen kunde ikke komme bort fra, at Rom, det var virkelig for
meget.
-Hvad er for meget? sagde Professoren og smilede.
-Uh, jo, sagde Baronessen, mens Talen om Rejser pludselig bredte sig
og de talte om det halve Europa rundtomkring:
-Det er ligesom Michel Angelo ...--Det er dog for meget ...
-Og saa er det nogle Forvridninger, sluttede Baronessen sine
Formeninger om Michel Angelo.
-Forvridninger, sagde pludselig Hans Excellence: det er rigtigt,
Lydia. Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lænkerne og vidste, hvor
de var knyttede.
Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Øjeblik stift
som en Maske; men hun bøjede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes
Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om
Katolicismen-:
-Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa
trygt.
Professor Berger løftede Hovedet fra sin Tallerken:
-Naar de først har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han.
-De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck.
Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Præst paa
Godset, som var ny:
-Kære, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe
i Munden og med Bulehat.
-Jeg hører ham naturligvis aldrig, sagde hun: Men nu undgaar vi vel
heller ikke Højskole og al den Slags.
Der blev en almindelig Talen om Grundtvigianismen.
-Naa, sagde Gehejmeraadinden: Grundtvigianerne er ikke de værste. De
synger saa længe, til de faar stærke Lunger. De Folk tør saagu se
deres Vorherre ind i Øjnene.
Marschalinden slog Hænderne ned mod Bordet og sagde:
-Tante Augusta bander endnu.
-Ja, min Pige, sagde Gehejmeraadinden: og det vil jeg blive ved med
til min Død.
Hans Excellence, der drak Vand af sit Glas, sagde, tænkende paa
Grundtvigianismen:
-Ja, min Hr. Halvfætter var gal, men han havde sine lyse Øjeblikke:
han gjorde "Synden" til Glæde og Glæden til et Sakrament. Han fik
Himlen til at spænde over Jorden--og det er vanskeligt.
Jægermesteren, der saá hen over sine tømte Glas, sagde halvhøjt:
-Papa bliver tilsidst den eneste kloge i Landet.
Gehejmeraadinden, der genoptog Rejsekonversationen, talte om
Karpaterne og sagde til Fru Harriette:
-Du har vel ogsaa været der?
-Nej, Tante Augusta, jeg har ikke Ben til det; mens Grevinde Schulin
lo og sagde:
-Gehejmeraadinden har rendt Livet af ti Selskabsdamer. Og hvad vil De
saa deroppe, Gehejmeraadinde?
Gehejmeraadindens Ansigt skiftede Udtryk og hun sagde:
-Naar man kommer lidt højt op, er man ene, Bedste. Og Verden, den faar
ogsaa et andet Ansigt.
-Hvilket? sagde Marschalinden over Bordet.
-Et større.
Og maaske for at afbryde sig selv sagde Gehejmeraadinden pludselig til
den unge Fritz Hvide:
-Aa, Fritz, vil Du sørge for Dyret. Det er paa Tide, den faar sin
Medicin.
Hr. Fritz rejse sig og, mens alle lo, hældte han et kvart Glas Portvin
ud paa en Underkop foran Kræet, der var placeret paa et Tæppe foran
Kakkelovnen:
-Et kvart, et kvart, raabte Gehejmeraadinden og, mens alle lo endnu,
sagde hun:
-Men man har det dog rart, saadan mellem Venner.
-Ja, sagde Marschalinden og saá et Nu paa Faderen, hvis Øjne lyste
under Fest og Lys.
-Paa de Tider, som gik, sagde hun og stødte pludselig sit Glas mod
Faderens, mens hendes Ansigt, et Øjeblik, blev saa blegt som Perlerne
om hendes Hals.
-Venner, sagde Excellencen: tror Du paa det, Augusta?
-Ja.
Hans Excellence lo, men Grev Eck sagde med sin stilfærdige Stemme:
-Før vi har begyndt at leve og naar vi en Gang er holdt op med det,
tror jeg, vi har Tid til at have Venner.
-Lykkelige Folk kan have Venner, sagde Hendes Naade, der stirrede hen
for sig.
-Og de ulykkelige?
-Har deres Lidelser, sagde Hendes Naade og sænkede sit Hoved, mens
Jægermesteren saá op paa hende.
-Mama, sagde han ganske sagte og stødte sit Glas mod hendes.
-Jeg, sagde Excellencen: har, Adam, hørt om Heste, der trækker samme
Læs, at de til Tider slikkes. Andet Venskab har jeg aldrig set.
-Grev Schulin gav sig til at le, saa hans Serviet rystede, mens
Gehejmeraadinden sagde:
-Ja, De er umulig, gamle Excellence, og Faderen, som ogsaa lo, sagde:
-Man skulde ikke tro, Papa kun drak Vand.
-Netop, sagde Hans Excellence og førte det mægtige Krystalglas med
Mecklenburgs Vaaben og den gamle vendiske Krone, en Erindringsgave fra
Hendes kongelige Højhed Prinsesse Mariane, op til sin Mund:
-Derfor er jeg nøgtern.
Og idet han lod Blikket løbe nedover Bordet, sagde han:
-Jægermesteren drikker for mig.
I det halve Minuts Stilhed, som fulgte, mens Hendes Naades Ansigt var
blevet graablegt, hørte man Baron Rosenkrands, der talte om den
tyrkiske Krig, sige:
-Jo, Onkel Eck, det er ganske vist, Sultanen vilde virkelig rejse
forleden, men han blev, da alle Haremets Damer gav sig til at skrige.
Hendes Naade havde under Bordet grebet Jægermesterens Haand, der var
hed som Ild, mens Baronesse Rosenkrands, der skød Brystet frem over
Bordet, sagde:
-Gud, der maa da være en frygtelig Skinsyge i saadan et Harem.
-De dumme Fruentimmer, sagde Gehejmeraadinden.
Tjeneren skænkede Champagne og paa en Gang begyndte de alle at tale om
Skinsyge og om en Kusine af Baronesse Rosenkrands, som for otte Dage
siden var løben bort fra sin Mand.
-Men hvorfor er hun løbet? sagde Fru Schulin og slog sin Vifte ned mod
Bordet.
Baronessen vidste det ikke og hver gav sin Grund.
-Jeg synes, sagde Gehejmeraadinden: at det er ganske simpelt. Jeg
kunde heller ikke, Lydia, tænke mig noget frygteligere end at blive
elsket af et Mandfolk, jeg ikke elskede.
Grevinde Schulin skoggerlo, mens der steg to røde Pletter op i Hendes
Naades Kinder og Moderen sagde halvsagte til Hans Excellence:
-Er Du træt?
Men Marschalinden raabte, mens alle talte i Munden paa hinanden,
gennem Støjen op til Moderen:
-Stella, har Du aldrig været skinsyg?
-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte
man sammenligne sig med de andre.
Marschalinden lo igen:
-Og det er aldrig faldet Dig ind?
Der gled et Smil over Moderens Ansigt:
-Nej, aldrig, sagde hun.
Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt.
Saa sagde hun til Faderen:
-Stella er vidunderlig.
-Ja, sagde Faderen, mens hans Mundvige sitrede ganske lidt.
Hans Excellence havde atter rettet sig i sin Stol og havde betragtet
Moderen, da han pludselig sagde, sagte eller snarere stønnende, med en
Stemme, hun ikke kendte, og med et Blik i sine Øjne, hun aldrig havde
set:
-Saa er Du alligevel lykkelig.
-Grandpapa, sagde hun og fandt ikke flere Ord, mens hun stirrede ind i
hans Ansigt: det var, som saá hun tusind Ting oplyste af et eneste
Lyn.
Hendes Hænder faldt ned mod Bordet. Men Hans Excellence havde vendt
sit Ansigt bort.
Langs Bordet lo og snakkede de, mens Marschalinden, der gik tilbage i
Samtalen, sagde til Faderen:
-Jeg har for Resten været i Haremet.
-Jeg ogsaa, sagde Gehejmeraadinden, som slog en stor Vifte op for sit
vejrbidte Ansigt:
-Det var der ikke meget ved.
Grev Eck havde kun været hos Sultanen én Gang, i de Aar, han opholdt
sig i Athen for at vejlede den unge Konge.
Hendes Naade, der havde givet en Ordre til Georg, drejede atter
Hovedet over Fløjlsbaandet med Brillanter, som kantede hendes Kjole,
og sagde:
-Ja, da Fru Jerichau malede mig, fortalte hun mig meget om
Konstantinopel.
Ved en sær Tankeforbindelse--maaske fra Seraillets Damer til
Smykker--begyndte Marschalinden paa en Gang at fortælle om
Etatsraadinden og hendes Dauphin, mens hun af Latter kastede sig
tilbage paa Stolen:
-"Mouritzen har Beviserne", sagde hun og efterlignede Etatsraadindens
Tonefald: "men vi har den fra Frankfurt".
Moderen og Fru Schulin lo med, mens Gehejmeraadinden sagde:
-Jeg tror nu, at disse Rothschilder har en Bagbutik med den Slags.
-Ja, gu' har de et Laanekontor, sagde Baron Rosenkrands: Og der er jo
ogsaa Nødstilstand i mange gamle Familjer.
Marschalindens Øjne strejfede uvilkaarligt Brillantbaandet om Hendes
Naades Hals, medens Faderen, en Smule hastigt, bøjede sig frem mod
hendes Skulder og sagde:
-Det var nogle dejlige Perler, Harriette.
-Ja, sagde Marschalinden, der tog op om Collier'et: det er ogsaa
historisk. De siger, det har tilhørt Madame Dubarry.
Grevinde Schulin var vendt tilbage til Fru Rosenkrands' bortløbne
Kusine og afsluttede sine Bemærkninger ved at sige:
-Aa Gud, ja, det er godt, man har sine Børn.
-Ikke sandt, Tante Hvide? sagde hun og nikkede til Hendes Naade, der
smilede over sin lysende Halssnor.
-Ja, sagde Fru Rosenkrands, der tørrede sin lille Kirsebærmund med
Servietten: det er saamæn meget muligt, at der ikke er saa meget ved
Livet.
-Helle Dussen, Baronesse, sagde Marschalinden og lo og, idet hun
pludselig vendte sig til Grev von Eck, sagde hun.
-Ja, Grev Eck, hvad mener nu egentlig saadan en klog gammel Mand som
De om Livet?
Grev Eck sænkede det lille og fine Hoved:
-Jeg interesserer mig ... ikke saa meget for Livet, sagde han.
-Men alligevel?
Den gamle Diplomat, der altid talte ret langsomt, sagde og smilede
halvt:
-Jeg betragter det mest som Skygger ... Skygger paa et ophængt Lagen.
Marschalinden, som havde rynket Panden, sagde:
-Men, Eck, hvem styrer dem saa, Skyggerne paa Lagenet?
Hans Excellence havde strakt Haanden ud mod den slanke Tjener:
-Et Glas, sagde han.
Det var et Glas Champagne, som Hans Excellence fik og tømte i ét Drag:
-Styres ikke alt Skyggespil, sagde han, af en oprakt Finger?
Mens Gehejmeraadinden lo, hørte man Professor Berger sige i
Stilheden--Herrerne var blevet røde i Hovederne--:
-Det er vel altid Hovedformaalet at lindre Patienternes Smerter.
Moderen, som i nogle Minutter ikke havde talt, fo'r sammen ved Hans
Excellences Ord og hørte Grev Schulin, der hovedsagelig beskæftigede
sig med Silkekræet ved Kakkelovnen, sige:
-Dyret er s'gu drukkent.
Moderen smilede og sagde:
-Dyret er klogt.
-Ja, saagu', sagde Schulin, der selv tømte et Glas til Dyreryggen.
Marschalinden, der var blevet ved at tale med Grev Eck, spurgte ham ud
om en ledende Politiker, en Folkefører.
-Man forstaar aldrig noget rigtigt, sagde hun: naar man sidder saadan
aarevis i Udlandet.
-Men, sagde hun om Folkeføreren: tror De da virkelig, at han selv tror
paa alle sine egne Ord?
-Undertiden.
-Og, blev Hr. Eck ved: han tror altid paa, at han er Verdens
Midtpunkt.
-Misund ham for det, raabte Hans Excellence: den Tro tør ingen miste.
Og sagtere, saa kun Moderen og Gehejmeraadinden hørte ham, sagde han:
-Den Dag, man mister den, begynder Sandflugten....
-Sandflugten, Grandpapa?
-Ja, Sandflugten gennem Ørkenen.
-Og--Hans Excellences Stemme lød paany som før og, et Nu, saá hans
Øjne ud, som overmandedes han af en urimelig og en til Bunden loddet
Smerte--: hvem tror Du vel, min Pige, betyder mer end Sandskornet i
den hede Sky.
-Hvad taler I om? sagde han pludselig atter højt ned til Eck og
Marschalinden.
-Politik, sagde Marschalinden.
-Politik, sagde Hans Excellence, der atter havde ranket sin Skikkelse
og sad med Hænderne støttede mod sit Bord: hertillands har vi ingen
Politik. Politik betyder Handling og En, som hertillands vilde handle,
vilde straks løbe Panden mod Talerstolene.
-Og--Hans Excellence lo--den, som vilde vove at hugge Talerstolene
ned, vilde blive halshugget. Hvem takkede Anders Sandøe eller hvem
takkede Bluhme? Bispen fra Ny Zeeland kunde smøre dem om Munden og
føre dem til Dannevirke.
Gehejmeraadinden gav sig til at le med sin Mandfolkelatter. Hun kom
til at tænke paa Hans Christian Ørsted og blev ved at le:
-Som det Mandfolk gik paa sine Ben, sagde hun.
Hans Excellence sad lidt, før han sagde:
-Ja, han var Anders Sandøes Broder. Men det var alligevel under Hans
Christians Fingre, Ariadnetraaden fløj ud.
-Ariadnetraaden? sagde Marschalinden nedefra.
-Ja, sagde Hans Excellence: fra den Dag kan man vel famle sig til,
hvis man ellers gider, hvad Liv er og hvor Livet sidder.
De hørte alle efter, mens Grev Eck sagde, med en Tankeforbindelse:
-Noget af det interessanteste jeg véd, var at se Charles Darwin i
London.
Hans Excellence sagde:
-Hvad han tror, har alle de Store troet. Han, der gik paa Hovedet i
Ætna, var den første, der forstod, og han vidste, han havde forstaaet.
Marschalinden, der ikke kendte Filosofen fra Ætna og stadig sad
fordybet i sin egen Stemning, løftede Øjnene og saá sig uvilkaarligt
om i Stuen:
-Ja, sagde hun: saa mange Mænd, der egentlig er gaaet ud og ind af
disse Stuer.
-Ja, sagde Hans Excellence og maalte selv Værelset med et langt Blik:
mange. Og hvad er der saa blevet tilbage? Stakitterne om deres Grave.
Der var et Øjeblik stille i Stuen.
Saa sagde Grev von Eck:
-Og Telegrafpælene over Jorden.
-Ja, sagde Hans Excellence: til at formere de menneskelige Løgne.
Hans Excellence tog en Skefuld Is paa Moderens Tallerken.
Samtalen var næsten stanset, og Grevinde Schulin bøjede sig ned mod
Professor Berger, der, medens han spiste, førte sine meget fine Hænder
næsten som en Kvinde:
-Hvad er der dog hændet Onkel Hvide, sagde hun: jeg har hele Tiden en
Fornemmelse, som om Gulvet gynger.
-Hvad sagde Grevinden? spurgte Professoren, som enten ikke havde hørt
eller ikke havde villet høre.
-Ingenting, Fru Schulin slog sin Vifte op: her er saa varmt.
Næsten paa en Gang begyndte hun og Marschalinden og Moderen at tale
igen, mens alle faldt ind, og de talte om Godserne og Hoffet og
Hendes Majestæt Enkedronningen, som desværre var syg.
-Hun har Mavepine, sagde Hans Excellence.
Medens alle blev ved at tale, sagde Grev Eck, der længe havde siddet
og set paa den unge Mand, pludselig over til Hr. Fritz Hvide:
-Hvad tænker egentlig De paa?
Den unge Mand løftede det blege Ansigt.
-Greven gør mig et Samvittighedsspørgsmaal, sagde han.
-Som De ikke besvarer, sagde Greven og lo.
Den unge Mand svarede ikke mer, men bøjede kun sit Hoved.
Den slanke Tjener bragte fjorten meget smaa, graverede Glas paa en
Krystalbakke, som han, bukkende, rakte frem mod Grev Eck som den
første.
-Det er Tokayeren, sagde Grev Eck, der havde taget et Glas.
-Ja, sagde Hans Excellence.
Det var en ældgammel Vin, af hvilken Huset havde ejet atten Flasker,
en Present af en afdød Prins af Philipsthal.
-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg.
-Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende.
Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af
Hvidernes Vaaben glimtede.
Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas:
-Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin.
-Ja, sagde Hans Excellence: de færreste.
Den lille Baronesse, som ogsaa sad og saá paa sit løftede Glas, sagde:
-Den er som Blod.
-Som Ild og Blod, min Pige, sagde Hans Excellence og stødte sit Glas
mod Gehejmeraadindens, der elskede Vin og som havde været med til
alle atten Flasker, op gennem Aarene.
-Ja, sagde Baronessen.
Og med Glasset op til sine Læber sagde hun, halvsagte, over til sin
Mand:
-Du.
-Dja, sagde Manden--Dja var hans Kælenavn for Lydia--og de drak,
seende hinanden dybt ind i Øjnene.
I det samme havde Moderen bøjet sig frem, som om hun vilde drikke med
nogen. Men hastigt satte hun atter Glasset ned og vendte Hovedet bort.
Den unge Hvide havde ikke smagt Vinen. Tavs stirrede han paa sit Glas,
hvis Vaabenskjold syntes blodsprængt paa Vinens Baggrund.
-Skaal, Hans, sagde Marschalinden og løftede Glasset ned mod
Jægermesteren.
-Skaal, svarede han.
Og for at sige noget sagde Marschalinden:
-Jeg maa da ogsaa en Gang se at komme til Thorsholm. Jægermesteren
svarede og saá op:
-Saa maa Du skynde Dig. Før Taget ramler sammen.
-Som Du dog taler, Hans, sagde Hendes Naade.
-Jeg taler Sandhed, sagde Jægermesteren, mens Hans Excellence havde
rejst sig med det løftede Glas i Haanden:
-For Dig, sagde han ned mod Hendes Naade, og mens alle rejste sig,
tømte de den sidste Draabe af den røde Vin paa Hendes Naades Vel.
Georg slog Dørene op og alle gik ind, Hendes Naade først ved
Jægermesterens Arm.
Da Døren igen var lukket til, var den slanke Tjener alene. Han saá ned
over Bordet og fik Øje paa den unge Hvides urørte Glas.
Den unge Mand tømte det hastigt, før Georg vendte tilbage.
-Kaffen, sagde Georg.
Den Slanke svarede ham ikke, men gik for at hente Kaffen.
Da Georg var alene, gav han sig selv til at tømme Slatterne, hulter
til bulter.
... Kaffen var drukket og Spillebordet var slaaet ud, i den midterste
Dagligstue, hvor Hans Excellence gik til Kortene sammen med Grev Eck,
Schulin og Professoren.
-Nu skal jeg snue, min Pige, sagde Gehejmeraadinden, der, hvor hun saa
var, altid sov et Kvarter, efter Kaffen.
-Ja, Tante Augusta, sagde Baronessen og rejste sig fra Sofaen, hvor
Gehejmeraadinden lagde et Lommetørklæde over sit brede Ansigt og, et
Minut efter, var falden i Søvn.
Marschalinden, der sad med Moderen ovre i det andet Hjørne, gav sig
til at le:
-Tante Augusta har altid sovet som de Retfærdige, sagde hun.
-Ja, sagde Moderen.
Hendes Naade og Grevinde Schulin talte midt i Stuen om Lejligheder,
som det virkelig var svært at faa:
-Men Hvide vil jo ikke flytte, sagde Hendes Naade.
Samtalen stansede nu og da, og fra den anden Stue hørte man Kortenes
Fald.
Moderen løftede Hovedet en Smule og sagde:
-Saa underlig denne Dag maa have været for Dig, Harriette.
-Hvordan? sagde Marschalinden og vendte Ansigtet imod hende.
-At se os allesammen igen ... efter saa lang en Tid.
-Ja, sagde Marschalinden: næsten tyve Aar....
-Og, tilfejede hun: jeg rejser snart igen.
-Rejser? sagde Moderen.
-Ja, sagde Fru Harriette, hvis Stemme sitrede underligt: nu har jeg
jo set Jer.
Moderen svarede ikke, og de hørte igen Kortenes Fald. Saa sagde
Moderen, som saá hun paa noget, der var uendelig langt borte:
-Det var lige før mit Bryllup, Du rejste.
Marschalinden havde foldet Hænderne over sit Knæ.--Ja, sagde hun: det
var lige før dit Bryllup.
Og efter et Øjebliks Tavshed lagde hun til:
-Alle kan vi jo ikke blive i Landet.
Faderen traadte hen til dem:
-Hvad sidder I to og taler om?
-Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden.
-Hvorpaa da?
Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen.
-Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og
Livets Gang.
Faderen svarede ikke.
Men Marschalinden sagde:
-Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos
Baronesse Rosenkrands.
-Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være
kommen hjem og nu se alt det.
-Hvordan alt det?
-Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der
tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage:
-Harriette havde vel nok altid elsket Fritz. De har jo kendt hinanden
fra Børn.
-Men saa forelskede Fritz sig jo i Stella--og saa rejste Harriette ned
til Tanten i Wien og giftede sig med Marschalen.
Grevinde Schulin tav et Øjeblik:
-Og nu kommer hun tilbage og ser, hvordan det er gaaet.
-Hvordan er det da gaaet? sagde Baronessen, der, uforstaaende, havde
bøjet Overkroppen helt frem.
-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over Øjnene:
-De er et Barn.
-Men, sagde hun og betragtede et Øjeblik Schulin, der sad inde ved
Kortene, bred og stærk, som den, der har bevaret sin gode og
mangesidige Appetit op gennem Aarene:
-Livet vil nok lære Dem mange Ting.
Baronesse Rosenkrands skød Kirsebærmunden frem:
-Ja, det vil det vel, sagde hun og sukkede uden at vide hvorfor.
-Skal vi køre? spurgte hun Baronen, der kom til.
-Ja, min Pige, sagde Baronen; og Baronen og Baronesse Rosenkrands, der
skulde til Rout hos den engelske Minister, gik rundt og sagde Farvel.
Georg kom løbende ind fra Gangen, gennem Stuerne, ind til Hans
Excellence:
-Deres Excellence, sagde han og fortsatte hviskende.
Hans Excellence havde rejst sig i samme Nu.
-Er Vognen der? raabte han.
-Ja, Deres Excellence.
Alle havde rejst sig i begge Stuer--undtagen Hendes Naade.
-Hvad er der? sagde Gehejmeraadinden, der var vaagnet.
-Min Pels, sagde Hans Excellence og gik gennem Stuerne.
-Hvad er der? spurgte Marschalinden, med Ansigtet vendt mod
Excellencen.
-Jeg skal til Brahes; og vendt mod Faderen sagde han:
-Tag mine Kort. Hans Excellence gik ud.
Ved Døren til Trappen ventede Brahernes Vogntjener, der, bleg, bøjede
Hovedet over den store Krave.
-Det haster, Deres Excellence, sagde han.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence, der steg ind i Vognen:
-Kør.
Brahernes Heste slog med deres Hove Gnister af den haardtfrosne Sne.
Den Braheske Port blev revet op foran de dampende Dyr.
Portneren løb til og var nær snublet over Vognens bageste Hjul, mens
hans Kone stod paa Kældertrappen, lænet op til Væggen, med Forklædet
over sit Hoved, og græd, saa det genlød i Porten:
-Det javer, Deres Excellence, det javer, sagde hun.
-Jeg véd det, sagde Hans Excellence igen.
Ved den aabnede Dør ventede Kammertjeneren.
-Godaften, Deres Excellence, sagde han og hans Stemme rystede. Han
havde tjent i Huset i tyve Aar.
-Tag Pelsen, sagde Hans Excellence. Og han rev den selv af, saa den
faldt paa Gulvet som en tung Sæk. før Tjeneren kunde gribe den.
-Hæng den op, sagde Hans Excellence.
Han aabnede Døren, og Baron Brahe, der sad paa en Stol, vendte sit
Ansigt, der var ophovnet af Graad--han, der ikke var vant til at
græde--om mod Excellencen:
-Tak, sagde han og rejste sig.
Baronessen kom løbende og slog sine Arme om Excellencens Hals:
-Aa, Onkel Hvide, aa. Onkel Hvide, hulkede hun. Hans Excellence
løsnede hendes Arm fra sin Hals:
-I henter mig sent, sagde han.
Det var, som en barsk Bestemthed havde udmejslet hans Skikkelse til en
Kæmpes:
-Lad mig se hende.
-Ja, sagde Baronessen og gik foran, støttende sig til Møblerne, ind
gennem Stuerne, hvor der ingen var.
En Gang stansede hun, lænende sig til en Stoleryg:
-Hvor hun lider, sagde hun og vendte sit Ansigt mod Hans Excellence.
Han svarede ikke.
Grev Preben sad i den inderste Dagligstue, paa en tilfældig Stol. Han
førte uafladelig Bagsiden af sin venstre Haand op mod sin Mund, som
var det hans Læber, der smertede ham.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen.
-Naa, sagde Preben og rejste sig uden at have hørt.
I den lange Gang havde de to Søstre flyttet to Lænestole ud, hvor de
sad, udenfor Emmelys Dør, angste og sammenkrøbne, uden at kunne græde,
mens en Kammerjomfru, længere nede, i Halvmørket, gik frem og tilbage
som en Skygge.
-Det er Onkel Hvide, sagde Baronen igen.
-Godaften, Børn, sagde Hans Excellence.
Baronen slap Døren og kun Hans Excellence og Baronessen gik ind i
Værelset, hvor Sygeplejersken rejste sig lydløst.
Hans Excellence var stanset foran Fodenden af Emmelys Seng.
I det matte Skær traadte Næsen frem over hendes indfaldne Kinder, mens
man hørte den hivende Lyd fra hendes arbejdende Bryst.
-Tag Skærmen af, sagde Hans Excellence.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen:
-Vil De være saa elskværdig? sagde hun.
Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt,
mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens
Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende.
-Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken
gjorde det. Der blev mørkt paany.
Det var, som den Døende vaagnede og hun søgte at løfte Haanden fra
Tæppet:
-Hvem er det? hviskede hun.
-Mig, sagde Hans Excellence og tog om hendes Haand.
Der gik næsten et Smil hen over hendes Ansigt og hun forsøgte at
nikke.
-Hvor er Preben? hviskede hun igen, mens hun vendte Øjnene, der maaske
næppe mer kunde se.
-Nu skal Preben komme, sagde Hans Excellence pludselig meget sagte og
han gik.
Baronessen havde ikke rejst sig.
Hans Excellence var gaaet ind i Dagligstuerne, hvor Baronen ventede.
De to Søstre var fulgt efter, lydløse som to Skygger.
-Giv hende Champagne, sagde Hans Excellence, som stod midt i Stuen.
-Ja, sagde Baronen.
-Saa tit I kan, sagde Hans Excellence.
-Ja, sagde Baronen.
Ingen rørte sig.
-Hvor er Preben, spurgte Hans Excellence.
Preben rejste sig fra en Stol.
-Gaa derind, lille Preben; men sid stille.
Hans Excellence tav et Øjeblik, mens Preben gik hen over Gulvet,
usikker som En, der har drukket.
-Godnat, Børn, sagde Hans Excellence og saá, et Nu, fra Ansigt til
Ansigt, før han gik.
Baronen var fulgt efter ham og kunde næsten ikke gaa:
-Hvordan er det? sagde han, da de kom til Døren.
Den stærke Mand skælvede som et Løv.