Det graa Hus - 6

paa, sad hun atter foran Lysene.
Hendes Blik faldt paa Tusindfrydbuketten, som Hans Excellence hver Dag
til Middag lod lægge paa hendes Bord. Hun tog den i sin Haand. De gule
Blomsterøjne stirrede i Lyset op mod hendes blege Ansigt.
Saa lagde hun Blomsterne hen og af de tre Bøger paa sit Bord tog hun
den ene. De to andre var "Buch der Lieder" og "Don Juan".
Hun slog Bogens Blade op og stirrede ind i Lyset, før hun læste:
Og daglig mer og mer Diones Sind
Sig slutter til--hun drømmende kun leved;
Det evigt nyt Erindrings Billed væved,
Men Livets Indtryk lukked ej det ind.
Tavs sad hun hele Timer, Haand ved Kind,
Og saá i Luften ud, hvor Skyen svæved,
Af Vinden ført, saa tung og mørk forbi:
Et Spejl af hendes Sjæls Melankoli.
Dog, hvad er Ord fornødne?--Samme Spil Kan her beskues som paa Livets
Scene; Først Smertens Frugt paa Livets fulde Grene, Saa Hjertets Kamp
før det sig lukker til. Først Haab og Længsel, derpå Savn alene. Saa
Tomheds Taarer, der ej stanse vil. Først dobbelt Liv og Kraft i hver
Fornemmelse, Saa Træthed, Slaphed, Sløvhed og Forglemmelse.
Moderen løftede sit Ansigt. Et Øjeblik lukkede hun sine Øjne. De røde
Læber skælvede.
Saa læste hun igen:
Du svigter mig--du flyer mit Øjes Blik, Skønt ømt jeg kalder, Du vil
ej mig høre; Du for min Hilsen lukket har dit Øre Og rækker bortvendt
mig den bitre Drik. Det svinder hen--min Sol til Hvile gik.
Moderens Haand søgte et spidset Blyant paa hendes Bord og hun førte
den til en næsten usynlig Streg ned langs Digterens Ord, alt som hun
læste:
Og intet mer kan mig tilbage føre De Straaler, som min Glæde fødtes i,
Kun Tanken har jeg nu: det er forbi.
Det skulde være--nu velan. Ej Klage Skal disse Linjer bringe fra mit
Bryst. Ej Suk, som uden Genlyd gaar tilbage, Ej Savn, som vende hjem,
foruden Trøst; Kun milde Ord, som ej dit Hjerte nage, Kun Hjertets
Genklang af en svunden Lyst, Kun Ordet, tomt for Dig, for mig en
Lindring, Kun et Farvel til Afsked og Erindring.
To Taarer var faldet ned paa Blader. Moderen saá dem ikke:
Farvel--Hvad er et Ord? og dog en Smerte, Den bitreste, er gemt i
dette Ord: En Grav for alt, hvad dette Bryst begærte Af Elskov, Lykke,
Fred paa denne Jord.
Den sidste Blomst, der sprang af dette Hjerte,
Hvis sidste Haaben i dens Bæger bor,
Tag alle Blade Du. Ti Duft og Farve,
Som Du gav Liv, til Afsked skal Du arve.
Store Taarer strømmede ud af hendes Øjne, og et Nu støttede hun sit
Ansigt mod Armstagens Bronce.
Saa tørrede hun Taarerne bort og vendte igen de dejlige Øjne mod
Bogen, hvis Bind stod lænet mod Spejlets Rand som en Bønnebogs mod en
Bedepult:
Min Sjæl er træt, men paa mit Øje falder
der ingen Slummer; rastløs Tanken gaar
I Sorgens Følge gennem Fortids Haller
Og stille for hvert dejligt Billed staar.
Hver Drøm, der fryder, jeg tilbagekalder,
Jeg strækker Haanden ud--men ej den naa'r
Den flygtige, den lyse Hær af Minder,
Som tryller, smiler, vinker og forsvinder.
Da vækkes jeg, af Længsels Toner kaldt,
Da føler end med dobbelt Kraft jeg Savnet
Af alt det Herlige, min Arm har favnet,
Af Dig, din Kærlighed og din Gestalt.
Oh, Charles, som mig flyer, af hvem kun navnet
Endnu jeg har, skønt dette Navn er alt,
Alt, hvad jeg tænker, føler: Lyst og Kummer,
Mit Hjertes Klage, naar jeg selv forstummer.
Hun havde fattet om Bogens Bind med begge sine hvide Hænder. Ansigtet
var let strakt frem:
O, Du--Men Taaren falder ned og sletter
Mig Skriften ud; og tørres end den bort,
Den vælder frem paany og Brevet pletter
Saa selv min Afskedshilsen gør mig tort.
Lad her mig ende. Dig jeg ej forgætter,
Dertil et bittert Liv var mig for kort.
Farvel. Farvel. Jeg har ej mer at skrive.
Kun dette Kys--nej, nej. Og dog--det blive.
Hendes Hænder gled ned fra Bogen, og stille, stirrede hun, i Spejlet,
ind mod sit eget Billede, som hun ikke saá.
-Ja, sagde hun ud i Luften og rejste sig: det maa være.
Selskabsdamen bankede igen og spurgte, om hun ikke skulde hægte Fruens
Kjole.
-Tak, jeg er færdig, svarede Moderen.
Selskabsdamen saá paa Tusindfrydene:
-Men skal jeg dog ikke fæste Blomsterne? sagde hun.
Moderen tog Blomsterne op i sin Haand. Et Øjeblik endnu betragtede hun
de hvide Blomster.
-Tak, sagde hun:
-Men lad dem visne her.
Og idet hun smilede til Selskabsdamen, der saá paa hende, sagde hun:
-De véd, jeg holder saa meget af visnende Blomster.
Selskabsdamen vilde gaa, da der hørtes Støj i Gaarden.
Det var Hestene, der blev spændt for.
-Skal der spændes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod
Selskabsdamen.
-Ja, Hans Excellence kører ud, svarede Selskabsdamen.
-Men hvorhen dog? spurgte Moderen.
-Hans Excellence har ikke sagt det.
Moderen gjorde en Haandbevægelse mod Selskabsdamen, der gik.
Porten blev slaaet i. Hans Excellence var kørt ud.
---


III
Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus. Men Porten blev
ikke aabnet.
-Kør ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør.
Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede
Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en
Herre i Pels, som vendte Ryggen til.
Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var
som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.
Den Skruttede naaede ikke Vogndøren, før hans Excellence var ude og
havde sparket Døren op til Trappen, hvor der var mørkt.
-Tænd, sagde han.
Den Skruttede løb, med en Tænder, som en Gnom, foran Hans Excellence
op ad alle Trapperne, tankeløst tændende alle Lamper.
Hans Excellence ringede og saá to Øjne, der kom frem bag Dørens Øje og
igen forsvandt.
Hans Excellence ringede paany med en Haand, der skjalv.
Frøken Erichsen var løben ind i Spisestuen, hvor Hofjægermesterinden,
iført en Slobrok, spiste ene, i den iskolde Stue, under et Gasblus.
-Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen, der næsten var blevet
forpustet.
Det gav et Ryk i Fru von Eichwald:
-Igen.
Hun løftede sit Hoved:
-Saa skal han have Penge, sagde hun.
Men med et pludseligt Glimt i sine Øjne, som Frøken Erichsen saá,
skønt Hofjægermesterinden havde sænket Laagene for at dække Blikket,
sagde hun efter et Nus Forløb, næsten blødt:
-Hans Excellence kan man ikke afvise, Frøken. Meld ham hos
Konferensraaden.
Frøken Erichsen saá et Øjeblik Hofjægermesterinden lige ind i
Ansigtet:
-Som Hofjægermesterinden mener, sagde hun og gik.
Hun aabnede Gangdøren:
-Vil Deres Excellence gaa ind, sagde hun og lukkede op til de mange
Stuer:
-Her er mørkt, sagde Hans Excellence.
-Nu skal jeg tænde, Deres Excellence, sagde Frøken Erichsen og tændte
to Lys paa en Konsol, før hun gik. Hans Excellence blev ved at gaa,
frem og tilbage, foran de to Lys, der kastede den vandrende Skygge hen
over Loftet, medens Rokokovæggenes gyldne Sirater glimtede ud og ind,
som blev de levende Arme, der vilde gribe om den flakkende Skygge.
-Det er Hans Excellence, sagde Frøken Erichsen og stod midt i
Konferensraadens Stue.
Konferensraaden løftede det vanføre Hoved og der skød som et gult Lyn
frem fra hans seende Øje:
-Lad ham komme ind, sagde han og Konferensraaden talte fuldkommen
tydeligt:
-Jeg har ventet ham.
-Vel, Hr. Konferensraad.
Konferensraaden havde løftet den højre og sunde Arm:
-Tag Puderne bort, sagde han.
-Ja, Hr. Konferensraad. Frøken Erichsen gjorde det.
-Og Skærmen af Lampen.
-Ja, Hr. Konferensraad; Frøken Erichsen løftedeSkærmen.
-Hans Excellence er velkommen, sagde Konferensraaden, hvis Tunge var
fast i hans Mund.
*........
-Det er mig, sagde Hans Excellence og gik frem i stuen.
-Jeg ser det, sagde Konferensraaden, som ikke tog det sunde Øje Fra
Excellencens Ansigt:
-Du kommer igen.
Hans Excellence havde knuget sin ene Haand.
-Det haster, sagde han:
-Jeg skal bruge Penge.
Konferensraaden tav, bestandig med Øjet paa ham.
-Jeg maa sælge, sagde Hans Excellence og, mens han pludselig vendte
sit Hoved om mod Konferensraadens Ansigt, hvis ene Øje bestandig
hvilede paa ham, som vilde det tælle Sveddraaberne paa Hans
Excellences Pande, sagde han og Vandet sprang frem af hver af hans
Legemes Porer:
-For der er vel Papirer?
Konferensraaden lod Ordene dø hen:
-Naar skal Du sælge? sagde han.
-Straks, sagde Hans Excellence og førte uden at vide det den venstre
Haand op for at aftørre sine Tindingers Sved.
-Idag? sagde Konferentsraaden, der ikke rørte sig.
Ved Lyden af hans Stemme rettede Hans Excellence pludselig hele sit
Legeme og de store Aarer i hans Pande svulmede under en kæmpemæssig
Anspændelse, mens han sagde meget brat:
-Der er altsaa sælgelige Papirer?
Hans Tunge var stanset et Sekund i Munden foran. Ordet "sælgelige",
men hans Stemme lød som altid:
-Saa maa Du sælge, sagde han.
-For hvormeget?
Hans Excellence tav et Øjeblik:
-For tredive Tusind, sagde han og virrede med sit Hoved.
Man hørte Urets Dikken. Konferensraaden svarede ikke, og Hans
Excellence sagde uden at se paa ham:
-Du maa forstaa, det er nødvendigt.
Konferensraaden løftede den højre og sunde Arm:
-Tredive Tusind, det er mange Penge, sagde han, og med sit Forsøg paa
Latter, der lignede et Fugleskrig, lagde han til:
-Genierne prutter ikke.
Hans Excellence løftede Hovedet og slog den blaahvide og knyttede
Haand ned mod det mægtige Bord:
-Glud, raabte han og Bordet rystede under hans Haands Slag:
-Er Pengene mine--eller er de det ikke?
Konferensraaden saá Hans Excellence rakt ind i hans Ansigt, og selv
det døde og hængende Øje syntes for et Sekund at faa en Smule Glans og
at kunne se, mens han sagde og hans Stemme pludselig, maaske for
sidste Gang, fik den Klang tilbage, hvis Haan en Dag, hvor Bankerne
vaklede, havde stanset et Run paa hans Firma:
-Du véd jo, de er dine.
Excellencens Hoved faldt ned paa hans Bryst. Hans Læber var saa hvide
som hans Skæg.
-Og--Konferensraaden næsten rejste sig, i en overmægtig Følelse af
Triumf--:
-De er til Udbetaling straks.
Han rakte den sunde Haand frem mod en Klokke paa sit Bord, men han
førte den atter tilbage:
-Nej, sagde han, og han vidste maaske ikke en Gang selv, om han
handlede af Medlidenhed eller af Grumhed:
-Tag Nøglerne selv.
Nøgleknippet faldt fra hans sunde Højre ned i Hans Excellences Haand,
der kun var halvt aabnet:
-Dér er Nøglen til Pengeskabet.
-Anvisningsbogen ligger i Rummet til venstre.
Hans Excellences Hænder var saa kolde som Jernet, hvorom de tog, mens
han aabnede Skabets Dør. Men han fandt sig tilrette i dets Rum, som
havde ogsaa hans Hænder færdedes der hver Dag.
-Dér, sagde han og lagde Anvisningsbogen paa Bordet.
Man hørte Pennens Skratten, medens Konferensraaden skrev:
-Dér, sagde han og skød Anvisningen bort:
-Vil Du kvittere.
Konferensraadens Øje betragtede Excellencen, mens han skrev paa det
fremlagte Blad.
-Tak, sagde Hans Excellence og løftede Ansigtet.
Men Konferensraaden saá vist ikke Excellencens halvt fremstrakte
Haand. Han betragtede Kvitteringen og der gik en Trækning som en
Grimasse hen over hans lammede Ansigt.
-Din Haand er bleven saa let at skrive efter, sagde han til Hans
Excellence, der havde rejst sig:
-Vil Du sætte dit Segl under.
En Flod af Blod havde gydt sig over Hans Excellences Ansigt, men han
sagde kun et Ja, der lød som en Stønnen:
-Der ligger Lak i Skabet, sagde Konferensraaden, og hans Øje blev ved
at følge Hans Excellence, mens han hentede Lak i Skabet og maatte
tænde et Lys og bære det hen og tage den mægtige Signetring af, i hvis
store Ædelsten Hvidernes Vaaben var graveret.
Hans Excellence holdt Lakket i Lyset lidt for længe, saa alt formeget
Lak svulmede op--som den første Strime Blod, der rinder af et Saar.
-Det er godt, sagde Konferensraaden og betragtede Seglet.
Hans Excellence havde atter Ringen paa sin Finger:
-Farvel, sagde han.
-Farvel.
Hans Excellence var ude.
Konferensraaden slog to Slag paa Klokken paa sit Bord og Hr. Hansen
kom ind ad den lille Paneldør:
-Gør i Orden, sagde han.
Hr. Hansen lukkede Pengeskabet og slukkede lyset og satte det bort.
-Hent Mappen, sagde Konferensraaden. Hr. Hansen gik og bragte
Hvidernes Mappe.
-Luk den op.
Hr. Hansen gjorde det.
-Tak.
Konferensraaden tog Hans Excellences Forskrivning og lagde den øverst
i den store Bunke:
-Det er godt, sagde han og lukkede selv. Da Hr. Hansen tog Mappen,
løftede Konferensraaden sit Øje paa sin Skriver.
-Nu skulle De inddrive Deres fordringer, sagde han: Det er paa Tiden.
Hr. Hansen førte forfjamsket de blege Hænder frem og tilbage.
-Men, sagde Konferensraaden: De har jo Pant. Hr. Hansen svarede ikke.
-Hvad har De mere end Kejserens Broche?
-Smykker, Hr. Konferensraad. Konferensraaden tog ikke Blikket fra ham.
-Hvilket? spurgte han.
-En Brillantsnor.
Konferensraaden flyttede sit Øje:
-Penge er bedre, sagde han: saadanne Stene kan synke i Værdi.
-Ja, Hr. Konferensraad. Konferensraaden drejede Hovedet:
-Skærmen, sagde han.
Hr. Hansen satte Skærmen over Lampen.
-De kan gaa.
Den store Dør gik op. Det var Hofjægermesterinden, der kom ind og stod
midt i Stuen:
-Hvad er her foregaaet? Konferensraadens Øje stak over paa hende:
-Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter
ganske tyk i hans Mund.
-Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende.
Og--Hofjægermesterinden saá Faderen ind i Ansigtet--: vi behøver ikke
Hviderne mer.
Konferensraaden svarede ikke.
Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor
hans Legeme skjalv.
-Og Du skulde skaane Dig, sagde hun og lagde til:
-Den Gamle sagde selv idag, Du taaler ingen Sindsbevægelser.
Konferensraaden løftede sit ene Øje:
-Var det maaske derfor, Du lukkede ham ind? sagde han: Lad Du mig om
mit.
Hofjægermesterinden smilede, mens hun lagde Plaiden om hans Ben, med
et Smil, som Konferensraaden ikke saá:
-Jeg skal gøre det, sagde hun og gik.
Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt
pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte.
... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv
ned i Døren til Porten:
-Hvor Du kommer sent.
-Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han
til Lig.
-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hæftigt op mod Johan, medens
Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen.
-Den Nærmer vil ikke længer, sagde Johan tvært.
-Vil ikke? sagde Faderen, rød af Vrede. Dette maa ha'e en Ende.
-Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom før.
Faderen fulgte efter Hans Excellence.
-Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal klædes om.
-Ja, sagde Faderen og gik op til sig selv.
Moderen sad endnu paa Stolen foran sit Spejl, mens hun hørte Faderen
gaa frem og tilbage og klæde sig om. Siden Selskabsdamen gik, havde
hun ikke rørt sig.
Kun nu og da aabnede hun Øjnene og lukkede dem igen.
Faderen bankede paa hendes Dør.
-Ja, kom, sagde hun.
Faderen kom ind, kjoleklædt og rank:
-Skal vi gaa ned? sagde han. Moderen blev siddende paa sin Stol:
-Jeg har tænkt saa meget i Dag, sagde hun og førte de foldede Hænder
ned imod sit Bord.
-Hvorpaa? sagde Faderen.
Moderens Læber skælvede et Øjeblik og der kom et Træk om hendes Mund
som det, der tidt kan ses hos Fanger:
-Jeg, sagde hun, har i mange Aar kun tænkt paa én Ting.
Hun tav et Øjeblik:
-Og nu har jeg tænkt den til Ende.
Hun bevægede de to dejlige Hænder:
-Derfor vil jeg gerne tale med Dig.

Faderen havde i Halvmørket, hvor han stod, gjort en Bevægelse med sin
Haand:
-Du mener, hvorfor tale om det, som er saa forbi og som er saa længe
siden?
-Men jeg maa tale, Fritz--hun vendte det blege Ansigt imod ham--: for
at forsvare mig.
-Forsvare Dig?
-Ja, Fritz.
Hun vendte Ansigtet igen og hun talte halvhøjt og langsomt som den,
der har formet sine Tanker uigenkaldeligt:
-Jeg véd nu, at jeg har haft megen Uret imod Dig. Du er ikke født til
at holde af Mennesker. Din Evne er at elske et Menneske--og alligevel
har Du holdt uendelig meget af mig.
-Men det er saa svært for den, der elsker, at gaa ved Siden af den,
der kun holder af. Derfor kunde jeg ikke en Gang modtage din Godhed.
Faderen gjorde et Skridt:
-Og ét endnu. Menneskene, Fritz, vender altid deres medlidende Øjne
mod den, som bøjes dybest, skønt ingen véd, hvem af to, der har lidt
mest.
Hun løftede sit Ansigt:
-Jeg har været egenkærlig, jeg véd det nu, sagde hun og det var, som
hun talte til nogen over sig:
-Men jeg skal ikke være det længere og din Livsevne skal ikke mere
være død.
Faderen stod i Mørket:
-Hvad vil Du, jeg skal svare Dig?
Moderen rystede paa sit Hoved:
-Du skal ikke svare mig, sagde hun:
-Jeg har ikke talt for at faa Svar, men for at have talt.
Der var et Øjeblik stille. Umærkeligt knugede hun de dejlige Hænder
mod hinanden paa Bordet, hvor de laa:
-Og nu, sagde hun, skal der aldrig mere tales imellem os--ikke en Gang
paa den Dag, hvor vi dør.
Faderen stod et Nu. Saa sagde han:
-Og hvorfor har Du netop talt idag?
-Hvorfor?
Moderen førte Haanden op til sine Øjne og tog den atter bort.
-De store Beslutninger, Fritz, er vel altid Frugten af de lange Tanker
og de smaa Ting.
Faderens Ansigt sitrede:
-Og Du? sagde han og hans Stemme kunde næppe høres:
-Kan Du aldrig blive glad?
Moderen vendte et Nu det skønne Ansigt imod ham:
-Havde Du elsket mig, om jeg kunde det, sagde hun.
Og Faderen gik.
Moderen rejste sig. Taarerne vilde til at bryde frem af hendes Øjne.
Men hun betvang dem. Og mens hun førte begge sine Hænder ned langs den
sorte Silkedragt, rettede hun sit Legeme, som under en Rustning.
Saa bankede hun paa Faderens Dør:
-Skal vi gaa ned? sagde hun.
... Hendes Naade var paaklædt. Selskabsdamen satte, foran Spejlet, et
Smykke af oksyderede Sølvblomster i Hendes Naades Haar.
Det bankede paa den ene af Dørene:
-Hvem er det? raabte Hendes Naade og havde allerede set Jægermesteren,
hendes Søn, der aabnede Døren:
-Det er mig, sagde han.
-De kan gaa, sagde hun til Selskabsdamen:
-Lad tænde.
Hendes Naade bøjede sig ned over Jægermesteren, der allerede,
hulkende, var falden ned i en Stol:
-Min ulykkelige Dreng, sagde hun: min ulykkelige Dreng, hvad har han
gjort Dig?
Hendes Naade førte sine Hænder ned over hans Haar og ned over hans
Hals:
-Hvad er der sket? Hvad er der dog sket?
Jægermesteren blev kun ved at hulke:
-Jeg kan ikke sige det.
-Men er det ordnet, spurgte Hendes Naade og knugede Hænderne sammen.
-Ja, sagde Jægermesteren og løftede Ansigtet, mens den ludende Krop
faldt sammen igen:
-Det er ordnet.
-Saa Gud være lovet, sagde Hendes Naade og hendes Arme faldt ned over
Stolens Sider.
-Men vi skal vel ind, sagde Jægermesteren og stod op. Hans Øjne var
endnu ganske forvildede.
-Ja, sagde Hendes Naade: vask dit Ansigt.
Hendes Hænder rystede, mens hun slog Eau de Cologne ud i det store
Vandfad:
-Saadan, sagde hun, og Jægermesteren førte det dyppede Haandklæde hen
over sit Ansigt.
-Laan mig det, sagde hun og hun førte et Øjeblik det fugtige Klæde ind
mod sine egne Øjenlaag.
-Saa, sagde hun:
-Giv mig din Arm.
De gik ind.
Kronerne var allerede tændte i alle Stuer.
-Er Blomsterne anbragte? spurgte Hendes Naade den slanke Tjener, der
bukkede i sit sorte Skrud med Hvidernes Skuldersløjfe.
-Ja, Deres Naade.
-Vel.
-Saa aabner De, sagde Hendes Naade, der tog Plads.
-Ja, Deres Naade.
Tjeneren gik.
-Har Du set ham nu? spurgte Hendes Naade.
-Nej.
-Saa bliv her, sagde Hendes Naade og de ventede begge under de tændte
Lys.
Moderen var traadt ind til Hans Excellence, paa hvis Bryst Georg
fæstede Storkorset.
Da Tjeneren var gaaet, sagde Moderen smilende:
-Hvor Du skal være fin!
-Ja, vi skilter vel alle.
Moderen saá paa Etuierne med alle Excellencens Ordner, som endnu stod
paa Skrivebordet.
-Der er mange, sagde hun.
-Ja, sagde Hans Excellence og slog Etuierne ned i en Skuffe:
-De har været gode for Forretningen.
Da Moderen aabnede Døren til Dagligstuerne, raabte Hans Excellence:
-Er Hans der?
-Ja, svarede Jægermesteren.
-Kom her ind.
Jægermesteren gik hen over Gulvet, mens Hendes Naade fulgte ham med
Øjnene.
-Dér, sagde Hans Excellence, der stod ved Skrivebordet, og rakte ham
Anvisningen, som havde det været en Recept paa nogle Hostedraaber.
Sveden var sprungen frem paa Jægermesterens Pande.
-Tak, sagde han og gik.
Den slanke Tjener meldte Geheimeraadinde Rappe, der talte dybt som en
Mandsperson og meget bad om Undskyldning, fordi hun medbragte sin
Silkepuddel:
-Men jeg tør ved Gud ikke la'e det Kræ alene med Tjenestefolkene.
Alle samledes om det lille Dyr, der anbragtes i Gehejmeraadindens
Skød.
-Dyret er sygt, sagde Gehejmeraadinden: Christensen hentede det jo i
Eu, men Dyret blev sygt og maa ikke faa andet end Portvin og Kinin.
Alle lo, mens Gehejmeraadinden sagde til Hans Excellence, der just kom
ind:
-Godaften, gamle Excellence, hvordan gaar'et med Deres Stensmerter?
-Godaften Augusta, sagde han og skød Brystet frem, som kastede han en
Byrde fra sig: det gør godt at se et Menneske.
-Men Grandpapa, sagde Moderen: hvad regner Du da os for?
-Oprigtig talt, sagde Excellencen: jeg véd det ikke. I hører jo til
Familjen.
Tjeneren meldte Baronesse og Baron Rosenkrands, en ung Embedsmand i
Udenrigsministeriet, Slægtning af Grev Eck. Baronen og Fruen var lige
kommen hjem fra Italien, og Hendes Naade spurgte Baronessen, der var i
Gult og nedringet, om kendte Egne og Byer, mens Baronessen sagde, at
af alle Stæder foretrak hun Florents.
-Uh nej, sagde hun: Rom kan jeg ikke udholde. Man føler sig saa bitte,
midt i alt det.
Hans Excellence sagde:--Hvor stor vil Du være?
-Kære Onkel Hvide, man vil dog helst føle det, som var man af
almindelig Størrelse.
-Jeg elsker nu Rom, sagde Gehejmeraadinden med sin dybe Stemme: at gaa
og rode dernede. Man lærer saa rart at se, at de fra før var mindst
lige saa kloge som vi. Jo, Rom og mine Bjerge, maa jeg be' om dem.
-Men, sagde hun og gav et lille Rap til Puddelen:
Rom er for dem, som har begyndt at vende Næbet nedad. Bliv Du gammel,
Lydia, saa forstaar Du nok dit Rom.
Hendes Naade fandt, at intet var saa skønt som Messen i Vatikanet.
Ovre ved Vinduerne sagde Baron Rosenkrands, mens Marschalinden kom
ind, til Jægermesteren, at der var vidunderligt i Neapel.
-Ja, det er saa længe siden, jeg har været der, sagde Jægermesteren,
der fjernede sig for at gaa ind i Spisestuen, hvor han hastigt lod den
slanke Tjener iskænke sig et Glas Madeira, da Døren til Gangen gik op
og den unge Fritz kom ind:
-Er det Dig, sagde Jægermesteren og slap Glasset.
-Ja, Papa, sagde den unge Mand, som ikke tog sine Øjne fra det tømte
Glas.
-Hvorfor gaar Du ikke ind? sagde Jægermesteren.
-Jeg gaar, Papa, sagde den unge Mand og gik ikke, før Jægermesteren
var gaaet først.
Den slanke Tjener havde løftet de blanke Øjne paa sin Herre.
Alle i Dagligstuen havde hilst paa Marschalinden, mens Faderen
begyndte at gaa rundt med Bordordenen og der blev et nyt Opbrud, da
Grev Eck traadte ind, ledsaget af Professor Berger.
-Godaften, Adam, sagde Hans Excellence og gik mod Grev Adam med en
Haandslag:
-Og Tak, at Du kom.
-Hvordan gaar det med Gigten?
-Den er da ikke værre end at jeg kan rejse, sagde Grev Eck, der bøjede
den lille og sirlige Figur for Hendes Naade.
-Jeg er altid bedrøvet, naar Eck rejser, sagde Gehejmeraadinden med
sin Bas.
-Tak, Augusta.
-Vi er i Forvejen saa faa Mennesker her i Landet, sagde hun.
-Vi er to Millioner, Tante, sagde Baron Rosenkrands.
-Af hva' for no'en, sagde Gehejmeraadinden, mens Baronen og Moderen
begyndte at le og Marschalinden, hvis Wienerrobe Baronessen mønstrede,
idet den gled over Gulvet, gik hen mod Professor Berger og vendte hans
Ansigt mod en Armstage:
-Hvordan er saa De kommen til at se ud, sagde hun.
-Ja, hvordan? sagde Professoren, der var Marschalindens Ungdomsven fra
den Tid, han var Ammanuensis hos Hans Excellence.
-Hm, sagde Marschalinden og slap hans Skulder: De ser ud, Berger, som
var De bedrøvet af Overbevisning . . . hvad siger Du, Onkel Hvide?
Hans Excellence, der uafladelig holdt sine Øjne fæstede paa Hendes
Naade, der sad i sin Stol, meget rank, med Sølvblomsterne i sit Haar,
sagde:
-Han ser ud som et Menneske bør; og Hans Excellence vendte sig mod
Faderen:
-Skal vi spise?
-Ja, vi venter kun paa Schulins, sagde Faderen, da Schulins netop kom
og Grevinden straks i Døren sagde:
-Kære Venner, undskyld, vi kommer saa sent. Men vi kørte om ad Brahes.
Og to, tre Munde spurgte paa en Gang til Baronesse Emmely, medens
Gehejmeraadinden raabte over til Hans Excellence, overdøvende alle de
andre:
-Ja, hvordan har hun 'et, gamle Excellence?
-Der har ikke været Bud efter mig endnu, sagde Hans Excellence og
talte omtrent ligesaa højt, mens alle tav et Nu, som havde et Glas
klirret, til Marschalinden sagde nogle Ord ud i Luften og Hans
Excellence slog i Hænderne, da Dørene var blevet aabnede:
-Skal vi saa gaa til Bords, sagde han og førte, som det var Skik hos
Hvides, Moderen ind i Spisestuen ved sin arm.
Alle stod op, mens Herrerne søgte Damer, og Gehejmeraadinden sagde til
Grev Eck:
-Det er os, Adam ... og til den unge Hr. Fritz afleverede Puddelen,
som skulde anbringes i Spisestuen paa et Tæppe.
Marschalinden lo ad Kræet, der bjæffed. Men Gehejmeraadinden vendte
sig om imod Baronesse Rosenkrands, der gik bagved hende med Professor
Berger og sagde, mens hun betragtede hendes Nedringning:
-Det er nydeligt, hvad Du viser, Lydia. Men jeg haaber, Du pakker Dig
godt ind, naar Du kører hjem.
Grev Eck og Professoren lo, mens alle kom ind i Spisestuen--Hendes
Naade med Jægermesteren sidst--og der skubbedes med Stolene om det
brede Bord, til Hendes Naade havde taget Plads og alle satte sig,
medens Georg bragte Suppen omkring og den slanke Tjener bøjede sig bag
Moderen:
-Sherry eller Madeira?
-Aa, de gamle, dejlige Ting, sagde Marschalinden og saá ud over
Bordet, mens hun tog et Glas fra det Opsats-fyldte Bord og lod det
skinne i Lyset:
-Hvor man kender dem, sagde hun.
-Ja, de er dejlige, sagde Gehejmeraadinden.
Alle talte om Glassene.
-Ja, sagde Moderen til Grev Schulin, der sad tilvenstre for hende: de
blev købt af min Svigerfaders Bedstefader ... de skal skrive sig fra
Regentskabet....
Marschalinden, der stadig sad med Glasset i sin Haand, sagde over til
Excellencen:
-Jeg kan huske dem lige fra min Barndom, Onkel Hvide.
Hans Excellence, der vistnok ikke havde hørt hendes Ord, sagde:
-Ja, de er her endnu; mens der pludselig gik en Trækning over
Jægermesterens Ansigt og den slanke Tjener, som nu stod bag den unge