De Danske paa Schelden (1809-1813) - 7

Total number of words is 4176
Total number of unique words is 1389
42.1 of words are in the 2000 most common words
57.7 of words are in the 5000 most common words
64.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.
Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren
havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin
Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført
Kommandoen.
Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.
Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med
en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.
Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra
Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe,
der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa
ombord i Admiralskibet[100].
Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst
og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis
den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere
end den keiserlige Villie.
Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV
stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al
Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.
Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig
til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.
Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres
Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at
holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral
Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store
Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed
sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab,
hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene
efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.
Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet af Dagen været Vidne til,
hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres
Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge
Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.
Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde
man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og
Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men
Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig
fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i
Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod
Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres
af Seil.
v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde
blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang,
gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og
kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og
en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der
maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede
gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik
godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved
Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom,
rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i
»Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder,
men som blev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var
man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den
stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes
Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med
strøgne Stænger og Ræer.
Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit
Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal
det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101] omtaler
Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling
faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i
sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne
Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens
Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en
Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle
ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske
Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.
Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar
efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed,
og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:
»_Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si
étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!_« —
Først den 27. September havde Veiret bedret sig saa meget, at Keiseren
kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han
forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til
Vliessingen.
Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage
til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens
Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at
gaa ombord i dette Skib.
Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og
Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under
Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og
Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe,
som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere
under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i
Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.
Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for
»Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om,
at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet
i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier
og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets
forliste Ankere.
Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin
Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102] —: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte
han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maatte
nu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under
Kranbjælkerne.
Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede
Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i
Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine
Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs
fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra
Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:
»_Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien
active!_«
Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og
vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været
opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en
Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter
fraborde.
»I en aaben Chalup« — fortæller v. Dockum i sine
Erindringer[103] — »i meget ondt Veir, med kontrær Vind og
stadig Regn med kold Luft fortsatte Keiseren Reisen uden
Overkjole og ankom til Fæstningen Lillo Kl. 1 om Natten, hvor
han havde lovet den Kommanderende at ville træde i Land, naar
han passerede der forbi til Antwerpen.
»Der blev lagt Ild paa Kaminen, og uden at spise eller drikke
dreiede Keiseren sig adskillige Gange rundt om for Ilden, som
laa paa Kaminen, og Kl. 3 samme Nat gav Ordre at embarkere i
Chaluppen, og under samme Omstændigheder ankom om Morgenen Kl.
9 til Antwerpen. Admiral Missiessy fulgte med Keiseren, og paa
en ledig Jagt, som fulgte med, laa Keiserens og Kavalerernes
Frakker o. s. v.; men denne Jagt, som ingen Aarer havde,
krydsede ikke saa godt som Chaluppen kunde ro langs Landet, men
Keiseren vilde ikke oppebie Jagten eller nærme sig den for at
faa de fornødne Klæder, Spise eller Drikke.« —
Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke
endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens
Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse
den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste
Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den
Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven
stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde
vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei
gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at
Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne
Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind
i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til
deres vante Vinterkvarter.
Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig.
Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt
Vliessingen og halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den
fortøiede udfor Wintham.
»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og
netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde
Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand
dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver
Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret
Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg
formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at
Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.
Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var
Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.
For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel,
der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side,
var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.
Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den
3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men
jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at
man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.
Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse
Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens
Kors og Avancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum
havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde
de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser
Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].
Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen
og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned
1811[107] havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han
ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til
Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget,
til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108].
Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede
nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed
igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen
af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i
Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han det rigtigst at
holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig
derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte
Reise til næste Vinter[109].
Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller
ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at
tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise,
et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et
Tidsrum af 4-5 Uger.
* * * * *
Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske
Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt
sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s
kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:
»_Ah! voilà mon Danois!_«
Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en
Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en
Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende
Opmærksomhed imod hele den danske Marine.
Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.
Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver
Tanke om Avancement i den Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk
Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og
tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.
Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.
»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private
Optegnelser[110] — »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte
Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort
efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet,
bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence
flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre,
saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:
»_Ne voulez vous donc pas étre amiral?_«
»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg
svarede:
»_Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!_«
»Hvortil Ministeren svarede:
»_Vous le serez avant de partir de Paris!_«
Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’
direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine
egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa
afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen
til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet
om Avancement til at dø hen igjen.
v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se,
hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve
Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v.
Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde
gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme
i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i
Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.
Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter
betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og
af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra
Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v.
Dockum«.
Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før
Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige
sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var
forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem
Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation
imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar
1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen
af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i
frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans
Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.
v. Dockum indberettede derfor strax Sagen til Paris og benyttede
Leiligheden til gjennem nedenstaaende Skrivelse at takke Marineministeren
for den Udnævnelse, der var bleven ham til Del[111]:
Linieskibet »Pultusk«, Antwerpen d. 26. Februar 1812.
Monseigneur,
»Jeg anser det for min Pligt at underrette Dem om, at det har
behaget Hs. Majestæt Kongen af Danmark under 7. ds. at udnævne
mig til Kontre-Admiral.
»Overbevist om den Andel, som De har i dette Avancement, og
sikker paa, at jeg kan takke Deres Excellences Anbefaling for
denne Naadesbevisning, tillader jeg mig at bevidne Dem min
levende Erkjendtlighed og beder Dem være overbevist om, at jeg
skal gjøre alt for at fortjene den Ære, som er bleven mig til
Del.
»Jeg haaber ved min Iver og Aktivitet i Tjenesten at befæste
den gode Mening, som De har om mig«.
Jeg har den Ære at være,
Monseigneur,
Deres Excellences
meget ydmyge og ærbødige Tjener
v. Dockum.
Til
Hs. Excellence Ministeren for Marinen og Kolonierne.
Dette Brev krydsede paa sin Vei en Skrivelse fra Paris, som indeholdt det
keiserlige Dekret af 1. Februar 1812 om v. Dockum’s Udnævnelse til fransk
Kontre-Admiral[112].
Tuilerierne, den 1. Februar 1812.
»Napoleon, de Franskes Keiser, Konge af Italien, Protektor for
Rhinforbundet:
»Ifølge Forestilling fra Vor Marineminister udstede Vi
efterfølgende Dekret:
Art. 1
»Kapitain v. Dockum, Chef for Vort Linieskib »Pultusk«,
udnævnes til Kontre-Admiral.
Art. 2
»Vor Marineminister bemyndiges til at foranstalte dette Dekret
bragt til Udførelse«.
Napoleon.
Grev Daru, Stats-Sekretær.
Hvor smigrende end saa sjælden en Udmærkelse maatte være, saaledes med
faa Dages Mellemrum at se sig udnævnt, til Admiral i to forskjellige
Landes Mariner, var den sidste Overraskelse dog af den Natur, at den paa
samme Tid satte v. Dockum i stor Forlegenhed.
En Skrivelse fra Marineministeren beordrede nemlig den nye Admiral
til ufortøvet at indfinde sig i Paris for i Tuilerierne at aflægge
Troskabseden til Keiser Napoleon, og Opfyldelsen af dette Forlangende
kunde maaske befrygtes at ville give Anledning til en Kollision med den
Troskabsed, som allerede var aflagt til Kongen af Danmark.
Da v. Dockum ikke ansaa sig selv for kompetent til at afgjøre dette
Spørgsmaal, bestemte han sig til at søge Raad i Kjøbenhavn for at faa
Tvivlen hævet, og han afsendte derfor den 2. Marts om Morgenen tidlig en
Stafet fra Antwerpen med en Skrivelse til Kongen af Danmark, hvori han
udbad sig Ordre om, hvorledes han skulde forholde sig.
Brevet til Kongen var vedlagt følgende Rapport til Admiralitetet[113]:
Underdanigst Rapport!
»Efter Marineministerens Ordre reiser jeg idag til Paris for at
skulle aflægge Ed til Keiseren, og det er i denne Anledning at
jeg fremsender vedlagte Brev til Hs. Majestæt, som behageligst
maatte blive tilstillet allerhøistsamme strax.
»Orlogsskibet »Pultusk« er igaar lagt ud af Basinet«.
underdanigst
v. Dockum.
Antwerpen, den 2. Marts 1812, Kl. 4½ om Morgenen med Estafet.
Til
det Kongelige Admiralitets- og Kommissariats Kollegium.
Der kunde ikke være nogen Tvivl tilstede om, at den modtagne Befaling
fordrede en øieblikkelig Afreise, men samtidig kunde man haabe, at selve
Edsaflæggelsen maaske kunde blive forhalet saalænge, at den kongelige
Resolution om, hvorledes den ny Admiral havde at forholde sig i denne
lidt vanskelige Sag, var kommen ham i Hænde.
Efter sin Ankomst til Paris søgte v. Dockum Hertugen af Decrès for at
meddele ham, at han var rede til at aflægge Troskabseden, naar Keiseren
maatte forlange det. Med Forsæt undlod han her at omtale sin egen Tvivl
og Afsendelsen af Stafetten til Kjøbenhavn, men da han senere paa Dagen
fik Leilighed til at træffe sin Chef, Admiral Missiessy, fortalte han
denne i al Fortrolighed, hvorledes Sagen stod.
Admiralen raadede til ikke at undslaa sig for at aflægge Eden, hvis noget
saadant skulde blive forlangt, men samtidig viste denne Mand, hvad han
saa ofte tidligere havde lagt for Dagen, at han var parat til at række de
Danske en hjælpsom Haand, naar det kneb, og han svigtede heller ikke ved
denne Leilighed.
Allerede den næste Dag havde v. Dockum Admiralen i Besøg som Overbringer
af en glædelig Nyhed. Han havde i Mellemtiden været hos Ministeren og
kunde nu bringe den behagelige Meddelelse, at Edsaflæggelsen vilde
blive udsat, indtil Kongen af Danmarks Svar indtraf, og at v. Dockum i
Mellemtiden skulde forblive i Paris men opholde sig der inkognito.
Henimod Slutningen af Marts Maaned indløb det kongelige Svar, der klarede
enhver Tvivl, og Hertugen af Decrès indberettede derfor strax Sagen paa
følgende Maade til Keiseren[114]:
Paris, den 24. Marts 1812
Marineministeriet.
Indberetning.
Rapport til Keiseren.
Sire,
Kontre-Admiral v. Dockum, Dansk, ombord i Deres Majestæts
Linieskib »Pultusk« og som fornylig er bleven forfremmet til
nævnte Grad, er ankommen til Paris for at aflægge Ed.
»Samtidig med at melde mig sin Ankomst har han forelagt mig en
Skrivelse, hvori det hedder:
»Kongen har tilladt Hr. v. Dockum at modtage den
Kontre-Admirals Titel, som det har behaget Deres Keiserlige
og Kongelige Majestæt at benaade ham med, og tilladt ham at
aflægge den Ed, som Deres Majestæt fordrer. Kongen forbeholder
sig kun Ret til at kunne tilbagekalde Admiral v. Dockum, naar
Hs, Majestæt maatte have Brug for hans Tjeneste, og han haaber,
at Deres Majestæt i paakommende Tilfælde vil tillade denne
Officer at vende tilbage til sit Fædreland, hvor hans Rang og
Anciennetet i den danske Marine er ham forbeholdt.
»Jeg har den Ære at modtage Deres Majestæts Ordrer«.
Decrès.
Det var med lettet Hjerte, at v. Dockum Søndag Formiddag den 29. Marts
1812 gav Møde i Tuileriernes Audientssal for at aflægge Troskabseden som
fransk Admiral.
»Da Keiseren kom fra Messen« — fortæller v. Dockum[115] — »gik
han som almindelig 3 Gange op og ned i Salen for at modtage
Ansøgninger af en Mængde Suplikanter, og da Keiseren kom til
sit Kabinetsgemak, blev Døren aabnet og Hs. Majestæt gik ind,
hvorefter Døren blev lukket. I Forveien blev jeg med 3-4 andre
tilsagt at holde os ved Døren til Kabinetsgemakket. Døren blev
aabnet, jeg blev tilsagt at gaa ind.
»Indenfor ved Døren stod en Marechal med en Fløiels
Marechals-Kjæp, som førte mig til et rundt Bord, som stod midt
i Gemakket, hvorved Keiseren sad lige overfor den Plads, som
jeg blev anvist ved Bordet, hvor der laa en firkantet hvid
Tabel med rød Kant, som Keiseren med et Vink pegede til og
sagde:
»_Prenez et lisez!_«
»Hvoraf jeg læste høit:
»_Je jure d’être fidèle à la constitution et à l’empéreur!_« —
»Hvorefter Marechallen, som stod ved Døren, kom til Bordet og
fulgte mig derfra til Døren, som blev aabnet for mig ud til
Audientssalen«.
v. Dockum blev denne Gang ikke længere i Paris end Forholdene
nødvendiggjorde det; allerede den 1. April 1812 var han tilbage igjen i
Antwerpen, hvor han traf Scheldeflaaden i fuld Gang med sin Ekvipering.
Blandt de danske Officerer, og navnlig blandt Maanedslieutenanterne,
havde i Vinterens Løb et Spørgsmaal vedrørende disse sidstes Uniformering
været Gjenstand for ivrig Debat.
Hvad Uniformsspørgsmaalet i sin Helhed angaar, da havde Officerernes
Klædedragt under de Danskes Ophold paa Schelden allerede for over 2 Aar
siden undergaaet en radikal Forandring. Den gamle Gallauniform, som
Officererne havde baaret ved høitidelige Leiligheder, og som havde vundet
et Slags Hævd, var ved en kongelig Resolution først paa Aaret 1810 bleven
bragt ud af Verden[116].
Skjøndt denne Forandring i Uniformsreglementet næppe har været
Officererne kjærkommen, var det dog ikke dette, men en Sag af virkelig
praktisk Betydning, der kaldte alle de danske Maanedslieutenanter frem
med en Protest i Slutningen af Februar Maaned 1812.
Sagen var nemlig den, at disse Officerer ikke bare Epauletter, og da
Epauletten i Frankrig netop var Officersstandens sikkre Kjendemærke,
havde Maanedslieutenanterne paa Grund af denne Mangel ved deres Uniform
ofte Vanskelighed ved at blive anerkjendte for Officerer.
Det kunde ikke være andet, end at dette uheldige Forhold maatte give
Anledning til Misforstaaelser og Ubehageligheder af forskjellig Art,
og disse Mænd, hvoraf flere under Scheldeflaadens Kampagne havde havt
selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbaade og andre mindre Fartøier,
vare i Reglen udsatte for at maatte gaa forbi de franske Skildvagter uden
at faa den Honnør, som i Følge deres Stilling tilkom dem, medens danske,
faste Underofficerer og franske Søkadetter af 1ste Klasse (aspirants
de marine de 1re classe) af Posterne bleve betragtede som Officerer,
fordi de bare Epauletter til deres Uniform. Dette var dog kun af ringe
Betydning i Sammenligning med den Kjendsgjerning, at den franske Vagtpost
ved Porten til Værftet i Antwerpen, hvor en Del af Scheldeflaadens Skibe
overvintrede i det forreste Basin, i Vinteren 1812 gjorde Vanskeligheder
ved at lade Maanedslieutenanterne passere ind paa Værftet, »ja endog
ytrede at kunne arrestere dem efter Retræten, fordi de ikke behøvede at
erkjende nogen for Officer, som ikke bar Epauletter«[117].
Under disse Omstændigheder vil man kunne forstaa, at
Maanedslieutenanterne fandt Øieblikket kommet til at gjøre et Forsøg
paa at faa en Ende paa deres Fortrædeligheder, og de enedes derfor
om at indgaa med en Skrivelse til Admiralitetet, hvori 2 af dem —
Lieutenanterne Ring og Cortnum — paa alle Kammeraternes Vegne, ansøgte
om Tilladelse til at maatte bære Epauletter, medens de vare i fransk
Tjeneste. Som man kunde vente, maatte dette beskedne Ønske finde
Støtte hos Admiral v. Dockum, der ogsaa indsendte Andragendet til
Admiralitetet, forsynet med en motiveret Anbefaling[118].
* * * * *
Scheldeflaaden, der tidlig paa Foraaret 1812 atter indtog sin gamle
Station og aabnede Sommerkampagnen med de vante Manøvrer og Arbeider,
havde i væsentlig Grad forandret sit Fysiognomi siden Sommeren 1808, da
Grunden til den blev lagt, og en Eskadre paa 8 Linieskibe for første
Gang samledes paa Floden under Admiral Missiessy’s Kommando. I de
forløbne Aar havde den voxet sig stærk, saa at den i 1812 kunde mønstre
ialt 22 Linieskibe (3 Skibe paa 84 Kanoner og 19 Skibe paa 74 Kanoner)
foruden en Del Fregatter og mindre Fartøier. Af dette betydelige Antal
bragte Sommeren 1812 en Forøgelse af ikke mindre end 7 Linieskibe[119],
7 Fregatter og 1 Brig, og paa Antwerpens Bedinger vare stadig nye
Skibe under Bygning. Det var dog ikke alene her, at Frankrigs maritime
Udvikling gik frem med stærke Skridt; i alle franske Orlogshavne, lige
fra Amsterdam til Venedig, arbeidedes der paa Nybygninger, og det med
saadan Energi, at Frankrig, hvis Flaade efter det uheldige Slag ved
Trafalgar i Aaret 1805 var i en høist sørgelig Forfatning, nu efter
nogle Aars ihærdigt Arbeide, havde henved 100 Linieskibe til sin
Raadighed.
Man skulde synes, at Scheldeflaaden i sin nuværende Skikkelse var en
saa anselig Stridsmagt, at den ikke længere hverken kunde eller burde
finde sig i, at en engelsk Blokade Aar efter Aar lukkede Scheldens
Munding; men paa dette Punkt bragte Aaret 1812, lige saa lidt som dets
You have read 1 text from Danish literature.
Next - De Danske paa Schelden (1809-1813) - 8
  • Parts
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 1
    Total number of words is 3999
    Total number of unique words is 1424
    36.9 of words are in the 2000 most common words
    52.7 of words are in the 5000 most common words
    60.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 2
    Total number of words is 4283
    Total number of unique words is 1411
    39.0 of words are in the 2000 most common words
    56.7 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 3
    Total number of words is 3962
    Total number of unique words is 1443
    33.9 of words are in the 2000 most common words
    49.0 of words are in the 5000 most common words
    57.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 4
    Total number of words is 4234
    Total number of unique words is 1408
    37.8 of words are in the 2000 most common words
    55.1 of words are in the 5000 most common words
    63.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 5
    Total number of words is 4442
    Total number of unique words is 1421
    41.3 of words are in the 2000 most common words
    56.2 of words are in the 5000 most common words
    64.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 6
    Total number of words is 4245
    Total number of unique words is 1485
    39.0 of words are in the 2000 most common words
    54.5 of words are in the 5000 most common words
    63.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 7
    Total number of words is 4176
    Total number of unique words is 1389
    42.1 of words are in the 2000 most common words
    57.7 of words are in the 5000 most common words
    64.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 8
    Total number of words is 3847
    Total number of unique words is 1378
    36.5 of words are in the 2000 most common words
    52.8 of words are in the 5000 most common words
    62.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • De Danske paa Schelden (1809-1813) - 9
    Total number of words is 2204
    Total number of unique words is 795
    37.0 of words are in the 2000 most common words
    49.3 of words are in the 5000 most common words
    56.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.