De Danske paa Schelden (1809-1813) - 2

til dette første Møde med deres tilkommende franske Chef, men de traf
i Vice-Admiralen den samme milde, venlige Mand, der saa ofte Aaret i
Forveien havde taget Stødet af for de Danske, og de fik en Modtagelse saa
imødekommende, at det overgik enhver Forventning. Da Missiessy overlod v.
Dockum som den ældste Officer at vælge, hvilket af de 2 dansk bemandede
Skibe han ønskede at blive Chef for, valgte han Linieskibet »Pultusk«,
det samme som Rosenvinge havde kommanderet, og Sammenkomsten endte med,
at Admiralen indbød de to Chefer til at spise med sig[12].
Ved de danske Officerers Ankomst havde allerede Livet begyndt at røre
sig paa Schelden. Isen var brudt op og Floden atter seilbar, Flaadens
Foraarsudrustning var begyndt, og ikke mindre end 10 franske Linieskibe
laa under Ekvipering i Vliessingens Bassiner. Allerede Dagen før v.
Dockums Ankomst halede de to første af dem seilklare ud fra Værftet og
fortøiede paa Floden, og Resten skulde følge efter Slag i Slag. Det
var derfor en Opmærksomhed imod de Danske, naar Admiral Missiessy gav
Ordre til, at de to dansk bemandede Linieskibe skulde hale sidst ud fra
Værftet, for at de nye Chefer under de fremmede Forhold derved kunde faa
bedre Tid til at blive hjemme i deres Skibe og lære Officerer og Mandskab
lidt at kjende, forinden den egentlige Eskadretjeneste begyndte.
Medens man saaledes ved Vliessingen var i fuld Gang med at gjøre
Scheldeflaaden seilklar til den forestaaende Sommerkampagne, udfoldedes
der samtidig højere oppe paa Floden ved Antwerpen en Virksomhed, der trak
store Vexler paa Tid, Arbeidskraft og Penge.
Efter at Keiser Napoleon havde indset, at Schelden var det Sted, hvorfra
en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunne føre et Stød imod
England, var hans Bestemmelse med det samme taget om at gjøre Antwerpen
og Vliessingen til Operationsbasis for en maritim Bevægelse mod den
engelske Kyst. Det havde fra første Færd været Regjeringens Mening, at
disse to Byer hver skulde have sin særlige Del af Opgavens Løsning,
saa at Antwerpens nye Skibsværfter byggede Flaadens Skibe, medens
Vliessingens Bassiner gave Orlogsmændene Vinterkvarter, da den stærke
Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden.
Saaledes var Forholdet ogsaa endnu i Foraaret 1809, men en Forandring
var forestaaende. De nye Arbeider ved Antwerpen vare vel endnu i deres
Barndom, men det hele Anlæg havde et saa storartet, næsten kjæmpemæssigt
Sving over sig, at det var at forudse, at den Tid ikke laa fjern, hvor
Vliessingen vilde blive reduceret til en Udhavn, en Forpost imod den
engelske Kanal. Den franske Regjerings Planer sigtede nemlig til intet
mindre end at gjøre Antwerpen til en stor Marinestation, istand til ikke
alene at bygge en Flaade paa sine Værfter, men ogsaa istand til at give
denne Ly om Vinteren i sine Dokker.
Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar senere skulde hæve
Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paabegyndt med
hensynsløs Energi. Der var projekteret Anlæg af Bassiner ud imod Floden,
som skulde kunne rumme ialt 80-100 Linieskibe, men paa den paatænkte
Plads, i den østlige eller nordøstlige Del af Byen, laa den Gang et
folkerigt Kvarter med over tusinde Huse. Den keiserlige Regjering lod sig
dog ikke stoppe i Farten af denne Hindring. Hele det paagjældende Kvarter
var i Foraaret 1809 bleven exproprieret paa Keiserens Befaling, Beboerne
beordrede til at flytte fra deres Leiligheder, og kort efter begyndte her
et Sløifningsarbeide, der i Storartethed søger sin Lige, hvor Gade efter
Gade maatte falde, og hvor Kirker, Klostre og andre offentlige Bygninger
jevnedes med Jorden. Efter at Nedrivningsarbeiderne vare endte, toges der
med Kraft fat paa Udgravningen af Bassinerne. I store Arbeidskolonner,
der afløste hinanden uden Standsning, gik Gravningen for sig Dag og Nat.
Det var en broget Sværm, der mødte til Arbeide; Bønder og Arbeidsmænd,
franske Soldater og Krigsfanger[13] i deres fremmede Uniformer færdedes
her imellem hverandre, og naar Mørket faldt paa, tændtes Fakler rundt paa
Arbeidspladsen og holdtes brændende Natten igjennem, for at Folkene kunde
se at grave.
Det var at forudse, at et Foretagende, der indlededes i saa stor Stil,
ogsaa nok af Napoleons Regjering vilde blive bragt til Ende paa en
tilsvarende Maade, men ingen havde vel troet det muligt, at paa samme
Sted, hvor der endnu tidlig paa Foraaret 1809 havde ligget et Kvarter af
Antwerpens By, og hvor Livet havde rørt sig i Gader og Stræder, skulde 3
Aar senere Linieskibe paa 84 Kanoner flyde ind og lægge sig i Vinterhavn
fuldt udrustede, med Kanoner, Proviant og Besætning ombord.
Den 1. April 1809 overtog de to nyankomne Chefer deres Kommandoer, efter
at de danske Officerer Dagen forinden vare blevne dem forestillede,
og Eskadrens Skibe, der efterhaanden som de bleve seilklare, halede
ud af Vliessingens Bassiner, afgik til Ankerpladsen ved Terneuzen for
midlertidig at indtage Station der.
Denne Flaadeafdeling, der i den første Halvdel af April Maaned samledes
under Admiral Missiessy’s Kommando, bestod af følgende Skibe:
_Avant-Garden._
Kanoner og Karonader.
Linieskibet l’Anversois 84
» le Dalmate 84
» le Commerce de Lyon 84
_Corps de Bataille._
Linieskibet le Duguesclin 84
» le Dantzick 84
» le Charlemagne (Flagskib) 84
» le César 84
_Arrière-Garden._
Linieskibet la Ville de Berlin 84
» l’Albanais 84
» le Pultusk 84
Fregatten Friesland 44 }
» Iris 20 } (hollandske)
» Ajax 20 }
Briggen Butler 14 (engelsk Prise)
Proviantspørgsmaalet, der under Rosenvinges Kommando havde givet den
første Anledning til Misfornøielse ombord og sat den første Kurre paa
Traaden imellem de danske Chefer og deres Foresatte, begyndte strax
efter v. Dockums Ankomst at røre sig igjen Ligesom sidst var det ikke
Kvaliteten, der klagedes over. Maden var god, og efter franske Forhold
ogsaa tilstrækkelig, men forslog blot ikke til de danske og norske
Søfolk, der fra Hjemmet vare vante til en langt rigeligere Kost end den,
den franske Intendantur leverede.
Skjøndt v. Dockum havde været for kort Tid paa Stedet til at kunne fælde
en uhildet Dom om alt, hvad der blev forelagt ham ombord til Afgjørelse,
havde Mandskabets Klager over utilstrækkelig Bespisning dog strax hans
Sympathi. Den allerførste Gang, han efter Ankomsten havde set sin
Besætning opstillet til Præsentation, var han bleven slaaet af Folkenes
Udseende. Det var ikke de samme sunde, kraftige og veirbidte Skikkelser,
han her fik at se, som ved Mønstringen ombord i en dansk Orlogsmand
hjemme; »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Besætning havde et mat, sygeligt
Udseende, og v. Dockum skrev det ganske naturligt paa Bespisningens
Regning, over hvilken der klagedes i begge Skibe.
Det bliver dog et Spørgsmaal, om han ikke har taget feil paa dette Punkt,
og om ikke det fugtige, usunde hollandske Klima, de slette sanitære
Forhold, hvorunder Mandskabet Vinteren igjennem havde levet, kasernerede
ombord i Skibe, hvor der hverken fandtes Kabys eller Kakkelovn, hvor
Lys og Lanterner ikke engang var tilladt, men kun stiltiende taalt
som en uundgaaelig Nødvendighed, om ikke alt dette i Forbindelse med
Misfornøielsen og Hjemve langt snarere har tæret paa Mandskabets friske
Udseende end Afsavnet af nogle Maaltider Grød og 1 ℔ Smør om Ugen.
v. Dockum havde imidlertid bestemt sig til at tale sine Folks Sag,
naar det lod sig gjøre, og Leiligheden tilbød sig snart. Efter at
nemlig Vice-Admiral Missiessy den 20. April 1809 om Eftermiddagen
havde heist sit Flag ombord i Linieskibet »Charlemagne«, afholdtes
der hos den Kommanderende et Møde til Afgjørelse af forskjellige
Provianterings-Spørgsmaal, hvor samtlige Eskadrens Chefer og Intendanter
vare tilstede, og her haabede v. Dockum at kunne faa Sagen bragt paa Bane.
Dette lykkedes ogsaa paa en vis Maade, idet der paa Mødet »blev meget
talt til Fordel for de danske Matrosers adresse og Kræfter imod de
Franske«[14], og denne Kompliment benyttede v. Dockum til at svare: »at
Aarsagen formodentlig var, fordi de nordiske Folk spiste stærkere Føde
end de Franske, hvilket formodentlig gav dem mere Kræfter«[14].
Denne Forklaring har aabenbart været beregnet paa, at de Styrende paa
Mødet paa en fin Maade skulde forstaa det Ønskelige i, at der foretoges
en Forandring i det for de Danske gjældende Spisereglement. Antydningen
har imidlertid været for fin og er næppe bleven forstaaet, medens paa
samme Tid v. Dockum med det foregaaende Aars Proviantstrid for Øie har
været saa klog hellere at lade Spørgsmaalet falde end at rette noget
direkte Forlangende i denne Henseende til de franske Autoriteter.
Dog opgav han derfor ingenlunde sin Plan, fordi han under disse
Omstændigheder fandt det rigtigst ikke at gaa lige løs paa Maalet. Han
slog blot diplomatisk ind paa en Sidevei, som han haabede nok vilde føre
ham, hvorhen han ønskede. Man ser dette bekræftet gjennem v. Dockum’s
Rapport til Admiralitetet om Mødet ombord i Linieskibet »Charlemagne«,
hvori det hedder:[15]
»Men for at jeg ikke skal komme i Uleilighed for at anmode om større
Rationer, saa udbeder jeg underdanigst, at denne Mangel for den franske
Minister i Kjøbenhavn maatte blive foredragen til videre at forestille
den franske Regjering derom, da Mandskabets Udseende er som de kunde være
kommet ud af et Fængsel, hvor de have lidt Nød; og anser jeg det for
nødvendig til deres Helbreds Konservation, at der bliver foranstaltet, at
de faa ugentlig nogle Maaltider Grød og Smør, hvorfor dem igjen ugentlig
kunde afkortes nogle Maaltider Bønner.«
Endnu inden dette Brev havde naaet sit Bestemmelsessted, fik imidlertid
v. Dockum en uventet Hjælp i Proviantspørgsmaalet fra Admiralen selv.
Efter at Flaget nogle Dage havde vaiet ombord i »Charlemagne«, afreiste
nemlig Missiessy til Paris for at forhandle mundtlig med Marineministeren
om forskjellige Tjenestesager og viste ved sin Afreise den Opmærksomhed
imod v. Dockum at spørge ham, om han havde noget at andrage hos
Ministeren, i hvilket Tilfælde han da skriftlig kunde tilmelde Admiralen
det.
v. Dockum var naturligvis ikke sen til at benytte dette kjærkomne Tilbud
til at slaa det ønskede Slag for de danske Besætninger og deres gode
Appetit, og sendte Vice-Admiralen forinden dennes Afreise til Paris en
Skrivelse, hvori det hedder:[16]
»At hvis han fandt Leilighed i Paris, da at udvirke hos Marineministeren,
at det danske Mandskab kunde faa nogle Gange Grød og Smør om Ugen i
Stedet for Bønner.
»Grød og Smør er den danske Matroses nationale Føde, og vil sikkert
bidrage meget til Mandskabets Sundhed og Konservation«.
Under Missiessy’s Fraværelse i Paris vedblev hans Flag at vaie fra
»Charlemagne«, medens Kommandoen midlertidig overgik til den ældste
Officer i Flaaden, Kontre-Admiral Courand (Linieskibet »Dalmate«). Under
dennes Befaling lettede Flaaden fra Terneuzen den 28. April 1809 og stod
Farvandet ned imod Vliessingen. Det havde først været Bestemmelsen,
skriver v. Dockum i sin Rapport derom til Admiralitetet, at Flaaden
skulde søge Vliessingen og atter lægge ind i Bassinerne[17]. Grunden til,
at man tænkte paa at lade Marinen indtage en saa fremskudt Stilling
mod Kanalen, var den, at der allerede nu i det tidlige Foraar begyndte
at dukke Rygter op om engelske Udrustninger, hvis Maal sagdes at være
Vliessingen og Schelden. Da disse Rygter i alle Tilfælde paa dette
Tidspunkt endnu vare noget forhastede, toges Ordren imidlertid tilbage,
og Flaaden ankrede samme Eftermiddag i Farvandet midt imellem Antwerpen
og Vliessingen paa det samme Sted, der ogsaa Aaret forinden havde været
dens Sommerstation, og man tog med Kraft fat paa Skibenes Organisation og
Mandskabernes Uddannelse.
Admiral Missiessy vendte efter 2-3 Ugers Fraværelse i Paris tilbage til
sin Flaade og tog atter Ledelsen i sin Haand. Kort efter sin Ankomst
modtog han Meddelelse om, at Kong Louis af Holland vilde inspicere
Fæstningerne og Batterierne langs med Schelden og ved samme Leilighed
komme ombord paa Flaaden.
Paa den berammede Dag, Onsdag den 17. Mai 1809, begav Admiral Missiessy,
ledsaget af sine Skibschefer og en Del af Flaadens Officerer, sig iland
for at modtage Hs. Majestæt. Om dette Møde med Kong Louis af Holland har
v. Dockum nedskrevet følgende Beretning i sine efterladte interessante
Optegnelser[18].
»Admiralen blev underrettet om, at Kongen af Holland, Louis, vilde paa en
bestemt Dag møde i Land i Nærheden af os, hvorfor Admiralen med Cheferne
og en Del Officerer gik den Dag i Land for at gaa Hs. Majestæt i Møde,
og da vi mødte Hs. Majestæt, sad han med sin Marechal i en ussel Kareth
forspændt med 2 elendige Heste.
»Kongen lod sin Kavaler stige ud, for at give Admiralen Plads i Vognen,
og at se Hs. Majestæt i Karethen var det en smuk Herre af maadelig Høide,
med et fornøieligt Ansigt, og havde han nogen Ligning med den danske
Minister Moltke i England. Der samlede sig nogle Herrer og Bønder, som en
efter anden sagde: _Leve de Koning!_ (istedetfor vort danske Hurra). Hs.
Majestæts Ankomst var for at inspektere Fæstninger og Batterierne, som
vare anlagte paa de snævreste Passer af Scheldefloden, og da vi kom til
et Batteri, som var monteret med 12 Stkr. 24 ℔ Kanoner, for at skjønne,
hvor mange Mand han dertil behøvede at sende til Besætning, steg han ud
af Vognen som en Krøbling, formodentlig af Gigt. Den højre Arm kunde han
ikke lade synke, den venstre Arm var nedbøiet og hængte bag og stiv,
Legemet var bueformigt, og de Skridt, Hs. Majestæt kunde tage, vare
langsomme og kun ¼ af et almindelig Menneskes.
»Da hans Majestæt kom paa Batteriet, hvor der over Floden til den anden
Kyst kunde være 1000 Skridt, spurgte han, om Kanonerne kunde række et
Skib, som der vilde passere, og paa Svaret, at Kuglerne magelig kunde
række, lovede Hs. Majestæt at ville sende 3-4000 Mand til Batteriets
Besætning. Man svarede, at der ikkun behøvedes nogle 100 Mand, men han
lovede at sende dertil 3000 Mand og nogle Orlogsskibe«.
Efter at Inspektionen i Land var til Ende, gik Kongen i Admiralens
Fartøi. Der flagedes fra alle Flaadens Linieskibe, og under Udroningen
saluteredes der fra begge Kommandoskibene med 30 Skud. Medens Kongen var
ombord hos Missiessy, foretog Flaaden Seilmanøvrer, der blev skudt til
Skive efter Tønder, foretaget Ud- og Indsætning af Fartøier o. s. v., og
endelig kaldtes Skibscheferne, efter at Øvelserne vare ophørte, ombord i
Admiralskibet.
Det lader til, at de to dansk bemandede Skibe med deres Besætninger af
virkelige Søfolk allerede ved denne Leilighed have været istand til at
udføre deres Sager paa en Maade, der vakte Opmærksomhed i Flaaden, og
hævdet deres Overlegenhed over de franske Skibsbesætninger. En Del af
disse havde aldrig været tilsøs udenfor Schelden, hvorimod Størsteparten
af »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Matroser havde faret Verden rundt til
Koffardis. v. Dockum indberetter ogsaa i en Rapport til Admiralitetet af
24. Mai 1809, at efter Manøvrerne »samledes alle Skibscheferne ombord hos
Admiralen, hvor denne lige overfor Kongen af Holland udtalte sig meget
rosende om de danske Skibes Præstationer«[19].
Forinden Kongen af Holland forlod Flaaden for at inspicere Fæstningerne
Lillo, s’Hertogenbosch og Antwerpen, uddelte han forskjellige Foræringer
ombord i Admiralskibet, ligesom ogsaa hvert Skibs Mandskab blev betænkt
med en Sum Penge til Fordeling[20].
For de danske Mandskabers Vedkommende faldt det ganske naturligt, at man
strax spiste Foræringen op. De to Vexler paa 500 Gylden, som Dagen efter
Kongens Afreise sendtes ombord, anvendtes til Anskaffelsen af et Par gode
Maaltider Mad, og i begge Skibe spiste man sig nu engang for Alvor mæt.
Ihvorvel Kongen af Hollands Inspektionsreise langs Schelden ikke havde
meget at betyde, da alle hans beredvillige Løfter om Assistance af
Tropper og Skibe aldrig bleve til Virkelighed, stod hans Besøg dog i
nøie Forbindelse med Rygterne om en forestaaende engelsk Landgang ved
Vliessingen. Det tjente i alle Tilfælde til at konstatere, at netop det
Sted, mod hvilket man kunde vente, at England vilde rette sit offensive
Stød, Vliessingen, Scheldens Delta, og hele Terrainet paa begge Sider
af Floden fra Søkysten og helt op til Antwerpen, — i Øieblikket var saa
forsvarsløst som vel muligt.
Grunden til, at denne Landsdel saaledes i Krigstid laa uden Forsvar, maa
søges i de store militære Foretagender, som Frankrig i Aaret 1809 var
engageret i. Krigen med Østerrig var netop udbrudt; ved Rhinen, ved Donau
og i Spanien stode de franske Hærkorpser lige overfor Fjenden, og for at
tilfredsstille de 3 opererende Armeers Krav, trak man Besætninger og
Garnisoner bort allevegne fra, hvor man troede, at de kunde undværes,
og sendte dem til Krigsskuepladsen. Paa denne Maade havde de hollandske
Fæstninger mistet deres egentlige Besætninger, og saa summarisk gik man
frem for at skaffe Soldater tilveie til Keiserens Krigsforetagender,
at endog ethvert af Scheldeflaadens Skibe maatte afgive en Del af sine
Soldater i dette Øiemed.
Et paalideligt Billede af den Modstand, som en fremtrængende Hær vilde
kunne vente at finde paa sin Operationslinie fra Vliessingen op til
Antwerpen i Forsommeren 1809, kan man danne sig ved at betragte de
Forsvarskræfter, som vare til Raadighed. Nogen Felthær, der kunde tage
Kampen op med Fjenden i aaben Mark, fandtes aldeles ikke, og paa de
forskjellige faste Pladser langs Floden var saavel Materiellet som
Personellet i en meget maadelig Forfatning. Saaledes havde den vigtige
Fæstning Vliessingen ved Scheldens Udløb kun en lille Besætning, og
dens Armering var utilstrækkelig og bestod af Kanoner af ringe Kaliber;
Liefkenshoek var endnu slettere forsynet med Skyts og Mandskab; Fortet
Bath paa Østpynten af Zuid-Beveland havde nok sine Kanoner paa Plads, men
Digerne, der omgave det mod Søsiden, vare saa høie, at der ikke kunde
skydes over dem, og der fandtes ingen tilstrækkelig Besætning til at
udføre de nødvendige Sløifningsarbeider, saa at Fortet kunde komme til at
bruge sine Kanoner; i Fæstningen Lillo, (»Nøglen til Schelden«, som den
kaldtes,) fandtes kun 12 Stkr. gamle 12 ℔ Kanoner og et Invalid-Kompagni
til Besætning, og endelig henlaa adskillige mindre Batterier og Skandser
langs med Floden i en aldeles forsømt Tilstand.
Der kunde saaledes under disse Omstændigheder ikke tænkes noget
gunstigere Øieblik for England til at rette et Slag imod Antwerpen. Den
nydannede Scheldeflaade, der voxede med rivende Fart, og kun kunde være
en Trudsel imod den engelske Kyst, havde lige fra første Færd været en
Torn i Øiet paa Kong George d. 3dies Regjering, men først nu, da de
keiserlige Hære vare i fuld Aktivitet langt borte fra dette Sted, ansaa
man Øieblikket for kommet til at skaffe sig af med dette ubehagelige
Naboskab paa den hollandske Side, og det blev besluttet at foretage
et Angreb, hvis Øiemed var, at ødelægge Scheldeflaaden og den nye
Marinestation ved Antwerpen.
Ligesom man i Frankrig nu ikke var i Uvidenhed om, at der var noget
i Gjære paa den anden Side af Kanalen, og at der paa de engelske
Værfter arbeidedes med Kraft paa at gjøre Skibsmateriel klart til at
tage et Expeditionskorps ombord, saaledes var man ogsaa i England
temmelig paa det Rene med, hvorledes det stod til med de franske
Forsvarsforanstaltninger.
Det er ganske interessant at se, hvorledes de to Regjeringer ad samme Vei
fik Underretning om hinandens Foretagender.
Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder
bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske
Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set
igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde
et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller
der omkring, blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa
de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst
kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre
paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede
Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære
Forberedelser paa de engelske Værfter.
Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et
forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække
Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det
Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang
skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved
denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her
stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det
engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa
kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte
Flaadeafdeling til Ære.
Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være
aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der
stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa
dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de
ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage
Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden.
Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine
Mandskaber troligt fra Morgen til Aften. Næsten daglig foretog Flaaden
Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner
og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes,
der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder,
bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene,
og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel
med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der
uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.
Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter
Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden
kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element
til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse — nemlig det salte Vand.
Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade
i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til
at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den
engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet
sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen
i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den
Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa
Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden
vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i
moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.
Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i »Pultusk« og
»Dantzick«, var der vel ingen, der saa inderlig ønskede at blive afløst
og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og
Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige
siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde
begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge
og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig
svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.
De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende
Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte
blive afløste fra deres Post[21].
»I December Maaned f. A. have vi underdanig ansøgt det høie
Kollegium om at blive hjemkaldte til Tjeneste i Fædrelandet.
Vor Ansøgning var da grundet paa, at vi her gjorde en besværlig
og ufuldkommen Tjeneste, som i sig selv var os en sand Plage,
saa meget mere som vi derved ikke indsaa at virke noget for
Fædrelandet.
»Det høie Kollegium har gunstig tilsagt os, at Hans Majestæt
vilde allernaadigst efter Omstændighederne tage vor Ansøgning i
Betragtning.
»Siden den Tid ere Tilfælde indtrufne, der have saa meget
forøget det Onde, vi føle ved at være i denne Tjeneste,
at vi næppe have været i Stand til at bære det. Som
Næstkommanderender paa disse Skibe have vi upaatvivlelig havt
de fleste Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa;
disse have været saa meget større, da vi ikke have været det
franske Sprog mægtige. Saavel vort Sind som vort Helbred er
derved sat i en Forfatning, hvori vi finde os det en Umulighed
længere at kunne udholde at gjøre Tjenesten her, saaledes som
danske Søofficerer bør gjøre den. Med al mulig Kjæmpen mod vor
ubehagelige Sindsforfatning se vi med forøget Græmmelse, at vi
ere en Plage saavel for os selv som for dem, vi have med at
bestille.
»Det Glimt af Haab, vi engang havde om at komme samlede hjem,
anse vi som forsvundet. Vi indfly derfor med Bøn, at det høie
Kollegium gunstigst vil forelægge Hs. Majestæt vor Sag, og
formaa ham til at række sin landsfaderlige Haand til tvende
Sønner af den Etat, han ved sin direkte Bestyrelse i en lang
Række af Aar har opflammet til hæderlige Handlinger.
»Vi bede om at blive afløste og i Fædrenelandet at tilbagevinde
den Kraft og Sindsstemning, der er nødvendig til Handlinger,
der kan gjøre os denne Naade værdige.
»Det er vist ubehageligt at søge at bringe Andre ind i en
Stilling, man selv finder saa trykkende og derfor ønsker at
komme ud af, men dels er det os en uundgaaelig Nødvendighed, og
videre give vi os den Frihed at bemærke, at vore Afløsere, især
om de ere det franske Sprog mægtige, ikke kan i Fremtiden have
de Vanskeligheder og Fortrædeligheder at gjennemgaa, som vi
have havt. Tingene ere nu i en Slags Orden. De ere heller ikke
udsatte for at møde saadanne Tilfælde som de, der fornemlig
have forspændt vore Kræfter.
»Vi anbefale os til det høie Kollegies Forsorg«.
Underdanigst
Fasting. Stephansen.
Orlogsskibet »Dantzick«, den 23. Mai 1809.
Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen
til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:
»Uagtet det vilde være et Tab for mig, kan jeg dog ikke andet
end paa det kraftigste anbefale Hr. Kapitainlieutenant Fastings
underdanigste Ansøgning til det høie Kollegio, hvis Helbred Dag
for Dag aftager, og vil han næppe kunne faa den igjen, dersom
han skal forblive«.
v. Berger.
v. Dockum derimod, afslog at give Ansøgningen sin Anbefaling og skrev
kort og godt nedenunder: »forevist v. Dockum.«
Om end v. Dockum’s og v. Berger’s forskjellige Stilling overfor deres
Næstkommanderenders Ansøgning selvfølgelig ikke giver os nogen dybere
Kjendskab til de to Chefers Karakter, giver den os dog maaske et lille
Indblik i denne. v. Berger staar som den velvillige Mand, der viser
Imødekommenhed overfor sin Næstkommanderendes personlige Ønske. v. Dockum
derimod staar som den, der intet Hensyn tager til saadanne, og nægter at
anbefale et Skridt, som han ikke anser nødvendigt for Tjenestens Tarv.
Tilfældet vilde imidlertid, at denne lille Uoverensstemmelse
imellem de to Chefers Opfattelse ingen Betydning skulde faa, idet
Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen kort Tid efter atter toge
deres Ansøgning tilbage. Grunden til dette uventede Skridt og til at
de Officerer, der stode i Begreb med at reise tilbage til Danmark,
samtidig alle som én ansøgte om foreløbig at maatte forblive til Tjeneste