De Danske paa Schelden (1809-1813) - 1

DE DANSKE PAA SCHELDEN
(1809-1813)
AF
OTTO LÜTKEN
AFSK. KAPITAIN AF MARINEN.
UDGIVET MED UNDERSTØTTELSE
AF
MARINEMINISTERIET OG DEN GREVELIGE HJELMSTJERNE-ROSENCRONESKE
STIFTELSE.
[Illustration]
KJØBENHAVN.
ANDR. FRED. HØST & SØNS FORLAG
1888
Kjobenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.


HANS EXCELLENCE
ADMIRAL, KAMMERHERRE
CHARLES EDOUARD v. DOCKUM
Storkors af Dannebrog, Dannebrogsmand p. p.
tilegnet
ærbødigst af
_Forfatteren_.


Forord.

Det Materiale, der er lagt til Grund ved Udarbeidelsen af denne Episode
af den danske og franske Søkrigshistorie i 1809-1813, er tilveiebragt ved
Benyttelsen af officielle Aktstykker fra
Marineministeriets Arkiv i Kjøbenhavn, og
Archives du ministère de la marine, i Paris.
Hvad det officielle franske Materiale angaar, da blev det, ved den
daværende Marineminister Vice-Admiral Barbey’s imødekommende Tilladelse,
overdraget til Ministeriets »bureau des archives, bibliothèques
& publications« at samle de Sager, som ønskedes til Brug ved
Udarbeidelsen af Bogen, og fra Bureauet’s Chef, Mr. Delabarre, har jeg
modtaget en betydelig Samling Afskrifter af officielle Aktstykker fra
Marineministeriets Arkiv, som have været mig til stor Nytte under mit
Arbeide.
Til Supplering af dette Hovedmateriale, har der endvidere været benyttet
følgende Kilder:
Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i
Manuskript. (Manuskriptet tilhører Hs. Excellence Admiral C. E. v. Dockum
i Helsingør).
J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807-1809.
Kjøbenhavn 1847.
Archiv for Søvæsenet 8de Bind (Vice-Admiral Joost v. Dockum’s Levnet).
Kjøbenhavn 1836.
Edward Pelham Brenton: The naval history of Great Britain from 1783-1836.
London 1837.
Kjøbenhavn, April 1888.
=Otto Lütken.=


„De Danske paa Schelden“.
(1809-1813.)

Aaret 1808 havde været et trangt Aar for de Danske paa Schelden.
Siden Foraarets første Begyndelse havde de to Linieskibe »Pultusk«
og »Dantzick« under Kommando af danske Officerer og med dansk
Besætning ombord dannet et Led af den franske Flaade-Afdeling, der
under Kontre-Admiral Grev Edouard Burgues de Missiessy udrustedes paa
Scheldefloden. Maalet for Udfoldelsen af denne maritime Kraft ved
Antwerpen og ved Vliessingen var at faa dannet en Modvægt imod de
engelske Flaader i Kanalen og i Nordsøen, og Maalet var blevet naaet,
takket være den Energi, der var et Særkjende for Keiser Napoleons
Regjering. Man havde været Vidne til hvorledes det keiserlige Dekret, der
befalede Scheldeflaadens Udrustning, ligesom med ét Slag havde sat Liv og
Fart i Alting. Dokker, Værksteder og Magasiner kom under Bygning; det ene
Linieskib efter det andet reiste sine Spanter paa Antwerpens Bedinger,
løb af Stabelen og blev ekviperet med feberagtig Hast uden Hensyn til,
hvordan Arbeidet blev gjort. Men Napoleons Villie skete Fyldest, Ordlyden
i det keiserlige Dekret, der bestemte, at Scheldeflaaden, fuldstændig
ekviperet, forsynet med 6 Maaneders Proviant og med sit Reservegods
ombord, skulde være udlagt til Ankers paa Schelden forinden førstkommende
1. Mai, var bleven opfyldt til Punkt og Prikke. Den 1. Mai 1808 laa
virkelig 8 franske Linieskibe klare paa Schelden under Flag og Vimpel.
Det er udenfor al Tvivl, at en saa anselig Søstyrke paa dette Sted
maatte medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for
at hindre de franske Skibe i at løbe ud og operere i Kanalen, og havde
Scheldeflaaden havt en energisk Chef, kunde den sikkert være bleven en
farlig Nabo for den engelske Kyst. Men Initiativet til at foretage et
kraftigt Stød med den nydannede Flaade manglede, og Sommeren forløb
uden egentlige Krigsbegivenheder. Kontre-Admiral Missiessy, der førte
Kommandoen, arbeidede vel med Iver paa at organisere Styrken og gjøre
Skibene kampberedte, men videre naaede man ikke, og den engelske Blokade
lukkede ubarmhjertig for Scheldens Munding. Sommeren igjennem havde man
saa at sige ligget med Fjenden i Sigte uden dog at komme til at maale sig
med ham; thi fra Farvandet ved Vliessingen og fra Fæstningens Bastioner
saa man de engelske Blokadeskibes Seil og Mastetoppe udenfor Bankerne.
Denne Uvirksomhedstilstand havde ikke undladt at virke deprimerende paa
Skibsbesætningerne, og haardest føltes maaske dette Tryk ombord i de to
dansk bemandede Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.
Hertil kom endvidere for disse to Skibes Vedkommende det ulykkelige
Forhold, at der imellem de franske Autoriteter og de danske Skibschefer,
Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, i Aarets Løb udviklede sig
saa spændt et Forhold, at alt Haab om Samarbeide maatte opgives.
Disciplinaire Uregelmæssigheder blandt Mandskabet, Officerernes
Misfornøielse med at tjene under fremmed Flag, og først og sidst en
uheldig Stivhed og Umedgjørlighed hos de danske Chefer lige overfor
deres militære Foresatte i Frankrig, vare de mest iøinefaldende Grunde
til alle de Rivninger og Stridigheder, der daglig øgedes og endte med,
at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten efter Keiserens Befaling paa Grund
af Ulydighed bleve afsatte fra deres Kommando og under Arrest sendte til
Antwerpens Citadel, hvorfra de saa senere hjemsendtes som Arrestanter til
Danmark.
Vil man imidlertid gaa til Bunds i Sagen og søge den dybere Grund til, at
det første Aar af de Danskes Ophold paa Schelden staar som et mørkt Punkt
i vor Søkrigshistorie, maa man søge til Admiralitetet i Kjøbenhavn. Det
var Admiralitetet, som sendte to af Marinens Officerer — begge erfarne og
prøvede Mænd — som Skibschefer til Frankrig og lod dem reise hjemmefra og
indtage deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor. Hvormeget
man derfor end vil kunne lægge Kapitainerne Rosenvinge og Holsten til
Last, at de savnede det rette Blik for deres Stilling, vil dog det
Ansvar for Scheldekampagnens første uheldige Aar altid falde tilbage paa
Admiralitetet, at man lod Befalingsmændene tiltræde deres Stilling uden
at være fortrolige med deres Pligter og de naturlige Begrændsninger,
deres Rettigheder havde.
* * * * *
Samme Dag, den 28. Januar 1809, som Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«
maatte aflevere deres Værge og forlade Skibet som Arrestanter, blev
den franske Marineministers Ordre om, at de to Linieskibe indtil
videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved
at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet
»l’Anversois«, til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk«, samtidig med at
Kapitain Moras fra Linieskibet »César« blev Chef for »Dantzick«.
Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest
skaansomme Maade, idet de to Næstkommanderende, Kapitainlieutenanterne
Fasting og Stephansen, i Virkeligheden vilde komme til at føre den
egentlige Kommando; kun skulde de modtage alle Ordrer igjennem de nye
Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe.
Skjøndt det, saaledes som man vil se, i Grunden var en temmelig uafhængig
Stilling, som de to ældste danske Officerer kom til at indtage efter
Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation, tiltalte denne
midlertidige Ordning dem dog saa langt fra. Den foregaaende Sommers
Uvirksomhed og idelige Gjenvordigheder havde efterhaanden slappet Lysten
og Handlekraften; Katastrofen den 28. Januar 1809, der ligesaa pludselig
som uventet berøvede dem deres Chefer, havde kun gjort Bitterheden
større i deres Sind og forøget Skuffelsen over, at Udsigten til snarlig
Afløsning og Hjemsendelse til Danmark var svundet bort. Foruden disse
Hovedudgangspunkter for Misfornøielse og Ulyst kom der endnu flere Ting
til, der hæmmede Tjenestens forsvarlige Udførelse og trykkede Humøret
ned. Hverken Fasting eller Stephansen vare saaledes tilstrækkelig
hjemme i det franske Sprog, Fasting var tilmed sygelig, plaget af Gigt,
som han havde paadraget sig under Opholdet i det fugtige hollandske
Klima, og endelig led den Assistance, som de havde fra deres subalterne
Officerer, ved at disse gjennemgaaende vare meget unge Folk. Under de
forhaandenværende Forhold, hvor Besætningerne i de to dansk bemandede
Linieskibe kort Tid forinden havde været paa Randen af aabent Mytteri,
vil man kunne forstaa, at Manglen paa ældre og mere solide Officerer
maatte være meget følelig for Cheferne.
Denne Mangel kommer ogsaa til Orde i en Rapport fra Kapitainlieutenant
Fasting til Admiralitetet kort Tid efter at han havde overtaget
Kommandoen af »Dantzick«, og hvori han udtaler sig saaledes:[1]
»De fleste af de Officerer, vi have, ere meget unge. Jeg vil herved ikke
miskjende dem, tvertimod. Det forekommer mig som de ere unge Mennesker,
hvorom man kan gjøre sig meget Haab, men jeg maa underdanig anmærke:
at i vor Stilling, saavel i Henseende til Mandskabets Stemning som til
Tjenestens Gang, behøve Officererne Sindighed og Styrke mere end under
almindelige Omstændigheder.« —
Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte
udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske
Regjering stillede dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne
fra dansk Side.
Admiralitetet i Kjøbenhavn valgte Kommandørkapitainerne Joost v. Dockum
og v. Berger til at løfte den Sten, som Rosenvinge og Holsten havde
maattet lade ligge.
De to Officerer, af hvilke v. Dockum dengang førte Kommandoen paa
Batteriet »Prøvesten«[2], medens v. Berger i Tjenesteforretninger
opholdt sig i Flensborg, modtoge en af de sidste Dage i Februar Maaned
1809 Meddelelse om, at de vare udsete til de ledig blevne Kommandoer
paa Schelden, og at de som Følge heraf »havde at reise derhen og antage
sig som Chef et af disse Skibe under den vedkommende franske Admirals
Kommando«.[3]
For knap et Aar siden havde Admiralitetet paa samme korte og fyndige
Maade udstedt Reiseordre til Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der
netop nu som Arrestanter gjorde Reisen hjemefter fra Vliessingen,
eskorteret af franske Gendarmer. Det gjaldt derfor i første Linie om
at hindre, at noget lignende skulde kunne hænde de Officerer, der nu
stode i Begreb med at forlade Landet for at gaa i fransk Tjeneste, og da
man havde indset den store Feil, der Aaret forinden var bleven begaaet
fra Administrationens Side ved at lade Cheferne reise fra Kjøbenhavn
uden nogen virkelig Forholdsordre, blev der nu paa Kongens Befaling
af Admiralitetet udfærdiget følgende Instrux, der forinden Afreisen
tilstilledes de to Kommandørkapitainer.[4]
»Til Efterretning og Efterlevelse paa denne Hr. Kommandørkapitainen
befalede Expedition, tilkjendegives Dem herved: At Hans Majestæt,
vor allernaadigste Konge, har paa den franske Regjerings Forlangende
samtykket i, at 2de af den franske Keisers Skibe skulle besættes og
kommanderes af danske Officerer og Søfolk, hvilke som Auxiliaire skulle
tjene i Frankrig mod vore fælles Fjender de Engelske og Svenske.
»Hr. Kommandørkapitainen, der af Hans Majestæt Kongen allernaadigst
er udset til Chef for et af disse Skibe, vil altsaa fra det Øieblik
af, at De har meldt Dem til den kommanderende Admiral i Vliessingen,
samt ved Skrivelse til Marineministeren i Paris meldt Deres Ankomst og
af dem modtaget Kommando, i et og alt adlyde Deres Ordre! — og er det
ikke nok, at Hr. Kommandørkapitainen som Chef adlyder punktlig saadanne
Ordrer, som til Dem maatte indløbe, men det er endog Hs. Majestæt Kongens
allernaadigste Villie, at enhver især af Deres Underhavende skal ogsaa
være besjælet af samme Aand. Hr. Kommandørkapitainen paalægges derfor
som en hellig Pligt ved alle Leiligheder og paa alle mulige Maader at
bibringe Deres Underhavende denne allerhøieste Befaling. —«
Naar man gjennemlæser denne Instrux, vil man lægge Mærke til, hvorledes
Admiralitetet klog af Skade søger at gjøre sin Feil god igjen og sætter
alle Seil til for at forebygge en Gjentagelse af Katastrofen den 28.
Januar.
Den indtrængende Maade, hvorpaa det indskærpes de to designerede Chefer,
at der vises ubetinget Lydighed imod enhver Ordre, ikke alene af dem selv
personlig, men ogsaa af enhver af deres Undergivne fra det Øieblik af,
at de har meldt sig til Tjeneste i Vliessingen, viser tydeligt nok, at
den danske Marinebestyrelse nu havde aabnet Øiet og set hvor det var, at
Skoen trykkede.
Derfor fjerner ogsaa Instruxen med ønskelig Klarhed alt, hvad der kunde
bringe de nye Chefer ind i det farlige Dobbeltforhold til dansk og
fransk Autoritet, der havde været saa ødelæggende for deres Forgængere;
derfor hugges Baandet resolut over imellem Admiralitetet i Kjøbenhavn
og Skibscheferne paa Schelden, og til Afsked paalægges det dem som »en
hellig Pligt« at lystre og at sørge for, at alle de andre ogsaa lystre.
Instruxen er undertegnet af Wleugel, Knuth, Bille og Grove, og det er
vel ikke urimeligt at antage, at de 3 af disse Herrer fra Admiralitetet,
der for et Aar siden havde sat deres Navn under Rosenvinges og Holstens
lakoniske Reiseordre, ere blevne grebne af den Tanke, om ikke en saadan
Instrux kunde have klaret Spørgsmaalet for de to Kapitainer, da de
raadvilde og forblændede gjorde den ene Feil større end den anden; — hvis
virkelig en saadan Tanke har listet sig frem i det Øieblik, hvor Pennen
blev sat til Papiret for at undertegne Instruxen, har man næppe kunnet
skjule for sig selv, at en saadan Veiledning som den, der her blev givet
med paa Reisen, var saa klar i sin Form og saa lidt indbydende til at
handle imod, at en lignende nok vilde have været i Stand til at skaane
Marinen for den Ydmygelse, at to af dens Officerer i fremmed Tjeneste
bleve kasserede, belagte med Arrest og som Fanger transporterede tilbage
til Landet.
Den Opgave, som de to nye Chefer i fransk Tjeneste vilde blive stillet
lige over for, kan man paa Forhaand sige var langt vanskeligere end den,
som havde bragt deres Forgængere til at strande. Det gjaldt jo om intet
mindre end atter at bygge op, hvad Aaret iforveien havde bragt til at
styrte sammen, og det var meget, der skulde bringes paa ret Kjøl igjen.
Besætningerne skulde atter vænnes til at gaa i stramme Tøiler, styret af
en fast og sikker Haand; Lysten og Energien hos de subalterne Officerer,
som en aarelang, dræbende kjedsommelig Virksomhed havde sløvet, maatte
atter vækkes, for at Tjenesten kunde komme til at gaa som den burde, og
endelig maatte man være forberedt paa, at de franske Marine-Autoriteter,
efter hvad der var foregaaet paa Schelden, rimeligvis i Begyndelsen vilde
iagttage en reserveret Holdning overfor de nye Udsendinge fra Danmark.
Om det vilde lykkes at naa Maalet, maatte i høi Grad være afhængig af den
Mands personlige Egenskaber, der, som den ældste af de danske Skibschefer
kom til at bære Ansvaret. Det var ikke nok at være en duelig Sømand og
routineret Skibschef; under de daværende vanskelige Forhold krævedes
der noget mere, for atter at give den danske Marines Navn god Klang i
Frankrig. Den Mand, for hvem dette skulde kunne lykkes, maatte først og
fremmest sætte alt ind paa i Samarbeidet med sine fremmede Overordnede
at vise en ihærdig Villie for at faa det gjensidige Tillidsforhold
istand, som saa sørgeligt var bristet Aaret iforveien. Men lykkedes det
først at beseire denne Vanskelighed, vilde dermed Veien være aabnet til
en ny og ærefuld Kampagne for de danske Søfolk paa Schelden.
Admiralitetet forventede, at Kommandørkapitain Joost v. Dockum nok vilde
vise sig istand til at løse den vanskelige Opgave.
Denne Mand nedstammede paa mødrende Side fra en af de protestantiske
Familier, der i Aaret 1685 efter Ophævelsen af det nantiske Edikt nødtes
til at forlade Frankrig og søge sig et nyt Fædreland. Faderen, der under
Danneskjolds Bestyrelse af Marinen var bleven indkaldt fra Holland,
da Dokken skulde anlægges paa Værftet, var Hydrauliker og boede ude i
Lyngby, hvor han eiede en Fabrik, der dreves af en Vandmølle.
I Lyngby blev Joost v. Dockum født den 30. April 1753, og her levede han
sine Barndomsaar, indtil han 12 Aar gammel kom ind paa Akademiet som
Kadet.
Som Lieutenant var v. Dockum meget tilsøs og gjorde sig allerede tidlig
bemærket som en lovende ung Officer; i Aarenes Løb havde han som Kapitain
forskjellige Gange været udkommanderet som Chef[5], men det var dog først
hans Togt med Fregatten »Havfruen« (1799-1801), der gav Anledning til, at
Opmærksomheden blev henledet paa ham.
»Havfruen« afseilede i Foraaret 1799 til Middelhavet for at forstærke den
der stationerede Eskadre under Kommandørkapitain Steen Bille.
Under Billes Kommando fik v. Dockum god Leilighed til at vise sin
Konduite og Aktivitet som Skibschef. Sikkerheden i dette Farvand var paa
den Tid kun meget ringe, da franske, engelske og spanske Kapere sværmede
Middelhavet over og gjorde Veien usikker og farefuld for Koffardimanden.
Og da den danske Handel i Middelhavet netop paa dette Tidspunkt stod i
sin fulde Blomst, var det nødvendigt at lade et udstrakt Konvoisystem
træde i Virksomhed som det eneste Middel til at skjærme de rige Ladninger
mod Vold og Plyndringer. Det kunde imidlertid ikke undgaas, at det
kildne Konvoispørgsmaal af og til førte til smaa Kollisioner mellem
Billes Eskadre og de krigsførende Magters Skibe, naar disse i Søen vilde
visitere en Konvoi, der seilede under det danske Orlogsflags Beskyttelse.
Og mere end én Gang, hvor v. Dockum ombord i »Havfruen« mødte en saadan
Fordring om Visitation, viste han, at han, underlegen i Antallet af
Kanoner, men overlegen i Villiestyrke, var Mand for at hævde det danske
Flags Uantastelighed med saa megen Dygtighed og Bestemthed, at Fordringer
om Visitation bleve opgivne, endog under saa ulige Styrkeforhold, at
»Havfruen« vilde være bleven skudt i Sænk i en Haandevending, hvis der
var bleven sat Haardt imod Haardt.
Havde Admiralitetet saaledes efter v. Dockums tidligere militære Løbebane
al Grund til at haabe, at man i ham havde fundet en Mand, der vilde være
istand til at løse Opgaven tilfredsstillende, slog man sig dog ikke til
Ro hermed, skjøndt man havde Bevidstheden om, at den medgivne Instrux,
der klart og tydeligt afstak den Vei, der skulde følges, vilde lette
Cheferne Arbeidet i høi Grad.
Der toges nemlig en Forholdsregel endnu. Idet Admiralitetet rigtig
skjønnede, at v. Dockum snarere vilde kunne blæse nyt Liv i Tjenesten
ombord i de to Linieskibe, naar han mødte til Arbeidet med et frisk
Sæt subalterne Officerer hjemmefra, som ikke havde været Vidne til det
foregaaende Aars Gjenvordigheder, bestemte man sig til at foretage
en temmelig gjennemgribende Afløsning af Officersbesætningen ombord
i »Pultusk« og »Dantzick«. De fornødne Ordrer hertil udgik fra
Admiralitetet samtidig med Chefernes Udkommando den 27. Februar 1809 i
enslydende Skrivelser til Officererne[6], hvori det paalagdes dem hver
især: »at melde sig til Hr. Kommandørkapitain v. Dockum for at følge med
ham til Vliessingen og at ansættes til Tjeneste paa et af derværende
franske Orlogsskibe. Forrettende sin Tjeneste saaledes som han agter at
tilsvare og være bekjendt«[7].
Den 7. Marts 1809 skulde efter Bestemmelsen v. Dockum sammen med den
til Afløsningen kommanderede Styrke af subalterne Officerer forlade
Kjøbenhavn og begive sig paa Veien til Vliessingen. Skjøndt der med
Datidens primitive og langsomme Befordringsmidler jo vilde gaa en
antagelig Tid, forinden han med sine Ledsagere kunde vente at naa Maalet
for sin Reise, afsendte Admiralitetet i Kjøbenhavn dog samme Dag en
Skrivelse til Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen i Vliessingen
for at underrette dem om de to nye Chefers forestaaende Ankomst.
Som man kunde vente, vakte denne Meddelelse kun Tilfredshed hos de
to Næstkommanderender, og deres Glæde over og Utaalmodighed efter
snart igjen at komme under en dansk Chefs Kommando kom til Orde i en
Fællesrapport[8], som de strax efter Modtagelsen af Admiralitetets Brev
afsendte til Kjøbenhavn og hvori de skrive:
»Det høie Kollegii Skrivelse af 7. hujus er os indløben. Vi smigre os
med det Haab, at de deri gunstig anmeldte Chefer ankomme inden Skibene
lægge ud, da vi saaledes blive befriet for den Ulempe at lægge ud under
fremmede Chefer, som hverken forstaa os, eller vi dem. Ligeledes haabe
vi, at de Officerer, som ankomme til Afløsning, ere det franske Sprog
nogenledes mægtige, hvilket er en væsentlig Nødvendighed for Tjenestens
Gang.«
Som tidligere omtalt, var Afreisen bestemt til den 7. Marts, og paa
denne Dag, om Formiddagen Kl. 8½, kjørte man fra Kjøbenhavn ud ad
Roeskildeveien ad Korsør til.
Reise gjennem Sjælland, Fyen og Jylland.
-------+-----+----+----------+-----------+----+----+----------+----+---
1809 |Marts| Kl.| Reiste | Passerede | Kl.| Kl.| Kom til |Mil | *
| | | fra | forbi | | | | |
-------+-----+----+----------+-----------+----+----+----------+----+---
Tirsdag| 7. | 8½ |Kjøbenhavn|Roeskilde |10¼ |12½ |Roeskilde | 4 | 1.
| | | | Kro | | | | |
| | | | | | | | |
| | 3½ |Roeskilde | | | 7½ |Ringsted | 4 | 2.
| | | | | | | | |
| | 8 |Ringsted |Krebs Kroen|10 |12 |Slagelse | 4 | 3.
| | | | | | | | |
Onsdag | 8. | 7 |Slagelse | | | 7½ |Antvorskov| ¼ | 4.
| | | | | | | | |
| |12 |Antvorskov| | | 2 |Korsør | 1¾ | 5.
| | | | | | | | |
Torsdag| 9. | 3½ |Korsør |Store Belt | | 8½ |Nyborg | 4 | 6.
| | EM | | | | | | |
| | | | | | | | |
Fredag | 10. | 9½ |Nyborg | | | 1 |Odense | 4 | 7.
| | FM | | | | | | |
| | | | | | | | |
| | 3½ |Odense | | |11½ |Middelfart| 6 | 8.
| | | | | | | | |
Lørdag | 11. | 7½ |Middelfart|Lille Belt | | 8 |Snoghøi | ¼ | 9.
| | | | | | | | |
* Mærkværdigt.
1. Spiste til Middag i Prindsen og besaa Domkirken.
2. Spiste til Aften. Voigt og jeg reiste alene derfra om Aftenen; de
andre bleve.
3. Forblev i Postgaarden Natten over; meget dyrt.
4. Besøgte Voigts Fader.
5. Kunde formedelst Storm ei komme over Beltet; forblev i Korsør til
næste Middag. Bønderne i Sjælland kjøre aldrig af Veien for nogen.
6. Kom over med Post-Jagten; forblev der Natten over.
7. Spiste til Middag og besaa Byen.
8. Blev indkvarteret hos Borgerne om Natten, da vi ei kunde faa
Natteleie for Penge.
9. Kom over med Færge-Fartøi. Voigt, jeg og Ring gik, da Vognene bleve
for længe borte, tilfods til Kolding; de andre kom først Kl. 5.
Besaa paa Veien en Vandmølle.
I en lille Dagbog, som en af Officererne har efterladt sig, træffer man
en detailleret, skematisk Fremstilling af Overreisen til Vliessingen[9].
Det første Blad heraf, som ovenfor findes aftrykt, indeholder vel intet,
som kan have Krav paa særlig Interesse, men ganske oplysende er det dog
til Sammenligning med Nutidens Reisemaade at se, hvorledes man reiste ved
Aarhundredets Begyndelse, møisommeligt sneglende sig frem fra Kro til Kro.
Man behøver egentlig kun at læse de sidste Linier af det nævnte Blad i
Tuxens Reise-Journal, for paa den mest slaaende Maade at blive mindet om
Forskjellen imellem Nutidens og Datidens Reisemaade. For den, der selv
med et Exprestog er fløiet afsted med 8-10 Mils Fart i Timen, og gjennem
Kupévinduet har set, hvorledes Byer, Skove og Bjerge under Kjørslen dukke
frem og forsvinde igjen i et skiftende Panorama, er der noget hyggeligt
gammeldags, næsten rørende ved at læse om, hvorledes disse Reisende ved
Aarhundredets Begyndelse paa Routen Kjøbenhavn-Vliessingen tilbagelægge
Veien imellem Snoghøi og Kolding tilfods, da Befordringen pr. Vogn er dem
for langsom, hvorledes de stoppe op underveis og bese en Vandmølle og
endelig optegne denne Begivenhed i deres Reise-Journal i en Rubrik med
Overskriften »Mærkværdigt«.
Dagen forinden, den 10. Marts 1809, sent ud paa Aftenen, var v. Dockum
og hans Officerer ankomne til Middelfart. Det var Chefens Hensigt at
fortsætte Reisen videre over Beltet, hvad der ikke lod sig gjøre, da alle
Færger laa ovre paa Snoghøi-Siden; en Jolle med en Officer blev dog strax
samme Nat sendt over til Snoghøi for at bestille Færge og Heste til
næste Morgen tidlig, da Reisen skulde fortsættes.
Det var Midnat, og v. Dockum stod med sine Officerer i Middelfarts Gader
uden at kunne faa Nattelogis. »Alle Auberger«, — skriver han i sin
Rapport til Admiralitetet[10] »vare opfyldte med Reisende, og for ikke at
komme til at spadsere paa Gaden hele Natten, igjennem, maatte jeg ty til
Magistraten i Byen for at komme i Hus.« —
Paa Reisen videre frem, under Kjørselen sønder paa fra Snoghøi gik
det kun langsomt paa Grund af de tarvelige Befordringsmidler, der
kunde stilles paa Benene. v. Dockum klager med Rette i sin Rapport til
Admiralitetet over »at paa hver Station, hvor der skulde skiftes Heste,
maatte der ventes 3-4 Timer, inden Forspandet kunde skaffes tilveie, og
Hestene vare saa slette og udasede, at de i Reglen brugte 6-8 Timer om at
tilbagelægge 3 Mil.« —
Paa denne møisommelige Maade arbeidede man sig fremad over Eckernførde
til Kiel. Under sit Ophold her fik v. Dockum at vide, at de to tidligere
Chefer for »Pultusk« og »Dantzick« vare ankomne til Rendsborg Fæstning
fra Antwerpen som Arrestanter. Med Tilladelse fra Kongen, som netop var i
Kiel, begav han sig til Rendsborg og havde den 15. Marts en Samtale med
Rosenvinge og Holsten, forinden Turen gik videre. For at paaskynde Reisen
havde v. Dockum givet Ordre til at der skulde kjøres Nat og Dag, indtil
man kom til Hamburg; men i den mørke Nat var Kudsken saa uheldig at vælte
Vognen og hele Reiseselskabet i Grøften. Med nogle mindre Skrammer kom
dog alle paa Benene igjen, saa at Kjørselen kunde fortsættes, og Dagen
efter, den 16. Marts 1809, ankom man uden videre Uheld til Hamburg,
hvor den anden Linieskibschef, Kommandørkapitain v. Berger, der kom fra
Flensborg, sluttede sig til de afreisende danske Officerer.
Opholdet i Hamburg medtog 4 Dage, for en Del fordi man her skulde
have de nødvendige Penge til Reisens videre Fortsættelse. v. Dockum
fik dog snart Sagen bragt i Orden, idet han »adresserede sig til
Banke-Kommissair Gebaurer for at faa Guld-Mynter«, og med 3000 Rdl.
Slesvig Holstensk Courant begav man sig paa Veien igjen den 20de Marts
1809[11]. 2 Dage efter naaedes Bremen, men herfra og videre vester paa
besværliggjordes Reisen ved Foraars-Oversvømmelserne, der gjorde Veiene
næsten ufremkommelige og særlig i Omegnen af Byen Nijmegen vare meget
betydelige. Imidlertid arbeidede Heste og Vogne sig dog med en Del Besvær
frem ad de opkjørte, overflydte Veie; den 28. Marts passeredes Bergen op
Zoom, og den 29. ud paa Eftermiddagen naaede endelig v. Dockum og hans
Officerer Reisens Endemaal, Vliessingen.
Skjøndt det allerede var sent paa Dagen, vilde de to Kommandørkapitainer
dog ikke lade noget forsømt og begave sig umiddelbart efter Ankomsten til
den kommanderende franske Admiral, for at melde sig til ham.
Det har næppe været uden en vis Spænding ved Tanken om hvilken
Modtagelse, der vilde blive dem til Del, at v. Dockum og v. Berger gik