Beretning om Folke-Høiskolen i Rødding - 2

bestemt for 32, maatte H. Nielsen fra Sjælland allerede ved
Juletider drage hjem for Svageligheds Skyld, haabende, at han til
Sommer kunde holde det bedre ud. -- En Snedker I. C. Jensen fra
Hygom, som i nogle Uger besøgte Høiskolen, have vi ikke anført, da
baade hans Profession og den lange Afstand forbød ham at vedblive
sine Vandringer hertil.
Der var i Sommerens Løb blevet indrettet een Skolestue til; man kan
altsaa nu efter Omstændighederne have alle Eleverne samlede, (hvilket
skeer, hvor det uden Vanskelighed kan lade sig gjøre), eller dele dem
i to Klasser, f. Ex. i Mathematik, Tydsk, Danske Skriveøvelser,
endeel Landvæsenstimer, o. s. v., idet man da hver Gang retter sig
efter, hvor de ifølge deres Evner og Dulighed høre hen. I dette
Halvaar gjælde altsaa to Timetabeller, saaledes lydende:
For øverste Afdeling:
Fædrelandshistorie 2 Timer.
Verdenshistorie 2 "
Dansk Læsning 2 "
Danske Udarbeidelser -- Løverdag Eftermiddag
Sproglære 2 "
Tydsk 2 "
Mathematik (Stereometri og Arithmetik) 2 "
Chemi 6 "
Geografi og Jordbundslære 4 "
Theoretisk Landvæsen 8 "
Landmaaler-Tegning 2 "
Sang 2 "
Gymnastik 6 "
For den nederste Afdeling:
Fædrelandshistorie 2 Timer.
Verdenshistorie 2 "
Dansk Læsning 2 "
Danske Skriveøvelser 3 "
Sproglære 2 "
Tydsk 2 "
Geometri 2 "
Regning 1 "
Chemi 6 "
Geografi og Jordbundslære 4 "
Theoretisk Landvæsen 8 "
Sang 2 "
Gymnastik 6 "
Idet vi nu skulle meddele Læserne vore Betragtninger i Anledning af
indeværende Vinter-Halvaar, forudskikke vi i Almindelighed den
Bemærkning, at vi maae i høi Grad være tilfredse med Elevernes Lyst,
Flid og Fremgang i alle Henseender, men ville iøvrigt, som ovenfor
sagt, kun holde os til Det, der kan synes at kaste Lys paa de
Spørgsmaal angaaende Folkedannelse, der for Tiden bevæger det store
Publicum. Vi forene derfor i vor Fremstilling Vinterens med de
tidligere gjorte Forsøg og Erfaringer her paa Høiskolen.
1. ~Det er gjort til Princip ikke at tage saa meget Hensyn til de
mindre Begavede som til de bedre Hoveder, de livligere og
videbegjærligere Naturer~. Det er ikke allene den eneste Maade for
Lærerne til at vedligeholde deres aandelige Livlighed, hvis de har
nogen, men ogsaa for Staten og Landet i det Hele er det af største
Vigtighed, at de aandelig Stærkere, til hvad Stand de end høre, faae
den ~rette~ Oplysning. Paa dem kommer det dog i Grunden altid an,
hvilken Vending Tingene her i Verden skulle tage; slaae de først
ind paa en Vei, saa følge de Øvrige af sig selv efter. Men
Skole-Erfaringen lærer bestandig, at de Opvaktere blive meget langt
tilbage fra Det, de kunde bringes til, naar der for meget skal tages
Hensyn til de Svagere, og at de blive kjede ad en altfor langsom
Underviisning, hvoraf Følgen hos os, hvor Oplysningen er den eneste
Fordeel af Skolegangen, nødvendigen maatte blive, at de snart gik
bort igjen. Vi vilde altsaa kun beholde de Svagere tilbage, og det er
endda et stort Spørgsmaal, om disse selv vare bedre tjente hermed.
Kunde de end, ved at være allene, have mere Tid og Ro til at faae
lært det Mindre og Lavere og Simplere, der nu meddeeltes, saa vilde
de savne al den Indflydelse til det aandelige Livs Vækkelse, som
dagligt Samliv med de mere Begavede udøver. Man kan være temmelig
sikker paa, at saa længe den mindre Begavede vedbliver at besøge en
saadan Læreanstalt, der egentlig er anlagt for høiere Aandskræfter
end hans, har han ogsaa virkelig Fordeel af den. Kunde Forfængelighed
end lokke ham derhen, saa vilde Kjedsommelighed og Følelsen af den
underordnede Rolle, han spiller, snart drive ham derfra igjen. Vor
Erfaring her paa Høiskolen, der jo rigtignok ikke er meget stor eller
gammel, bestyrker denne Mening. Vi have al Grund til at tvivle paa,
at det vilde staae i Lærernes Magt, om de gjorde sig nok saa megen
Umage, at bringe saa meget aandeligt Liv ind i de svagere Elever, som
skeet er (hvor ringe det endog kan være), dersom ikke de opvaktere
Kammerater havde været deres Omgang. Og noget Liv og Vækkelse i
Sjæleevnerne er dog i Grunden det bedste Udbytte, de kunde erholde
paa en saadan Anstalt.
2. Et andet Grund-Princip her er: ~ingen Tilgangs- eller
Afgangs-Examen at holde, og overhovedet at give os saa lidt af med
Examinationer som muligt~. Da man endnu i Almindelighed staaer i den
Mening, at offentlige Examiner ere til stor Nytte, skulle vi tillade
os at forsvare det af os antagne Princip; men vi bemærke
udtrykkeligen, at Talen her kun er om ~vor~ Læreanstalt, og at vi
ikke indlade os paa Raisonnement om andre Læreanstalter, der have
andre Formaal.
Hvad ~Tilgangs-Examen~ angaaer, da indsee vi ikke, hvortil den
her paa Anstalten skulde nytte. Den kunde skaffe os nogen Kundskab
om, hvilke positive Kundskaber og Færdigheder den indmeldte
Elev besidder. Men om vi nu erfarede dette, endog med langt
større Sikkerhed end det i Virkeligheden er muligt, saa blev
Eleverne derved jo hverken duligere eller uduligere til at
profitere af Underviisningen, og da vi dog ikke kunde forandre
Underviisningsplanen efter de forskjellige Elevers forskjellige
Kundskaber, saa vilde Følgen kun blive, at vi kunde afvise Nogle som
umodne for den. Men hvor vidt Nogen virkelig har Gavn og Fornøielse
af at sidde paa Skolebænken, kan intet Menneske tilfulde bedømme uden
han selv efterat have prøvet det. Vi antage, at de, som komme til
Høiskolen, nogenlunde godt kunne læse, skrive og regne. Kan de mere,
saa er det godt; men kan de ikke engang dette, saa bliver det deres
egen Sag at skaffe sig den fornødne Færdighed heri (thi Høiskolen
indlader sig ikke paa at bibringe den saakaldte Børnelærdom), eller
at bære Savnet deraf. Dette Tilfælde er imidlertid endnu ikke
indtruffet her, og vil vel heller ikke let indtræffe, da Enhver, som
vil optages som Elev, maa melde sig hos Forstanderen, som da gjør
opmærksom paa denne Forudsætning. Ved en mundtlig Samtale, der mere
har Conversationens end Examinationens Form, kan Forstanderen ogsaa
langt bedre udforske, hvorvidt han med Nytte vil kunne tage Deel i
Underviisningen eller ikke, og i saa Henseende raade ham. Hovedsagen,
eller rettere, det Eneste, hvorpaa det kommer an, er: om han
har nogen virkelig Lyst og Trang til aandelig Oplysning. En
Tilgangs-Examen vilde altsaa ikke være Eleverne til nogen Gavn.
Derimod have mange af dem erklæret, at hvis de først skulde have
været examinerede, vilde Undseelse for at forraade deres Uvidenhed
have afholdt dem fra Høiskolen, og det mange af dem, der have meest
Hoved og meest Glæde af Underviisningen.
~Afgangs-Examen~ have vi heller ikke. Det Vigtigste ved
Underviisningen paa vor Høiskole er ikke de positive Kundskaber og
Færdigheder, som vi søge at bibringe Eleverne, men snarere det hele
aandelige Liv, som bliver vakt og næret hos dem, saa at deres
Forstand bliver skarpere, deres Dømmekraft modnere, deres Hjerte
aabnere og ædlere, at der vækkes hos dem Sands for Orden, Skjønhed og
et smagfuldt Liv, at Lyst til Beskjæftigelse kan træde istedetfor den
sædvanlige Dorskhedsvane, at deres Sind og derved deres Væsen kan
blive frimodigere, deres Følelse for Kammeratskab og Fædreland blive
vakt, næret og styrket. Alt dette kan ikke godt stilles til Skue ved
en offentlig Examen. Men hvis det virkelig er tilstede, vil det efter
deres Ophold paa Høiskolen nok vise sig i deres hele Liv og Opførsel,
og erfares Intet deraf i deres senere Liv, saa nytter det ikke, om de
ved en Afgangsexamen fra Høiskolen havde formaaet at aflægge et Slags
Vidnesbyrd derom. Derimod virker Tanken om en forestaaende offentlig
Examen i høieste Grad forstyrrende baade paa Lærere og Elever. Det er
umuligt, at Læresalen da kan forblive det rene og hellige Sted, hvor
begge ret med Lyst og Iver kunne give og modtage, kunne nyde
Sandhedens og Oplysningens herlige Frugter. Det som i mange Forhold
gjør offentlige Examiner nødvendige, naar nemlig en vis Bestilning
kun kan anbetroes Den, der er i Besiddelse af visse bestemte
Kundskaber og Færdigheder, finder ikke Sted her; og vil man have
Examiner for at erfare, hvad og hvorledes der læres paa Høiskolen,
saa er den allersikkreste Maade at overbevise sig herom den, at man
personlig tager Plads i Læresalen, hvilken altid staaer aaben for
enhver anstændig Person. -- Netop fordi det er Høiskolens Plan, ikke
at paatvinge eller at paaliste Ungdommen visse Kundskaber, Anskuelser
og Meninger, som mere vi høiere Staaende end de selv ønske at de
maatte være opfyldte af, men derimod at bibringe dem saa meget af vor
egen Oplysning, som de selv ansee for gavnligt og fornøieligt, netop
derfor ansee vi det for dobbelt nødvendigt, at vi afholde os fra
ethvert Middel til at drage dem til os udenfor Oplysningens egen
Tiltrækningskraft. Paa hvilken Maade vil man ellers kunne erfare,
hvad ~Folket~ i Virkeligheden ønsker og behøver af aandelig
Oplysning?
Hvad endelig ~den daglige Examination i Timerne~ angaaer, da finder
denne Sted, hvor det er nødvendigt, men da det ikke er Høiskolens
Hensigt at forsikkre sig, at enhver enkelt Elev tilegner sig al den
Lærdom, der bydes, saa anvendes denne daglige Examination saa lidt
som muligt, eftersom den baade medtager megen Tid og let bliver saare
kjedelig for Eleverne. I al Fald anvendes den hellere som en
Gjentagelse af det eengang Foredragne og som en Undersøgelse,
hvorvidt Eleverne i Almindelighed, ikke hver især, have forstaaet og
opfattet de holdte Foredrag. Hvor det derimod er Øvelser og
Færdigheder, som Eleverne skulle tilegne sig, og ikke blot Indsigter
og Oplysninger, der meddeles dem, f. Ex. ved Gymnastik, Musik,
Regning, Tegning, Landmaaling, Læse-, Skrive- og Taleøvelser o. s.
v., der indfinder Examinationen eller Repetitionen, hvad man vil
kalde det, sig af sig selv, tildeels ogsaa ved nogle Videnskaber, som
Mathematik og Tydsk Sprog. Men efter de historiske, geographiske,
naturvidenskabelige, landøkonomiske Foredrag bruges Examination kun
undtagelsesviis, naar der er nogen særdeles Grund dertil.
3. ~Underviisningen i Naturvidenskaberne~. Den Overbeviisning, at
Naturvidenskaberne paa alle vore Underviisningsanstalter bør optages
med iblandt Læregjenstandene, er efterhaanden bleven saa almindelig,
at vi ikke behøve at føre noget Forsvar for, at vi have indrømmet dem
en betydelig Plads paa Rødding Høiskole. Spørgsmaalet er, hvis vi
ikke feile, kun om, hvad og hvorledes der skal foredrages. Men da
hele denne Underviisning har været overladt til _Dr._ Poulsen, som,
saavidt vore Finantsers ængstelige Tilstand tillod det, har havt
temmelig fri Raadighed til at følge sine Anskuelser baade med Hensyn
til Underviisningsgjenstandenes Fordeling og til de nødvendigste
Indretninger og Anlæg, saa have vi anmodet ham om, selv at optegne,
hvad her er skeet og med hvilket Resultat. Disse Optegnelser meddele
vi herved vore Læsere.
»Den fuldstændige Mangel paa et Underviisnings-Apparat for
Naturvidenskaberne, som først ved Udpakningen og Ordningen af mine
egne Samlinger kunde hæves, anviste ~Botaniken~ den første Plads i
den naturvidenskabelige Underviisning i Sommer-Halvaaret. Det
botaniske Studium har her til Hensigt baade i Almindelighed at aabne
Øiet for Naturens Skjønhed og Mangfoldighed og at skjærpe
Iagttagelsen, og med Hensyn til Landmandens særegne Tarv at gjøre ham
bekjendt med Europas vigtigere Culturplanter, deres geographiske
Forhold, Natur og Anvendelse. I Begyndelsen blev, saa fattelig som
mueligt, Planternes Livsbetingelser afhandlede. Der toges ved
Underviisningen bestandig Hensyn til de oekonomisk vigtige og til de
indenlandske Planter, hvilke sidste bleve Eleverne bekjendte, deels
ved speciel at tage dem i Betragtning under Udviklingen af de
vigtigste naturlige Plantefamilier, deels paa de ugentlige Udflugter
i Omegnen. Paa disse fremhævedes isærdeleshed de forskjellige
Localiteters Characteer-Planter -- Hedernes, Mosernes, Engenes og
Skovenes særegne Vegetation, Marskegnenes Characteerplanter, de
dyrkede Steders Ukrudsplanter, Klitvegetationen o. s. v.
Underviisningen understøttedes af en betydelig Axsamling af de
Europæiske Cerealier, som er samlet i Udlandet og hvoraf en Deel blev
dyrket her i forrige Sommer, af tørrede Samlinger af Fodervexter og
Handelsplanter, en fædrelandsk Plantesamling og af en Frøesamling.
I dette Halvaar fortsattes desuden Underviisningen over Europas
Geographi, hvorom senere skal tilføies nogle Bemærkninger, og den
mechaniske Deel af Physiken, saavidt dette kunde skee uden Apparater.
I Vinterhalvaaret begyndtes Rækken af de naturvidenskabelige Foredrag
med ~Læren om de vægtløse Stoffer~. Varmelæren blev paa Grund af dens
rige og interessante Anvendelse i Oekonomien og Agerbruget udførlig
afhandlet, Læren om Lyset, Electrisitet og Magnetisme, forsaavidt
de forklare almindelige Naturphænomener og store Anvendelser i
Livet. Derpaa fulgte ~Chemien~, hvis elementaire Deel, ligesom
Impoderabilierne, oplystes ved en Mængde Forsøg, der ere uundgaaelig
nødvendige i de experimentelle Naturvidenskaber og som kunne
anstilles i rig Fylde uden betydelige pekuniære Offere. Ved
Underviisningen heri toges bestandig Hensyn til hjemlig Industrie
og Oekonomie og fortrinlig til Agerbruget. I den uorganiske Deel af
Chemien afhandledes tillige de Mineralier, som enten ved deres store
Anvendelse i Industrien og deres Forhold til Agerbruget eller ved
deres almindelige Forekomst i vor Jordbund kunde have Interesse for
Tilhørerne, hvorefter først vor Jordbundslære, som udvikledes under
Danmarks Geographie, kunde blive fattelig. I den organiske Deel
af Chemien afhandles især de Stoffer, som oplyse Plante- og
Dyre-Physiologien og som benyttes i den landoekonomiske Technologie.
Til næste Sommer vil hertil slutte sig Gjødningslæren og
Plantenæringen, saavelsom Dyrproductionens vigtigste Dele, oplyst ved
Chemien.
Foruden den egentlige anvendte Naturvidenskab, er ogsaa ~Geographien~
overdraget mig som Underviisningsgjenstand. I dette Halvaar tog et
nyt Cursus heri sin Begyndelse, hvori de ældre Elever ønskede at
deeltage. Efter en kort og fattelig Oversigt over den mathematiske
Geographie, afhandledes Jordens Udviklingshistorie før Menneskets
Optræden, oplyst ved en betydelig og instructiv Samling af
geognostiske Haandstykker og Forsteninger, derpaa fulgte Jordklodens
senere Forandringer og Planternes, især de europæiske Culturplanters
geographiske Forhold og Aarsagen til denne geographiske Begrændsning,
afledt af Climatologien. I den specielle Geographie blev isærdeleshed
Skandinavien udførligt afhandlet med Hensyn til dens forhistoriske
Tid og geognostiske Beskaffenhed, Climatologie og plantegeographiske
Forhold. Danmarks Jordbundslære blev, paa Grund af dens Vigtighed for
vore Landmænd, omstændelig udviklet. I den politiske Geographie
fremhæves især de forskjellige Staters Forhold til Agerbrug og
Industrie. Saavidt muligt anskueliggjøres Underviisningen ved
Relief-Kort, Speciel-Kort, Samlinger af Natur-, Industrie- og
Husflids-Gjenstande, Kobbere, o. s. v., hvorved Interessen meget
vækkes.
Til populaire Foredrag over Naturvidenskaberne ere ~Samlinger~
uundgaaelig nødvendige; jo mere Underviisningen kan understøttes ved
Anskuelse af Gjenstanden eller Experimentet, desto mere lettes
Opfatningen og forhøies Interessen. Det har derfor ogsaa allerede før
det endnu var min Bestemmelse at gaae til Rødding, været mig
magtpaaliggende at bidrage til Samlinger for Skolen. Fra Udlandet
hjemsendtes en meget fuldstændig Axsamling og en Frøesamling af de
europæiske Kulturplanter, som har en særegen Værd derved, at den for
største Delen hidrører fra Haveinspector Metzger i Heidelberg. Det
syntes mig ønskeligt, at denne Samling blev dyrket her ved Skolen, og
i Sommerens Løb blev derfor Indhegningen og Anlæget af en lille
~Forsøgsmark~ paabegyndt, som til den anstundende Sommer vil give et
anskueligt Overblik over Nord- og Mellem-Europas Cerealier, Foder- og
Handels-Vexter. En Samling af 45 Kartoffelvarieteter, som allerede
blev dyrket i forrige Sommer og som bleve fuldstændig uberørte af
Kartoffelsygdommen, ville til Efteraaret kunne uddeles i smaae
Partier. Foruden denne Forsøgsmark udførtes i forrige Sommer en Deel
Træeplantninger og en lille ~Træeskole~ anlagdes, som har til Hensigt
at bibringe Nordslesvigerne Smag for Træeplantning og Øvelse i
Frugttræernes Forædling. Et passende Sted blev udseet til Anlæget af
en Humlehave, for at kunne give Eleverne Underviisning i denne
vigtige Handelsplantes Dyrkning, og Kjøkkenhaven, som var aldeles
forsømt, blev omlagt og udvidet.
Disse Anlæg ere vel smaae og ikke skikkede til egentlige agronomiske
Forsøg; men de ville i mange Henseender tjene til at understøtte
Underviisningen og vække Smag for Havedyrkning og Træekultur.
Beliggenheden maatte, paa Grund af den ufuldstændige Markfred her i
Egnen, vælges saa nær ved Bygningen som mueligt, men derved kunde
rigtignok ikke det gunstigste Terrain erholdes, da Bygningerne ligge
meget lavt. Til at understøtte Underviisningen i Physik, Chemie og
Naturhistorie, blev et lille ~Laboratorium~ indrettet i Efteraaret og
et lille tilstødende Værelse bestemtes til Opbevaringssted for de
~naturhistoriske Samlinger~. Af saadanne er allerede i forrige Aar et
fædrelandsk Herbarium og en Samling af oekonomisk vigtige Planter
anlagt og en mineralogisk-geognostisk Samling, med særdeles Hensyn
til Skandinavien, vil, inden jeg forlader Høiskolen, blive indrettet
for samme. Af zoologiske Gjenstande mangler endnu Alt. Den
physikalske og chemiske Samling er paabegyndt ved et betydeligt
Bidrag fra Selskabet til Naturlærens Udbredelse og en Deel Apparater
fra mig. En Modelsamling af de vigtigste Agerdyrkningsredskaber og
Maskiner vilde være i høi Grad ønskelig og vil maaskee efterhaanden
ved Bidrag fra Enkelte komme sammen.
Med Hensyn til den naturvidenskabelige Underviisning i Almindelighed
maae bemærkes, at jeg ingenlunde, selv i min dristigste Forventning
om Bondestandens Modtagelighed for Naturvidenskaberne, i Begyndelsen
turde vove at give mine Foredrag den Udstrækning, som de efterhaanden
have faaet og som den stigende Videbegjærlighed og udholdende Iver
hos Eleverne ansporede mig til at give dem. Elevernes Interesse for
disse viste sig ingenlunde allene der, hvor Naturvidenskaberne oplyse
deres specielle Fag eller hvor Hensyn til Nytten for Livet var
fremherskende, men ligesaavel der, hvor kun den aandelige
Videbegjærlighed kunde søge Næring. Naturligviis kunde ikke alle med
lige Lethed følge disse Foredrag, men at de i Almindelighed blev
rigtigt opfattede og forstaaede, fik jeg uden egentlig Examination
Kundskab om, deels ved engang for alle at tillade Afbrydelse i
Foredraget ved Spørgsmaal, som ikke sjelden benyttes, deels derved at
Eleverne henvendte sig til mig om Aftenen for at faae Oplysning om
det, der ikke var bleven dem fuldkommen klart. Men uagtet Interessen
for de Dele, som ikke umiddelbart anspore ved Nyttens Øiemed, viste
sig større end jeg turde vente, saa er jeg dog bleven fuldkommen
bestyrket i den Anskuelse, at man ved en Folke-Høiskole som denne, i
Almindelighed igjennem Anvendelsen bør vække og vedligeholde
Interessen og bibringe Kundskaben til Videnskaben selv, og at man,
saavidt mueligt, bør hente Exemplerne fra den Kreds af Phænomener,
som er Landmanden bekjendt.
Den fuldstændige Mangel paa passende Lærebøger nødte mig til, paa
Elevernes indstændige Opfordring, at dictere Hefter, hvilket vel er
meget tidsspildende, men dog ogsaa giver Leilighed til udførligere at
udvikle og opklare mange Punkter.
Den i høi Grad opmuntrende Opmærksomhed og stærkt udtalte Glæde, som
de unge Mennesker af Bondestanden have viist ved ethvert Lys, som
Naturvidenskaberne i saa rigt Maal ere i Stand til at udbrede over
deres Fag; den Iver hvormed de søge Hjelpemidler til senere at
fortsætte og udvide Kundskaben til dem, afgiver det bedste praktiske
Beviis for, hvor meget Underviisningen i Naturvidenskab her er paa
sin Plads. Den bør aldrig mangle ved en Bondehøiskole eller en
Agerdyrkningsskole, selv hvis man ved disse blot tænker sig
Agerbruget som den eneste Gjenstand for deres Virksomhed.«
4. ~Underviisningen i Modersmaalet~ maae vi ogsaa særskilt omtale
med nogle Ord, da vi ansee den for at være ligesaa vigtig som den af
Mange er forsømt og misforstaaet. Man synes ikke at indsee, at der i
Grunden slet ikke kan være Tale om Oplysning, i det mindste ikke hos
Folket, uden igjennem Modersmaalet. Om vi end kjende noget til et
andet Sprog, saa er Modersmaalet dog ikke allene det eneste, vi
rigtig forstaae, saaledes at vi begribe og føle Betydningen af
ethvert Ord; men vi formaae ogsaa kun fuldeligen at sympathisere og
være enige med dem, der ere vore Landsmænd og have samme aandelige
Natur som vi: kun af dem kunne vi erholde Noget, som kan blive vort
Eget, som i aandelig Forstand kan blive til Kjød og Blod i os. Det er
altsaa ikke allene det eneste Sprog, hvori vi rigtigt kunne udtrykke,
hvad der lever og bevæger sig i os, Tanker eller Følelser, men ogsaa
det eneste, der kan skaffe os vor rette aandelige Næring.
Underviisningen i Modersmaalet maa derfor baade lære os at tale, læse
og skrive rigtigt. Men sædvanlig beskjeftiger man sig formeget med
det sidste, for lidet, med Læsning og slet ikke med Talen. Det er som
om man ansaae det for ligegyldigt, hvor daarligt man kom fra at tale
eller læse, naar kun Det, man satte paa Papiret, tog sig godt ud.
Dette gjør man nu vel næppe; men man beroliger sig rimeligviis ved
den Forestilling, at ethvert Menneske kan tale, og at Enhver, som har
»lært at læse«, kan læse. Men denne Forestilling er falsk, hvis man
ved at tale mener: at udtrykke sig tydeligt og bestemt, og ved at
læse mener: ikke blot med Øinene at overfare eller med Munden
fremsige de Ord, som staae i Bogen, men tillige baade selv forstaae
Ordenes Mening (forsaavidt Indholdet ikke overstiger vore aandelige
Kræfter) og oplæse dem saaledes, at det bliver let for Tilhørerne at
fatte den. Naar man undtager dem, der have faaet en videnskabelig
Dannelse eller som høre til de meget dannede Kredse, saa findes en
saadan Færdighed kun enkeltviis hos den borgerlige Stand i Stæderne
og sjelden; i Bondestanden paa Landet næsten aldrig. Vi kunne tale af
Erfaring; thi i Rødding Høiskole ere Elever fra mange Egne og flere
af dem ere af Naturen gode Hoveder, ja nogle endog vante til Læsning,
og dog have vi ikke havt et eneste Exempel paa, at de i Ordets
ovenfor angivne Betydning kunne læse eller tale. Naar de skulle læse
op af en Bog, falder det dem slet ikke ind, at de have Lov til at
udtale Ordene saaledes som de ere vante til at udtale dem ved
mundtlig Samtale (vi mene naturligviis ikke deres særegne
provinsielle Dialect; thi den veed Bonden saavel i Slesvig som
andensteds i Danmark godt at moderere, naar han taler med dannede
Folk) de troe, at Ordene skulle udtales nøiagtigt efter Bogstaverne,
og dette tager deres Opmærksomhed saa meget i Beslag, at de ikke
tænke paa Meningen, naar Sætningerne ikke ere særdeles korte eller
simple. De miste saaledes mere eller mindre det Udbytte, Læsningen
skulde give dem. Og idet de ikke ere i Vane med altid at følge
Tankegangen, kan de naturligviis heller ikke læse med den rette
Betoning, d. v. s. fremhæve de Ord eller Stavelser, som skal
fremhæves, for at hele Sætningens Betydning kan komme klart for
Dagen. Tilhørerne maae derfor ofte gaae glip af Meningen.
Det kostede i Begyndelsen ikke liden Umage, at faae deres gamle
Læsevane overvundet og bringe dem i en ny og rigtigere, tildeels
fordi baade Eleverne og endnu mere Andre hjemme fandt det
besynderligt og upassende at anvende den Tid til at lære voksne
Mennesker at læse, som efter deres Tanker burde anvendes til
Skriveøvelser; men Tid efter anden begynde de at føle, at de ved at
øve sig i at læse forstaaeligt og naturligt aabne sig Adgang til
Modersmaalets Litteratur, som ellers vilde være lukket for dem og som
dog er det rige Skatkammer for deres Dannelse og aandelige Livs
Næring. Og efterhaanden som de indsee den umaadelige Vinding, som det
er baade for dem selv og Andre, at kunne læse rigtig i Bog og læse
godt for, gaaer det heller ikke mere saa langsomt med at lære det. Ja
de Klogere begynde endog at erkjende, at det første nødvendige
Skridt, for at de kunne lære at føre en god Stil, er Øvelse i at læse
velskrevne Bøger, og Enkelte kunne derfor ogsaa nu finde det rigtigt,
at de ikke straks, naar de komme paa Høiskolen, sættes til at
udarbeide Stile og Afhandlinger, hvilket Fordom og Forfængeligbed
sædvanlig bringe dem til at hige efter. Erfaringen her lærer, at
»Flors Haandbog i den Danske Litteratur« ingenlunde er dem for høi,
naar man kun, som man bør, tillige benytter Bogens Indhold som Stof
til alle Slags Betragtninger og Oplysninger. Saaledes at anvende
~Læsetimerne i Modersmaalet~ til at øve dem i og vænne dem til, Intet
at læse uden at ville forstaae Meningen deraf, og i at læse det
saaledes op, at denne Mening ogsaa bliver let at forstaae for
Tilhørerne, og endelig til at dvæle ved Indholdet selv, som de dog,
da Stykkerne aldrig høre til det blot videnskabelige Fag, med nogen
Hjelp maae kunne fatte, er unægtelig langt gavnligere og
interessantere, end blot at lære dem, hvad der er Subject, Prædicat
og Object, om Ordet er et Substantiv eller Adjectiv o. s. v.,
hvilket, om end ikke ganske unyttigt, i det mindste ikke for Alle kan
være til synderlig Gavn eller Morskab.
Med Øvelserne i at ~tale~ er det hidtil gaaet langsomt, ikke fordi
vi ansee det for mindre vigtigt, men fordi Tiden ikke har villet
strække til og fordi der i denne Henseende allerede udrettes meget,
hvor de daglig høre gode frie Foredrag af deres Lærere og hvor
mundtlig Samtale med disse og med hverandre indbyrdes om mange
forskjellige, for dem selv vigtige og interessante, Gjenstande idelig
finder Sted.
Angaaende ~Skrive-Øvelserne~ have vi, foruden hvad der ovenfor er
bemærket, intet Særdeles at tilføie, da vi omtrent følge samme
Methode, som de fleste andre Steder er brugelig.
5. En Ting, hvori Rødding-Høiskole ogsaa er forskjellig fra de
sædvanlige Læreanstalter er, ~at der ikke er fastsat nogen bestemt
Tid for Elevernes Ophold paa samme~. Dette medfører vistnok
adskillige Ulemper, hvoriblandt de økonomiske dog maaskee ere de
største. Men deels stod det ikke i vor Magt at indrette det
anderledes, i det mindste i Begyndelsen, da Indretningen var
fuldkommen ny og ubekjendt, Forventningerne selv hos vore Venner kun
ubetydelige og vore Modstanderes Anstrængelser for at holde Elever
borte meget heldige, deels staae vi endnu i den Formening, at
Eleverne baade i aandelig og moralsk Henseende have bedst af, ikke at
være tvungne til at være her længere end de have Lyst til. Den
oprindelige Plan er anlagt paa to Aar, saaledes at i den Tid Det
kunde blive tilendebragt, som vi havde meent at ville foredrage,
fordeelt paa fire Halvaar, hvori dog hvert Cursus skulde udgjøre
noget Selvstændigt for sig. Men Erfaringen har lært, at paa saa lang
Tid har Ingen villet binde sig, og at Eleverne hidtil kun have
indmeldt sig for et halvt Aar, ligesom det især er Vinteren, de ville
benytte hertil. Af de 20-22, som den første Vinter besøgte Høiskolen,
gik de 12 bort om Foraaret; men de 10 havde dog faaet saa megen Lyst
til at fortsætte den begyndte Uddannelse, at de bleve Sommeren over,
og disse ere samtlige forblevne her i Vinter, rigtignok med den
Bestemmelse, til Foraaret at drage herfra. Om dette nu virkelig vil
skee, ligesom og hvormange af de i sidste November ankomne Elever der
ville blive her i Sommer, vide vi endnu ikke, da de sædvanlig først